Ole Troelsø anbefaler: Tre gode beaujolaiser og en lækker hvid nabo

I et par vejrvelsignede uger har mange været ekstra flittige end normalt til at drikke hvidvin, champagne og rosé. Forhåbentligt fortsætter det gode vejr lidt endnu, men der er køligere tider i sigte og således brug for lidt fyldigere vine.

Derfor er det en god idé at genopfriske bekendtskabet med Beaujolais, 1970-80’ernes modevin, som ikke så mange længere skænker en tanke. Men skænk dig et glas god beaujolais, så vil du nok være enig med mig i, at det gamle vindistrikt har mere at byde på, end mange mener.

For hvis man ser bort fra de dårlige Beaujolais Nouveau, altså de helt frisklavede vine, som hjemsøger verden i november, så findes der mange rigtig gode vine i det gamle distrikt, der ligger syd for Bourgogne og har en lige så lang vinhistorie som den fornemme nordlige nabo. Her laves omtrent dobbelt så meget vin som i Bourgogne, men hvor hovedsagen i Bourgogne er pinot noir, så er det den lidt lettere gamay-drue, som regerer i Beaujolais. Den kan have en lignende charme, men aldrig samme finesse eller dybde som en god bourgogne.

Til gengæld er Beaujolais-vinene meget smidige, forstået sådan at de kan drikkes til forbløffende mange slags mad og derfor er et godt valg, hvis man vil være fri for at skulle sætte flere forskellige vine på bordet. De bedste kommer som regel fra en af de ti Beaujolais cruer, som er opkaldt efter landsbyerne, hvor de hører til: Brouilly, Cote de Brouilly, Chiroubles, Chénas, Fleurie, Juliénas, Morgon, Moulin-à-Vent, Régnié og Saint-Amour. Selvom de ligger ganske tæt på hinanden, byder de hver især på en forskellighed i smag og væsen, som minder om, hvorfor Frankrig er så spændende et vinland i kraft af dets diversitet.

Selvom Beaujolais er kendt for lette vine, er der to af dets cruer, som har flere muskler end de øvrige. Det er først og fremmest Moulin-à-Vent og dernæst Morgon, som er rig på granitholdige marker. De er kendt for at give druer, der kan blive koncentrerede og mere tanninholdige, end man egentlig forventer af en beaujolais.

Morgon er som regel et oplagt valg til mange slags grillet kød, fra kylling over lam til okse, og man kan roligt slå sig løs med stærke krydderier. Især fandt jeg 2018 Morgon La Roche Pilée fremragende i den retning. Den kommer fra marken La Roche Pilée, hvor vinplanterne er 60-70 år gamle og dyrkes efter biodynamiske principper. Vinen dufter af sorte kirsebær og røg, hvilket klæder grillmaden. Smagen er dyb med moden frugt, elegant mineralitet og høj syre, men med en afrundet karakter.

En anden dejlig morgon, jeg vil anbefale, er 2018 Les Delys fra Daniel Boulard. Her er vinplanterne endnu ældre end i den førnævnte, nemlig hele 96 år, og det bilder jeg mig ind, man kan fornemme i vinens dybde. Markerne passes af Daniel Boulard selv, han anvender økologiske dyrkningsmetoder, høster ved håndkraft og gærer vinene i hele klaser, hvilket føjer en ekstra facet til smagen, som strutter af frisk frugt og høj syre i den lange eftersmag.

Selvom det overordnet set er en god idé at gå efter de kendte cru-vine, er der også gode fund i de mere beskedne klasser. Et godt eksempel er 2013 Domaine Chapel Beaujolais Village, der som navnet signalerer ikke blot er en beaujolais, der kan komme fra hele distriktet. Village er stationen mellem den simple Beaujolais og den fine Beaujolais cru, altså en af de ti ovennævnte, og der er dem, som mener, at landsbyen Lantignié burde indlemmes i det fine cru-selskab.

Netop i Lantignié ligger Domaine Chapel, og deres Beaujolais Village er et dejligt bekendtskab. Den fremstår med en rustik næse, der minder om saddelmagerværksted, med strejf af sorte oliven og kirsebær. I smagen er der en saftig frugtsødme, som imidlertid domineres af syren, som maner til små slurke eller mad på bordet, og det kan være i mange afskygninger.

Der fremstilles nærmest ingen hvidvin i Beaujolais, men man kan møde lidt af beaujolaisens fandenivoldske charme hos naboen i Macon, hvorfra den afsluttende anbefaling kommer.

2019 Rijkaert Macon-Village står i mine noter til at få fire stjerner, men jeg var meget tæt på at runde op til fem, fordi den er så god og samtidig billig. Det er virkelig et godt køb, hvis man køber en kasse, og det har jeg gjort, for jeg faldt pladask for den mineralske, florale næse og dens sødmefulde citruspræg, den fede viskositet og friske smag med en delikat bitterhed i afslutningen.

Den hvide Macon skal naturligvis nydes kold, men husk endelig, at det samme er tilfældet med beaujolais. For at dens karakter skal komme til sin ret, bør vinen ikke serveres varmere end 12-14 grader, så den kan udmærket få en tur i køleskabet inden servering. Og samtlige fire anbefalede vine vil smage endnu bedre, hvis de dekanteres en times tid før servering; faktisk smagte 2018 Morgon La Roche Pilée endnu bedre, da jeg genoptog bekendtskabet, efter at den havde stået natten over i køleskabet, hvilket er endnu et godt tegn på, at vinen er af høj kvalitet, ligesom de øvrige beaujolaiser, der virkelig fortjener lidt opmærksomhed.

oltr@borsen.dk​