Gammel Odense-restaurant leverer et træfsikkert fransk-inspireret køkken i et fint kromiljø, hvor servietterne står ret, og bestikket er af sølv. Det er ganske vist.Den gammeldags indrettede krostue rummer masser af smukke detaljerDer var virkelig eventyrstemning, den sensommerdag da jeg spiste frokost på Under Lindetræet i Odense. Solen skinnede fra en dueblå himmel ned over de 300 år gamle bindingsværkshuse og de brostensbelagte gader, som er med til at gøre miljøet i denne del af det indre Odense til noget helt særligt.
Turisterne flokkedes ved bordene udenfor, mens jeg havde stuerne helt for mig selv. Selv om dette var en ganske almindelig onsdag, så var alting så nydeligt, velpudset og ordentligt, som ventede man selveste den forhenværende genbo Hans Christian Andersen i hans velmagtsdage.
Men det er jo længe siden, han boede derovre, og det er også en del år siden, at Under Lindetræet havde ry for at være Odenses bedste restaurant.
Jeg kom ikke på anbefaling, men syntes, det var værd at satse en hurtig frokost på selv at gøre erfaringerne med denne odenseklassiker. Udgangspunktet blev dagens frokostmenu, og jeg spurgte rutinemæssigt – uden store forventninger – om man kunne få andet end husets vin på glas.
“Ja da,” sagde værtinden og forklarede, at man gerne åbnede enhver flaske og skænkede et glas til en femtedel af flaskens pris. En usædvanlig god service er det, og snart nippede jeg til et glas skøn hvid Chateauneuf de Pape fra Delas i den modne årgang 2000.
Under Lindetræets krostue rummer mange smukke detaljer, og på væggene hænger gamle malerier. Gennem de velpudsede vinduer kan man se over til H.C. Andersens hus
Der er mange gode flasker på det bredt funderede vinkort, hvis yderpunkter er et kanonslag som 1983 Mouton (5000 kr.) og en østrigsk Zweigelt fra Ewald Gruber (320 kr.).
Frokostmenuen koster 375 kr. og består af tre retter, hvor den første her var et stykke tykt pighvarfilet. Det var smukt og præcist smørristet, så det faste, friske kød besad en fin saftighed. De sprøde, grønne og gule bønner var lidt blegsotige, men sprøde i konsistensen, ligesom den veldressede frisésalat. Parmesankiksen – som jo er lidt af en døgnflue – var misundelig på dem alle, for den havde ikke sin ungdoms sprødhed i behold.
Læs også:
Gå-i-byen gourmet der holder hele vejen
Ny metode gør amatører til mesterkokke
Topkarakter til fyrtårn gennem fire årtier
Fra brødkurven skævede bagerens brød hånligt over på tallerkenens indhold, det følte sig overlegent derved, at det var blevet købt ude og ikke hjemmegjort. I hvert fald smagte det som bagerbrød, der var varmet op før serveringen, men derfor kan det jo godt have været hjemmebagt.
Smørret smilte varmt og gyldent, det var ikke misundelig på nogen, men sig selv i al sin friskkærnede dejlighed.Alting var så nydeligt, velpudset og ordentligt, som ventede man selveste den forhenværende genbo Hans Christian Andersen i hans velmagtsdageDet var snart ude med det, for da jeg var færdig med pighvarren, gik der 13 minutter, uden at betjeningen viste sig. Og smørret skulle jo nødigt smelte og løbe bort, tænkte jeg, mens jeg smovsede og kiggede rundt.
Den gammeldags indrettede krostue rummer nemlig masser af smukke detaljer – med de veldækkede borde dækket af hvide duge og de på tallerkenerne opretstående stofservietter flankeret af patineret, velpudset bestik i sølvplet. På væggene hænger gamle malerier, og gennem de velpudsede vinduer kan man se over til H.C. Andersens hus.
Derovre sad engang en vejrhane, som ikke havde meget tilovers for rigtige høns eller kyllinger for den sags skyld.
“Pipfuglene, ringe af størrelse og ordinaire,” citerede Andersen hanen for at sige i eventyret fra 1860. Men den havde jo hellere ikke oplevet det kyllingebryst, som jeg her fik serveret.
Det har været en stolt kylling – måske den har følt sig beslægtet med Andersens vejrhane? – for brystet svulmede smukt og var knassprødt udenpå. Sprød var også foie gras-skivens fine stegeflade, og saftig var den ballotine af lårkød som fulgte med på købet.
Digteren noterede sig ofte, når han havde smagt en god rhinskvin, hvilket var jævnligt. Så han havde nok glædet sig over saucen her, som netop var gjort med riesling, fløde og en kraftig hønsebouillon. Dens fede karakter hjalp de få steder, hvor kyllingen kunne bruge mere saftighed.
Måltidets kylling har måske følt sig beslægtet med H.C. Andersens vejrhane – brystet var i hvert svulmede smukt og knassprødt udenpå
Garniturens svampe var samvittighedsfuldt rensede og udgjorde en del af den smagsmæssigt velbalancerede mosaik, hvor en puré af asparges dækkede sit felt, mens de mosede kartofler med purløg og persille tog sig af deres.
De store, hjemmebælgede ærter var gode, men nogle var holdt lidt uden for det gode selskab grundet deres rynkede fremtoning. Men de blev til dels hjulpet af lidt forfriskende karse plukket af lille Lise ved brønden, for det var nemlig brøndkarse.
Og kan ske det var Lises kammerater – de små bønderbørn fra eventyret om Grantræet – der havde samlet bær til desserten. I hvert fald var de så smukke og friske at se på, at det var imponerende. Smagen fulgte trop, ligesom tilfældet var med den vel tempererede is, dels parfait, dels sorbet.
Sabayonsauce med framboise lyder eventyrligt, og den var fint luftig med smag af æggeblomme, men smagen af framboise manglede dog.
Bærrene til desserten var smukke og friske at se på, og smagen fulgte trop. Det gjaldt også den vel tempererede is
Hvor dejligt ovenstående end var, så er det ikke nok til en anmeldelse. Derfor bad jeg en betroet assistent om at aflægge Under Lindetræet en visit for nylig. Den aflagte rapport vidner om, at måltidet forløb efter de samme klassiske linjer som under frokosten.
Til velkomst var der to lune butterdejsbagelser med langtidsbagte tomater og lidt mascarpone. Menuen (tre retter for 505 kr.) stod i julens tegn, så det næste var en terrine af svinekæbe med sprød bacon og creme af grønkål fulgt af velstegt sandart på choucroute ledsaget af husets rieslingsauce.
Julestegen var af vildsvin, dels ryg, dels mørbrad garneret med smørstegte kartofler, tyttebær, kastanjer, jordskokker og nødder.
Under begge besøg var betjeningen venlig og imødekommende, om end en travl person af og til ville kunne ønske mere tempo. En graverende fejl var det dog, da tjeneren med dankortterminalen i hånden spurgte:
“Hvor meget må jeg sætte den på?”
En ting er, at mange vælger at ulejlige gæsten med at skulle taste ja eller nej til drikkepenge. Men ligefrem at spørge efter drikkepenge, det er over grænsen.
Betragt dette som den foruroligende kulmination, lige inden eventyret ender lykkeligt. For det gør det selvfølgelig – med fire store stjerner til den klassiske og appetitlige gourmetrestaurant Under Lindetræet.
Læs også:
Svar på chokoladens mysterier
Iværksætter bag ny dansk akvavit i særklasse
Danske top-kokke: Først tager vi Manhattan
.
Turisterne flokkedes ved bordene udenfor, mens jeg havde stuerne helt for mig selv. Selv om dette var en ganske almindelig onsdag, så var alting så nydeligt, velpudset og ordentligt, som ventede man selveste den forhenværende genbo Hans Christian Andersen i hans velmagtsdage.
Men det er jo længe siden, han boede derovre, og det er også en del år siden, at Under Lindetræet havde ry for at være Odenses bedste restaurant.
| Samlet bedømmelse | ||
| Mad | Drikkevarer | |
| Betjening | Indretning | |
Usædvanlig god service
Jeg kom ikke på anbefaling, men syntes, det var værd at satse en hurtig frokost på selv at gøre erfaringerne med denne odenseklassiker. Udgangspunktet blev dagens frokostmenu, og jeg spurgte rutinemæssigt – uden store forventninger – om man kunne få andet end husets vin på glas.
“Ja da,” sagde værtinden og forklarede, at man gerne åbnede enhver flaske og skænkede et glas til en femtedel af flaskens pris. En usædvanlig god service er det, og snart nippede jeg til et glas skøn hvid Chateauneuf de Pape fra Delas i den modne årgang 2000.
Under Lindetræets krostue rummer mange smukke detaljer, og på væggene hænger gamle malerier. Gennem de velpudsede vinduer kan man se over til H.C. Andersens hus
Der er mange gode flasker på det bredt funderede vinkort, hvis yderpunkter er et kanonslag som 1983 Mouton (5000 kr.) og en østrigsk Zweigelt fra Ewald Gruber (320 kr.).
Frokostmenuen koster 375 kr. og består af tre retter, hvor den første her var et stykke tykt pighvarfilet. Det var smukt og præcist smørristet, så det faste, friske kød besad en fin saftighed. De sprøde, grønne og gule bønner var lidt blegsotige, men sprøde i konsistensen, ligesom den veldressede frisésalat. Parmesankiksen – som jo er lidt af en døgnflue – var misundelig på dem alle, for den havde ikke sin ungdoms sprødhed i behold.
Læs også:
Gå-i-byen gourmet der holder hele vejen
Ny metode gør amatører til mesterkokke
Topkarakter til fyrtårn gennem fire årtier
Brød på vippen
Fra brødkurven skævede bagerens brød hånligt over på tallerkenens indhold, det følte sig overlegent derved, at det var blevet købt ude og ikke hjemmegjort. I hvert fald smagte det som bagerbrød, der var varmet op før serveringen, men derfor kan det jo godt have været hjemmebagt.
Smørret smilte varmt og gyldent, det var ikke misundelig på nogen, men sig selv i al sin friskkærnede dejlighed.Alting var så nydeligt, velpudset og ordentligt, som ventede man selveste den forhenværende genbo Hans Christian Andersen i hans velmagtsdageDet var snart ude med det, for da jeg var færdig med pighvarren, gik der 13 minutter, uden at betjeningen viste sig. Og smørret skulle jo nødigt smelte og løbe bort, tænkte jeg, mens jeg smovsede og kiggede rundt.
Den gammeldags indrettede krostue rummer nemlig masser af smukke detaljer – med de veldækkede borde dækket af hvide duge og de på tallerkenerne opretstående stofservietter flankeret af patineret, velpudset bestik i sølvplet. På væggene hænger gamle malerier, og gennem de velpudsede vinduer kan man se over til H.C. Andersens hus.
Derovre sad engang en vejrhane, som ikke havde meget tilovers for rigtige høns eller kyllinger for den sags skyld.
“Pipfuglene, ringe af størrelse og ordinaire,” citerede Andersen hanen for at sige i eventyret fra 1860. Men den havde jo hellere ikke oplevet det kyllingebryst, som jeg her fik serveret.
Knassprødt bryst
Det har været en stolt kylling – måske den har følt sig beslægtet med Andersens vejrhane? – for brystet svulmede smukt og var knassprødt udenpå. Sprød var også foie gras-skivens fine stegeflade, og saftig var den ballotine af lårkød som fulgte med på købet.
Digteren noterede sig ofte, når han havde smagt en god rhinskvin, hvilket var jævnligt. Så han havde nok glædet sig over saucen her, som netop var gjort med riesling, fløde og en kraftig hønsebouillon. Dens fede karakter hjalp de få steder, hvor kyllingen kunne bruge mere saftighed.
Måltidets kylling har måske følt sig beslægtet med H.C. Andersens vejrhane – brystet var i hvert svulmede smukt og knassprødt udenpå
Garniturens svampe var samvittighedsfuldt rensede og udgjorde en del af den smagsmæssigt velbalancerede mosaik, hvor en puré af asparges dækkede sit felt, mens de mosede kartofler med purløg og persille tog sig af deres.
De store, hjemmebælgede ærter var gode, men nogle var holdt lidt uden for det gode selskab grundet deres rynkede fremtoning. Men de blev til dels hjulpet af lidt forfriskende karse plukket af lille Lise ved brønden, for det var nemlig brøndkarse.
Smukke bær til dessert
Og kan ske det var Lises kammerater – de små bønderbørn fra eventyret om Grantræet – der havde samlet bær til desserten. I hvert fald var de så smukke og friske at se på, at det var imponerende. Smagen fulgte trop, ligesom tilfældet var med den vel tempererede is, dels parfait, dels sorbet.
Sabayonsauce med framboise lyder eventyrligt, og den var fint luftig med smag af æggeblomme, men smagen af framboise manglede dog.
Bærrene til desserten var smukke og friske at se på, og smagen fulgte trop. Det gjaldt også den vel tempererede is
Hvor dejligt ovenstående end var, så er det ikke nok til en anmeldelse. Derfor bad jeg en betroet assistent om at aflægge Under Lindetræet en visit for nylig. Den aflagte rapport vidner om, at måltidet forløb efter de samme klassiske linjer som under frokosten.
Til velkomst var der to lune butterdejsbagelser med langtidsbagte tomater og lidt mascarpone. Menuen (tre retter for 505 kr.) stod i julens tegn, så det næste var en terrine af svinekæbe med sprød bacon og creme af grønkål fulgt af velstegt sandart på choucroute ledsaget af husets rieslingsauce.
Julestegen var af vildsvin, dels ryg, dels mørbrad garneret med smørstegte kartofler, tyttebær, kastanjer, jordskokker og nødder.
Én graverende fejl
Under begge besøg var betjeningen venlig og imødekommende, om end en travl person af og til ville kunne ønske mere tempo. En graverende fejl var det dog, da tjeneren med dankortterminalen i hånden spurgte:
“Hvor meget må jeg sætte den på?”
En ting er, at mange vælger at ulejlige gæsten med at skulle taste ja eller nej til drikkepenge. Men ligefrem at spørge efter drikkepenge, det er over grænsen.
Betragt dette som den foruroligende kulmination, lige inden eventyret ender lykkeligt. For det gør det selvfølgelig – med fire store stjerner til den klassiske og appetitlige gourmetrestaurant Under Lindetræet.
Læs også:
Svar på chokoladens mysterier
Iværksætter bag ny dansk akvavit i særklasse
Danske top-kokke: Først tager vi Manhattan
.
