Det siges om kejser Nero, en af verdenshistoriens mest dekadente All-Stars, at han spillede på lyre og drak sig fuld, mens Rom brændte i baggrunden. ”Mens Rom brænder” er blevet en metafor for at nyde livet, feste og bare sådan generelt fyre op, mens krisen hærger og Verden er ved at gå under. Det kørte stadig ekspansivt nok for Rom under Nero, men imperiet var snart på vej mod solnedgangen. De sidste, dybt kriseramte, romere er historisk berygtede for at ignorere alle blinkende advarselslamper og give den højoktanisk på de mest degenererede og dekadente fest-tangenter, mens de lo hånligt op i ansigtet på den uundgåelige undergang: Roms endelige fald for lidt over 1500 år siden.
Undergangsstemning kan noget. Gennem historien har der været en del sammenfald mellem kriser og fest. Jo værre tider, desto federe, eller hvert fald vildere, fest. Hvis man siger Berlin i 1920’erne, siger man inflation, politisk kaos, krise, arbejdsløshed og i samme sætning fest og fjerboa, dekadence, kabaret, orgier og udskejelser.
Eller hvad med New York i sen-1970’erne, hvor USA var i sin værste krise i et halvt århundrede, og byen New York var en sump af kriminalitet, narko, vold, mord og korruption? Aldrig er der blevet festet så hårdt og respektindgydende igennem som til de dunkende diskorytmer på Studio 54, hvor Bianca Jagger red på en hvid hest, og nøgne mennesker dyrkede åbenlys, højlydt sex, som skulle de dø i morgen – hvilket en del af dem nok også skulle.
Festen fortsatte således opløftet i resten af verden i årtiet efter, hvor økonomisk krise, atomkrigstrussel og AIDS ellers gav mere grund til overskyet sindelag. Danmark havde sit at slås med i 80’erne, verdens højeste selvmordsrate i skarp konkurrence med Ungarn, bundløs statsgæld, rekord i arbejdsløshed, alkoholisme, nervemedicinforbrug, tvangsauktioner og ret stabil nedtur. En hel del unge reagerede ganske vist ved at læse Michael Strunge, høre Sort Sol (før de blev mainstream) og blive BZ’ere. Men hvis jeg siger 80’erne, siger du måske nok kartoffelkur, dog mere sandsynligt, i hvert fald mere overbevisende: pink og pastel, Pisang Ambon, yuppie og Wham! For festen vandt fortællingen om 80’erne, ligesom indbegrebet af årtiet, reklamebranchen, vandt over Michael Strunges noget dybere livssyn med det, der ligner 80’erne kogt ned i én sætning, som stjålet fra samme Strunge: ”Natten er sort som guld”. En reklame for Carlsbergs Sort Guld.
De nye, smarte guldøl var de nye yuppiers øl, og de fleste ville ligne yuppier, for de lignede succes, så guldøl blev der drukket mange af i det spejlbesatte københavnske cafénatteliv, men de, der virkelig var og havde noget, tog på eksklusive natklubber og til VIP-fester. Her blev der drukket champagne, så dyrt som muligt.
Vi danskere havde aldrig festet på dén internationale måde før. Fie Adamas blev Danmarks første eventarrangør i 1977 og stod bag mange af de eksklusive firserfester. Hun etablerede bureauet Adamas Events, Danmarks første, og driver stadig Fie Adamas Adventures. Adamas blev selv en del af jetsettet, og det natteliv, hun var med til at tage initiativ til, var efter enhver hidtidig dansk målestok dekadente, vilde og eksklusive. Det var hverken billigt eller kedeligt at være med, når Fie Adamas stod bag festen.
Med den nuværende krise som bagtæppe fanger vi erfaringens stemme og spørger, om vi fester anderledes, når krisen rammer.
”Det er i menneskets natur at fejre, at opleve, at danse, at socialisere. I mine år som arrangør af fester og events, har jeg ikke tidligere oplevet at sygdom, økonomi eller andet har været en faktor, der afholdt folk fra at feste igennem på en eller anden måde,” siger Fie Adamas og tilføjer eftertænksomt om forholdet mellem kriser og fest.
”Jeg ved ikke om nattelivet bliver vildere. Det bliver i al fald anderledes.”
For der er selvfølgelig noget, der er anderledes ved denne krise. Vi smitter hinanden, hvis vi mødes og fester, som vi plejer. Nogle fester på trods.
”Historisk har der gennem de perioder, hvor der har været forbud, typisk været en ”underverden”, hvor folk agerede med deres egne love. Under den nuværende krise forestiller jeg mig, at nattelivet opleves og udøves i det hemmelige, på andre locations, for særligt inviterede – desværre,” siger Fie Adamas.
”Når kriserne rammer, vil lejrene nok dele sig i to. De, der forstår det bredere billede, de samfundsbevidste, der agerer hensigtsmæssigt. Og så den anden gruppe, der mener, de har situationen under kontrol og løber risikoen. Det forbudte har altid haft en dragende effekt.”
Det var erfaringens stemme, nu ungdommens. Performancekunstner Esben Weile Kjær er blevet talerør for sin generation, den hvis medlemmer ofte kaldes millennials af de ældre generationer i de traditionelle medier. Det er en ungdomsgeneration, der tilsyneladende vil noget andet, måske endda noget mere, end tidligere. 27-årige Esben Weile Kjær er en af kunstscenens hotteste navne og han er blevet en slags uofficiel ambassadør for Københavns natteliv i disse år. I dette efterår er han aktuel med flere kunstudstillinger om natklubben som rum. Den sidste af disse, ”Hardcore Freedom”, kan opleves nu på Copenhagen Contemporary.
Esben Weile Kjær peger på en tendens i nattelivet, som var i gang før ”festen” lukkede i marts 2020.
”Allerede før coronakrisen var en udvikling i gang, der pegede i retning af, at unge mennesker går mindre i byen end tidligere. I London lukkede mange af de store gamle klubber, fordi folk mødes på andre måder. Hvis de skal finde en kæreste, mødes de i stigende grad på Grindr og Tinder og andre dating-apps, i fitnesscentre eller på veganske madmarkeder. Folk går generelt mindre på de kommercielle klubber, så noget er under forandring.”
En af de ting, nogle unge gør i stedet, i hvert fald under coronakrisen, er at feste offentligt, men om man deraf kan konkludere, at man fester vildere under kriser generelt, er Esben Weile Kjær ikke sikker på.
”Jeg er i tvivl om folk fester vildere. En fest bliver af indlysende grunde mere synlig, når man fester i det offentlige rum, som ved piratfester i parker på Nørrebro, og politiet kommer og lukker det ned,” siger Esben Weile Kjær.
”Man kan dog se, at da natklubber lukkede i Berlin, mødtes folk i parker med medbragt musik, og politiet måtte smide 4000 mennesker væk. Der har været problemer med hårde stoffer ved disse fester, fordi der ikke er nogen kontrol i form af dørmænd og lignende som på natklubber. Så noget var eskaleret som en konsekvens af nedlukning, men det er forskelligt fra sted til sted.”
Selvom det gik ret forrygende rent økonomisk før corona, har der i længere tid været talt om andre slags kriser i verden, klimamæssigt og politisk samt en åndelig, kulturel krise i den vestlige verden. Esben Weile Kjær peger på en udvikling, som er anderledes end tidligere, og som sætter sit præg på ungdomskulturen herunder dennes måde at feste på. Tidligere så man nemlig udviklingen starte nede fra undergrunden og fortsætte op til overfladen, hvorefter den langsomt blevet mainstream.
”I ungdomskulturen er der de sidste par år generelt sket et sammenfald mellem det, vi opfatter som subkultur og det, vi opfatter som mainstreamkultur. Det kan blandt andet opleves gennem nogle politiske bevægelser, og jeg tror, det har noget at gøre med, hvor vi er i verden med forskellige kriser, herunder corona, men også klimakrisen og andre kriser. Kriserne sætter nogle ting på spidsen, og det betyder også, at hvor udviklingen før er kommet nedefra, kommer den nu mere i en dialog. Hvis man kigger på f.eks. den feministiske opblomstring med #MeToo er jeg ikke sikker på, at det havde fået lige så stor slagkraft, hvis ikke Beyoncé havde lavet sin Feminism World Tour to år inden,” siger Esben Weile Kjær.
”Der har de seneste år været mange eksempler på, at populærkulturen har claimet nogle politiske paroler, som ellers tilhørte subkulturer, og man taler om, at subkulturer ikke eksisterer længere, fordi kommunikationsgangene sker mere på tværs, og ligefrem oppefra og ned. Det er meget mere komplekst end tidligere. Ungdomskulturen er politisk på en helt anden måde end tidligere, den er anderledes end 70’erne og 80’erne, den er identitetspolitisk. Det er en bevægelse, der baserer sig meget på en måde at være ungt menneske i dag, som er på sociale medier, hvor man hele tiden skal stå inde for de identiteter, man er der.”
Siger det noget om tiden, om kriserne og den måde, de unge tænker på, at de unge ikke fester i det lukkede, institutionaliserede rum?
”Det tror jeg. Der ligger også i det en form for oprør, hvor man ikke bare tager for givet, at den kommercielle natklub fungerer som en maskine i byen, hvor du kan betale entré og forbruge dig til en eller anden oplevelse, en eller anden slags frihed, som gør at du kan holde ud at tage på arbejde igen mandag morgen. Man tænker i højere grad over, hvordan er det, vi gerne vil være sammen, hvordan vil vi gerne lytte til musik, hvordan er det, vi gerne vil være sociale væsener.”
Han lærte selv at være dj af nu afdøde forfatter og dj Maria Gerhardt også kendt som Djuna Barnes i det københavnske nightlife-miljø. Som uddannet i music management fra Det Rytmiske Musikkonservatorium har Esben Weile Kjær beskæftiget sig indgående med natklubben som rum, og blev i september som ekspert en del af debatten i medierne om de unges ansvar for at undgå smittespredning i natte- og festlivet under coronakrisen.
”Vi er alle sammen i en coronakrise, man kan ikke være for eller imod, det giver ingen mening. Selvfølgelig har unge mennesker et lige så stort ansvar som alle andre mennesker. Men det er mere interessant at sige: Kan man få unge mennesker til at holde op med at feste? Det ved vi ikke, men før i tiden har man ikke kunnet. En konsekvens kunne godt være, at man begynder at mødes og fester på andre måder.”
Jean von Baden, 44 år, har været dj siden midten af 1990’erne og er praktiserende psykoterapeut med speciale i misbrugsterapi. Dj von Baden var en fremtrædende figur på festscenen i de fartstribede 00’ere, også kendt som grådighedens årti, herunder som medejer af den legendariske natklub NASA, hvor han bla. havde Kronprins Frederik og Mariah Carey med sig ved mixerpulten. Han oplevede finanskrisen, men havde allerede set en verdenskrise i 2001, som er det første, han tænker på, når spørgsmålet lyder: ”Fester vi vildere i krisetider?”
”Efter 11. september og terrorangrebet på World Trade Center blev jeg spurgt af en journalist: ”Hvad skal der til for at folk går mere ud og festerne bliver bedre?” Jeg svarede, at vi har brug for en god krig, en revolution, vi kan være fælles om. En krise skaber ofte er en stor hændelse, som alle har brug for at tale om, så har vi et ægte fællesskab, man har behov for at dele med andre. Når der ikke sker det store i samfundet, snakker folk bare om, hvad de har drukket. Hvad de har spist. Lige nu er vi midt i en overflod af fællesskab, alle er enige om, at vi er i en krise.”
Men først lige tilbage til 00’erne, for det var jo opgangstider, i hvert fald materielt, og der blev festet pænt igennem på natklubber hver weekend, som var vi alle nyrige russiske oligarker på polterabend i Dubai. Hvordan hænger det sammen med krise og fest som forbundne størrelser?
”Alle havde exceptionelt mange penge i 00’erne, det gik skidegodt. Det gik fra at handle om kunst til at handle om penge. Natklubberne ændrede sig fra at være danseklubber til flaskeklubber. Før finanskrisen åbnede alle en klub, hvor det gjaldt om at bruge så mange penge som muligt. Før dansede man med hinanden på dansegulvet, nu dansede man om den dyreste flaske på et bord. Flasken blev guden,” siger Jean von Baden om det udskældte årti og tilføjer, at tendensen fortsatte, da finanskrisen var slut.
Men hvad så nu, hvad sker der?
”Lige nu er vi i gang med at spænde en bue, ligesom efter Første og Anden Verdenskrig, når der har været lukket ned og folk ikke har haft mulighed for at feste udover i privat regi og hjemme i lejligheden, præcis som det er nu. Vi har brug for at mødes med nogle mennesker som en del af et fællesskab, så vi kan diskutere krisen. Det, der sker på den anden side af krisen, bliver en eksplosion, det bliver the roaring 20’ere, 100 pct. Jeg har overvejet at lave et koncept, der hedder ”the raving 20’s”, for jeg er sikker på, der kommer en kæmpe bølge af fest og festivaler. Nattelivet og restauranter kommer til at boome,” siger Jean von Baden.
”Alle savner at møde folk på den rigtige måde i stedet for at være usocial på de sociale medier, der ikke er særligt sociale. Folk er dybt trætte af dem. Danskerne gik ikke specielt meget ud før, men når man får at vide, at man ikke må, kommer man i tanker om alle de ting, man gik glip af, så der vil være langt flere der går ud på den anden side.”
Hvad med de unge? Hvad har de gang i?
”De voksne siger, de unge er galt på den, og at de er alt for vilde med deres piratfester. Det har de unge altid været! Det er essensen af at være ung, mellem 14 og 25 år, at man har lyst til at gøre oprør mod forældrene. Hvis de voksne sidder og snakker om sociale medier og facebook hele dagen og drikker rødvin om aftenen, går de unge ud og danser i en skov til noget techno, for det gider de ikke. Så vi kan ikke shame dem, vi har lært dem at gøre det. Og vi gjorde det samme, da vi var i den alder. De, der siger andet, har glemt det.”
Hvordan ser nattelivet ud på den anden side af krisen?
”Vi får en ekstrem opsvingskultur, hvor vi går ud, og champagnepropperne springer, og så får vi samtidig en anden kultur af kærlighed, hvor man vil kysse, kramme, danse og elske. Indtil da siger jeg til alle natklubber og festarrangører, at de skal begynde at forberede sig på den bedste sæson i hele deres liv. Efter corona går vi en tid i møde med en fuldstændig vanvittig trang til at komme ud.”
