Ungarns stolte vintraditioner blomstrer: Her er fire anbefalinger

Inden Ungarn blev kommunistisk, havde landet i århundreder tilhørt Europas bedste selskab hvad vin og gastronomi angik.

Ungarn var et vinland af højeste klasse, og landets søde tokayervin var i århundreder kendt som en af verdens fineste. Vinhistorien er ganske enkelt gloriøs og veldokumenteret hvad angår de i alt 22 vinregioner, som i gamle dage var inddelt i underregioner og klassifikationer, på niveau med det vi kender fra Bourgogne og Bordeaux.

Fra sidstnævnte kommer de fornemme sauternesvine som f.eks. Château d’Yquem, men hvor Bordeaux først fik sin officielle klassifikation i 1855, havde Ungarn det så tidligt som i 1700-tallet, hvor tokayervinene var blandt verdens mest kostbare. Derfor blev Tokaj i 1737 pr. kongeligt dekret verdens første afgrænsede vinregion og områdets 28 vinlandsbyer inddelt i fire klasser, ligesom det er kendt fra Grand Cru, 1. Cru og så videre i Bordeaux.

Desværre kan jeg for tiden ikke rejse ud og rapportere fra det kongeligt dekreterede vinområde, men dog fra ungarsk territorium på landets ambassade i København.

Her var jeg inviteret til en seance, der begyndte med et glas mousserende vin, som ambassadøren kategorisk kaldte champagne, fordi, forklarede han, at man i Ungarn ganske enkelt ikke bruger betegnelsen “mousserende vin”. Vinen hed 2019 Laposa Brut, den havde en frisk duft, der udtrykte et slægtsskab med sød tokayervin og indeholdt da også 80 pct. furmintdrue, som indgår i førnævnte søde vine. Laposa Brut er imidlertid ikke en sød, men ganske tør vin, og udmærkede sig ved et friskt, rent og vindende væsen, uden at der er tale om nogen konkurrent til champagne; slet ikke i Danmark, hvor den tilsyneladende ikke forhandles.

Således måtte jeg undvære boblerne, da jeg forleden nød en ungarsk temamiddag. Aperitiffen bestod ganske vist af vin på furmintdruen, men det var en tør hvidvin, og netop tør furmint har vakt en del opsigt i de senere år. Efter at Ungarn blev vristet ud af kommunismens jerngreb, blomstrede vinindustrien nemlig op igen, og således laves der atter fremragende vine i landet, især på furmint.

“

Den er som naturvin, hvis det er godt, med masser af frisk frugt i næsen og en læskende smag

Vinen her var fra en af Ungarns fornemmeste marker, nemlig Zt. Tamas i byen Mad, der ellers er mest kendt for sød tokay. Vinen er flot som en fornem riesling eller god grüner veltliner med masser af kraft, friskhed og god syre i den mineralske smag.

Første ret i min ungarske middag var naturligvis gåseleverpostej, som Ungarn har en rig tradition for. Her kom der igen furmint på bordet, dog i den berømte søde udgave. Den fås i forskellige sødmeudgaver kaldet puttonyos, hvor tre puttonyos står for 60-90 g sukker pr. liter og seks puttonyos for 150-180 g pr. liter. Og selvom det er sødt, så gør syren og mineraliteten, at vinen virker frisk.

Under en rejse til Ungarn for 20 år siden, havde jeg en aha-oplevelse på den konto, da jeg fik serveret foie gras af gås med tokayer og oplevede, at denne variant havde en bitterhed, jeg ikke kendte fra ande foie gras. Det er jo skik og brug at servere sød vin til foie gras, men faktisk synes jeg ofte, at en pinot noir passer bedre til den milde andelever, mens den søde vin netop er eminent, når der er en bitter kant som i gåsens lever.

Det fungerede som ventet fremragende også i denne kombination, for selvom det ikke var foie gras, men en postej med almindelig gåselever, så havde postejen samme bitre eftersmag, der her blev ophævet, som var den et offer for cancelkulturen på Twitter.

Det er nærmest fortryllende, den måde vinen kombinerer duften af sød abrikos og smagen af moden tropisk frugt på med en pivfrisk syre og en mineralsk eftersmag, som virker forfriskende.

Og det var godt at blive forfrisket inden næste ret; ungarsk gullasch med rigeligt paprika og hvidløg i den kraftige gryderet. Det skal der muskler til at kapere, og det har kékfrankosdruen, som var ret populær her til lands for 20-30 år siden, da Irma solgte vinen Bikaver under navnet Okseblod. Navnet var ikke grebet ud af luften, for på ungarsk betyder “bikaver” nemlig okseblod, og den mest kendte vin i genren er Egri Bikavér. Den vin jeg nød, var dog ikke fra Eger, men en 2019 Kékfrankos fra producenten Bott Frigyes, og det var en skæppeskøn sag, der bedst kan beskrives som noget midtimellem en god, let beaujolais og en kraftig rhônevin. Den er som naturvin, hvis det er godt, med masser af frisk frugt i næsen og en læskende smag med let frugt og et rent væsen, der gør, at man har lyst at drikke vinen i store slurke.

Nævnte vin er som de øvrige fire anbefalinger ikke samme vine, som jeg smagte på ambassaden, men nogle jeg har fundet hos importører med en fint udviklet sans for at opsnuse de rigtigt gode sager. Således skal man være forsigtig med at tro, det nødvendigvis er et adelsmærke, når der står “kékfrankos” på etiketten. De to røde kékfrankos, som vises her på siderne, kommer fra specialforretningen Terroiristen, der er kendt for at gøre det – og gøre det godt, vel at mærke – i naturvine.

oltr@borsen.dk