Volvo S90: Skal knække den tyske overmagt med klasse og komfort
Søren Juul
13. jul. 2016 KL. 08.59
Gem til senere
Efter at have sparket dørene ind i den store SUV-klasse med XC90, går svenskerne nu løs på klassen for luksus-sedaner. Den domineres af perfektionistiske tyskere, men det svenske flagskib møder velforberedt op.
Den nye S90 benytter samme recept, som gav XC90 en flyvende start: Karismatisk og robust skandinavisk design, sikkerhed som topprioritet, små og kraftige motorer og præcise køregenskaber på basis af Volvos nye, fleksible platform SPA. Den kan skræddersys til forskellige typer biler.
"Den nye S90 debuterer som en mere veloplagt og sportslig bil end sin forgænger, uden at den har ofret den skattede komfort"
I forvandlingen fra høj SUV til lav, strømlinet sedan er platformen blevet én cm længere, 12 cm smallere og 34 cm lavere.
S90 fås med for- eller firehjulstræk og de firecylindrede Drive-E motorer fra XC90. De er på kun to liters slagvolumen, men ved at hægte en turbo, en turbo og en kompressor, eller en turbo, en kompressor og en elmotor på, yder maskinerne fra 150 til 407 hk.
Kræfterne fordeles på seks trykladede motorer, der kører på diesel, benzin og benzin plus strøm.
S90 D5 kommer altid med automatgear og firehjulstræk. Topmodellen S90 T8 vil også kunne trække på alle hjul, men her er det en elmotor, der trækker på baghjulene efter behov.
Ny turboteknologi
Vi er taget væk fra ustadigt skandinavisk sommervejr for at prøve den nye S90 på solbadede Costa del Sol. På motorvejen skal der med det samme kigges efter hastigheden, for S90 sniger sig tyst afsted.
Dens nye D5 dieselmotor med 235 hk er en smidig kraftkarl med et solidt drejningsmoment på 480 Nm.
Motoren er forsynet med en nyskabelse kaldet "PowerPulse". Teknikken dækker over en elektrisk kompressor og en ekstern toliters tank med trykluft, der kan spole turboladeren hurtigere end udstødningsgassen formår. Resultatet er nul af den uønskede tøven, der kan plage turbomotorer ved igangsætning og acceleration fra lave hastigheder.
Svenskerne oplyser, at D5 trods sine kun 2,0 liters slagvolumen er hurtigere på de første 60 meter end tyske konkurrenter med treliters turbodieselmotorer. Det virker plausibelt, for systemet virker så overbevisende, at man spørger sig selv, hvorfor ingen har opfundet det før. D5 er angivet til at kunne køre over 20 km/l.
Med udstyrsniveau Inscription følger disse magelige og eljusterbare komfortstole med Moritz-læder. De fås ikke meget bedre til en langtur.
Kan næsten køre selv
En anden væsentlig nyhed er anden generation af Volvos Pilot Assist (standard). Det er en halv autopilot, der kan navigere bilen med op til 130 km/t.
S90 skanner vejstriberne for at placere sig præcist i midten, når man kører med adaptiv fartpilot. Det kræver tilvænning, for det føles, som om bilen kører på skinner, når styretøjet stivner mellem hænderne på føreren.
På motorvej med friskmalede vejstriber fungerer systemet hæderligt. Men på landevej forvirres det af malede sildeben og udhviskede vejstriber, så kørslen bliver slingrende, hvorfor det er fristende at slå systemet fra. Her virker for eksempel Mercedes-Benz’ tilsvarende system mere velkalibreret og afslappende at køre med.
20” aluminiumsfælge med dæk i profil 255/35 ser godt ud på billeder, men vi tror, at bilen kører bedre på en højere dækprofil.
Opdager elg om natten
Men S90 har andet trick i ærmet: Det automatiske nødbremsesystem City Safety kan ikke alene detektere fodgængere, men som det første i verden også bremse automatisk, hvis et stort dyr som en elg eller en hest lurer i vejkanten eller går ud foran bilen.
Nyt er også en assistent, der automatisk styrer bilen kontra og bremser, hvis chaufføren er på vej i grøften ved et uheld. Det nye er, at systemet ikke behøver krydse en vejstribe for at konstatere, at føreren er på afveje.
Den store, trykfølsomme skærm kendes fra XC90. En smart feature er den indbyggede adgang til musiktjenesten Spotify.
Lidt for store fælge
S90 er støjsvag og retningsstabil ved høje hastigheder, men flyder ikke afsted med samme appetit på kilometre som Mercedes-Benz E-Klasse, der i øjeblikket sætter standarden i klassen.
Små ujævnheder fra motorvejen slår af og til gennem affjedringen, men uvanen forstærkes af fotogene, men store 20" fælge på testbilen. Til gengæld mestrer S90 en disciplin, som gjorde forgængeren S80 forpustet: Sving.
Op mod bjergbyen Ronda virker S90 ikke overrumplet af kurverne, hvor motorcyklister holder af at lægge knæet i asfalten. Forhjulene har godt bid i asfalten, og man efterlades med indtryk af en stor limousine, der er fornøjelig at køre. Samtidig er her et behageligt og rummeligt indeklima.
S90 er hverken den hurtigste eller mest komfortable bil på motorvejen, men den er et herligt sted at opholde sig, når man er på plads i den imødekommende kabine med flotte materialer.
Utroligt dejlige stole
Med udstyrsniveau Inscription har S90 nogle komfortstole så behagelige og langturs- egnede, at du ikke har lyst til at forlade bilen, når turen er ovre. Især ikke når du kan styre den indbyggede Spotify-app til din musik fra en stor ipadlignende skærm i midterkonsollen, mens du er omgivet af udsøgte materialer.
Træpanelerne med markerede årer føles som og ligner noget, en ferm svensk snedker har lagt sjæl i, mens læderet på testbilens sæder er fra særdeles tykhudede køer.
Bagsædet er rummeligt, men på grund af bilens flotte coupéagtige taglinje er siddehynden placeret en smule for lavt til, at man kan slappe af i lårene, hvis man er omkring 180 cm høj.
Her ligger den nye D5 turbodiesel med PowerPulse-teknik og 235 hk. Tanken med trykluft er gemt godt væk.
Kun med fire cylindre
Vores første tid med S90 er ved at rinde ud. Badet i sol og parkeret på en rasteplads ved siden af A-397 bjergvejen bør S90 kunne overbevise dem, der kvier sig ved det faktum, at den svenske flagskibsmodel ikke længere fås med fem- eller sekscylindrede motorer.
S90 ser virkelig godt ud. Den karismatiske kølergrill leder tankerne over på den legendariske Volvo P1800, mens forlygterne understreger Volvos nordiske rødder: Kørelyset er på udstyrsniveau Inscription LED-lamper udformet som Thors hammer.
Startprisen for S90 er 545.000 kr. for billigste variant, en D3 diesel med 150 hk, manuelt gear og basisudstyr Kinetic, der kommer standard med en bred vifte af sikkerhedsudstyr. Den er først klar i uge 46, hvor også topmodellen T8 Twin Engine plugin hybriden melder sin ankomst.
Veloplagt og sportslig
Modelprogrammet ved introduktionen i uge 39 lægger ud med D4 og D5, såvel som T5 og T6 AWD i kombination med de højere udstyrsniveauer Momentum og Inscription.
Den nye S90 debuterer som en mere veloplagt og sportslig bil end sin forgænger, uden at den har ofret den skattede komfort. Samtidig er den så god, at den lader valget mellem sedanen og stationcaren V90 stå åbent.
Begge biler er gode nok til at kunne måle sig med stormagten fra Tyskland. Børsen var inviteret til Spanien af Volvo.