ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ole Troelsø har smagt sin første quadrupel-øl: Første slurk gav samme fornemmelse, som når en Audi får fuld gas

Jacobsen går og brygger på en særlig stærk vinterøl, som er inspireret af Trappistmunkenes stærke, mørke øl og kan nydes til julefrokosten eller gemmes

Munken Pierre Alain i færd med at brygge trappist-øl på bryggeriet Orval i Belgien. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Munken Pierre Alain i færd med at brygge trappist-øl på bryggeriet Orval i Belgien. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Forleden smagte jeg for første gang en quadrupel-øl. Navnet ledte uvilkårligt tankerne mod en stor firehjulstrukken Audi Quattro, og da jeg sank første slurk, gav det en fornemmelse, som når sådan en Audi får fuld gas.

Det skyldes til dels, at øllet indeholder næsten to-tre gange så meget alkohol som en almindelig pilsner, hvilket kan være overvældende, men i Husbryggeriet Jacobsens kommende bud på en ekstra stærk, mørk munkeøl virker tingene fint afbalancerede.

Jacobsen Donker Winter Ale er ikke alkoholisk svidende og heller ikke så sødladen som f.eks. mange jule- og påskeøl, af den slags jeg oftest bruger som braiseringslage til svinekæber eller andet godt. Selvom, jeg prøver at drikke samme øl til maden, ender det som regel med en flaske rød Rhône-vin eller lignende, da den sødmefulde øl sjældent er rigtig tilfredsstillende.

Diskret sødme

Men Donker Winter Ale virker anderledes. Den har en stor fyldighed såvel som en passende kant, der overskygger bryggets søde komponenter. Man kan nærmest fornemme bryggets mørke kulør i næsen, som har en diskret sødme, der minder om kandis og melassesirup med et underliggende mineralsk lag, som griber om sødmen og holder den tilbage. I munden er det ikke sødmen, der buldrer frem, men i højere grad en markant bitterhed, som kommer ud af starthullerne først; dernæst kommer syren, og først herefter får sødmen taget sig sammen.

Og den får aldrig overtaget som i en af de førnævnte jule- eller påskebryg, i hvert fald ikke i denne udgave af en trappistinspireret øl.

Bryggeriet sendte mig en smagsprøve, lige da øllet var tappet, så jeg kunne smage det inden lanceringen, som er i næste uge. Og selvom jeg egentlig blot havde tænkt mig at smage på øllet, gik der ikke lang tid, før den 75 cl store flaske var tom. Min interesse var vakt, så jeg søgte videre og erfarede, at selve øltypen, der i dag kendes som quadrupel, er meget ældre end sit navn.

Munkene har nemlig brygget ekstra stærk øl i århundreder, og den mest kendte i den forbindelse er nok Westvleteren 12 fra trappistklostret St. Sixtus i Belgien. Men det var kollegaerne fra klosterbryggeriet La Trappe i Holland, som fandt på genrens navn, quadrupel, som er dannet af ølbetegnelserne dubbel og trippel, men er stærkere end disse.

Carlsbergs spring

I 2000 kiggede bryggerne på Carlsberg munkene lidt over skulderen, da de tog springet fra at være forudsigelige pilsnersmede til at prøve lykken med en belgisk inspireret variant. Munkene fik en hilsen i form af navnet Abbey Ale i den nye Semper Ardens-serie. Den gjorde stort indtryk på en ung brygger ved navn Bjarke Bertelsen, som gav sig i kast med øltypen på hobbyplan.

Da han senere flyttede til Holland, fik han for alvor de originale trappist-inspirerede øl ind på livet og ned i maven. I dag, hvor han er tilbage hos Carlsberg, har Bjarke Bertelsen langt om længe fået mulighed for at kombinere hobbyen med sit professionelle virke, eftersom Carlsbergs aktuelle vinterbryg netop er inspireret af de stærke trappistbryg som quadrupel. Det var Abbey Ale, med 7,5 pct. alk., også, men den var ikke så rendyrket, mener Bjarke Bertelsen:

“Abbey Ale var en øl, der ikke forholdt sig særlig meget til stilarter, men den var en god indgangsvinkel til at lave en mørk, stærk belgisk ale, og det føles lidt nostalgisk nu at brygge den en endnu stærkere fætter med hele 8,9 pct. alkohol,” siger Bjarke Bertelsen, som tog den bedste af sine private opskrifter med til brygmesteren på Jacobsen og forskerne på laboratoriet. Sammen valgte de en gær fra Carlsbergs store gærbank, der var et isolat fra en gammel flaske belgisk ale sat i gærbanken for mange år siden.

“De mørke malte giver en spændende kompleksitet over tid. Fem til ti år burde den sagtens kunne holde sig,” lover Bjarke Bertelsen, der netop anbefaler at lagre disse øl – som beskrevet i faktaboksen: Jeg har efterprøvet teorien med Jacobsen Vinterbrygget 2019, som har ligget i min kælder mørkt og køligt i et år.

Et år gammel øl

Jeg ved ikke, hvordan den smagte i fjor, men selv om udløbsdatoen siger 31. juli 2020, smager den fortsat friskt, livligt og lifligt til den søde side med bitter chokoladekant. Den vil være lækker til retter som æbleflæsk, blodpølse og mørbradbøf med bløde løg, ligesom den snildt kunne blive venner med en chokoladekage.

Men jeg foretrækker dog vinterbrygget 2020, altså Donker Winter Ale, selvom den er håbløst umoderne. For efter mange år med masser af vilde, stærke øl, er moden i dag lettere, og netop Carlsbergs kernekompetence – pilsneren – er noget af det smarteste et bryggeri kan give sig af med. Det er Bjarke Bertelsen udmærket klar over, men han synes alligevel, der er plads til en varmende sværvægter.

“Efter mange år med stærke øl, er der mange, som går efter lettere stilarter. Men jeg synes, der stadig skal være plads til mørke, stærke øl, man kan hygge sig med foran kaminen. Specielt i den kommende vinter, hvor vi alle fortjener at blive lidt forkælet efter det her år med nedlukning og krise,” siger Bjarke Bertelsen, som udover at anbefale øllet til kaminen også understreger dens egnethed til julefrokosten.


Anmeldelse
Tør varme
Jacobsen Donker

Flot skum, fyldig duft med diskret sødme. Overvejende
tør smag med svag sødme
og markant bitterhed i
afslutningen. 9 pct. alk.

40 kr., bredt i detailhandlen.

Anmeldelse
Frisk lakrids
Gulden Draak 9000

Flot luftigt skum. Krydret kandisnæse med livligt væsen og dybde. Frisk og fyldig smag med engelsk lakridslignende sødme. 10,5 pct. alk.

25 kr., 33 cl, trappist.dk

Anmeldelse
Den klassiske
La Trappe Quadrupel

Svagt skum. Duft af smørkaramel, humle, banan og fersken. Høj bitterhed med frisk dadelsødme og mineralsk præg. 10 pct. alk.

22 kr., 33 cl,belgisk-oel.dk

Anmeldelse
Kage og æbleflæsk
Jacobsen Cacao Ale

Fint, sejt skum, syrlig næse med fersken og moden tomat. Smag af bitter kakao, fremtrædende sødme som ender delikat bittert. 7,5 pct. alk.

75 kr., 75 cl,pbchokolade.dk


Andre læser dette lige nu