Danmarks rigeste mand har en 200-års plan for Skotland
En ældre Land Rover kører gennem snoede grusstier i høj fart. På forsædet sidder Donnie Ross og hans hund. På ladet ligger to døde kronhjorte. Bilen kører ind på en lille plads, hvor en anden jæger står og sliber en kniv. I et lille kølehus bag ham hænger der tre kronhjorte til. “Jeg elsker hjorte,” siger Donnie Ross, idet han stiger ud af bilen. 
Han er chef for jægerne. De såkaldte deer stalkers, der holder øje med bestanden af vildt på de store landområder ved Aviemore, der ligger lige midt i Skotland. “Og derfor gør det også ondt på mig, hver gang jeg bliver nødt til at dræbe en. Men hvis vi skal give naturen en chance her, så er vi nødt til at holde dem nede.” Donnie Ross er en del af projektet Wildland, der vil genskabe naturen på enorme områder i Skotland. Bag projektet står den danske erhvervsmand og milliardær Anders Holch Povlsen, der for tiden har travlt med at købe jord op i Jylland. I Skotland har han Holch Povlsen imidlertid opkøbt jord i tæt på to årtier. Der er ikke tale om skovbrug, som andre store danske fonde med Kirkbi i spidsen satser på. I stedet skal Wildland være en model for, hvordan private initiativer kan bidrage til at genoprette naturen, tackle klimaforandringer, fremme biodiversiteten og samtidig være noget for turister.
Siden Anders Holch Povlsen begyndte at købe land i området omkring Aviemore, har jægerne skudt titusindvis af hjorte. Der var for mange, blandt andet fordi det skotske landskab igennem tiden primært er blevet drevet som en jagtforretning. Her gjaldt det om at have så mange højlandshjorte som overhovedet muligt, så der var nok at skyde for de betalende jagtturister. Desuden blev den sidste ulv i Skotland skudt i 1700-tallet, og derfor har hjorten på disse kanter ingen naturlige fjender, altså udover Donnie Ross og hans jægere. De store bestande holdt også al vegetation nede, og det er netop vegetationen, Wildland arbejder på at få genoprettet. “Hvis vi bliver nødt til det, så skyder vi tre til syv dyr hver dag. Hvis hjortene lader træerne være, så skyder vi dem ikke, men hvis de begynder at spise af de nyplantede træer, så er vi nødt til at reagere på det,” fortæller Donnie Ross, inden han læsser hjortene af ladet.
Ændrede fisketur alt?
Anders Holch Povlsen ejer over 1 pct. af Skotland. Hans jordbesiddelser er primært i det skotske højland, hvor han har købt flere store skotske godser. Men hvorfor netop Skotland? Britiske medier som The Guardian og BBC har spekuleret i nogle af årsagerne. Måske var det en fisketur i landet tilbage i 80’erne med forældrene, der tændte en gnist hos erhvervsmanden.
I hvert fald vendte Anders Holch Povlsen tilbage til Skotland to årtier senere for at købe sit første gods, Glenfeshie. Det var tilbage i 2006. Anders Holch Povlsen har ikke ønsket at stille op til interview om projektet, men i årenes løb er mere jord kommet til.
Og spørger man Tim Kirkwood, der er adm. direktør i Wildland, handler det om andet end bare at eje land.
“Anders er ikke bare grundlæggeren, men en stor del af projektet, og han er den, der kender det allerbedst,” fortæller han ved et gammelt mahognibord i Kinrara House, hvor projektets administration holder til.
Et hus, eller måske nærmere et mindre gods, fra 1800-tallet, hvorpå velhavende englændere opholdt sig for at jage og feste i sommerhalvåret. Var det ikke for et abnormt tv i rummet, kunne vi lige så godt befinde os i en tidslomme mange år tilbage. “Hovedmålet med Wildland er naturgenopretning i stor skala,” siger han til billederne på skærmen, der viser området omkring Kinrara House før og efter projektets begyndelse. Det klassiske skotske højland med bakker og lyng. Fem år efter et område, hvor små træer pryder landskabet. “Vi skal hjælpe naturen i det skotske højland, der er presset, fordi der er blevet drevet for intensiv jagt og afgræsning,” siger direktøren. Tim Kirkwood trykker videre. Et kort over området dukker op. For varige ændringer er to faktorer vigtige, forklarer han: tid og skala. “Derfor arbejder vi på en 200-års plan for vores område.” Desuden er man gået sammen tre andre store landejere i området, der ifølge Tim Kirkwood arbejder med den samme vision. I alt råder alliancen, som de kalder Cairngorms Connect, over 60.000 hektar land, der i dansk målestok svarer til lidt over Bornholms areal. Wildland ejer derudover ca. 50.000 hektar i Sutherland og West & Ness. “Jeg kommer også selv fra en traditionel jagtbaggrund, men jeg var nødt til at ændre retning. Når man ser på de ting, som sker i verden på grund af klimaforandringer, så er der nødt til at ske noget,” siger Tim og peger mod døren.
Genopretning
Placeret i Land Roveren når vi efter en halv times kørsel på asfalt en snoet grussti, der fører igennem en lille plantage. På den anden side åbner sig en smal dal kaldet en glen på skotsk. De bløde rødbrune bjerge på hver side er dækket af små grønne prikker. Naturgenopretning bliver ofte en akademisk omgang, påpeger Steve Liddle fra bagsædet. Han er land- og skovforvalter for Anders Holch Povlsens projekt. “Vi gør det faktisk og har gjort det i lang tid. Vi analyserer på vores projekter, og derfor står vi nu i en stærk position, hvor vi faktisk ved, hvad der virker,” siger han.
De sidste 15 år har Wildland plantet lidt over 6 mio. træer. I området Glen Feshie blev skovfyr sat som første træsort. Birketræ er også ved at komme tilbage. “Træerne kommer i anden generation og planter nu sig selv naturligt,” siger Steve Liddle. Ud over træerne vokser bestanden af sjældne fuglearter som tjur og urfugl på Wildlands områder. Fuglene har været truede i mange år, fordi skoven er forsvundet. Og kigger man overordnet på Anders Holch Povlsens indsats i Skotland, matcher det fuldstændig med eksperternes syn på reelt at genoprette naturen, fortæller Carsten Rahbek på en knitrende telefonlinje.
Han er professor i makroøkologi og leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) ved Globe Instituttet på Københavns Universitet. Han har de seneste år ikke været bleg for at kritisere virksomheders forsøg på at gøre noget godt for naturen. Små naturprojekter som et blomsterbed eller skovrejsning på fem hektar svarer ifølge Rahbek til at etablere et “akvarium i stuen”. “Altså, sådan et 50 liter eller 80 liter, der ser helt fuldstændig fantastisk ud, lige når det er blevet etableret, og der er fisk og planter i. Problemet er bare, at det fra den dag af er en lang kamp for at få økosystemet til at genoprette sig selv. Det kan simpelthen ikke fungere, når det er så småt,” siger han. Men økosystemet er muligt at få i gang i den skala, som Wildland-projektet har. “Hvis biodiversiteten skal fungere, så skal økosystemerne fungere. Det kræver store områder. Og hvor stort er stort? Det er 5000 hektar eller derover,” siger Carsten Rahbek, der sammen med andre forskere sidste år fremlagde netop disse pointer i en omfattende rapport. “Det fik jo de fleste herhjemme til at gå op i limningerne, fordi vi primært laver projekter, der er 5, 10 eller 20 hektar i Danmark.”
Grantræer på ryggen
Tilbage i det skotske højland stopper bilen.
På den ene side af dalen bevæger små sorte prikker sig rundt med små grantræer på ryggen. En maskine har gjort jorden klar til skovplantere, der iført regntøj er i gang i landskabet.
Alle er udstyret med en spade og et udvalg af de træsorter, som Wildland satser på. Skovfyr. Rødel. Dunbirk. Nænsomt bliver de små skud placeret en smule i læ af lyngen, hvilket giver dem en god start, fortæller land- og skovforvalteren Steve Liddle.
“Vi har selvfølgelig lært i processen. Vi bruger mange flere kræfter og penge på at få plantet direkte i jorden af folk. Det gør, at vi får en meget mere naturlig skov.” Metoden er besværlig, men effektiv, påpeger han. I 2019 oplevede højlandet i Skotland en meget tør periode. Projekter, der lignede Wildland, mistede ifølge Steve Liddle op mod 90 pct. af deres nyplantede træer, mens Wildland mistede 2 pct. Nu bliver åen pumpet forbi det enorme jordskred i rør i et desperat forsøg på at redde åen og de mange økosystemer, den er forbundet med.
At ændre rød til sort
For at give plads til naturen er andre forretningsområder også i spil. Grå sten og gotiske buer tårner sig op foran os for enden af en lille grussti. Her ligger et af de godser, som Wildland lejer ud. Entreen er mørkt træ, skotske tern, stole lavet af gevirer. Gamle malerier af jægere i højlandet med jagtbyttet spændt fast på muldyr.
“Det er faktisk Ralph Lauren, der har indrettet hele godset, før vi overtog det,” forklarer Tim Kirkwood, da vi går ind i hallen. 
“Alle ejendomme, som vi overtager, bliver redesignet af vores designteam, hvor Anders’ kone Anne også sidder med.” Godset er en af de mange ejendomme, som Wildland lejer ud til folk, der har lyst til at opleve højlandet i en eksklusiv ramme. “Vi har vores hoteller, godser og hytter, og vi planlægger at udvide den del, men vi er nødt til at finde nye måder at øge indtjeningen på, for lige nu er det hele båret af Anders og hans private formue. Det skal være økonomisk bæredygtigt for at inspirere andre til at gå den samme vej. De voksende markeder for kulstof og naturkapital kunne være en del af det fundament.” Nødvendigheden fremgår også af Wildlands regnskab fra 2024. Her havde selskabet et underskud på 8,1 mio. pund svarende til knap 73 mio. kr. og en lille forbedring sammenlignet med underskuddet året før på 9,3 mio. pund. Det koster penge at udvikle land og særligt i etableringsfasen. Et godt eksempel er det komplekse vejnet, som Wildland har brugt penge og kræfter på at få etableret.
Vejene skal gøre det nemmere for jægerne at patruljere, men de er allerede gjort klar til udvidelse, så lastbiler kan køre her, hvis projektet på et tidspunkt skal indeholde skovbrug også. “Den skov, vi genopretter og planter lige nu, lagrer kulstof, men den kommer ikke til at give et kommercielt afkast i form af tømmer i mange år,” forklarer Tim Kirkwood. “En del af vores tankegang er dog, at vi planlægger langt ud i fremtiden. Vejene er en dyr investering nu, men de giver vores jægere mulighed for at udføre hjortevildtkontrol med riffel, så vi ikke behøver kilometerlange hjortehegn. Vejenes høje byggekvalitet vil være en kæmpe fordel, hvis vi på et tidspunkt i fremtiden vil udvinde tømmer.”
En ny indtjeningskilde
Måske findes en ny indtjening i de mange tørvemoser på Wildlands jorder.
Flere steder er de udgravet, fordi man før i tiden brugte tørv som brændsel. De blev også drænet, så får og kvæg kunne græsse der. Det var før, man blev klar over mosernes rolle for klimaet.
I den rette stand kan de nemlig holde på store mængder CO2 og metan, mens drænede moser frigiver klimagasserne. Ifølge FN’s miljøprogram står tørvemoser for lagring af 30 pct. af det kulstof, der er bundet i jord, globalt, selvom de blot dækker 3 pct. af jordens overflade.
“Vi har store områder med tørvemose, og vi bruger kræfter på at restaurere dem. De er blevet ødelagt gennem mange årtier,” fortæller Steve Liddle, mens vi bevæger os ud til et sted, hvor der er blevet gravet i tørven.
Drænene er fjernet, og vandet ledt tilbage til det enorme stykke land. Små trædæmninger holder vandet tilbage, så det igen kan dække den udtørrede tørv.
“Wildland kan sidde på en mængde natur, der i fremtiden kan vise sig at egne sig godt til klimakreditter, men det kommer helt an på, hvilken slags natur man laver,” fortæller Simon Bager, som er chief impact officer i firmaet Klimate, der formidler projekter, som fjerner CO2 fra atmosfæren.
Når man går fra én måde at bruge land på, som for eksempel jagt eller landbrug, og man vil lave natur, der skal fungere som CO2-kreditter, så bliver standarden af ens kreditter vurderet ud fra en række kriterier. Det drejer sig dels om landet, der skal transformeres, dels om hvor i verden det sker.
“Det er et svært marked at begå sig i, men på sigt er der en forventning om, at både det frivillige marked, hvor virksomheder selv køber CO2-kreditter, samt EU’s compliance-marked, hvor lande og virksomheder er juridisk forpligtede til at reducere deres CO2-udledning igennem køb af CO2-kreditter, vil vokse,” fortæller Simon Bager.
Den lokale bekymring
I Skotland sopper vi os igennem tørvemosen tilbage til bilen. Ligesom i Danmark har Wildlands arbejde med at genskabe naturen skabt lokal bekymring. Ved Tange Sø ved Gudenåen har en diskussion blandt lokale og eksperter f.eks. strakt sig over snart 30 år med uenighed om, hvorvidt man skulle fjerne en kunstigt etableret sø eller lade den blive. “Vi har mødt masser af modstand, men sådan vil det altid være, når man vil ændre på tingene,” siger direktør Tim Kirkwood. Da Wildland slog hjortebestanden kraftigt ned, var mange lokale bekymrede, fordi jagt er så vigtig en indkomstkilde i det skotske højland.
I dag har modstanden i Aviemore ifølge Kirkwood lagt sig. Måske fordi området nyder godt af de mange turister, der besøger nationalparkerne hvert år. “Jeg kan bare sige, at i løbet af de 20 år, som Wildland har ejet områder her, så er forståelsen i lokalmiljøet blevet meget bedre. Folk her er også bekymrede for klimaet og bæredygtighed.”
Kredit:
Tekst/foto/video: Simon Fals
Layout og Grafik: Michael Dorbec og Aslak Kelkka
