Instrueret og skrevet af Anders Thomas Jensen. I biograferne nu
Mere end 20 døde i en film er sjældent et kvalitetstegn. Som oftest kompenserer vold og mord for et middelmådigt manuskript, hvor actionhelte får lov til at vise muskler og mod frem for at sige skarpe replikker og vise ægte følelser.
“Retfærdighedens ryttere” er med det udgangspunkt en sjælden film. Selvom lyden af maskingevær hamrer gennem luften, når filmens uortodokse helte forsøger at hævne et tragisk togattentat og lader det gå ud over en afstumpet rockergruppe, så er filmen meget mere en rå action.
Anders Thomas Jensen, der har skrevet manuskript og instrueret, formår at gøre fortællingen både rørende og sjov. Man griner højlydt over alle de små nørdede finurligheder, som karaktererne i filmen fyrer af. Man ønsker inderligt, at hulemandsfaderen åbner op for sine følelser og finder fælles fodslag med sin søde, fornuftige datter, og man krydser fingre for, at statistik, matematik og it-kunnen kan løse alverdens problemer – sammen med maskingeværer og kampsport.
“Komedien er på den vis et moderne eventyr om fællesskab, universets tilfældigheder og i sidste instans selve livets mening, tilsat alle de jokes og voldshandlinger som Anders Thomas Jensen er en mester i
Michael Solgaard, kulturredaktør og filmanmelder
Komedien er på den vis et moderne eventyr om fællesskab, universets tilfældigheder og i sidste instans selve livets mening, tilsat alle de jokes og voldshandlinger som Anders Thomas Jensen er en mester i. På mange måder en dansk pendant til amerikanske Quentin Tarantino.
Hvis man elsker hans debutspillefilm “Blinkende Lygter” (2000), så vil man også knuselske “Retfærdighedens ryttere”. Alt det gakkede, lige ned til en knytnæve i fjæset, er også med i den nye film – hans femte som instruktør – men derudover er der i den nye film nogle ekstra lag.
Det er som om, at Anders Thomas Jensen i manuskriptskrivningen har tænkt på Piet Heins vise ord: “Den, som kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.” Anders Thomas Jensen har udover alt det spøgefulde også en rørende far-datter-historie og en filosofisk historie, der begynder med et fromt juleønske om en blå pigecykel i Tallinn i Estland og en præst, der konstaterer, at intet er sikkert i livet.
Soldaten Markus' (Mads Mikkelsen) kone bliver dræbt i en togulykke, og han må tage hjem fra Afghanistan for at passe på sin datter Mathilde (Andrea Heick Gadeberg). En af de overlevende fra toget er matematikgeniet Otto (Nikolaj Lie Kaas), som er sikker på, at ulykken ikke var en tilfældighed. Tallene lyver aldrig, og sandsynligheden for en tilfældighed er minimal, når en af de andre døde er et rockervidne, og der samtidig er en passager, der forlader toget lige før ulykken – efter at han har smidt en uspist sandwich og juice til 119 kr. fra Joe & The Juice ud.
Sammen med sine to venner, Lennart (Lars Brygmann), der er hackerspecialist, og Emmenthaler (Nicolas Bro), der er it-ekspert med speciale i overvågning, finder Otto en sandsynlig forklaring på togulykken, som kobles direkte til en rockergruppe. De opsøger Markus, som forstår sammenhængen, og et hævntogt tager fart.
Alt fungerer i filmen, hvor konspirationsteorierne udvikles minut for minut. Sjældent har man set mere skøre helte end det firkløver, som Markus, Otto, Lennart og Emmenthaler udvikler sig til: Markus som den tavse dræber og de tre andre som i et polyamorøst ægteskab, hvor deres indbyrdes særheder får de sjoveste replikker ud over rampen:
“Jeg forstår dit liv, jeg har spillet valdhorn i Tivoligarden,” siger Emmenthaler til Markus, efter han har slået en mand ihjel med de bare næver.
“Skal vi nu ikke få det overstået, så vi kan komme hjem og få banankage,” siger Lennart til flokken, da de er på vej til det endelige opgør med rockergruppen og ikke er enige om taktikken.
En komedie fungerer kun, hvis skuespillerne har en eminent timing, når de siger de rablende replikker. Og man må bare konstatere, at de fire hovedrolleindehavere er fremragende.
Mads Mikkelsen er overknudemanden, der helt rolig og gryntende tager kampen op med rockergruppen og stanger knytnæver ud, når følelserne kommer for tæt på. Nikolaj Lie Kaas er usikker statistiker med flakkende øjne, der forsøger at tale til fornuft, samtidig med at konspirationsteorierne vælter ud af munden på ham. Lars Brygmann er hidsig, opfarende og bedrevidende, men også et misbrugt, kærligt incestoffer, og Nicolas Bro spiser pizza for at dulme sin OCD og sit raseri, der skyldes mange år som mobbeoffer. Det er ikke let at spille så skæve eksistenser, men de forsvarer alle deres karakterer, så man ikke kan undgå at holde af dem og forstå dem.
Også i siderollerne er “Retfærdighedens ryttere” velbesat. Andrea Heick Gadeberg er helt rigtig som den kloge og voksne datter, der mod sin fars ønske gerne vil tale om traumer, og svenske Gustav Lindh (sønnen i “Dronningen”) er sjov som misbrugt ukrainsk trækkerdreng. Og hvem andre end Roland Møller kunne være rockerkongen Kurt.
“Retfærdighedens ryttere” skulle have premiere i juledagene, men er blevet rykket frem, fordi premieren på den nye James Bond-film igen, igen er blevet udsat. Det behøver ikke at være et dårligt bytte for biograferne, for “Retfærdigheden ryttere” kunne sagtens blive årets mest sete film. Også selvom “Druk”, en anden film med Mads Mikkelsen, allerede er blevet set af 750.000.
Anders Thomas Jensens nye film er hans hidtil bedste, hvilket vidner om kvalitet, når han også har instrueret “Adams æbler” (2005) og “De grønne slagtere” (2003), og den er både den perfekte parfilm og forældre-teenager-film. Man skraldgriner og får noget at tænke over.
