Ingen ved hvem Trine Dyrholm er

Papiret med nøje forberedte spørgsmål ligger på sofabordet mellem os. Her bliver det liggende. For det står lynhurtigt klart, at skal der komme bare et nogenlunde ok interview ud af de her to timer på Nimbus Film med Trine Dyrholm, kan jeg lige så godt lade være med at gå frem efter spørgsmål udtænkt på forhånd og formidlet i en velopdragen punktopdelt mail til hendes presseagent.

Fra det øjeblik Trine Dyrholm sætter sig i sofaen i sit dueblå jakkesæt, som hun lynhurtigt har nået at stryge denne morgen, går samtalen i en helt anden retning end planlagt.

Netop dét siger utrolig meget om, hvem Trine Dyrholm er. Og altid har været. Siden hun som 14-årig i 1987 deltog i Melodi Grandprix med sangen “Danse i Måneskin” til hun i dag som 48-årig er en af Danmarks mest anerkendte og prisbelønnede skuespillere, lige nu er aktuel i hovedrollen i filmen “Erna i Krig”. Her spiller hun en mor under Første Verdenskrig, der vil gøre alt for at beskytte sin søn og derfor drager i krig sammen med ham, klædt på som mandlig soldat.

“Jeg er ikke optaget af, at tingene skal være på en bestemt måde. Jeg har det mere sådan, at lad os se, hvordan tingene udvikler sig, og hvad vi så gør,” siger Trine Dyrholm.

“Det er sådan, jeg arbejder, når jeg laver skuespil. Her har jeg mange gange mærket, at hvis jeg på forhånd ved, hvad jeg vil, flyder tingene ikke, og det bliver dødssygt at kigge på. Men hvis jeg stiller mig lidt til rådighed og lader mig føre af situationen, manuskriptet og andre på settet, sker der noget. Jeg har det bedst med at møde velforberedt op, hvor der er en klar plan, men hvor den så kan fraviges.”

Det samme gælder hendes måde at se livet.

“Jeg er ekstremt allergisk overfor, når nogen prøver at komme mig i en kasse,” siger hun med så massivt tryk på hvert ord, at fuglene på efterårstræerne udenfor vinduet her på Vesterbro må kunne høre det.

“Alt stritter på mig, når nogen siger “du er sådan en, der…”. Så siger jeg, “ja, men det kan også være, at jeg er sådan en, der…”. Jeg kan blive helt stædig og have det sådan, at “du ved ikke, hvem jeg er.” Det ved jeg jo ikke engang helt selv. Min erfaring er, at mennesker kan indeholde alt muligt, som ingen regnede med. Ligesom karakterer i fiktion.”

Men én ting står klart. Trine Dyrholm er tiltrukket af fællesskabet. Det er, hver gang hun fortæller om samarbejdet med mennesker på sin vej, at hun lyser helt op i det brede smil, man har set så mange gange på filmlærredet. Om det lange samarbejde med manuskriptforfatter Maya Ilsøe til tv-serien “Arvingerne” i 2014 og 2015, det gentagne samarbejde med filminstruktører som Annette K. Olesen, Pernille Fischer Christensen og May El-Toukhy, senest om “Dronningen” i 2019. Og ikke mindst det aktuelle samarbejde om “Erna i Krig” med instruktør Henrik Ruben Genz og medspillerne Ulrich Thomsen og Anders W. Bertelsen, som hun nærmest er vokset op sammen med i branchen.

“Jeg har jo ofte arbejdet sammen med de samme mennesker. For når et samarbejde er gået godt én gang, vender man tit tilbage til hinanden.”

Følelsen af, hvor afgørende et godt fællesskab kan være, har fulgt Trine Dyrholm fra barndommen på Fyn med to forældre, der var skolelærere, og en tre år yngre søster, som hun, siden de var helt små, har følt sig tæt forbundet med.

Hun husker krongemme med de andre på villavejen, at forældrene havde kortvenner, de mødtes med, hvor hun selv sad og spillede matador en hel weekend med deres søn. Hun gik konstant til noget sammen med andre: Spejder, gymnastisk, kor og spillede i band.

“Vi havde tit venner med hjemme, for vi havde swimmingpool i haven, og ville nogen spise med, måtte de gerne det, og man behøvede ikke at tage skoene af.”

Ringede hendes kusine, der gik på Det Frie Gymnasium og spurgte, om hun måtte komme forbi med sine venner, hentede forældrene en stor madras på skolen, de rullede ud, så alle kunne sove der, og hendes mor lavede løgsuppe.

“Den stemning af fællesskab, der var, og som jeg dyrkede med de ting, jeg lavede som barn, kan jeg godt lide. Jeg vil lige sige, at jeg ikke nødvendigvis er den, der står og laver løgsuppe, for det jeg er ikke så god til at lave mad, haha, men jeg vil gerne støtte op og stå og snitte grøntsagerne,” siger Trine Dyrholm.

“Jeg elsker, når fællesskabet opstår. Ikke den slags fællesskab, der handler om ensretning, men den slags, hvor der er respekt for alle, for forskellighed, og man byder ind med det, man kan. Og jeg gør gerne noget for at skabe det. Vi har f.eks. et hus i Sverige med andre familier og deres børn. Vores søn Axel er jo enebarn, så jeg vil også gerne have, at han oplever forskellige former for fællesskab.”

Professionelt sørger Trine Dyrholm for at gøre sit bedste til også skabe et fællesskab, når hun er på et filmset ved at tage et stort ansvar.

“Både teknisk og socialt. Ikke at jeg altid har overskud til, at vi skal snakke i pauserne, og det skal være vildt hyggeligt. Men ved at jeg forsøger at være så generøs som muligt overfor alle, så jeg er med til at give alle tryghed.”

Som når hun står som under jorden i en skyttegrav i Estland, hvor en del af “Erna i Krig” er optaget.

“Men det er en balance. Fordi jeg efterhånden har lavet så meget, skal jeg passe på med ikke at mase. Jeg kan have en retorik, hvor jeg bliver meget optaget af ting, og kommer til at sige “Det er helt galt, det her.” Så sidder der nogle, der har fundet på det, som siger: “jo, jo, men vi har brugt et halvt år på det.” Man er i et følsomt rum, når man samarbejder, og det skal man have respekt for. Jeg er blevet bedre til med det samme at sige undskyld eller endnu bedre: fra starten at sige det med respekt.”

At være generøs handler også om at stå til rådighed for de unge på settet som 21-årige Sylvester Espersen Byder, der spiller sønnen Kalle i “Erna i krig”.

Hvem hjalp dig?

“Det er der mange, der har gjort. Men jeg må være helt ærlig og sige, at under den første film, “Cecilia”, baseret på “Hosekræmmeren”, jeg spillede med i i 1991, med Jens Okking og Torben Jensen, kom de nogle gange kun og spillede deres egne nærbilleder. Så måtte jeg spille overfor et kryds på en flamingoplade. Men der var én gang, hvor jeg mente, at jeg kun kunne sige en meget stærk replik direkte over for Torben Jensen, og insisterede på, at han skulle blive. Når jeg tænker tilbage, var det ikke særlig generøst. Men sådan har jeg ellers ikke oplevet det siden.”

Når Trine Dyrholm drages mod fællesskab, handler den dybereliggende årsag faktisk om det modsatte: Ensomhed. Den eksistentielle ensomhed, som hun mener, bor et sted i os alle sammen.

“Jeg tror, at mange mennesker har et ensomt sted i sig. Ikke fordi de er alene. Men ingen ved, hvordan du har det og hvad du føler. Jeg synes, at det kan være enormt ensomt at være i livet med alt, hvad det indebærer. Der er også en eksistentiel følelse af ensomhed i at føle sig udenfor eller anderledes. Det gør de fleste mennesker i perioder. Det er ensomt at bære på de følelser.”

Det bedste ved at være del af et fællesskab er derfor for Trine Dyrholm følelsen af at bære den byrde, at vi i bund og grund er alene, sammen.

“Jeg prøver altid at bidrage med en smule eksistentiel ensomhed i de karakterer, jeg laver. Fordi jeg mener, at alle mennesker har en snert af det. Hvis jeg kan ramme steder, hvor jeg kan lukke publikum ind her, rammer det ned i noget, der er i os alle sammen.”

Hun vil ikke være med til, at hun selv skulle være specielt ensom. Også nej tak til den kasse.

“Men jeg oplever, at jeg måske har en adgang til at formidle noget omkring ensomhed i mit virke. Egentlig ikke kun ensomhed, men eksistentielle følelser i det hele taget.”

Hun stopper sig selv lidt.

“Nu lyder det, som om jeg er særlig.”

Det må man vel også godt være?

Trine Dyrholm tager et tøvende tilløb og ligner så en, der bestemmer sig for at sige det, som det er:

“Nogle gange kan jeg have en følelse af, at jeg mærker folks… ting og sager. Da jeg var yngre, gloede jeg rigtig meget på mennesker, spurgte ind til deres historier og digtede videre på dem. Jeg har en interesse i menneskers historier parret med, at jeg selv føler en nødvendighed i at tage kontakt med det ensomme rum. Et behov for at stille mig derhen, hvor vi bærer noget sammen. Det findes der en styrke i. At vi deler processen, refleksionerne og tvivlen. At vi giver hinanden gode råd, selvom om vi ved, at ingen andre end os selv kan tage beslutningerne. Men man kan være i meget af processen sammen.”

Derfor er det også så vigtigt for hende at have samtaler i sit liv. Med tætte venner, hun sørger for at få set til middage og kaffeaftaler i de perioder, hun ikke er på filmoptagelser, og samtalen med sin kæreste.

“Udover at jeg elsker ham, er det bedste, jeg ved, at vi kan have en samtale kørende på nuancen.”

Nuancen?

“Ja, på den måde, at samtalen bevæger sig forskellige steder hen, man tør at udforske sammen. Det er også det, jeg synes, at venskaber består af. At man tør dele meninger, man ikke rigtig har endnu for at finde ud af, hvad man egentlig mener.”

Det er også det, Trine Dyrholm mener, at kunsten kan bidrage med.

“Give momenter, hvor vi kan se en film eller læse en bog, og får en oplevelse af, at dér er en følelse, vi genkender. Det er bl.a. derfor, det er et problem, at kunsten har fået så trange vilkår under corona. Den sætter ord på nogle af de ting, vi ikke selv kan sætte ord på. Og giver et fællesskab, en fælles refleksion og forståelse af vores liv og det, vi gennemlever.”

Ensomheden er i den grad også på spil i karakteren, Erna, i “Erna i Krig”, der vil gøre hvad som helst for at beskytte sin søn. En følelse, som Trine Dyrholm selv virkelig kan relatere til. Hun har sønnen Axel med sin kæreste gennem 14 år, film- teaterinstruktør Niclas Bendixen.

“Da min søn og jeg så traileren sammen, spurgte han, om jeg også ville gå i krig for ham. Han syntes, at Erna er megasej. Det synes jeg også. Min største prioritet til enhver tid er min søn. Det ikke til diskussion.”

Det ved sønnen. Han ved også, at det ikke er det samme som, at hun altid er der. Denne sommer var hun væk på optagelser til den kommende film “Margrethe den 1.” i fire en halv uge og på grund af corona måtte hun ikke rejse hjem eller få besøg. Normalt kan hun, som under optagelserne til “Erna i krig”, der varede seks uger, tage hjem på weekend hver 14. dag.

“Jeg synes selvfølgelig, at det er hårdt at være væk fra mit barn i så lang tid. Min søn og jeg taler meget om savn. Om at det er ok at savne, det er ikke nødvendigvis noget farligt. Og man kan sagtens sige “jeg savner dig” – det betyder ikke, at man skal komme hjem nu.”

Samtaler, de har haft, siden han var helt lille, fordi de var nødt til det.

“Jeg synes jo, min søn er så sej. Han er vokset op med det her. Men få gange har han sagt, at han ville ønske, at jeg ikke skulle væk. Jeg har svaret, at det ville jeg også. Selvom jeg elsker at møde mange forskellige mennesker, når jeg laver film, og det jo giver et fokus, at man er væk, ville jeg ønske, at jeg hver gang kunne lave filmen lige ved siden af ham,” siger hun.

“

“Jeg lever jo af at hive folk med ind i fiktion, og det ermere troværdigt, at jeg spiller en karakter, når folk ikke hele tiden har forholdt sig til mig som privatperson”

“Når det er sagt, er både min kæreste og jeg er jo freelancere, så der er også perioder, hvor vi er der hele tiden, og han nærmest længes efter, vi går på arbejde igen… Og filmen handler jo også om at kunne give slip på sine børn. Jeg kan i perioder være frygtelig nervøs for, hvad der sker Axel i det øjeblik, han går ud ad døren, men jeg står jo – ligesom Erna – også overfor en ny fase, hvor jeg skal til at give lidt slip. ”

Selvom hun ikke kunne forestille sig det anderledes nu, troede Trine Dyrholm faktisk ikke, at hun skulle have børn.

“Fra jeg var 20 til 27 år havde jeg et on and off-forhold, der var ret opslidende. Da det gik i stykker, var jeg alene i mange år og nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at jeg ikke skulle have børn, og at det var helt ok.”

Igen spillede lysten til ikke at blive puttet i en kasse, ind.

“Alle skulle hele tiden spørge, om jeg snart skulle have børn. Jeg oplevede folk omkring mig, der blev forældre, der dannede en slags klub, man kun kunne være med i, hvis man også var forælder, hvor de talte om, at man ikke rigtig vidste noget, når man ikke havde børn. Men jeg har veninder, der ikke har børn, og for mig at se er det ikke et fattigere liv, når man ikke har børn. De finder andre, de knytter sig til. Der er noget andet, der træder i stedet. De kan ligesom os med børn miste på en måde, man slet ikke var klar over, at livet kunne udsætte en for, fordi det er andre, der bliver sat i den position.”

Men så mødte hun Niclas Bendixen. Ved første møde med sin svigermor, Britt Bendixen, nåede Trine Dyrholm lige at oplyse hende om, at hun i hvert fald ikke skulle have et barn.

“Det fortæller hun i hvert fald, at jeg sagde – jeg kan faktisk ikke helt huske det. Men jeg vil helt ærligt sige, at jeg blev skubbet lidt af Niclas. Og er meget taknemmelig for det.”

Mere privat er det svært at trække ud af Trine Dyrholm. Da hun var 15 år, tog hun en beslutning: Hun lukkede døren i til sit privatliv. Det var slut med at have journalister og fotografer rendende i sit hjem, som hun havde i begyndelsen. Så man ser kun Trine Dyrholm i medierne, når hun skal.

“Det handler om flere ting. Jeg har så meget at promovere, at stiller jeg op løbende, har jeg opbrugt min tid, så I ikke gider at tale med mig, når jeg har noget, jeg skal sælge. Jeg har desuden ikke har nogen interesse i, at folk skal vide en masse om, hvem jeg er. Jeg lever jo af at hive folk med ind i fiktion, og det er mere troværdigt, at jeg spiller en karakter, når folk ikke hele tiden har forholdt sig til mig som privatperson,” som hun siger.

“Jeg er helt med på, at udover forberedelserne og selve filmoptagelserne, er det en del af det at påtage sig en stor hovedrolle, at man bagefter skal være med til at sælge filmen. Men jeg prøver at få samtalen op på et mere eksistentielt niveau. Så jeg ved godt, at jeg tit siger “man” i stedet for jeg. Det er jeg trænet i for at beskytte mig selv.”

Dengang Trine Dyrholm tog beslutningen om at lukke døren, var det ikke noget, hendes forældre hjalp hende med.

“Nej, jeg havde meget stor opbakning hjemmefra, men det var mig selv, der kom frem til det.”

Det er som om, Trine Dyrholm er kommet til verden med en kæmpe selvstændighed. Hun nikker. Et tidligt eksempel er, at hun som 14-årig nok selv skulle bestemme, hvad hun ville have på til “Danse i Måneskin”.

“Det bundede i, at vi var to børn og to journalister, der havde været i Østberlin i 1986, før Muren faldt, for at interviewe børn om frihed. Her kunne man ikke bruge penge, så da vi kom til Vestberlin købte jeg alt muligt vildt tøj, et par hvide bukser til knæene, bælte med nitter og en uniformsagtig jakke. Det var de bukser og den jakke, jeg ville have på. De må have tænkt: “Hvem tror hun, at hun er?” Grand Prix var jo noget med glamour. Men det endte med, at de fandt noget, der mindede om.”

Den sikkerhed besad hun i mange år derefter.

“Til gengæld havde jeg nogle år i 20’erne, hvor det hele var mere sårbart. Jeg var begyndt at blive bevidst på et andet niveau, og begyndte at kæmpe med at definere med, hvem jeg var. I samme periode oplevede jeg et par dumme spisesedler i pressen, hvor de f.eks. havde taget et billede af mig til en forestilling under en Reumert-prisuddeling, hvor jeg hiver op i blusen, da jeg spiller Cicciolina, der viste bryster i det italienske parlament. Det blev brugt med en overskrift a la “Trine Dyrholm: Jeg savner sex.” Et citat, de havde taget fra et interview om noget helt andet, hvor jeg siger noget i retning af, at jeg da savner regelmæssig sex, da jeg bliver spurgt, om jeg savner en kæreste.”

Den slags oplevelser i en sårbar tid gjorde, at hun i hvert fald ikke åbnede døren mere til sit privatliv, for hun syntes i den periode, at alt, hvad hun sagde, blev forvrænget og forstørret. Men i 30’erne genfandt hun følelsen af sikkerhed, som hun havde som barn.

“Når jeg ser tilbage nu, kan jeg jo godt tænke, at tænk, at mine forældre lod mig gøre utrolig mange ting, og jeg har talt med min mor om det. Hun siger, at “vi kunne godt sige, at du ikke måtte, men du gjorde det alligevel.” Jeg havde helt sikkert en stor selvstændighed og et stort behov for frihed, som jeg stadig har.”

Har det været med til at drive dig langt?

“Det har i hvert fald beskyttet mig fra nogle ting. At jeg ikke har ladet mig føre alle mulige steder hen, jeg ikke havde lyst til. Og at jeg har været meddefinerende i alt, jeg har gjort.”

Også i dette interview, hvor arket med spørgsmål diskret ender i skraldespanden på vej ud.