Motoren starter villigt, da jeg drejer tændingsnøglen. "Giv gas," lyder det i walkie-talkieanlæggets højttaler på frontpanelet.
Stemmen tilhører Jordi fra Barcelona. Han overvåger, at vi alle holder motoren i gang og finder det rigtige gear, så vi kan komme godt fra start på vores Trabi-safari i Berlin.Der skal tænkes over gearskiftet, lettes tilpas på koblingen for at undgå "hopgear", gives gas nok til, at motoren ikke sætter ud og huskes at vride godt på rattetDe kommende to timer vil han køre i spidsen for en lille kolonne med tre Trabanter efter sig på en rute, som i store træk følger Muren, der i 28 år var en nærmest uoverstigelig barriere mellem Øst- og Vestberlin.
Var den virkelig ikke større? Denne firepersoners bil, som østtyskerne var på venteliste til i årevis?
Trafikken er tæt i Berlin, også når man kører rundt i sin Trabant på safari - her langs East Side Gallery, udsmykket af 118 kunstnere.
Vi fylder godt, min makker og jeg – begge kvinder i letvægtsklassen – da vi har fået os kantet ind på forsæderne og tager interiøret i øjesyn. Bortset fra sikkerhedsselerne er alt autentisk med en åben hylde i stedet for handskerum og med fri adgang til ledningssystemet under instrumentbrættet.
Pedalerne sidder ind mod midten, så det gælder om at finde den rigtige lidt skrå siddeposition på det kunststofbetrukne sæde for at kunne nå gaspedalen med strakt højreben og samtidig bøje det venstre for at have magt over koblingen.
Jeg nikker genkendende til paraplygearet. Det ligner til forveksling det i den Renault 6, som jeg for mange år siden med mand, børn og telt kørte på campingferie i rundt i både Frankrig og det skotske højland.
Læs også:Pas på Berlin - Her kommer Hamborg
Nostalgien får endnu en tand ved den karakteristiske lyd af totaktsmotoren, som lå i den første bil, jeg var medejer af, en Saab 96.
Dengang var det i vores øjne en veludstyret, komfortabel bil med masser af plads. Men nu synes den at være skrumpet slemt – er måske i virkeligheden ikke mere rummelig end Trabanten.
Trabi-World
Trabi-Safariens udgangspunkt er Trabi-World på hjørnet af Wilhelmstrasse og Zimmerstrasse i nærheden af Checkpoint Charlie. Her venter en Trabi-flåde på 120 køreklare biler i forskellige modeller og farver lige fra pink til sort, fra åben sportsvogn til stationcar, jeep og almindelig armygrøn todørs sedan.
Det er sidstnævnte slags, der er booket til os. Men inden vi når så vidt, skal vi have et visum (Westberliner Personalausweis). Det foregår i en ligeledes armygrøn lukket lastbil, indrettet til formålet.
Fotograf Régis Bossus foto af “Broderkysset” mellem Ernst Honecker og Leonid Bresjnev i oktober 1979 inspirerede Dimitrij Vrube til at male sit berømte billede på Muren i 1991. Det blev slemt medtaget i årenes løb, og han har nu genopfrisket det. Her er det gengivet som bøssemotiv. Foto: Tanja Schnitzler, VisitBerlin.
Det går tjept – helt anderledes end dengang i 1986, da vi stod i en lang kø for enkeltvis at blive sluset ind i en smal korridor med spejle oppe og nede, og hvor personen bag skranken granskede både personer og papirer grundigt.
Så kan vi endelig stige ind i de respektive køretøjer, hvor en pose med forfriskninger bestående af Wostock-colaer og en pose søde snacks, Russisch Brot, venter.
Jordi gennemgår bilens funktioner og indskærper, at vi skal huske at slå afviserblinket fra igen. Det sker ikke automatisk.
Det er svært at huske, viser det sig, og det er ikke lige sagen i den forholdsvis tætte trafik. Den kompliceres yderligere af de mange anlægsarbejder, der ingen ende synes at tage i Berlin. Der er kraner og gravemaskiner; der rives ned og bygges op, og gader er helt eller halvt spærret.
Jordi guider os via walkie-talkieanlægget sikkert gennem byen, holder hele tiden øje med, at ingen sakker agterud og udpeger samtidig steder og bygninger med relation til DDR-tiden.
Til Venstre:Ved den nu flot opbyggede Potzdamer Platz mindes Muren med en stele.Til højre:På Trabi-safarien kommer man forbi Rigsdagen med den flotte kuppel, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.
Det er nu begrænset, hvor meget jeg ser, for selve kørslen kræver al min opmærksomhed. Her kan man ikke køre på rutinen som i ens egen bil. Der skal tænkes over gearskiftet, lettes tilpas på koblingen for at undgå "hopgear", give gas nok til, at motoren ikke sætter ud, og huske at vride godt på rattet. Her er ingen servostyring.
Vi stopper ved enkelte særligt interessante steder, bl.a. mindesmærket ved Bernauer Mauer, hvor et af overvågningstårnene er bevaret sammen med et stykke genopført mur, hvor mange døde under flugtforsøg.
Nu er det min makkers tur til at tage rattet og min tur til at se de historiske steder og høre Jordi fortælle om de begivenheder, som fandt sted.
Læs også:Ruhr!: Oprop fra Europas kraftcenter
Jeg var ellers lige ved at blive fortrolig med Trabien og havde, på en længere, lige strækning uden ret megen trafik, fundet fjerde gear og nået op på 80 km/t.
Jeg tør ikke tænke på, hvordan det vil være at sidde i den med 110 km/t, som Jordi påstår, dens 26 HK kan præstere ned ad bakke i medvind.
Jeg husker tydeligt synet af flere Trabanter, der måtte give op på de vesttyske og franske motorveje og blev efterladt i vejsiden, da østtyskerne efter Murens fald strømmede til Vesten på ferie.
Trabi-safarien har en flåde på 120 trabanter. Også nogle i armygrøn.
Der kører stadig Trabanter i Tyskland, men en hel kortege vækker opsigt, og folk vinker til os. For et par år siden så jeg en stolt Trabant-ejer tøffe over broen mellem Altstadt og Neustadt i Dresden, hvor man for øvrigt også kan komme på Trabi-Safari.
Det var et sidespring.
Vi passerer verdens længste kunstgalleri, The East Side Gallery, et 1,3 km langt stykke af Muren langs Mühlenstrasse med motiver, som 118 kunstnere fra 21 lande malede i 1990 og siden genopfriskede, bl.a. det berømte broderkys mellem Erich Honecker og Leonid Bresjnev.
Pludselig bliver vi stoppet af en mand i uniform. Visumtjek. Heldigvis er alt i orden, så vi får lov at fortsætte. Vi drejer ind i DDR's tidligere paradegade Stalin Allee og standser ved en parkeret varevogn.
Til Venstre:Brandenburger Tor.Til højre:Checkpoint Charlie.
Fra dens bagagerum serverer Jordi en typisk russisk imbiss: Varm te ledsaget af små rugbrødssnitter smurt med fedt og drysset med salt.
Kolonnen vender tilbage til udgangspunktet. Inden vi skilles, får vi vores belønning for succesfuldt gennemført safari: Et kørekort (Trabi Führerschein), udstedt i DDR, og en stump af Muren.
Læs også:
Byen der emmer af musik og god øl
Romantik og mudder på Sveriges riviera
Øen for de rige, smukke og nøgne
.
Stemmen tilhører Jordi fra Barcelona. Han overvåger, at vi alle holder motoren i gang og finder det rigtige gear, så vi kan komme godt fra start på vores Trabi-safari i Berlin.Der skal tænkes over gearskiftet, lettes tilpas på koblingen for at undgå "hopgear", gives gas nok til, at motoren ikke sætter ud og huskes at vride godt på rattetDe kommende to timer vil han køre i spidsen for en lille kolonne med tre Trabanter efter sig på en rute, som i store træk følger Muren, der i 28 år var en nærmest uoverstigelig barriere mellem Øst- og Vestberlin.
Var den virkelig ikke større? Denne firepersoners bil, som østtyskerne var på venteliste til i årevis?
Trafikken er tæt i Berlin, også når man kører rundt i sin Trabant på safari - her langs East Side Gallery, udsmykket af 118 kunstnere.
Vi fylder godt, min makker og jeg – begge kvinder i letvægtsklassen – da vi har fået os kantet ind på forsæderne og tager interiøret i øjesyn. Bortset fra sikkerhedsselerne er alt autentisk med en åben hylde i stedet for handskerum og med fri adgang til ledningssystemet under instrumentbrættet.
Skrå siddeposition
Pedalerne sidder ind mod midten, så det gælder om at finde den rigtige lidt skrå siddeposition på det kunststofbetrukne sæde for at kunne nå gaspedalen med strakt højreben og samtidig bøje det venstre for at have magt over koblingen.
Jeg nikker genkendende til paraplygearet. Det ligner til forveksling det i den Renault 6, som jeg for mange år siden med mand, børn og telt kørte på campingferie i rundt i både Frankrig og det skotske højland.
Læs også:Pas på Berlin - Her kommer Hamborg
Nostalgien får endnu en tand ved den karakteristiske lyd af totaktsmotoren, som lå i den første bil, jeg var medejer af, en Saab 96.
Dengang var det i vores øjne en veludstyret, komfortabel bil med masser af plads. Men nu synes den at være skrumpet slemt – er måske i virkeligheden ikke mere rummelig end Trabanten.
Trabi-World
Trabi-Safariens udgangspunkt er Trabi-World på hjørnet af Wilhelmstrasse og Zimmerstrasse i nærheden af Checkpoint Charlie. Her venter en Trabi-flåde på 120 køreklare biler i forskellige modeller og farver lige fra pink til sort, fra åben sportsvogn til stationcar, jeep og almindelig armygrøn todørs sedan.
Det er sidstnævnte slags, der er booket til os. Men inden vi når så vidt, skal vi have et visum (Westberliner Personalausweis). Det foregår i en ligeledes armygrøn lukket lastbil, indrettet til formålet.
Fotograf Régis Bossus foto af “Broderkysset” mellem Ernst Honecker og Leonid Bresjnev i oktober 1979 inspirerede Dimitrij Vrube til at male sit berømte billede på Muren i 1991. Det blev slemt medtaget i årenes løb, og han har nu genopfrisket det. Her er det gengivet som bøssemotiv. Foto: Tanja Schnitzler, VisitBerlin.
Det går tjept – helt anderledes end dengang i 1986, da vi stod i en lang kø for enkeltvis at blive sluset ind i en smal korridor med spejle oppe og nede, og hvor personen bag skranken granskede både personer og papirer grundigt.
Så kan vi endelig stige ind i de respektive køretøjer, hvor en pose med forfriskninger bestående af Wostock-colaer og en pose søde snacks, Russisch Brot, venter.
Tæt trafik
Jordi gennemgår bilens funktioner og indskærper, at vi skal huske at slå afviserblinket fra igen. Det sker ikke automatisk.
Det er svært at huske, viser det sig, og det er ikke lige sagen i den forholdsvis tætte trafik. Den kompliceres yderligere af de mange anlægsarbejder, der ingen ende synes at tage i Berlin. Der er kraner og gravemaskiner; der rives ned og bygges op, og gader er helt eller halvt spærret.
Jordi guider os via walkie-talkieanlægget sikkert gennem byen, holder hele tiden øje med, at ingen sakker agterud og udpeger samtidig steder og bygninger med relation til DDR-tiden.
Til Venstre:Ved den nu flot opbyggede Potzdamer Platz mindes Muren med en stele.Til højre:På Trabi-safarien kommer man forbi Rigsdagen med den flotte kuppel, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.
Det er nu begrænset, hvor meget jeg ser, for selve kørslen kræver al min opmærksomhed. Her kan man ikke køre på rutinen som i ens egen bil. Der skal tænkes over gearskiftet, lettes tilpas på koblingen for at undgå "hopgear", give gas nok til, at motoren ikke sætter ud, og huske at vride godt på rattet. Her er ingen servostyring.
Vi stopper ved enkelte særligt interessante steder, bl.a. mindesmærket ved Bernauer Mauer, hvor et af overvågningstårnene er bevaret sammen med et stykke genopført mur, hvor mange døde under flugtforsøg.
80 km i timen
Nu er det min makkers tur til at tage rattet og min tur til at se de historiske steder og høre Jordi fortælle om de begivenheder, som fandt sted.
Læs også:Ruhr!: Oprop fra Europas kraftcenter
Jeg var ellers lige ved at blive fortrolig med Trabien og havde, på en længere, lige strækning uden ret megen trafik, fundet fjerde gear og nået op på 80 km/t.
Ned ad bakke i medvind
Jeg tør ikke tænke på, hvordan det vil være at sidde i den med 110 km/t, som Jordi påstår, dens 26 HK kan præstere ned ad bakke i medvind.
Jeg husker tydeligt synet af flere Trabanter, der måtte give op på de vesttyske og franske motorveje og blev efterladt i vejsiden, da østtyskerne efter Murens fald strømmede til Vesten på ferie.
Trabi-safarien har en flåde på 120 trabanter. Også nogle i armygrøn.
Der kører stadig Trabanter i Tyskland, men en hel kortege vækker opsigt, og folk vinker til os. For et par år siden så jeg en stolt Trabant-ejer tøffe over broen mellem Altstadt og Neustadt i Dresden, hvor man for øvrigt også kan komme på Trabi-Safari.
Det var et sidespring.
Vi passerer verdens længste kunstgalleri, The East Side Gallery, et 1,3 km langt stykke af Muren langs Mühlenstrasse med motiver, som 118 kunstnere fra 21 lande malede i 1990 og siden genopfriskede, bl.a. det berømte broderkys mellem Erich Honecker og Leonid Bresjnev.
Pludselig bliver vi stoppet af en mand i uniform. Visumtjek. Heldigvis er alt i orden, så vi får lov at fortsætte. Vi drejer ind i DDR's tidligere paradegade Stalin Allee og standser ved en parkeret varevogn.
Til Venstre:Brandenburger Tor.Til højre:Checkpoint Charlie.
Fra dens bagagerum serverer Jordi en typisk russisk imbiss: Varm te ledsaget af små rugbrødssnitter smurt med fedt og drysset med salt.
Kolonnen vender tilbage til udgangspunktet. Inden vi skilles, får vi vores belønning for succesfuldt gennemført safari: Et kørekort (Trabi Führerschein), udstedt i DDR, og en stump af Muren.
Læs også:
Byen der emmer af musik og god øl
Romantik og mudder på Sveriges riviera
Øen for de rige, smukke og nøgne
.
