Efter et halvt års shitstorm var Radio Louds lyttertal var så lave, at de ikke kunne måles: “Vi vidste godt, at vi ikke ville komme ud og vælte lydmuren”

Det seneste halve års tid har været noget af en shitstorm af varierende styrke for Ann Lykke Davidsen, der er direktør for Radio Loud.

Hun er blevet ansigtet på Radio24syvs endeligt, hun er blevet latterliggjort for Louds ansøgning, hendes ansigt pryder anmeldelser af den slags, man ikke klipper ud og hænger op, og hun bliver hånet på de sociale medier for sin reaktion på de mildest talt lave lyttertal for de første uger af radioens levetid, som blev tilgængelige i denne uge.

Faktisk var de så lave, at de ikke kunne måles.

Betingelserne for premieren var heller ikke gunstige, da Loud gik i luften 1. april midt i coronakrisen og dermed med en nødsendeplan. Noget af et antiklimaks og stressmoment, forestiller man sig, når Radio Loud nu endelig skulle vise, hvad de kunne og ville. Men ikke for Ann Lykke Davidsen.

“Jeg er sådan indrettet, at jeg ikke hænger mig i “hvad nu hvis”, og hvordan ting kunne have været. Jeg tænker “OK, nu er situationen sådan her, hvad er det bedste, vi kan gøre?”. Vi kan ikke mødes, vi kan ikke teste, men hvad kan vi så? Og jeg er både virkelig stolt og megaglad, og jeg havde totalt optur den aften, vi gik i luften. Selvfølgelig har der været fejl og dropouts – det skal der være, det er en del af at starte noget helt nyt. At bygge en radiostation og en virksomhed på fire og en halv måned er jo en vild øvelse, corona eller ej,” siger Ann Lykke Davidsen. ​​

Ligesom alle andre fik hun tirsdag den første Gallup-lyttertalsmåling, der ikke kunne måle nogen lytning, og derfor var tallene for usikre at tage med.

“Min forventning er, og har hele tiden været, at vi vokser organisk. At forvente høje lyttertal på en DAB-kanal fra første dag er som at bede en baby om at gå den dag, den bliver født. Vi vidste godt, at vi ikke ville komme ud og vælte lydmuren på DAB. I Gallups måling fremstår det, som om vi ingen respons har fået, men de lyttertal er meget afhængige af en lille gruppe og kan ændres drastisk af ti personer.”

Første bølge af shitstormen ramte 22. oktober, da det blev bekendtgjort, at Loud havde vundet udbuddet over Radio24syv og DK4 Radio. Beslutningen mødte øjeblikkeligt voldsomme protester fra støtter af Radio24syv og politikere i medierne, en lang række eksperter kritiserede pointsystemet, der lå bag afgørelsen om at tildele sejren til Loud, og siden fulgte massiv kritik af embedsværkets indstilling til Radio- og tv-nævnet om at udnævne Loud som vinder.

“Indtil vi vandt, havde de kritiske røster været fremme, men på en undrende måde, og jeg kunne stadig få hul igennem med budskabet om, hvad det var, vi gerne ville. Men det stoppede brat, da vi vandt. Det kom bag på mig. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor massiv den vrede blev i de efterfølgende uger. Hvor dårligt alle kom til at opføre sig,” siger Ann Lykke Davidsen, for hvem hele infernoet hurtigt kom til at handle om at skille tingene ad. Hvad der var følelser født ud af et politisk standpunkt, og hvad der handlede om, hvad folk havde mistet.

“Samtidig skulle jeg holde fast i mig selv og tænke: “Hvad er det, du er en del af? Det er der, dit fokus skal være.” Alle angrebene rørte mig faktisk ikke. Jeg havde en meget klar vision om, hvor vi skulle hen, og hvordan det skulle lyde. Det, folk kunne læse på de papirer, var jo en promille af det, der boblede inden i os. Jeg havde det sådan: “Det er, fordi I ikke har forstået det endnu.” Igen handler det om at forstå, hvorfor folk blev så vrede. Det handlede jo i bund og grund ikke om det, vi havde skrevet,” fortæller Ann Lykke Davidsen.

Den mængde kritik ville få mange til at vakle, blive såret på forfængeligheden, særligt den faglige.

“Det tror jeg simpelthen, jeg er blevet for gammel til. Dertil har livet budt mig for mange ting. Jeg har oplevet misbrug i min familie, jeg er blevet skilt, jeg er blevet fyret. Det har alt sammen sat spor i mig og gjort, at jeg er kommet til at kende mig selv godt nok til at kunne stå, nårthe shit hits the fan. Jeg kender godt de følelser, der kommer i en storm, for jeg har stået der før, og jeg ved, at livet er evigt foranderligt. Jeg er holdt op med at være bange forlods,” fortæller Ann Lykke Davidsen.

Ann Lykke Davidsen har sådan set altid stået stærkt på sine ben fra en tryg opvækst i Varde som lillesøster af forældre, der var selvstændige begge to. Det hotteste i Varde var Varde Garden, som hun kom med i i 1981 og ti år frem.

“Det var ret eksotisk og virkelig. Når man boede i Varde, kom man ikke bare sådan på ferier, men med garden kom jeg på ture til

“

Jeg har aldrig lagt skjul på,
at jeg blev fyret, for det er jo en del af arbejdslivet

Så snart Ann Lykke Davidsen havde fået studenterhuen på fra Varde Gymnasium, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme til København.

“Jeg vidste godt, at jeg skulle skabe mit liv et andet sted. Jeg har altid stået på egne ben, jeg elsker forandringer, jeg elsker at møde mange mennesker, så storbyen og et andet liv trak i mig.”

Hun fik et arbejde som tjener i det hedengangne Scala, så hun kunne tjene penge til at læse privat hos en skuespiller. Hun havde nemlig, siden hun var helt lille, kun villet én ting, og det var at komme på teaterskolen og blive skuespiller. Men til optagelsesprøven kiggede hun sig rundt og tænkte, at hun ikke hørte til her. ​​

“Hele min identitet lå i, at jeg skulle være skuespiller, men der i venteværelset til optagelsesprøven opstod der på et splitsekund en følelse, der fortalte mig, at det ikke var sådan, jeg skulle fortælle historier.”

Ann Lykke David kom i aktivering, “Dum i arbejde”, som man dengang kaldte “Ung i arbejde”-ordningen. Hun fik to muligheder: Enten at male karme og døre i en institution eller at komme på Radio Kurt, hvor 18 unge på bistand lavede tv for nul kroner. De fik sat bedaget udstyr til rådighed og et titursklippekort til bussen, og så var der ellers frit spil.

“Det var pissesjovt, og jeg filmede, klippede, redigerede, og det endte med, at jeg blev et helt år i stedet for det planlagte halve år og vidste, at det var det her, jeg skulle. Det var sådan, jeg skulle fortælle historier.”

En ting, der især har hjulpet Ann Lykke Davidsen i den seneste tid, har været den yogalæreruddannelse, hun tog siden hen.

“Når du står i en storm i dit liv, er der tre veje at gå. Du kan give op og lægge dig i fosterstilling. Du kan gøre dig enormt hård og gå i clinch med alle. Eller du kan stoppe op, trække vejret og så prøve i en eller anden form for balance at navigere igennem. Fordi jeg har navigeret i livet ud fra den sidste vej, var det naturligt for mig at gribe det midt i Loud-shitstormen,” fortæller hun, men erkender samtidig, at hun jo ikke er urørlig eller lavet af sten.

Når hun i de værste dage sad derhjemme alene, tænkte hun: “Jeg er stadig en god mor, selvom alle mulige siger, jeg har stavet forkert og skrevet en lorteansøgning. Der ser stadig dejligt ud omkring mig, jeg er stadig en god veninde, en god datter, en god kæreste, jeg er stadig et ordentligt menneske. Lige meget hvad nogen siger, kan de ikke pille ved den status i mit liv.”

Under hele processen sparrede hun med en kommunikationsrådgiver, som spurgte, hvad hun havde lyst til.

“At være ordentlig,” var hendes svar.

“Jeg er ikke sådan en, der sviner andre til og går ud i medierne og bider og melder mig i hårdtslående diskussioner og debatter. Men det duer ikke, når folk taler ud fra følelser. Jeg har været leder i mange år, og hvis jeg står med en medarbejder, der er oppe i det røde felt, fordi de følelsesmæssigt er blevet trådt på, kan jeg ikke trænge igennem. Det var det samme i de debatter. Jeg var nødt til at tale ud fra noget andet end følelser og ikke lade mig påvirke følelsesmæssigt. Jeg ville aldrig have vundet noget ved at gå ind i de diskussioner,” forklarer Ann Lykke Davidsen.

Hun blev dog ramt af de beskeder, helt almindelige mennesker sendte i hendes private Messenger gennem Facebook, som en, der lød: “Er du klar over, hvor forfærdeligt et menneske du er? Du har skabt Radio Lort, må du brænde i helvede.”​​

“Når jeg så fandt ud af, at det var en 64-årig dame fra Ballerup, der havde skrevet sådan, blev jeg sgu ked af det. Sådan ville ingen jo tale til hinanden i virkeligheden. Det med at blive et ikke-menneske, en institution, det synes jeg var svært.”

Derfor lukkede Ann Lykke Davidsen døren til sociale medier og koncentrerede sig om at ansætte medarbejdere, planlægge og holde fokus på den radiostation, hun skulle bygge op. Det blev stærkt udfordret af, at hun blev kimet ned fra tidlig morgen til sen aften, “fuldstændig uden tanke for, at der var et menneske i den anden ende”.

Radio24syv var for rigtig mange ikke bare en radiokanal. Langt hen ad vejen var og er de vrede udbrud en sammenligning mellem Radio24syv og Loud. Men Loud har aldrig været tænkt som en afløser for Radio24syv, men som noget helt andet.

“Det har aldrig været et ønske om at skabe det, Radio24syv var. Jeg bøjer mig i støvet for, hvad de bedrev. Jeg synes, de havde en genial måde at lave taleradio på. Men i udbuddet lå en mulighed for at være en taleradio på en anden måde med en anden målgruppe, og det var det, vi bød ind med,” siger Ann Lykke Davidsen, som ikke tænkte så meget over konkurrencen med Radio24syv, selvom hun godt ved, det kræver en vis form forspunkat tænke: “Det der udbud er skabt til dem. Men det tager vi.”

“Ja, men sådan er jeg også. Drømmen om at få lov at skabe er meget stærk i mig. Og for os var det win-win, vi havde intet at tabe. Jeg synes, jeg skyldte både mig selv og ejerkredsen at give den alt, hvad jeg havde af erfaringer, netværk – alt, hvad jeg har i mig. Der var også en pointe i, at hvis ingen andre søgte, er alle vores forestillinger om demokrati da fuldstændig brudt.”

Den friske tilgang er ikke ny for Ann Lykke Davidsen. Da hun et år inde i sit første journalistjob som redaktør på P3 havde et møde med den nye chef for hele P3, Dorthe Carlsen, blev hun spurgt, hvad det var, hun gerne ville.

“Jeg svarede: “Jeg vil gerne sidde i din stol.” Det vidste jeg bare. Jeg tabte jo ikke noget ved at sige det, det var jo sådan, jeg havde det. Sådan er jeg stadig. Jeg har ikke nogen forestilling om, hvordan jeg skal portrætteres, andet end at jeg bare gerne vil fremstå, som jeg er. Sådan er jeg gået til alting i livet,” siger Ann Lykke Davidsen.

Hun blev chef for P3 syv år senere.

“Hånden på hjertet: Det var da superkækt med det der, “jeg skal bare være chef for det hele,”” erkender Ann Lykke Davidsen.

Indtil da havde hendes arbejdsliv været én lang optur. Men i 2012 blev hun fyret fra P3.

“Jeg blev indkaldt til et møde en fredag eftermiddag, som jeg troede havde en anden dagsorden, men som viste sig at være min fyring. Det kom bag på mig, og jeg blev dybt ulykkelig og græd mig gennem den weekend, der skulle have været en hyggeweekend i London med min daværende kæreste. Jeg havde da arbejdsmæssigt oplevet lidt modgang her og der, men det var mit første store arbejdsmæssige nederlag. Jeg havde på det tidspunkt helt klart redet på en bølge med det ene fede job efter det andet. Der kan man godt blive lidt blind for, at ting kan ændre sig meget hurtigt,” fortæller Ann Lykke Davidsen.

“Jeg fik da løbet nogle ture og trillet nogle tårer, og jeg var også rasende, for der er virkelig koldt på toppen. Men fordi jeg besindede mig og gik pragmatisk til værks og indså, at det jo stod min chef frit for at ville i en anden retning, kunne jeg forlade stedet på en god måde. Det betød, at jeg tre år senere kunne vende tilbage til en chefstilling i DR på “Aftenshowet”, hvor jeg åbent fortalte, at jeg havde forladt P3 mod min vilje. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg blev fyret, for det er jo en del af arbejdslivet, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle holde det skjult og lade som om.”

Det meste af sit arbejdsliv har Ann Lykke Davidsen været leder, og langt hen ad vejen leder hun per instinkt. Selvom Ann Lykke Davidsen med egne ord blev student med “et flot 03 i matematik”, havde hun en plan om at tage en master i ledelse. Men hendes daværende mentor, Ekstra Bladets Poul Madsen, sagde til hende: “Det er fedt, du er så ambitiøs, men du skal ikke tage en master. Du skal bare ud og vise, hvad du kan. Det flyder fra dig, du gør det jo bare.” ​​

Det råd fulgte hun.

I dag er hun som leder tvunget til at lære sine egne svagheder at kende, og en af dem er at tøjle sin utålmodighed og sætte sit tempo ned.

“På grund af min hurtighed er jeg nødt til at øve mig i at blive bedre til at lytte. At kunne lytte er en meget stor styrke både ledelsesmæssigt og menneskeligt, og der er jeg helt klart udfordret.”

Er det på grund af utålmodighed eller egenrådighed?

“Det er desværre nok en kombination, må jeg indrømme. Jeg kan godt have en stærk følelse af at have regnet den ud. En blanding af mavefornemmelse og erfaring. Jeg har en meget stærk intuitiv fornemmelse for, hvor en sag lander, og hvis jeg sidder med en medarbejder, der bruger en anden metode til at ræsonnere sig frem til en konklusion, kan jeg godt blive utålmodig. Men måske lander vedkommende et andet sted, et bedre sted. Så jeg øver mig i at have tålmodighed.”

Det sværeste ved at lancere Loud midt i coronakrisen har for Ann Lykke Davidsen været ikke at kunne være sammen med sine medarbejdere.

“Min opgave er at få medarbejderne til at spille sammen. De er de vigtigste. Jeg er aldrig nogensinde bedre, end hvor dygtige de er. Så hvis jeg kan få dem til at blive den bedste version af sig selv, er jeg lykkedes. Og det er nærmest en umulig opgave, når vi arbejder på denne her måde. Den eneste info, jeg får lige nu, er det, folk fortæller mig. Jeg får ikke alt det, der flimrer rundt i rummet og i samtalerne i en almindelig hverdag, og det er gået op for mig, at det er en meget stor del af min måde at navigere på som leder,” fortæller Ann Lykke Davidsen.

Hun var engang med i et kvindenetværk, hvor de hver især skulle udpege, hvor de fik deres energi fra. De andre fortalte, at det var, når de var helt alene og zoomede ud fra verden, når de læste bøger, gik ture, mediterede.

“Jeg tænkte: Der er noget helt galt med mig. Jeg får energi af, at jeg skal lave middag til 20 mennesker, at jeg skal i byen, at være sammen med en hel flok. Jeg bliver tanket op af at være sammen med andre.”

Så at hun blev kaldt Speedy i folkeskolen var nok ikke nogen tilfældighed.

“Min slagside er nok, at jeg er lidt for forandringsvillig og meget stærk nogle gange. En god kollega i DR sagde engang til mig, “Ann, nu tror jeg ikke, de kan holde til flere forandringer”. Når man er så hurtig på aftrækkeren, sker det selvfølgelig indimellem, at grundigheden, hvor man læser tingene igennem 5000 gange, den smutter. Derfor er det vigtigt, at der er folk i min ledelse, der siger “klap lige hesten, vi tænker os lige om”.”