“Hvor er Nixon?” “Hvor er han?” “Martin … kan du finde ham?”
Knud Thorborg sidder ved bordet i stuen. Med sin søn Martin på skødet.
Vi er tilbage i starten 1970’erne. I en villa i gul mursten på Elmevænget i Bagsværd. Den røde Fiat 127 er parkeret foran den brune carport, og for et øjeblik siden hentede Knud Thorborg dagens avis i postkassen.
Han gentager spørgsmålet: “Skal vi se, om du kan finde Nixon?”
Fireårige Martin fortsætter med at bladre papirsiderne igennem. Stopper ved en tegning af en slipsklædt, lavstammet mand med knyttede hænder. Et aflangt ansigt med sammenknebne øjne, buskede bryn og en helt afsindig lang og rødglødende næse.
Martin banker pegefingeren ned på tegningen.
“Ja, der er han, den satan. Hvor er du dygtig!”
Martin Thorborg var trænet til at spotte karikaturtegningerne af Richard Nixon i Dagbladet Information. Altid til stor morskab for faderens venner, når de kom på besøg.
“Amerikanere var onde imperialister. Alt ved, USA var noget lort. Fra Coca-Cola og hamburgere til politikere. De kunne ikke gøre noget rigtigt, mente min far. Så meget var helt…,” siger Martin og afslutter datidens samfundsdiagnose med et bragende højt: “sikkert!”.
Vi står i villahaven i Bagsværd, hvor Martin Thorborg voksede op. I dag er han 50 år og en af Danmarks mest fremtrædende serieiværksættere. Tilbage i 1995 stiftede han med tre andre den første danske søgemaskine, Jubii, der blev så bragende stor en succes i Norden, at Yahoo, der på det tidspunkt var den mest brugte startside på internettet, forsøgte at opkøbe dem. De danske iværksættere takkede nej, men i 2003 solgte de Jubii til Lycos Europe – for aktier til en værdi af 100 mio. euro – altså 120 millioner kroner til Martin Thorborg.
I dag er han administrerende direktør for regnskabsprogrammet Dinero, som han var med til at stifte, og som i 2016 blev solgt til norske Visma for 150 mio. kr. Til nærværende avis har han tidligere udtalt, at han “ikke kommer til at gå sulten i seng” resten af sit liv.
Martin Thorborg er desuden en ivrig debattør, når det gælder politik, erhvervsliv og iværksætteri. I Berlingske Tidende i april kom han med en hård kritik af regeringens håndtering af coronakrisen.
“Der er gået noget socialdemokratisk valgkamp i det her. Det virker, som om den store leder skal hyldes, og hendes eftermæle ikke kan tåle, at der dør en masse mennesker under coronakrisen. Det er kynisk,” sagde han og fremhævede, hvordan lande som Norge og Finland forbilledligt havde debatteret og analyseret afvejningen mellem økonomi og sundhed.
Aftalen er, at vi skal gå en tur igennem det barndomsland, hvor han tidligt blev gjort opmærksom på forskellen mellem rig og fattig, fast besluttet på, at han ikke skulle ende som det sidste. Det var også her, han i en tidlig alder fandt ud af, at han var mere borgerligt indstillet end sin far.
Det førte til flere oprør i barndommen – i en klassisk cirkelslutning, hvor Martin Thorborg senere, som sin farfar, landede med at sætte sit partikryds i Venstres firkant.
“Men i dag kan jeg ikke pege på et parti, der rammer mine holdninger. Jeg har udover Venstre været forbi Liberal Alliance og Radikale Venstre, og det er nok det parti, jeg i øjeblikket føler mig mest hjemme i på et humanistisk plan. Jeg interesserer mig for at lave forretning, udvikle forretning og have hjertet med i det. Men i min barndom i 1970’erne var alt jo sort og hvidt,” siger Martin.
Han har ret. Min storesøster, Louise, kom hjemme hos Martin, da vi børn. De gik i samme klasse på Bagsværd Kostskole og var venner. Begge fra en helt anderledes baggrund end kosteleverne, drenge og piger, i skoleuniform. Og dageleverne, de nyriges børn, der havde swimmingpool i haverne, store dyre biler, billardbord og bar i kælderen.
Hjemme hos Louise og mig havde vi ikke engang en bil. Kun en anhænger til cyklen med klistermærker, hvor der stod “Atomkraft, nej tak”. Der var totalforbud mod at se den amerikanske sæbeopera “Dallas”, og … “alle, der har slips på, er nogle forbandede svin,” gentog vores far, når vi ville have svar på hvem, der var de “gode” og “onde” inde i fjernsynet.
“Det bliver aldrig resultatet eller pengene, som interesserer mig.Det er 100 pct. ærligt og ikke noget koketteri. Det er virkelig processen, der driver mig fremad. Det er nuet, det handler om
Martin Thorborg
Erhard Jacobsen fra Centrum-Demokraterne og Socialdemokratiets kontroversielle partimedlem Mogens Camre havde villaer i lokalområdet. De to mænd repræsenterede mørkelandet. Der var ros at hente efter at have lavet dørfis hos Erhard, der i kolerisk raseri trampede sit perlegrus fladt i forsøget på at få fat i de uvorne unger.
At Martin Thorborg blev indmeldt på så konservativ en privatskole som Bagsværd Kostskole, er der en konkret årsag til: Monika, Martin Thorborgs mor.
Historien om hende kan lyde som en halvdårlig romantisk film, men det er det ikke. I 1960’erne landede Monika Tschalär i Danmark fra Schweiz.
Hun var i tyverne, talte ikke et ord dansk, men havde fået job som au pair hos den ni år ældre Knud Thorborg. Han var nyskilt med tre børn og selv “røde” enlige fædre havde brug for hjælp til husførelsen. Knud Thorborg var ikke 9-17-typen.
Han var ingeniør og udviklingschef på en højttalerfabrik, og i ekspertkredse gik han og går den dag i dag under navnet “akustikgeniet”. Han brugte mange timer, mange, mange år på at beregne, hvordan firmaets højtalere kunne levere fremtidens ultimative lyd.
Knud Thorborg og Monika Tschalär forelskede sig i hinanden. Men søudsigt og kærlighed gør som bekendt ikke det hele.
“Min mor er sikkert hjemme,” siger Martin Thorborg og skæver ind mod vinduet fra haven. Hans far døde for fem år siden, men hun, der i dag er i 80’erne, bor fortsat på Elmevænget.
Det er formiddag: “Hun sidder nok og spiser morgenmad. Hun er B-menneske ligesom jeg,” fortsætter han.
Monika Thorborg har rejst sig fra stolen i stuen og åbner døren: “Hej skat, hvor hyggeligt, hvad laver du her?” spørger hun.
“Kan du se, hvem det er?” spørger Martin:
“Det er Louises lillesøster …”
Louise kan hun sagtens huske: “Hun var jo din veninde.”
Vi taler om Bagsværd Kostskole. Om kæft, trit og den daglige morgenbøn.
“Jeg passede nok ikke skidegodt ind der,” konstaterer Martin Thorborg. Hans mor giver ham ret.
“Men far og jeg var alligevel glade for, at du og Katrine fik mulighed for at gå på en skole med så fagligt højt niveau. Det var ikke et tilbud, man takkede nej til. Det var jo en dyr skole. I fik friplads, fordi jeg arbejdede der.”
Men var det ikke en skole, der repræsenterede et andet livssyn end jeres?
“Jo, det var det. Nede i min fritidsordning var der nok lidt mere kærlighed og albuerum. Men det er jo gået meget godt, ikke …”, siger Monika Thorborg og klukgriner.
“For et par dage siden kom der et par cyklister forbi på søstien. De stoppede foran huset, og den ene pegede ind: “Se … der er ham Martin Thorborg vokset op”. Jeg var lige ved at løbe efter dem og råbe: “Jaaaaa! Og jeg er faktisk hans mor…”,” siger hun, og hendes søn ligner én, der kunne finde på at grave sig ned i et hul i græsplænen.
“Bare rolig, Martin, jeg gjorde det ikke,” fortsætter hun, og samtalen ender ud i en snak om fauna og bekæmpelse af haveukrudt.
Vi vinker farvel: “Hils Louise.”
Monika sætter sig tilbage til morgenmaden i stuen.
Martin Thorborg og jeg går forbi den lille bådebro, hvor hans robåd lå til kaj.
“Den var indbegrebet af min barndom og mit teenageliv. Det var ultimativ frihed at padle rundt på Bagsværd Sø og fange fisk. Her var jeg helt fri af forældre. I weekenden sejlede jeg ofte ud klokken 5 om morgenen og var først tilbage sent på aftenen. Enten alene eller med Louise og vennerne,” fortæller Martin, og peger på et sort træhus lige overfor indgangen til Aldershvile Slotspark:
“ … i huset der …” siger han: “Der boede Kiks, min bedste kammerat. Han gik på den lokale kommuneskole. Han opnåede at blive kvart kæreste med din søster. Det var meget smertefuldt for mig. Jeg var jo ret forelsket i hende, men han var to år ældre end os …”
Så han var lidt mere interessant?
“Ja. I dag kan jeg godt forstå det – det kunne jeg ærlig talt også dengang. Det var et bedre valg. Han var mere moden. Lidt mere sporty, og jeg var også sent udviklet.”
Piger i den alder vil …
“ … have en, der er ældre,” siger Martin Thorborg og afbryder sig selv.
“Men jeg fik faktisk tre kys af Louise til en fest på skolen. Det var uden noget pis højdepunktet i min ungdom.”
Eleverne på Bagsværd Kostskole var delt i to. Flipperne og diskerne. De første var i mindretal.
“Jeg valgte af nød at gøre en dyd ud af at være del af den stamme. Dem, de andre ikke gad at gå sammen med. Mine bedste venner i skolen hed Kristian og Peter. Deres far var død, og de boede med deres mor hos mormoderen. Her kan man tale om at være fattige. De fik deres hår barberet med en hundeklipper. Ranglede Bo, en anden ven, var skilsmissebarn. Jeg var helt klart venner med outsiderne.”
Mens størstedelen af klassekammeraterne fra Bagsværd Kostskole opholdt sig på eksotiske destinationer i sommerferierne, pakkede familien Thorborg den røde Fiat og kørte på bilferie.
“Der er nok ikke et eneste land i Østeuropa, jeg ikke har besøgt i min barndom. Eller for den sags skyld boet i telt i.”
Det var derimod mere schwung over den årlige vinterferie til moderens hjemstavn: “Schweiz. På ski”. Det kunne Martin godt lide lyden af. Her i den mondæne bjergby, Klosters i kantonen Graubünden, boede hans bedsteforældre. Dengang Monika Thorborg voksede op, var det en fattig, lille by, men sådan spillede klaveret ikke længere. Nu var de totalt istandsatte træhuse beboet af den engelske kongefamilie, den hovedrige tyske Springer-familie og et rend af amerikanske skuespillere og andre velbjærgede kendisser. Luksushoteller skød op og med dem indtoget af Range Rovers og Porsche 928’ere.
mio. euro blev internetfirmaet Jubii, som Martin Thorborg var med til at starte, solgt for i 2003
Martin Thorborgs morfar rystede på hovedet over det celebre sammenrend, og hvor hastigt den ene lokale butik efter den anden blev overtaget af mærkebutikker med Rolex-ure og ligeså ubetalelige dametasker.
Han var bogholder på det lokale vandværk, en mand, der gik til kor om onsdagen og ellers havde et stille og roligt liv med sin hjemmegående kone.
Når Martin Thorborg kiggede på spejlbilledet af sig selv, var det “fattige Martin”, han så. Ham med lapper på bukserne. På de kiksede ski, der var gået i arv fra fætre og kusiner. Ham med den alt for store og helt umoderne jakke.
“Du må ikke misforstå mig. Jeg var lykkelig over at have forældre, der kunne tage os med på skiferie. Men forskellen på “dem” og “os” stod endnu mere skarpt optegnet her end derhjemme i Bagsværd.
Overklassens børn boede tæt på skiløjperne og havde skikort fra tidlig morgen. Martins familie havde kun råd til halve dage fra kl. 12.30.
“Og når det blev mørkt, skulle vi gå halvanden kilometer hjem i skistøvler. Det var hamrende koldt, og jeg blev helt forbandet over at vade forbi det store hotel og se alle de der rige røvhuller plaske rundt i den indendørs swimmingpool med deres forkælede unger.”
Monika vidste godt, at det pinte hendes søn. Hun sparede op og gav Martin et par skihandsker i julegave. Fra Salomon.
“De kostede 300 KRONER! Det var en formue. De betød alt for mig, de handsker. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg var vokset op i et hjem, hvor hver eneste krone blev vendt. Mine egne børn lever med en helt anden realitet. Jeg kan skrive under på, at vi taler en hel del om pengenes værdi. Jeg bliver aldrig en far, der lader mine børn tage genveje til succes med fars penge i ryggen. Men det nyeste skiudstyr og sådan noget, det føler jeg en stor glæde over at kunne give dem.”
Martin Thorbrog var ikke rundet de 11 år, før han selv besluttede, at penge dem skulle han tjene en masse af. Han gik med aviser. Solgte ting og sager, han havde fundet i containere. Akvariefisk. Klistermærker og badges fra Greenpeace.
Men han er ikke i tvivl. Det handler om mere end familiens budgetkonto, der gik i minus hver eneste måned i barndommen. Noget psykisk. Et traume om man vil. Et traume, der har krævet at vise verden, at “fattige Martin” kunne lykkes i det her liv.
“Er det millionerne på kontoen, der beviser det? Jeg er fortsat i tvivl. Handler det om at være en god og succesfuld leder? Står prøven ved at lykkes som familie. Ikke at blive skilt, som jeg er blevet. Handler det om at være en nærværende og støttende far?”
Var din far så det?
“Nej ikke ud fra de parametre. Han var en knudemand, der ikke gav anerkendelse for noget som helst. Da jeg solgte Jubii, var han den
“første, jeg ringede til: “Far, det er så sindssygt … jeg har tjent ufatteligt mange mio..” “Det er da flot,” svarede han og overtog samtalen med en lang monolog om et eller andet ligegyldigt, han havde oplevet nede i supermarkedet. Det var den største dag i mit liv, og han ville ikke engang bruge et minut på at høre om det.”Det var den største dag i mit liv, og han ville ikke engang bruge et minut på at høre om det
Martin Thorborg
Hvorfor reagerede han sådan, tror du?
“Min far levede i sin egen verden. Han roste mig jo til alle andre. Men han kunne bare ikke sige det til mig. Det var det, der var så belastende. Det er jo det, man higer efter som barn og ung. Jeg følte konstant, at jeg ikke levede op til hans forventninger. Jeg skulle være blevet ingeniør som ham, men var ikke dygtig nok fagligt. Han oplevede det som et personligt angreb, at jeg gik i den Kongelige Livgarde, at jeg derefter ville være politibetjent og ikke akademiker. Men at han så ikke kunne rose mig for, at jeg var blevet millionær på mit iværksætteri, det var sgu svært at sluge, ikke?”
Knud Thorborg blev ramt af kræft og terminalpatient, før far og søn fik talt ud.
“Hvordan kan man sige det … han har forsøgt at presse mig på sin måde. Han har været den allerbedste far, han kunne være med de givne forudsætninger, han havde. Det kan jeg sagtens se i dag og accepterer det 100 pct. Det er bare ikke en god måde at motivere sine børn på. Han demotiverede mig. Jeg havde ikke brug for at blive gjort opmærksom på alt det, jeg var dårlig til,” siger Thorborg og fortsætter:
“Men vi gør det jo så godt, vi kan. Jeg har heller aldrig bygget sandslotte med mine børn. Det keder mig. Der er da masser ting, jeg selv kan fortryde. Når man bliver ældre, kan man jo se, hvor mange fejl man selv har begået. Og relatere dem til sine egne forældre. Jeg er bare meget taknemmelig for, at vi fik snakket ud, inden han døde. Om de ting jeg var ked af, og han fik forklaret sig uden, at det blev ynkeligt. “Martin, jeg elsker dig,” sagde han et par måneder før, han døde. Det havde han aldrig sagt før. Det var meget svært for ham at sige. Det var slet ikke ham.”
Aldershvile Slotspark, som blev anlagt i 1780’erne, er beplantet med smukke bøgetræer og lindetræer. Her er et kanalsystem fyldt med brasen og rødskaller, som har forvildet sig ind fra Bagsværd Sø. Martin Thorborg sad ofte ved en af de buede broer og fiskede som lille dreng.
“Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har været lige her,” siger han, da vi går gennem parken og ned til Bagsværd Sø. Han peger mod vandet. Det er her, han i årevis har siddet i sin robåd og ventet på, at en fisk bed på krogen.
“I min barndom kunne jeg mærke hele naturen, hvor fuglene var og fiskene. Dengang tænkte jeg, at hvis alt gik galt, og jeg aldrig blev til noget, så kunne jeg leve hernede i skoven. Jeg ville kunne fange min egen mad og leve i et telt. Det gav mig sådan en ro i kroppen. Jeg vidste hvordan økosystemet fungerede.”
Der er ikke en plet på Bagsværd Sø, hvor Martin ikke har opholdt sig i timevis alene i robåden.
“Jeg kunne ikke sidde stille i skolen. Det, syntes jeg, var meningsløst. Men det kunne jeg i min båd – her var det af egen fri vilje. Ovre ved de siv var der gode chancer for at fange brasen og skalle. Jeg gik aldrig op i, at det skulle være præmiefisk. Bagsværd Sø er kendt for at være den bedste til sandart, men jeg har aldrig fanget en eneste. Jeg har heller ikke brugt mange timer på at prøve. Den lever i det åbne vand, og jeg er ikke til bølger og uro. Jeg elskede fladt, stille vand og sejlede aldrig med motor.”
Du bliver ofte beskrevet som hurtigsnakkende og dampet, men det er jo en stor kontrast til at have fisket sig roligt igennem barndommen?
“Ja, hvad mange ikke ved, så er jeg enormt tålmodig. Jeg tænker altid langsigtet. Når jeg starter en ny virksomhed i dag, ved jeg, at jeg måske kan høste frugterne om fem til syv år. Det er det samme som at plante et æbletræ i stedet for at gå ned og købe æbler i supermarkedet. Og sådan er fiskeri også. Der er masser af nuldage,” siger Martin Thorborg.
Martin Thorborg fik mest ud af at fange gedder. Dem købte hans far for 30 kr. kiloet og lavede fiskefrikadeller af dem.
“Det er mærkeligt at gå her og tænke over, at begge mine forældre faktisk var iværksættere indenfor deres fag. Min mor har jo været super entreprenant – hun har bygget en stor fritidsklub op med 100 børn og mange ansatte. Min far har opfundet et utroligt lydsystem. Når man ser fortiden i det lys, er det egentlig ikke så mærkeligt, at jeg er blevet den, jeg er.”
Nej, men du fisker videre fra den ene sø til den anden?
“Ja. For det bliver aldrig resultatet eller pengene, som interesserer mig. Det er 100 pct. ærligt og ikke noget koketteri. Det er virkelig processen, der driver mig fremad. Det er nuet, det handler om. Forløsningen af lang tids brainstorm. Måske er det en upassende sammenligning, men det er som en orgasme. I det sekund man kommer, er man allerede i gang med at planlægge noget andet.”
Vi går tilbage til parkeringspladsen, hvor vi mødtes ved Aldershvile Slotspark et par timer tidligere. Martin Thorborg skal hjem til strandvejsvillaen i Skodsborg. Den købte han af Brian og Mette Laudrup i 2017 for 11.300.000 kr.
“Det har jeg prioriteret og betalt for. Jeg kan ikke forestille mig at bo et sted, hvor jeg ikke er tæt på vand.”
Barndomsdrømmen er opfyldt.
Der er masser af familie i villaen med panoramaudsigt over Øresund: hans kæreste Jannie Buch, sønnen Mads på 14, datteren Emma på 17 og papsønnen Holger på 11 år samt en familiehund, en grand danois. Og friværdi, naturligvis.
