Står på en alpetop. Lige inden for den “tyske” side af Rösti-kløften. Lige inden for hvad? Som i rösti-kartofler. Her i Schweiz siger de nemlig, at man kan trække en streg på landkortet. På den ene side af dén er der stringent, systematisk, og på den anden side, centimeter væk, er det hele straks mere raffineret, mere fransk. Röstigraben kaldes denne kulturelle grænse mellem den fransk- og tysktalende del af Schweiz – kantonerne Vaud og Bern. Mentaliteten betyder angiveligt, at (kuk)urene går mere præcist, og folk går mere i takt her.
Man slapper af – på den velordnede måde. Og Ermitages claim to fame er, at de to grundlæggere i 1979 lavede det første saltbad (’Solbad” på tysk) i Europa ved at hente 150 mio. år gammelt salt fra urhavet langt nede under Schweiz og tilbyde terapeutiske bade. Dengang grinede folk af dem. Det gør de ikke længere, for den velgørende badeterapi har for længst bredt sig. Saltbadet skulle især have gavnlig effekt på åndedræt og luftveje. Og hyggen? Rustikke træudskæringer, blomsterkasser og ordsprog malet med alpint gotisk på væggene, a la “Velkommen i vor stue ind”, bare på lokalt schweizertysk: “Es härzlechs Grüessech”. Sådan et sted, hvor Heidi kunne komme løbende med tørklæde og kurv, geder og køer ude i bjergene.
