og andre fortællinger”
Krimi af Jo Nesbø. 267 sider. Er udkommet.
Som regel er man vældig godt underholdt og fastholdt af norske Jo Nesbø, der med fuldt belæg bliver kaldt for en af Nordens bedste krimiforfattere – senest til den psykologiske thriller “Kongeriget” (på dansk i 2020), hvor han holdt pause fra serien om den legendariske politimand Harry Hole.
Her i den nye og noget uhomogene “Jalousimanden og andre fortællinger” er det dog et slappere jerngreb, der holdes i læseren. Der er tale om en samling af syv krimihistorier, som giver et, muligvis forfejlet, indtryk af at være blevet tvangsparret af andre end forfatteren, f.eks. et forlag, der har øjnet mulighed for en bogudgivelse.
De seks kortere og så den lange titelnovelle, “Jalousimanden”, fremstår alle som en slags gimmicks; alternative mordhistorier, der ikke følger krimiens sædvanlige dramaturgi, de er udpræget fortællende og ofte med tilbagevirkende kraft, det vil sige lidet direkte spændingsskabende.
Til gengæld er de lune; krimiknuderne løsnes af en bevidst drilagtig, utroværdig jegfortæller, der ændrer køn, alder og etnicitet fra historie til historie, men har den samme let lakoniske stemme. Fælles for de fleste af fortællingerne er temaet og dødsårsagen jalousi, men derudover står fortællingerne og fylder lidt i hinandens selskab. Også selvom Nesbø er ferm til at finde på originale og sjove arenaer og twist til sine plots.
Pudsigt nok spiser fortælleren i en af de mest uforudsigelige og vellykkede historier, “Tilståelsen”, ganske meget Twist, altså den klassiske konfektblanding, der fås i pose, og som her får en afgørende rolle for mordscenariet. En subtil kommentar fra forfatteren, der i samtlige syv tekster netop leger med plot-twist og lader sine fortællinger tage nogle – af og til mest på papiret – overraskende drejninger.
I den 100 sider lange titeltekst møder vi den græske efterforsker Nikos Balli, der går under navnet jalousimanden, simpelthen fordi han har særlig evne til at opsnuse jalousimotiver i drabssager. Årsagen til denne særlige “næse” skal selvfølgelig findes i fortiden, der vikles sammen med en sag i nutiden på en ø, hvortil han bliver hidkaldt.
I “Øreringen” bliver et guldsmykke i et bilsæde startskuddet til en taxachaufførs paranoide jalousitrip, der tager adskillige drejninger undervejs. I “London” udspiller der sig et syret Shakespearedrama på nogle flysæder, hvor jeget møder et selvmordssøgende du, og et ret finurligt, men tidligt forudsigeligt twist sker. Og sådan er det med flere af de syv historier; man regner den tidligt ud, og det, man ikke regner ud, bliver nøje kortlagt af de forskellige fortællere.
Det virker faktisk, som om Jo Nesbø i “Jalousimanden og andre fortællinger” går mere op i sine konstruktioner end i at udnytte det potentielle sprængfarlige, eminent spændende tema, jalousi, og derved undgår han at lukke op for de psykologiske dybder, vi kender fra hans øvrige forfatterskab.
