Fede jazzalbum i kølvandet på jazzugen

Copenhagen Jazzfestival ruller de næste ti dage, og det er skønt, at musikken spiller. Men der mangler noget. Der er stort set kun danskere på plakaten.

Hvis alting var normalt, kunne vi forhåbentlig have lyttet til den britisk-barbadiske saxofonist Shabaka Hutchings. Han er edderkoppen i et spind af bands, som i 2010’erne har gjort London til et af jazzens vigtigste epicentre. Bl.a. spiller han i bandet Sons of Kemet, som var på Roskilde i 2019.

Mens vi længes efter hans livemusik, er der masser af energi at finde på det nye album med Sons of Kemet. “Black To The Future” er en sangcyklus, der slår, sparker og jubler jazz. På den ene side er det et album, som forkaster konventionerne, og samtidig er rodbevidstheden så enorm, at man konstant hører ekkoer af hele den afrocaribiske diaspora i musikken.

Sons of Kemet er horn og trommer. Shabakas saxofon støttes af dyb tuba, og omkring dem hamrer og gynger flere trommeslagere. De rykker uden problemer fra afrobeat til reggae-inspireret dub og bruger inspirationskilderne til at bøffe jazzen op.

Det er primært instrumentalmusik, men på gruppens nyeste og fjerde album er der gjort mere plads til syngende og rappende gæster. Stemmerne understreger Shabaka Hutchings’ opfattelse af afroamerikansk og britisk-caribisk musik som et gigantisk rodnet, hvor alting er vævet sammen.

Londons spændstige musikscene er i høj grad et resultat af mødet mellem kulturer og genrer. Musikken fødes grænseløs, og inspirationer flyder hurtigere end nogensinde før via nettet.

Det gælder f.eks. projektet Sault – et ansigtsløst band styret af produceren Inflo, som aldrig udtaler sig, men lader musikken tale.

Musikken på “Nine”, Saults nye, er ikke jazz som sådan. Musikken kommer fra en verden af beats, rap og soulsang. Der er dog en stærk fællesmængde med Shabaka Hutchings’ bands i det stærke fokus på bassen og et gennemført moderne britisk swing.

Det nye album er ikke helt på højde med sidste års mesterlige “Untitled (Ride)” og “Untitled (Black Is)”, men Sault opererer stadig i sin egen kategori. Sault fungerer på den måde ligesom Sons of Kemet på flere planer. Musikken er umiddelbart skøn og dragende, men under de saftige beats og intense stemmer ulmer en dybtfølt vrede.