Jeg har prøvet at bo i et stort, gammelt hus. Et hus med sjæl og levet liv. Et hus, jeg elskede at fylde med venner og deres børn, hvor de kunne fordele sig på etagerne og få alle værelser til at summe.
Særligt kunne frokoster i weekenden noget, fordi der både var plads til fordybende samtaler blandt de voksne og højlydt leg blandt børnene. Men når der ikke var gæster, og det bare var mine to døtre og mig, kunne det være rigtig svært at fylde. Jeg plejede at joke med, at huset ville være perfekt, hvis jeg mødte en mand med en masse sønner og et højrøstet husfaktotum. Mand med dertil hørende børn og en “Fran the Nanny”-agtig hushjælp var en meget tiltrækkende tanke. Jeg mødte ham ikke, og virkeligheden var, at vi i hverdagen ikke brugte huset fuldt og helt. Og selvom det var en drøm af et hus, viste det sig, at det ikke var min drøm.