Ulrich Thomsen i kamp for kernefamilie og karriere

Han blev godt nok overrasket og lidt perpleks, husker skuespiller Ulrich Thomsen, da det en morgen bankede på døren til hans rækkehus i Kartoffelrækkerne på Østerbro.

Udenfor stod en mand fra gadelauget og meddelte, at gaden havde arrangeret en fællesfejning af deres idylliske københavnervej ved Søerne, og at han gerne måtte deltage med sin kost. Lydigt og for det gode naboskab adlød han den demokratisk valgte laugmand, men inden i Ulrich Thomsen havde en eksisterende irritation over gadens sociale krav vokset sig større.

"Jeg er ikke selv så god til at skulle forholde mig til så mange mennesker omkring mig. Jeg kan godt lide at kunne lukke døren og bare forholde mig til mig selv"

"Dagen efter ringede jeg til en ejendomsmægler for at sælge huset, og så flyttede vi til Gentofte. Til en murermestervilla på en helt almindelig villavej," griner Ulrich Thomsen lidt kejtet med den særlige intonation, som vi kender fra hans mange filmroller, mens han fortæller anekdoten om sin tid blandt den kreative klasse i København.

Historien, der også handlede om pladsmangel i en kernefamilie med to børn, understreger, at han personligt er langt fra drømmen om at bo i et udvidet, forpligtende fællesskab eller et kollektiv, som er omdrejningspunkt for hans hovedrolle i Thomas Vinterbergs film "Kollektivet", der har premiere på torsdag.

Filmen er det første samarbejde mellem filminstruktøren og skuespilleren siden "Festen" i 1998, der for Ulrich Thomsen har fungeret som entrebillet til den internationale filmindustri.

Udover filmroller i James Bond og overfor stjerner som Sean Penn og senest Johnny Depp i "Mortdecai" , har Ulrich Thomsen scoret en stor rolle i en amerikansk tv-serie.

Forbudt parkering

I krimidramaet "Banshee" – fjerde og sidste sæson i foråret 2016 – spiller han hovedskurken Kai Proctor, og derfor har han de sidste fire år opholdt sig mere i Charlotte i North Carolina og Pittsburgh i Pennsylvania end i Gentofte, hvor han stadig bor i sin murermestervilla med sin kone og teenagebørn.

"Det er jo ikke sådan, at jeg ikke vil deltage i et fælles stykke arbejde, men jeg foretrækker det, når det passer ind i min rytme. Og så reagerede jeg også på en del af ånden i Kartoffelrækkerne, hvor tendensen var, at man lukkede sig om sig selv; det var vores vej. Nogle kunne slet ikke tolerere, hvis man sent om aftenen parkerede, hvor man ikke måtte, selv om man flyttede bilen tidligt om morgenen dagen efter. Den var ikke til gene for nogen, men bilen havde flere gange klistermærker på, hvor der stod parkering forbudt," mindes den 52-årige skuespiller.


I "Kollektivet" sender Thomas Vinterberg os tilbage til 1975, hvor Ulrich Thomsens figur, arkitekten Erik, arver en stor kasse i Hellerup og omdanner den til et kollektiv. Sammen med sin kone (spillet af Trine Dyrholm) og datter drømmer de om fællesskab, venskab og en udvidet familie, men bliver også fanget i langvarige husmøder, pseudodemokrati og de idealer i tiden, som siden har vist sig svære at udleve.

Ulrich Thomsen husker udmærket perioden midt i 70'erne. Han var selv 11-12 år i 1975, hvor han gik i femte-sjette klasse på den progressive Kroggårdsskolen i Næsby i det nordlige Odense.

"Jeg voksede op i en kernefamilie, men jeg kendte mange, der boede i et kollektiv, ikke mindst mine lærere, der var meget venstredrejede og nærmest lidt Tvind-agtige. For mig har det dog altid været lidt af et mareridt med kollektiver, jeg er ikke selv så god til at skulle forholde mig til så mange mennesker omkring mig. Jeg kan godt lide at kunne lukke døren og bare forholde mig til mig selv. Og hvem tager egentlig opvasken?," smiler Ulrich Thomsen, der godt kan blive lidt nostalgisk om tiden, der på mange måder var mere uskyldig og naiv.

"Jeg var jo en dreng, og den store forskel til min 14-årige søns tid lige her og nu er nok, at vi ingen teknik havde, og at vi rejste meget mindre. Vi byggede huler, spillede fodbold i gården og talte sammen. Hvis vi endelig rejste, så var det en bustur til Barcelona eller en interrailtur til Ibiza. Min søn spiller computerspil, så når vi er ude at rejse sammen, er det vigtigt for ham, at der er internet, så han kan kommunikere med vennerne," siger Ulrich Thomsen og undrer sig over, at hans børn nogle gange kan kede sig, selvom de har adgang til hele verden og al den teknik, man har i dag.

"De har ikke den store taknemmelighed over for alle de rejser, jeg har taget dem med på, men sådan er det jo, fordi det efterhånden er blevet normalt for dem. Hvis man hele tiden ser Peterskirken eller Eiffeltårnet, er det jo ikke så imponerende," fastslår Thomsen, der er ambivalent over for sønnikes computerfascination.

"Jeg forsøger at fortælle, at der er en verden derude, der ikke er virtuel, og som man bør involvere sig i. På den anden side er han dygtig i skolen, og i forhold til at hænge foran fjernsynet, som jeg gjorde, så er computerspil væsentligt mere udviklende for fantasien."

Nyt liv som veganer

Det kan godt være, at Ulrich Thomsen ikke har omfavnet det kollektive fællesskab, men på et centralt område har han taget idealerne fra 1970'erne til sig. Tanken om mikromakromad, hvor diæten overvejende består af kornprodukter og grøntsager, er blevet en del af hans måde at passe på sig selv og naturen. Faktisk er han for et halvt år siden blevet veganer.

"Jeg spiser ikke længere fisk, æg og kød – eller mælkeprodukter, der nærmest er gift for kroppen," begynder han, mens jeg føler, at han kigger lidt skævt til min caffe latte her i Lagkagehuset i Hellerup.


Nu forstår jeg bedre, hvorfor han insisterede på sort kaffe. Og hvorfor han virkede uvidende om den hypede bagerforretning. Det er altså ikke kun, fordi han har været meget i udlandet, at han ikke kender duften i bageriet, men også fordi de gode brød og kager med mælk, sukker og æg ikke længere er en del af hans diæt.

"Hele kødindustrien er usund, de putter skidt og lort i maden og bruger så mange ressourcer, at det er begyndt at ødelægge vores klode. Derudover er det regulært dyreplageri, den måde vi behandler fabriksdyrene på, hvis man kan kalde dem det. Jeg kan ikke længere stiltiende se på, og det har jeg taget konsekvensen af," siger Ulrich Thomsen.

Fysisk har han aldrig haft det bedre, selv om han altid har trænet og levet relativt sundt.

"Jeg har ti gange mere energi i dag, og jeg sover bedre, efter jeg har droppet kød og mejeriprodukter. Det er selvfølgelig mere besværligt i starten, man kan ikke gå på en hvilken som helst restaurant. Men egentlig er det bare at gøre det," fastslår han og tilføjer:

"Og så er jeg mæt på en mere tilfredsstillende måde end tidligere."

Vil ikke sige nej

Mætheden gælder ikke, når det handler om gode filmroller, selv om han efterhånden har været med i mere end 80 film. Derfor blev han glad, da Thomas Vinterberg spurgte, om han ville være med i "Kollektivet". Også selv om hans tidsplan i sommeren 2014 var ekstrem.

Først med optagelserne af tredje sæson af "Banshee", dernæst "Sommeren 92", hvor han spillede rollen som landstræner Richard Møller Nielsen. Endelig, efter en enkelt weekend med familien, gik han i sensommeren i gang med "Kollektivet".


"De sidste fire år har jeg været mere væk fra familien end nogensinde før, for jeg har ikke lyst til at sige nej, når jeg får nogle gode tilbud. Jeg er meget taknemmelig for Skype, der gør, at jeg kan holde tæt kontakt til familien, når jeg er ude. Og så er der heller ikke noget galt i, at man i perioder savner hinanden," siger Thomsen, der nød at samarbejde med Vinterberg og kollegaer som Trine Dyrholm og Lars Ranthe.

"Det var en fornøjelse at være med i filmen. Thomas (Vinterberg, red.) skriver skidegode historier, og så synes jeg, at filmens tema om fællesskaber er meget relevant i dag, hvor vores fællesskaber er sat på prøve. I dag går vi i krig i stedet for at vægte diplomatiet, hvilket flygtningekrisen er et udtryk for. Jeg ved ikke, hvordan vi skal håndtere det, for vi er åbenlyst ikke gearet til, at folk vælter ind i landet, men det er jo forfærdeligt, det de flygter fra. Jeg er glad for, at jeg ikke er Lars Løkke Rasmussen, for situationen er pisse kompleks," udbryder Thomsen, der har ladet nytårsfreden sænke sig over sig selv og familien.

Egne filmdrømme

Der er ingen aktuelle filmroller at knokle med, i stedet har han netop været i Los Angeles for at vise sin instruktørdebut "In Embryo" for en udvalgt skare.

Han kalder filmen et kras kærlighedsdrama, som han både har skrevet, instrueret, finansieret og spillet med i. Og han satser på, at filmen skal med på forårets filmfestivaler, meget gerne i Berlin.


"Jeg venter i spænding på, om min arthouse-film kommer igennem nåleøjet. Den er lavet for meget få penge – mine egne – men heldigvis kunne jeg mærke på energien i Los Angeles, at folk var interesseret. Også selv om den nok er mere europæisk, end amerikanerne umiddelbart foretrækker. Alt bliver ikke forklaret i detaljen," siger Thomsen og bruger ventetiden på at skrive manuskriptet til endnu en film og læse de manuskripter, hans agenter sender ham.

"Banshee" har været en stor succes i USA, så jeg får meget tilsendt, som jeg skal forholde mig til. Jeg vil dog rigtig gerne instruere noget mere, og gerne i mindre produktioner, hvor jeg selv kan bestemme. Lige nu er jeg på toppen af min karriere, omkring de 50 er en rigtig god alder for mandlige skuespillere. Men jeg bliver ældre, og så bliver rollerne færre. Der er instruktørrollen på en eller anden måde en fremtidssikring."