Det er sprængfarligt, men vi vover forsøget. To af landets mest erfarne vinkendere er sat i stævne til blindsmagning af hinandens vine. Kom med i forreste række til infight mellem Christian Philipson og Lars Damgaard.Christian Philipson og Lars Damgaard er begge to vilde med vin, så Pleasure har arrangeret, at de skal udfordre hinanden i en blindsmagningLars Damgaard og Christian Philipson er jævnaldrende og begyndte at handle med vin nogenlunde samtidig tilbage i 1980’erne. Derudover ser de ikke ud til at have meget tilfælles. Christian Philipson kører i Porsche om vinteren og tilbringer somrene i en åben Ferrari, mens Lars Damgaard har haft en frikørt Mercedes-taxa.
Christian Philipsons tøjstil er spraglet og hans gang fjedrende, han svinger en smule med overkroppen og armene, når han går. Lars Damgaard klæder sig konservativt diskret, og holder ryggen rank, som var den bundet til et kosteskaft.
Nede i en kælder. Lars Damgaard (th.) viser dagens duellant, Christian Philipson, rundt i vinkælderen med over 100.000 flasker, før blindsmagningen
Når Christian Philipson griner, lyder det somme tider som en hest, der vrinsker, mens Lars Damgaards latter synes at kommer fra dybet af en tønde.
Men de er begge to vilde med vin, så Pleasure har arrangeret, at de skal udfordre hinanden i en blindsmagning, som foregår på Lars Damgaards hjemmebane.
I verdens længste rap fra 1995 lyder omkvædet: “Når en østkyst-hustler rykker vestpå”. Her møder vi en københavnsk hustler, der kører til Randers for at sælge piller i nattelivet.
Jeg rykker også – bogstavelig talt – i passagersædet på Christian Philipsons Porsche 911. Rykker, fordi han rutinemæssigt træder hårdt på speederen, når bilen sættes i gang – som nu, hvor hans gyldne kreditkort har fået broen ved Storebæltsbroen til at gå op.
Læs også:Tour de sushi i provinsen
I vinbranchen var Christian Philipson i mange år kendt som en hustler, en type der er lynhurtig på aftrækkeren og ikke bange for at balancere på kanten af et regelsæt. Den adfærd skaffede ham snesevis af fjender i den etablerede vinhandlerbranche, som siden Christian Philipson begyndte for 25 år siden, er skrumpet betragteligt ind.
Christian Philipsons udfordring af gældende normer og regler var nemlig medvirkende til at ændre selve spillereglerne på vinmarkedet. Og selv om man fortsat kan finde vinhandlere, der mener, at han ikke bare udfordrede, men forsætligt overtrådte diverse uskrevne regler om ikke at hugge hinandens agenturer, så er han i dag mere kendt for sin dygtighed som vin- og forretningsmand, end for sin hustler-stil.
Og det er, på trods af at Christian Philipson kører Porsche og Ferrari og klæder sig som en rockmusiker – i dag med smalle solbriller, hættetrøje, lappede jeans og spidse sko med blanke spænder.
Ude vestpå venter Christian Philipsons modstykke iført fløjlsjakke, ensfarvet, velstrøget skjorte og konservative ruskindssko. Det er Lars Damgaard, som begyndte at sælge vin et par år før Christian Philipson, men i en mindre skala.
Og hvor Christian Philipson begyndte helt fra bunden, da havde Lars Damgaard guldfor i træskoene. Han er nemlig søn af tekstilmagnaten Aage Damgaard, som grundlagde restaurantkæden A Hereford Beefstouw i 1971.
Men sønnen beviste, at han godt kunne selv ved at arbejde sig op fra en position som opvasker til at etablere to af sine egne restauranter inden for Hereford-kæden. I 1988 blev han chef for hele kæden, som dengang talte syv restauranter, mens der nu er 20 af slagsen, fordelt på Danmark, Grønland og Australien.Det slog mig, hvor forskellige de to egentlig var, og hvor meget de alligevel havde tilfællesInden da – i 1984 – etablerede han vinforretningen A Hereford Vinstouw, og det var Lars Damgaards vininteresse, som gjorde bøfkæden kendt som et godt vinsted. Hvor det tidligere var almindeligt at drikke øl til bøfferne, så blev det efterhånden en selvfølge, at man skulle have en god flaske vin. For eksempel husets, som blev importeret direkte fra vinproducenterne, hvor Lars Damgaard selv var med til at lave blandingerne. For når man køber 100.000 liter – så meget husvin sælges der årligt i kæden – følger der en vis indflydelse med hos producenten.
Vinen hentes hjem i tankvogne og pumpes på ståltanke, hvorfra den distribueres til restauranterne i fadølsankre og således kan tappes direkte i karafler, før den stilles foran gæsten.
Læs også:De bedste vine til velhængte bøffer
Men der er også flasker i kælderen, cirka 100.000, for det er nemlig ikke alle gæster, der vil have husets vin. Og grunden til, at der er så mange flasker, er, at Lars Damgaard tilhører den gamle skole, som synes, at vin skal have lov at modne ordentligt, før den sælges. Lige dét er ikke nogen god forretning, men det bekymrer ikke Lars Damgaard så meget, for på bundlinjen er der altid sorte tal, og familiens pengetank lader i øvrigt til at være pænt fyldt.
Sidstnævnte er ikke noget, Lars Damgaard vil kommentere, men det er et faktum, at familien har foræret kunstværker for flere hundrede mio. kr. til Herning Kunstmuseum, som nu hedder Heart, og hvor Lars Damgaard i øvrigt er formand.
Under en vinsmagning i Børsen Executive Club for noget tid siden, kom jeg til at sidde sammen med Christian Philipson og Lars Damgaard. Christian Philipson var importør af vinen, som vi smagte, mens Lars Damgaard var vært, da smagningen foregik på en Hereford Beefstouw-restaurant.
Det slog mig, hvor forskellige de to egentlig var, og hvor meget de alligevel havde tilfælles. Og efterhånden som flaskernes indholdt svandt, og humøret steg, opstod idéen om at sætte de to vinherrer i stævne under overskriften: ”Blærerøven og bonderøven.”
Derfor ruller Christian Philipsons Porsche nu ind på Lars Damgaards gårdsplads, og sidstnævnte tilbyder at hjælpe med at bære vinen ind. Aftalen er nemlig, at de hver især skal præsentere et antal vine for hinanden under en blindsmagning, hvor den ene skal prøve at gætte den andens vin.
Lars Damgaard står bagved Porschen og bøjer sig lidt frem for at tyde skiltet på bagsmækken.
“Hvad er en Gambrilla?” spørger han på bred Herning-dialekt.
“Gemballa,” bjæffer Christian Philipson med sin blanding af nordsjællandsk affektion og københavnsk pågåenhed i stemmen.
“Nåeh, så er det sådan en specialtunet version,” spørger Lars Damgaard og nikker indforstået. “Så har den garanteret 500 hestekræfter i stedet for 400?”
Christian Philipson smiler.
“Nej, den har 650. Og bagagerummet er her fremme,” siger han og åbner Porschens kølerhjelm.
De tager hver deres papkasse og begiver sig hen mod gårdens hovedbygning, hvor de på vejen passerer en sort Mercedes stationcar, som tilhører Lars Damgaard.
Læs også:Storslået gastronomi på L’Arpege
“Jeg holder også af tyske biler og kørte mange år i en brugt taxa, for jeg kunne ikke drømme om at betale fuld pris for en ny bil. Den, jeg har nu, er dog ikke en tidligere hyrevogn, men den er ti år gammel,” siger Lars Damgaard – et udsagn, som Christian Philipson straks forsøger at stikke.
“Min er også ældgammel – den er 12 år.”
Som det fremgår, er der konkurrence i luften, for selv om stemningen er venskabelig, så har vi at gøre med to udprægede konkurrencemennesker. Og selvom den ene har kontor på en bondegård og virker langt mere afdæmpet, end ham der kører i sportsvogne, så skal man ikke tage fejl.Måske man i virkeligheden skulle have kaldt artiklen for ”Hustleren og krejleren”Første eksempel er Lars Damgaards vinkælder, der er bygget som intet mindre end en pyramide.
“Nå, det er en dejlig kælder,” siger Christian Philipson, som bevæger sig raskt omkring, mens han prøver at danne sig et overblik.
Det vil tage tid, for her er flere end 100.000 flasker, og nu inviterer værten ham i øvrigt over til et gammelt fad, som står midt i lokalet ved siden af faderens gamle skrivebord, som sammen med en magelig stol er kælderens eneste møblement.
Fadet er fyldt med 12 år gammel æblebrændevin fremstillet på Lars Damgaards mikrodestilleri i Herning, hvor der også fremstilles snaps.
Læs også:Her er Bangkoks bedste restauranter
Lars Damgaard skænker et glas til Christian Philipson. Er det for at lamme hans smagssans, inden de skal blindsmage? Nej, nok ikke, for han drikker også selv.
Christian Philipson er forkølet, så den videre smagning må kort efter flyttes fra den kolde kælder over til en af staldbygningerne. Her vogter Lars Damgaard og Christian Philipson på hinanden, mens de maskerede flasker stilles klar, og glassene hentes frem.
“Hvad skal vi spytte i?,” spørger Christian Philipson.
“Spytte? Det er ikke noget, vi gør det så meget i herovre,” lyder det drævende fra Lars Damgaard.
“Vi kan jo også bare gøre, som når man er i kælderen, nemlig spytte på gulvet,” foreslår Christian Philipson, der som svar får en lavmælt brummen fra Lars Damgaard.
Læs også:Vinmand på verdens bedste restaurant
“Det vil have en vis effekt, kan jeg godt sige,” tilføjer værten, for selv om vi rent teknisk set befinder os i en staldbygning, så er det et arkitektonisk pragtstykke med loft til kip, meterbrede, fintslebne, lyse egetræsplanker på gulvene og en rumopdeling med kæmpestore glasskydedøre. Det ligner en million og har med garanti kostet meget mere.
“Jeg har valgt nogle vine ud, som betyder noget for mig, og som jeg synes er sjovere end at åbne 12 årgange Petrus,” siger Lars Damgaard, hvortil Christian Philipson straks replicerer, at det kan de da gøre til middagen senere på Hereford Beefstouw – hvilket igen får Lars Damgaard til at brumme lavmælt.
For ja, Petrus-flaskerne ligger i hans kælder sammen med strømme af andre gamle, kostbare vine, så allerede på forhånd havde Lars Damgaard udtrykt en vis ængstelse over at få sluppet Christian Philipson løs i kældrene iført en vælgehat.
Reglerne for blindsmagningen bliver stukket ud og tilsiger, at man ikke må fiske efter hjælp, men kun stille spørgsmål, der kan besvares med et ”ja” eller ”nej”.
Lars Damgaard skænker den første vin.
“Jeg vil gerne hjælpe dig lidt. Det er en vin, jeg aldrig nogensinde har solgt, og jeg kommer heller ikke til det,” siger han.
Christian Philipson ser skeptisk ud, som om han mistænker Lars Damgaard for at ville forvirre ham med den givne information. Han stikker næsen i glasset.
“Den er meget udviklet, den har røgtoner. Det er en gammel vin, og den er på vej ned.”
“Ja, enig,” siger Lars Damgaard og læner sig tilbage i stolen med et tilfreds smil, velsagtens fordi det virker, som om Christian Philipson træder vande.
“Den har fået relativ meget fadlagring, og jeg nægter at tro på, at den er fransk.”
“Reglerne siger, at du skal postulere,” siger Lars Damgaard.
“Den er ikke fransk!”
“Korrekt,” klukler Lars Damgaard.
“Nu stiller jeg ikke spørgsmål, nu ræsonnerer jeg,” siger Christian Philipson og skyller munden.
Det lyder som en vaskemaskine, der netop har taget vand ind og nu kaster tøjet rundt i tromlen.
Læs også:Fremtidens danske vin er mousserende
“Lige da jeg fik den, tænkte jeg Italien. Dens frugt siger nemlig i højere grad Europa end New World.”
“Du ræsonnerer stadig?” lyder det spydigt fra Lars Damgaard.
“Ja, jeg taler højt, fordi jeg er blevet så gammel. Den har lidt Kentucky-sødme,” siger vaskemaskinen, som nu pumper ud og kommer med et bud.
“Den er fra Europa!”
“Nej,” griner Lars Damgaard.
“Det er en vin, som du aldrig har hørt om, og jeg tror ikke, du vil kunne gætte den,” siger han.
“Det er utroligt, at den ikke er europæisk. Skænk lige op igen, jeg må i gang med at gætte. Jeg tror ikke, det er en enkelt drue. Det må være et blend.”
Læs også:Eventyrlig californisk pinot
“Korrekt. Den er lavet som en nøjagtig kopi af en meget berømt bordeauxvin fra et område, der er kendt for merlot, men som ikke har særlig meget merlot i vinen,” lyder det kryptisk fra Lars Damgaard.
“Du tænker på Cheval Blanc,” siger Christian Philipson og får et bekræftende svar.
“Nå, så er der cabernet franc i den. Aha, så er den måske fra Australien, der får cabernet franc nemlig ofte et grønt præg. For det kan i hvert fald ikke være New Zealand, dér er ingen steder cabernet franc kan modne,” siger Christian Philipson, mens Lars Damgaard ligner en flækket træsko.
“Du er på vej, koncentrér dig nu,” siger han overmodigt til sin duellant og vælger kort efter at afsløre oprindelseslandet, da Christian Philipson tydeligvis har bevæget sig ind i en blindgyde.
Han fjerner stanniolen og det står klart, at vinen var fra netop New Zealand.
“Det er løgn. Tak spids,” lyder det lavmælt fra Christian Philipson.
Læs også:Snyd kineserne på vinfronten
“Det er ikke en vin, jeg synes særlig godt om, men jeg har taget den med for at tale om et vigtigt emne – nemlig at vi alt for ofte lader os forføre, for eksempel af Robert Parker eller andre vinguruer. For vi er og bliver følelsesmennesker, som kan manipuleres,” siger Lars Damgaard, som første gang smagte vinen på en restaurant i Hong Kong tilbage i 1998.
Han fik at vide, at vinen havde banket mange af de store i blindsmagninger, bl.a. Petrus, Ausone og Cheval Blanc samt mange andre, og besluttede derfor at besøge vingården på New Zealand.
“Markerne var en tro kopi af dem på Chateau Cheval Blanc, og producenten fortalte, at han lavede vinen på præcis samme måde. Set i bakspejlet, så tror jeg også, at han selv havde lavet nogle af de flotte ratings. For da jeg kom hjem til lille Jylland og smagte på de to paller vin, jeg havde købt til 400 kr. flasken, gik det op for mig, at jeg var blevet forført,” siger Lars Damgaard.
“Bedraget” indskyder Christian Philipson.
Læs også: Nød lærer skuffet vinbonde at brænde
“Heldigvis havde de fået bildt en masse andre ind, at det var en stor vin, så det lykkedes mig at få begge paller afsat via en mægler i Schweiz,” fortæller Lars Damgaard, mens han omhyggeligt skyller glasset.
“Hvor meget tabte du?” spørger Christian Philipson.
Lars Damgaard griner smørret.
“Jeg var parat til at tabe 25 pct., men det lykkedes mig at tjene 10,” svarer han, hvorefter de to er ved at miste vejret af bare grin over den alt for dyre newzealandske vin.
Læs også:Bedårende Bourgogner til bøffen
“Apropos New Zealand, så er de jo blevet langt dygtigere i de senere år, især når det gælder pinot noir,” siger Lars Damgaard, hvorefter Christian Philipson nævner producenten Craggy Range som eksempel.
“Ja, dem besøgte jeg mange år før, du fik agenturet,” siger Lars Damgaard.
“Det tvivler jeg slet ikke på, men jeg tog agenturet på det rigtige tidspunkt,” replicerer Christian Philipson og stikker i et lille vrinsk.
Nu er det Lars Damgaards tur til at gætte, så Christian Philipson skænker en ny vin.
“Så blev det noget helt andet,” siger Lars Damgaard, og Christian Philipson konstaterer let spottende, at svaret er korrekt.
“Det er en rødvin,” siger stand-up-komikeren Lars Damgaard og indkasserer igen et pluspoint fra Christian Philipson.
“Den er til den tørre side. Let uden at være letbenet. Den er fra Europa,” prøver han, og Christian Philipson nikker bekræftende, hvilket lader til at opmuntre Lars Damgaard, som nu sætter tempoet op.
“Den har en markant finish. Vi må være i retning af Italien.”
Christian Philipson trækker brynene i vejret.
“Men det har jeg ikke sagt endnu,” tilføjer Lars Damgaard hurtigt.
“Nej, nej, rolig nu,” griner Christian Philipson.
Lars Damgaard tænker sig om og gætter så officielt på Italien, hvilket får kæden til at hoppe af, for vinen er ikke fra Italien.
“Ahh, det er for tidligt at plaske i. Men jeg tror ikke, den er spansk, så vi må være i Frankrig,” prøver Lars Damgaard, og det får han kort efter ret i.
Læs også:Drikkemoden vin efter 2000 år
“Det er ikke bourgogne, heller ikke bordeaux,” prøver han.
Christian Philipson replicerer: “Hvornår skal jeg svare?”
“Okay. Det er ikke bordeaux,” kommer det højt fra Lars Damgaard.
“Jo, det er,” griner Christian Philipson, trækker folien af en flaske 2000 Lamothe-Cissac og beder konkurrenten gætte årgangen.
“2006,” prøver Lars Damgaard, som altså skyder seks år forbi målet og ligner en mand, der ærgrer sig over, at han ikke har sikret sig bare nogle tusind flasker af denne vin.
“Jeg købte i fjor 500.000 flasker fra slottet, som er det, jeg har handlet allerlængst med, i hele 25 år,” stråler Christian Philipson.
Læs også:Da direktøren faldt i Bourdeaux-tønden
“Ja, men jeg har nu været færdig med Bordeaux i mange år. Jeg synes, man er totalt til grin ved de der primeur-smagninger,” siger han om systemet, hvor indkøberne besøger kældrene for at smage – og forudbetale – den helt unge vin.
Det system har i mange år drevet priserne højere og højere op til et niveau, der nu synes urimeligt.
Såvel Lars Damgaard som Christian Philipson er rørende enige i debatten, og Christian Philipsons handelsmønster i Bordeaux går da også i højere grad på at købe store partier af moden vin til spotpris end at betale forud ved primeur-smagninger.
I løbet af smagningen viser det sig, at de også kan være enige om mange andre ting. Begge er f.eks. vilde med champagne, rød bourgogne og Piemonte. De er også enige om, at den undervurderede årgang 2001 er langt bedre end 2000; at Bruno Giacosas vine var bedre før i tiden; og at amerikanske, chilenske og australske vine som regel er for frugtdrevne. De er enige om, at rhonedruen grenache er “sydens pinot noir” og så videre og så videre.De to roller ville nemlig være meget nemmere at fordele, da ingen af dem egentlig gør sig fortjent til at blive kaldt hverken blære- eller bonderøvSå spørgsmålet er nu, hvem der egentlig er blærerøven, og hvem der er bonderøven? Begge betegnelser er jo noget uskønne, og måske man i virkeligheden skulle have kaldt artiklen for ”Hustleren og krejleren”.
De to roller ville nemlig være meget nemmere at fordele, da ingen af dem egentlig gør sig fortjent til at blive kaldt hverken blære- eller bonderøv.
Hvad blær angår, så er det nemlig åbenlyst, at de hver især går så meget op i deres forehavender, at det er kærligheden til henholdsvis vin og fart, der driver værket, frem for en trang til at vise sig.
Så når Lars Damgaard opfører en kæmpe pyramide til sine vine, er det ikke, fordi han ser sig som en slags vinens Tut-Ankh-Amon, men fordi han synes, en pyramide er flot – ganske enkelt.
Og når Christian Philipson bruger mange millioner på dyre sportsvogne, så er det ganske enkelt fordi, han elsker hurtige biler. Og at han klæder sig som en rockmusiker, kan skyldes, at hans hustru – Sysser Philipson – ejer modefirmaet Noir. Og så kan hendes mand jo ikke gå omkring og ligne en bonderøv.
Læs også:
Prins Henriks vin er et hit hos kineserne
Alkoholisk fix for en hel generation
Noma: Juvelen i den gastronomiske krone
.
Christian Philipsons tøjstil er spraglet og hans gang fjedrende, han svinger en smule med overkroppen og armene, når han går. Lars Damgaard klæder sig konservativt diskret, og holder ryggen rank, som var den bundet til et kosteskaft.
Nede i en kælder. Lars Damgaard (th.) viser dagens duellant, Christian Philipson, rundt i vinkælderen med over 100.000 flasker, før blindsmagningen
Når Christian Philipson griner, lyder det somme tider som en hest, der vrinsker, mens Lars Damgaards latter synes at kommer fra dybet af en tønde.
Men de er begge to vilde med vin, så Pleasure har arrangeret, at de skal udfordre hinanden i en blindsmagning, som foregår på Lars Damgaards hjemmebane.
På vej mod øst
I verdens længste rap fra 1995 lyder omkvædet: “Når en østkyst-hustler rykker vestpå”. Her møder vi en københavnsk hustler, der kører til Randers for at sælge piller i nattelivet.
Jeg rykker også – bogstavelig talt – i passagersædet på Christian Philipsons Porsche 911. Rykker, fordi han rutinemæssigt træder hårdt på speederen, når bilen sættes i gang – som nu, hvor hans gyldne kreditkort har fået broen ved Storebæltsbroen til at gå op.
Læs også:Tour de sushi i provinsen
I vinbranchen var Christian Philipson i mange år kendt som en hustler, en type der er lynhurtig på aftrækkeren og ikke bange for at balancere på kanten af et regelsæt. Den adfærd skaffede ham snesevis af fjender i den etablerede vinhandlerbranche, som siden Christian Philipson begyndte for 25 år siden, er skrumpet betragteligt ind.
Christian Philipsons udfordring af gældende normer og regler var nemlig medvirkende til at ændre selve spillereglerne på vinmarkedet. Og selv om man fortsat kan finde vinhandlere, der mener, at han ikke bare udfordrede, men forsætligt overtrådte diverse uskrevne regler om ikke at hugge hinandens agenturer, så er han i dag mere kendt for sin dygtighed som vin- og forretningsmand, end for sin hustler-stil.
Og det er, på trods af at Christian Philipson kører Porsche og Ferrari og klæder sig som en rockmusiker – i dag med smalle solbriller, hættetrøje, lappede jeans og spidse sko med blanke spænder.
Ude vestpå venter Christian Philipsons modstykke iført fløjlsjakke, ensfarvet, velstrøget skjorte og konservative ruskindssko. Det er Lars Damgaard, som begyndte at sælge vin et par år før Christian Philipson, men i en mindre skala.
Og hvor Christian Philipson begyndte helt fra bunden, da havde Lars Damgaard guldfor i træskoene. Han er nemlig søn af tekstilmagnaten Aage Damgaard, som grundlagde restaurantkæden A Hereford Beefstouw i 1971.
Men sønnen beviste, at han godt kunne selv ved at arbejde sig op fra en position som opvasker til at etablere to af sine egne restauranter inden for Hereford-kæden. I 1988 blev han chef for hele kæden, som dengang talte syv restauranter, mens der nu er 20 af slagsen, fordelt på Danmark, Grønland og Australien.Det slog mig, hvor forskellige de to egentlig var, og hvor meget de alligevel havde tilfællesInden da – i 1984 – etablerede han vinforretningen A Hereford Vinstouw, og det var Lars Damgaards vininteresse, som gjorde bøfkæden kendt som et godt vinsted. Hvor det tidligere var almindeligt at drikke øl til bøfferne, så blev det efterhånden en selvfølge, at man skulle have en god flaske vin. For eksempel husets, som blev importeret direkte fra vinproducenterne, hvor Lars Damgaard selv var med til at lave blandingerne. For når man køber 100.000 liter – så meget husvin sælges der årligt i kæden – følger der en vis indflydelse med hos producenten.
Vinen hentes hjem i tankvogne og pumpes på ståltanke, hvorfra den distribueres til restauranterne i fadølsankre og således kan tappes direkte i karafler, før den stilles foran gæsten.
Læs også:De bedste vine til velhængte bøffer
Men der er også flasker i kælderen, cirka 100.000, for det er nemlig ikke alle gæster, der vil have husets vin. Og grunden til, at der er så mange flasker, er, at Lars Damgaard tilhører den gamle skole, som synes, at vin skal have lov at modne ordentligt, før den sælges. Lige dét er ikke nogen god forretning, men det bekymrer ikke Lars Damgaard så meget, for på bundlinjen er der altid sorte tal, og familiens pengetank lader i øvrigt til at være pænt fyldt.
Sidstnævnte er ikke noget, Lars Damgaard vil kommentere, men det er et faktum, at familien har foræret kunstværker for flere hundrede mio. kr. til Herning Kunstmuseum, som nu hedder Heart, og hvor Lars Damgaard i øvrigt er formand.
Det umage par sat i stævne
Under en vinsmagning i Børsen Executive Club for noget tid siden, kom jeg til at sidde sammen med Christian Philipson og Lars Damgaard. Christian Philipson var importør af vinen, som vi smagte, mens Lars Damgaard var vært, da smagningen foregik på en Hereford Beefstouw-restaurant.
Det slog mig, hvor forskellige de to egentlig var, og hvor meget de alligevel havde tilfælles. Og efterhånden som flaskernes indholdt svandt, og humøret steg, opstod idéen om at sætte de to vinherrer i stævne under overskriften: ”Blærerøven og bonderøven.”
Derfor ruller Christian Philipsons Porsche nu ind på Lars Damgaards gårdsplads, og sidstnævnte tilbyder at hjælpe med at bære vinen ind. Aftalen er nemlig, at de hver især skal præsentere et antal vine for hinanden under en blindsmagning, hvor den ene skal prøve at gætte den andens vin.
Lars Damgaard står bagved Porschen og bøjer sig lidt frem for at tyde skiltet på bagsmækken.
“Hvad er en Gambrilla?” spørger han på bred Herning-dialekt.
“Gemballa,” bjæffer Christian Philipson med sin blanding af nordsjællandsk affektion og københavnsk pågåenhed i stemmen.
“Nåeh, så er det sådan en specialtunet version,” spørger Lars Damgaard og nikker indforstået. “Så har den garanteret 500 hestekræfter i stedet for 400?”
Christian Philipson smiler.
“Nej, den har 650. Og bagagerummet er her fremme,” siger han og åbner Porschens kølerhjelm.
De tager hver deres papkasse og begiver sig hen mod gårdens hovedbygning, hvor de på vejen passerer en sort Mercedes stationcar, som tilhører Lars Damgaard.
Læs også:Storslået gastronomi på L’Arpege
“Jeg holder også af tyske biler og kørte mange år i en brugt taxa, for jeg kunne ikke drømme om at betale fuld pris for en ny bil. Den, jeg har nu, er dog ikke en tidligere hyrevogn, men den er ti år gammel,” siger Lars Damgaard – et udsagn, som Christian Philipson straks forsøger at stikke.
“Min er også ældgammel – den er 12 år.”
Som det fremgår, er der konkurrence i luften, for selv om stemningen er venskabelig, så har vi at gøre med to udprægede konkurrencemennesker. Og selvom den ene har kontor på en bondegård og virker langt mere afdæmpet, end ham der kører i sportsvogne, så skal man ikke tage fejl.Måske man i virkeligheden skulle have kaldt artiklen for ”Hustleren og krejleren”Første eksempel er Lars Damgaards vinkælder, der er bygget som intet mindre end en pyramide.
“Nå, det er en dejlig kælder,” siger Christian Philipson, som bevæger sig raskt omkring, mens han prøver at danne sig et overblik.
Det vil tage tid, for her er flere end 100.000 flasker, og nu inviterer værten ham i øvrigt over til et gammelt fad, som står midt i lokalet ved siden af faderens gamle skrivebord, som sammen med en magelig stol er kælderens eneste møblement.
Fadet er fyldt med 12 år gammel æblebrændevin fremstillet på Lars Damgaards mikrodestilleri i Herning, hvor der også fremstilles snaps.
Læs også:Her er Bangkoks bedste restauranter
Lars Damgaard skænker et glas til Christian Philipson. Er det for at lamme hans smagssans, inden de skal blindsmage? Nej, nok ikke, for han drikker også selv.
Christian Philipson er forkølet, så den videre smagning må kort efter flyttes fra den kolde kælder over til en af staldbygningerne. Her vogter Lars Damgaard og Christian Philipson på hinanden, mens de maskerede flasker stilles klar, og glassene hentes frem.
“Hvad skal vi spytte i?,” spørger Christian Philipson.
“Spytte? Det er ikke noget, vi gør det så meget i herovre,” lyder det drævende fra Lars Damgaard.
“Vi kan jo også bare gøre, som når man er i kælderen, nemlig spytte på gulvet,” foreslår Christian Philipson, der som svar får en lavmælt brummen fra Lars Damgaard.
Læs også:Vinmand på verdens bedste restaurant
“Det vil have en vis effekt, kan jeg godt sige,” tilføjer værten, for selv om vi rent teknisk set befinder os i en staldbygning, så er det et arkitektonisk pragtstykke med loft til kip, meterbrede, fintslebne, lyse egetræsplanker på gulvene og en rumopdeling med kæmpestore glasskydedøre. Det ligner en million og har med garanti kostet meget mere.
“Jeg har valgt nogle vine ud, som betyder noget for mig, og som jeg synes er sjovere end at åbne 12 årgange Petrus,” siger Lars Damgaard, hvortil Christian Philipson straks replicerer, at det kan de da gøre til middagen senere på Hereford Beefstouw – hvilket igen får Lars Damgaard til at brumme lavmælt.
For ja, Petrus-flaskerne ligger i hans kælder sammen med strømme af andre gamle, kostbare vine, så allerede på forhånd havde Lars Damgaard udtrykt en vis ængstelse over at få sluppet Christian Philipson løs i kældrene iført en vælgehat.
Hjælp ikke tilladt
Reglerne for blindsmagningen bliver stukket ud og tilsiger, at man ikke må fiske efter hjælp, men kun stille spørgsmål, der kan besvares med et ”ja” eller ”nej”.
Lars Damgaard skænker den første vin.
“Jeg vil gerne hjælpe dig lidt. Det er en vin, jeg aldrig nogensinde har solgt, og jeg kommer heller ikke til det,” siger han.
Christian Philipson ser skeptisk ud, som om han mistænker Lars Damgaard for at ville forvirre ham med den givne information. Han stikker næsen i glasset.
“Den er meget udviklet, den har røgtoner. Det er en gammel vin, og den er på vej ned.”
“Ja, enig,” siger Lars Damgaard og læner sig tilbage i stolen med et tilfreds smil, velsagtens fordi det virker, som om Christian Philipson træder vande.
“Den har fået relativ meget fadlagring, og jeg nægter at tro på, at den er fransk.”
“Reglerne siger, at du skal postulere,” siger Lars Damgaard.
“Den er ikke fransk!”
“Korrekt,” klukler Lars Damgaard.
“Nu stiller jeg ikke spørgsmål, nu ræsonnerer jeg,” siger Christian Philipson og skyller munden.
Det lyder som en vaskemaskine, der netop har taget vand ind og nu kaster tøjet rundt i tromlen.
Læs også:Fremtidens danske vin er mousserende
“Lige da jeg fik den, tænkte jeg Italien. Dens frugt siger nemlig i højere grad Europa end New World.”
“Du ræsonnerer stadig?” lyder det spydigt fra Lars Damgaard.
“Ja, jeg taler højt, fordi jeg er blevet så gammel. Den har lidt Kentucky-sødme,” siger vaskemaskinen, som nu pumper ud og kommer med et bud.
“Den er fra Europa!”
“Nej,” griner Lars Damgaard.
“Det er en vin, som du aldrig har hørt om, og jeg tror ikke, du vil kunne gætte den,” siger han.
“Det er utroligt, at den ikke er europæisk. Skænk lige op igen, jeg må i gang med at gætte. Jeg tror ikke, det er en enkelt drue. Det må være et blend.”
Læs også:Eventyrlig californisk pinot
“Korrekt. Den er lavet som en nøjagtig kopi af en meget berømt bordeauxvin fra et område, der er kendt for merlot, men som ikke har særlig meget merlot i vinen,” lyder det kryptisk fra Lars Damgaard.
“Du tænker på Cheval Blanc,” siger Christian Philipson og får et bekræftende svar.
“Nå, så er der cabernet franc i den. Aha, så er den måske fra Australien, der får cabernet franc nemlig ofte et grønt præg. For det kan i hvert fald ikke være New Zealand, dér er ingen steder cabernet franc kan modne,” siger Christian Philipson, mens Lars Damgaard ligner en flækket træsko.
“Du er på vej, koncentrér dig nu,” siger han overmodigt til sin duellant og vælger kort efter at afsløre oprindelseslandet, da Christian Philipson tydeligvis har bevæget sig ind i en blindgyde.
Han fjerner stanniolen og det står klart, at vinen var fra netop New Zealand.
“Det er løgn. Tak spids,” lyder det lavmælt fra Christian Philipson.
Læs også:Snyd kineserne på vinfronten
“Det er ikke en vin, jeg synes særlig godt om, men jeg har taget den med for at tale om et vigtigt emne – nemlig at vi alt for ofte lader os forføre, for eksempel af Robert Parker eller andre vinguruer. For vi er og bliver følelsesmennesker, som kan manipuleres,” siger Lars Damgaard, som første gang smagte vinen på en restaurant i Hong Kong tilbage i 1998.
Han fik at vide, at vinen havde banket mange af de store i blindsmagninger, bl.a. Petrus, Ausone og Cheval Blanc samt mange andre, og besluttede derfor at besøge vingården på New Zealand.
“Markerne var en tro kopi af dem på Chateau Cheval Blanc, og producenten fortalte, at han lavede vinen på præcis samme måde. Set i bakspejlet, så tror jeg også, at han selv havde lavet nogle af de flotte ratings. For da jeg kom hjem til lille Jylland og smagte på de to paller vin, jeg havde købt til 400 kr. flasken, gik det op for mig, at jeg var blevet forført,” siger Lars Damgaard.
“Bedraget” indskyder Christian Philipson.
Læs også: Nød lærer skuffet vinbonde at brænde
“Heldigvis havde de fået bildt en masse andre ind, at det var en stor vin, så det lykkedes mig at få begge paller afsat via en mægler i Schweiz,” fortæller Lars Damgaard, mens han omhyggeligt skyller glasset.
“Hvor meget tabte du?” spørger Christian Philipson.
Lars Damgaard griner smørret.
“Jeg var parat til at tabe 25 pct., men det lykkedes mig at tjene 10,” svarer han, hvorefter de to er ved at miste vejret af bare grin over den alt for dyre newzealandske vin.
Læs også:Bedårende Bourgogner til bøffen
“Apropos New Zealand, så er de jo blevet langt dygtigere i de senere år, især når det gælder pinot noir,” siger Lars Damgaard, hvorefter Christian Philipson nævner producenten Craggy Range som eksempel.
“Ja, dem besøgte jeg mange år før, du fik agenturet,” siger Lars Damgaard.
“Det tvivler jeg slet ikke på, men jeg tog agenturet på det rigtige tidspunkt,” replicerer Christian Philipson og stikker i et lille vrinsk.
Til den tørre side
Nu er det Lars Damgaards tur til at gætte, så Christian Philipson skænker en ny vin.
“Så blev det noget helt andet,” siger Lars Damgaard, og Christian Philipson konstaterer let spottende, at svaret er korrekt.
“Det er en rødvin,” siger stand-up-komikeren Lars Damgaard og indkasserer igen et pluspoint fra Christian Philipson.
“Den er til den tørre side. Let uden at være letbenet. Den er fra Europa,” prøver han, og Christian Philipson nikker bekræftende, hvilket lader til at opmuntre Lars Damgaard, som nu sætter tempoet op.
“Den har en markant finish. Vi må være i retning af Italien.”
Christian Philipson trækker brynene i vejret.
“Men det har jeg ikke sagt endnu,” tilføjer Lars Damgaard hurtigt.
“Nej, nej, rolig nu,” griner Christian Philipson.
Lars Damgaard tænker sig om og gætter så officielt på Italien, hvilket får kæden til at hoppe af, for vinen er ikke fra Italien.
“Ahh, det er for tidligt at plaske i. Men jeg tror ikke, den er spansk, så vi må være i Frankrig,” prøver Lars Damgaard, og det får han kort efter ret i.
Læs også:Drikkemoden vin efter 2000 år
“Det er ikke bourgogne, heller ikke bordeaux,” prøver han.
Christian Philipson replicerer: “Hvornår skal jeg svare?”
“Okay. Det er ikke bordeaux,” kommer det højt fra Lars Damgaard.
“Jo, det er,” griner Christian Philipson, trækker folien af en flaske 2000 Lamothe-Cissac og beder konkurrenten gætte årgangen.
“2006,” prøver Lars Damgaard, som altså skyder seks år forbi målet og ligner en mand, der ærgrer sig over, at han ikke har sikret sig bare nogle tusind flasker af denne vin.
“Jeg købte i fjor 500.000 flasker fra slottet, som er det, jeg har handlet allerlængst med, i hele 25 år,” stråler Christian Philipson.
Læs også:Da direktøren faldt i Bourdeaux-tønden
“Ja, men jeg har nu været færdig med Bordeaux i mange år. Jeg synes, man er totalt til grin ved de der primeur-smagninger,” siger han om systemet, hvor indkøberne besøger kældrene for at smage – og forudbetale – den helt unge vin.
Det system har i mange år drevet priserne højere og højere op til et niveau, der nu synes urimeligt.
Såvel Lars Damgaard som Christian Philipson er rørende enige i debatten, og Christian Philipsons handelsmønster i Bordeaux går da også i højere grad på at købe store partier af moden vin til spotpris end at betale forud ved primeur-smagninger.
I løbet af smagningen viser det sig, at de også kan være enige om mange andre ting. Begge er f.eks. vilde med champagne, rød bourgogne og Piemonte. De er også enige om, at den undervurderede årgang 2001 er langt bedre end 2000; at Bruno Giacosas vine var bedre før i tiden; og at amerikanske, chilenske og australske vine som regel er for frugtdrevne. De er enige om, at rhonedruen grenache er “sydens pinot noir” og så videre og så videre.De to roller ville nemlig være meget nemmere at fordele, da ingen af dem egentlig gør sig fortjent til at blive kaldt hverken blære- eller bonderøvSå spørgsmålet er nu, hvem der egentlig er blærerøven, og hvem der er bonderøven? Begge betegnelser er jo noget uskønne, og måske man i virkeligheden skulle have kaldt artiklen for ”Hustleren og krejleren”.
De to roller ville nemlig være meget nemmere at fordele, da ingen af dem egentlig gør sig fortjent til at blive kaldt hverken blære- eller bonderøv.
Hvad blær angår, så er det nemlig åbenlyst, at de hver især går så meget op i deres forehavender, at det er kærligheden til henholdsvis vin og fart, der driver værket, frem for en trang til at vise sig.
Så når Lars Damgaard opfører en kæmpe pyramide til sine vine, er det ikke, fordi han ser sig som en slags vinens Tut-Ankh-Amon, men fordi han synes, en pyramide er flot – ganske enkelt.
Og når Christian Philipson bruger mange millioner på dyre sportsvogne, så er det ganske enkelt fordi, han elsker hurtige biler. Og at han klæder sig som en rockmusiker, kan skyldes, at hans hustru – Sysser Philipson – ejer modefirmaet Noir. Og så kan hendes mand jo ikke gå omkring og ligne en bonderøv.
Læs også:
Prins Henriks vin er et hit hos kineserne
Alkoholisk fix for en hel generation
Noma: Juvelen i den gastronomiske krone
.
