Filmatiseringerne af Erling Jepsens romaner “Kunsten at græde i kor” samt “Frygtelig lykkelig” blev begge både kunstneriske og kommercielle succeser. Nu er turen kommet til Jepsens roman “Biroller” fra 2009, der ligesom filmudgaven af “Frygtelig lykkelig” er omplantet til det hvide lærred af Henrik Ruben Genz. Som film er “Biroller” kommet til at hedde “Undskyld jeg forstyrrer”, og bag denne forskellighed i titel ligger, at Genz har omformet forlægget, så filmen i høj grad blot er “baseret” på romanen og ikke en tekstnær filmatisering. Glem derfor bogen og se filmen på dens egne præmisser.
“Undskyld jeg forstyrrer”, er dermed blevet historien om søde 20-årige Helene (Sara Hjort), der arbejder som kassedame. Kunderne udfritter hun, især midaldrende mænd. Hun spørger: “Hvor var du for 20 år siden?” For Helene søger sin ukendte far, og det kan man jo godt forstå.
Hendes egen mor er nemlig et monster, der betragter hende som “et teknisk uheld”, men som ikke desto mindre kvæler hende i moderlig beskyttertrang, blandt andet ved at låse hende inde på værelset hver aften. Men bedst som vi tror, at dette bliver en film om syge familierelationer, udarter
filmen sig til en komedie fra de skrå brædder.
Af vanvare kommer Helene til at spille hund i et aparte teaterstykke. Dermed havner hun midt i et broget persongalleri af opblæste egoer: den panikangste manuskriptforfatter Allan (Nicolas Bro), den økonomisk trængte teaterdirektør Morten (Søren Østergaard) samt de opblæste storneurotiske skuespillere Beate (Stine Stengade) og Steen (Peter Gantzler).
Man kan se filmen som en række pudsige scener og klattede parodier på teaterverdenens arketyper. Der kævles om, hvem skal spille hvad og hvordan. Manuskriptforfatteren Allan kan ikke finde på en slutning på stykket, mens teaterdirektøren holder kreditorerne stangen.
Det er momentvis mægtigt morsomt, men hænger ikke rigtig sammen.
Her er små spor lagt ud, som kunne bringe historien frem: Allan, der jagter en slutning på sit manus, som Helene hævder, hun kan give ham. Historien om Helenes lillebror. Kvalte hun ham virkelig med en pude? Plotelementer, som ikke følges op, fordi de først og fremmest tjener som kulør.Genz forveksler personbeskrivelse og sitcom-humor med plot. Et sted midtvejs mellem en anal voldtægt og en død hund bliver det besluttet, at filmens fokus skal være historien om spirende kærlighed mellem det umage par, fremfusende Helene og den kronisk angste Allan. Men hvorfor de vil have hinanden, forbliver et postulat pakket ind i et tykt lag folkekomedie.
Man kan anbefale filmen til en dvd-aften for dens skæve optrin og ikke mindst for debutanten Sara Hjort, som vitterlig er et fund i hovedrollen – men filmen er ikke så helstøbt, at det berettiger en biograftur.
modu@borsen.dk
