Reolsystemet Vitsoe606 Universal Shelving System gør ikke meget væsen af sig. Det er stilmæssigt helt rent og stringent og kan passe ind stort set alle steder.
Nogle vil kalde det grænsende til at være kedeligt; som at have et kommunebibliotek hjemme i dagligstuen, men det er netop det faktum, at det aldrig ændrer sig, der gør det attraktivt.
"Det er en balancegang, for vi skal ikke være et højtråbende firma. Verden har brug for mere beskedenhed og ro"
Reolsystemet blev tegnet af en af modernismens helt store mestre, tyskeren Dieter Rams og er med årene blevet et tidløst symbol på et anonymt, men særdeles funktionelt system, der kan udbygges og varieres i det uendelige.
Systemet gør plads til dets indehaver. Der er nok larmende elementer i verden, reolen behøver ikke være endnu et. Og det lever præcis op til Dieter Rams' egne ord om, at godt design skal være som en god engelsk butler: I forgrunden, når du behøver det, og i baggrunden, når du ikke gør.
I dag er reolsystemet en del af den permanente samling på Museum of Modern Art i New York og har vundet flere designpriser for dets enkelhed og rene design.
Reolsystemet Vitsoe606 Universal Shelving System fra 1960, som i dag er en del af den permanente udstilling på Museum of Modern Art i New York.
Der kommer aldrig en særudgave med kulørte striber.
Inspirationskilde for Apple
Dieter Rams var blot 28 år, da han i 1960 tegnede reolen. Egentlig var han ansat som designer hos Braun, men han fik carte blanche til også at lade sin kreativitet få gnist andre steder, hvilket han gjorde ved at lave reolsystemet, sideborde og sofaer for danske Niels Vitsø.
Hans karriere hos Braun affødte noget af det 20. århundredes reneste design, der senere har tjent som inspirationskilde til nutidens industrielle designere, og som Apples design siges at være mere end inspirerede af.
Hans tilgang til design var så skarp, at han formulerede ti regler for godt design, der stadig bliver hyldet, selv om han for længst har lagt tegneblyanten tilbage i penalhuset.
I dag bliver Dieter Rams' reolsystem produceret af den britiske møbelvirksomhed Vitsoe. Direktøren hedder Mark Adams, og han mødte første gang Dieter Rams og Vitsoes danske grundlægger, Niels Vitsø, i 1986.
De tre delte en knastør humor, og på trods af aldersforskellen – Niels Vitsø kunne være Mark Adams' bedstefar, Dieter Rams hans far – delte de den samme interesse for design.
"Kort efter at jeg mødte dem for første gang, besøgte jeg Dieter og Niels på Vitsøs kontor i Frankfurt. Snakken gik, og der blev diskuteret intenst. På et tidspunkt kommer en kvinde fra produktionsafdelingen forbi for at få godkendt en komponent, der er blevet færdig. Dieter tager imod enheden uden at kigge på den. Han rører ved den, snakker videre, giver den til Niels, som også mærker på den uden at skele til, hvordan den egentlig ser ud. Efter et stykke tid spørger kvinden, om de er tilfredse. De stopper deres samtale, kigger op og siger: "Ja, ja, den er super." De havde gjort alt deres arbejde med hænderne, det hele sad i følelsen med fingrene og vigtigheden i berøringen," husker Mark Adams.
Mark Adams er ikke den typiske chef for en møbelfabrik. Han anser mere sin egen rolle i Vitsoe som underviser end som direktør. Og han har gjort sig nogle tanker om vores samfund. Han prædiker hver eneste gang, han har mulighed for det.
F.eks. synes han, man skal tænke sig rigtig godt om, før man køber hans reoler. Ulig mange andre virksomheder, der arbejder hårdt for at øge antallet af forhandlere og mængden af produkter, der bliver langet over disken, er Mark Adams nemlig fortaler for en helt anden forbrugsfilosofi.
"Jeg ville være glad, hvis jeg kunne få folk til at lave en note på deres spejl på badeværelset, som de kunne læse hver eneste morgen. Der skulle stå: "Jeg er ikke rig nok til at købe billigt." Mange mennesker fristes til at købe billige produkter, der ikke er bygget til at holde eller til at blive repareret," forklarer Mark Adams.
Med naturen som forbillede
Vitsoes mantra er simpelt: Lev bedre med færre ting, der til gengæld holder længere. Det betyder bl.a., at Vitsoe opfordrer nye kunder til kun at købe lidt ad gangen. Det er bedre at starte med en lille reol af det store modulsystem og så bygge til senere, når man er blevet klar over, hvad der fungerer.
"Vi undersælger helt afgjort vores produkter. Vi opfordrer folk til at købe så lidt som muligt. Vi opfordrer dem til at reparere det, hvis noget går i stykker. Tage det med, hvis de flytter. Vores forretningsmodel er vanvittig, fuldstændig vanvittig, men det er det, verden har brug for."
Mark Adams taler med en blanding af akademisk autoritet og passioneret iværksættermentalitet, der demonstrerer, at han bruger de fleste af sine vågne timer på at tænke på og tale om Vitsoe-møblers rolle i en verden, hvor det tårnhøje tempo er ved at mase naturens grundighed.
Og han ved om nogen, hvad han taler om, når han snakker om begrænsede ressourcer, oppustede forbrugsmønstre og den køb og smid væk-kultur, der i hans øjne er fremherskende i store dele af verden. Han er uddannet i zoologi og evolutionær biologi og mener, at langt flere kunne lære noget af naturens grundlæggende principper med langsom evolution. I vores verden higer vi for meget efter produktlanceringer, nye farver og sæsonens hotteste trends.
Dieter Rams (t.v.) i samtale med Niels Vitsø, siddende i siddesystemet 620, som er tegnet af Dieter Rams.
"Ser man udstillinger i naturen, hvor nye arter bliver lanceret hvert halve år? Nej, selvfølgelig gør man ikke det. Naturen udvikler sig langsomt og i harmoni. De seneste 200-300 år har menneskeheden givet afkald på at være en del af den udvikling og har i stedet skruet tempoet så uholdbart højt op, at klimaet snart bider tilbage."
Ikke at Vitsoe står stille. Reolsystemet bliver konstant udviklet og forbedret – siden 1995 har de ændret på det over 80 gange – men det er tilpasninger, ikke nyheder.
"Vi knokler med det her hver eneste dag, og vi forbedrer det konstant. Små ændringer, der ligesom i naturen sørger for, at vi forbliver tilpasningsdygtige i en ændret verden. Når vi forklarer pressen, at vi har ændret måden, et skab lukker på, kigger de bare på os og siger: "Nej, nej. Hvad er det nye?". Det er ikke noget for os," forklarer Mark Adams.
Vækst med måde
Som 24-årig stiftede Mark Adams første gang bekendtskab med Vitsoe, da han i 1985 gik ind i en møbelforretning i London, købte et par ting til sin lejlighed, talte med indehaveren og ugen efter blev ansat som salgsmedarbejder til en løn på 6.500 pund om året.
Efter fire måneder rejste ejerne af butikken på bryllupsrejse til Kenya, og Mark Adams havde alene ansvaret for driften af butikken i et par uger. Leverandører begyndte at ringe og spørge, hvorfor de ikke fik betaling for deres varer. Han fik sin far, der var revisor, til at kigge på forretningens papirer, og da ejerne kom hjem fra ferie, mødte en advokat op for at lukke foretagendet.
Mark Adams havde fået blod på tanden og ville gerne fortsætte med at handle med møbler. Han kiggede sig omkring for at se, hvad han kunne redde fra fallitforretningen. Dieter Rams' reolsystem fangede hans øje, og efter et besøg hos Niels Vitsø, hvis firma solgte møblerne, fik Mark Adams agenturet på reolerne i Storbritannien.
I 1990'erne var salget for nedadgående, og det var kun Mark Adams' overtagelse af aktiemajoriteten på 51 procent, der gjorde, at virksomheden overlevede. Efter et år med kampe med de tyske ansatte besluttede han at lukke produktionsenhederne i Tyskland og starte hele virksomheden op fra ny i Storbritannien i 1995. Og sådan blev Vitsoe, som det er i dag, genfødt.
I dag tæller porteføljen reolsystemet 606 Universal Shelving System, siddesystemet 620 og sidebordene 621. Alt er tegnet af Dieter Rams, og alt bliver samlet og distribueret på hovedkontoret i Vestlondon.
Reolsystemet Vitsoe606 Universal Shelving System består af moduler, der kan udbygges og varieres i det uendelige.
På ydersiden ligner Vitsoe en fabriksbygning, der er for stor til at ligge i London og for lille til at være en del af den industri, der fylder godt i det regngrå landskab i resten af Storbritannien. Indeni er den et mylder af folk, der determineret designer, retter til, snakker, pakker og udvikler på de snart for få kvadratmeter, bygningen udgør. For Vitsoe vokser, og snart skal de flytte.
Marc Adams lægger ikke skjul på, at Vitsoe ikke tjener styrtende med penge. Med 90 pct. af salget online fra Vitsoes egen hjemmeside og seks showroom i verden (London, København, München, Los Angeles, New York og Tokyo) er Vitsoe slet ikke lige så udbredt, som det kunne være.
Mangel på opmærksomhed er en konstant udfordring, han kæmper med, men samtidig skal Vitsoe ikke skaleres unaturligt stort op. Hans mål er, at Vitsoe skal være større uden at blive for store. Der skal ikke ske vækst udelukkende for vækstens skyld.
"Det er klart, at der er et ønske om at udbrede firmaet og dets møbler i større skala. Men det er en balancegang, for vi skal ikke være et højtråbende firma. Verden har brug for mere beskedenhed og ro."