ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tysk badeferie ved Østersøens bredder

Egentlig er den som et lille hjem. Den lille kurv med det stribede kanvas, der med egen lille nøgle kan låses efter behov og er udstyret med fodskammel, armlæn og en lille hylde til drinks eller kaffe.

Og som kan drejes i alle retninger, så sart hud eller øjne kan skærmes fra vind, sol og nysgerrige blikke.
"Den tyske riviera ved Kühlungsborn og Østersøen kombinerer strand, natur og luksus med historisk charme og nutidens komfort"

Strandkörbe er en tysk opfindelse, og intet andet sted i Tyskland findes der så mange af slagsen som her i Kühlungsborn ved den tyske riviera.

1800 styk skulle der efter sigende stå langs den 4 km lange strandpromenade i badebyen, hvor hektisk dagligdag er lagt på hylden, og hvor storhertugen i gamle dage tog på wellness og badeferie.

10041_picture_4440_3.jpg
“Strandkörbe” er en tysk opfindelse, og intet andet sted i Tyskland findes der så mange af slagsen som her i Kühlungsborn

I dag er gæsterne fortrinsvis travle karrierefolk fra Berlin og Hamborg, der kan læne sig tilbage for en stund.

Og selv om man med et smil læser betegnelsen den tyske riviera og hurtigt kan konstatere, at den i jetsetliv og glamour ikke har meget at gøre med den franske, er den noget for sig.

Her er plads, her er ro, her er afslappet – og her er grønt.

Flotte kyster

Området er nemlig ikke kun kendt for sin imponerende kyststrækning, sit hvide sand og turkise vand, men også for en spændende historie og et imponerende landskab.

De gotiske kirker i nabobyen Bad Doberan, de over 2000 historiske godser med tilhørende parker og det store skovområde, hvor man både kan gemme sig eller klatre rundt mellem kronerne i et dertil anlagt netværk.

10042_picture_4750_3.jpg
Mecklenburg-Vorpommern har Tysklands største antal af herregårde, og en stor del af disse er i dag omdannet til ferieboliger, hvor man i eventyrlige parkomgivelser kan nyde en uge eller en weekend i komplet ro og i pagt med naturen

På mange måder minder her om Skagen. Med de gule huse, hvide stakitter, røde tage og 2000 årlige soltimer, det højeste antal i Tyskland, kandiderer den tyske riviera til at blive det tyske svar på vores nordligste punkt.

Blot er antallet af soltimer mindst 200 mere end i Skagen, og hvor Skagen i dag også er fest og farver, er det her stedet, hvor man kan gemme sig.

Intet er overladt til tilfældighederne, på en måde som kun tyskerne formår det. Ordnung muss sein, lyder det velkendte begreb, og ordentligt, det er her vitterligt.

Promenaden og marinaen i Kühlungsborn er omgivet af sirlige blomsterbede, hvor ikke et blad stritter i den forkerte retning, og buske, der dufter dejligt af sommer.

De brostensbelagte gader er pletfri, de små springvand risler i takt, og husfacaderne skinner nymalet.

På stranden lyder der flere gange dagligt en melding om vandets, vindens og temperaturens tilstand, og byens huse må ikke bygges højere end de højeste træer. Der holdes fast i traditionerne.

10043_picture_5074_3.jpg
Kysten minder om den danske østersøskyst

Vestbyens cafeliv myldrer med sultne strandgæster, der spiser nyfanget fisk fra Østersøen eller drikker et glas vin i skyggen, mens østbyens marina er befolket af isspisende børnefamilier eller ægtepar, der nyder en gåtur langs promenaden.

En hel dag ved stranden kan udmatte selv den mest ihærdige strandløve, så derfor er det yderst velkomment, at man blot krydser alleen, der deler skov og strand, for at kaste sig i hotellets bløde seng eller lækre spa.

10044_picture_1443_3.jpg
En tur på landet omkring Kühlungsborn, som er omgivet af det smukkeste landskab med langstrakte alleer og et frodigt blomsterliv

Området har ikke en særlig kurtradition for ingenting, og spahotellerne i luksusklassen er i fremmarch.

Det er som nævnt svært at tænke riviera, uden den franske af slagsen dukker op, og skal man trække et luksuselement ud af den tyske riviera, som lever op til den franske, er det luksushotellet Grand Heiligendamm et par kilometer fra Kühlungsborn.

Det imponerende hvide palæ ud til Østersøen er kendt for at huse G8-topmødet i 2007, hvor Merkel, Putin og Bush blev fotograferet i en Strandkorb under en pause i forhandlingerne.

Hotellet er i dag det absolut mest luksuriøse på kysten og kan tilbyde spa, udsigt og designrammer i verdensklasse.

Tilbage i Kühlungsborn huser de gamle historiske villaer i dag alle badehoteller. Et eksempel er Polar Stern, en gammel strandvilla fra 1913.


Hotellets restaurant husede i DDR-tiden det kontor, hvor østtyskerne indleverede vouchers, som de fik af regimet til at dække to-tre ugers ferie ved havet.

Et andet er det spritnye spa- og luksushotel Upstallsboom, som tidligere husede byens hospital, og som har lidt af en særstatus blandt de lokale, der er født på hospitalet.

Hotellerne ligger som perler på en snor langs strandpromenaden, der fører fra vest til øst, og langs byens lille hovedgade, hvor livet snegler sig af sted.

En del betragter livets gang fra de hvide bænke på marinaen med de mange yachter og sejlbåde. Et oplagt sted til en aftencocktail i en beanbag på stranden er Vielmeer – en cafe, der kombinerer kunst, musik, bar, sand og strand.




Andre læser dette lige nu