Verdens (måske) billigste Ferrari kunne købes i Bagsværd
Sjældne Porscher, en historisk racerbil og verdens (måske) billigste Ferrari trak publikum til Bruun Rasmussens bilauktion i april. Alligevel var det historierne om barndom, sygdom og tilhørsforhold, der fyldte mest, da vi sneg os med ind i hallen fyldt med benzinlugt
20. maj 2026 KL. 15.01
Gem til senere
Antallet af gange, jeg har set min far med røde øjne, kan tælles på én hånd: Da hans mor døde. Da hans far døde kort efter. Og da den hvide Vauxhall blev kørt væk på ladet af en lastbil.Det var bilen, han som barn sad på bagsædet af, som kørte ham rundt i en verden, han endnu ikke var fortrolig med. Senere overtog han den selv, sad bag rattet, inden han indledte en stædig, årtier lang kamp for at holde den i live, liggende under den, smurt ind i olie. Nu – efter at have stået i garagen i årevis med ridser fra vores cykler, som vi maste ind mellem den og betonvæggen – var den solgt. Det, jeg så, da han – efter at have stået ved vindueskarmen i hvad jeg husker som flere minutter – vendte sig med røde øjne, var noget, jeg ikke havde adgang til. Det var hans verden. Og hvor meget af et andet menneskes verden kan man egentlig forstå, selv når det er ens egen far?
