ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tom Kristensen har købt ny bil – den ligner en Porsche fra 1967

Den danske Porsche-specialist Kalmar Automotive bygger unikke klassikere til moderne brug: Første kunde er Tom Kristensen med en bil opkaldt efter sin første sejr i Le Mans

Den første Kalmar 7-97 får plads i Tom Kristensens private samling, som rummer flere modeller med reference til hans Le Mans-karriere.
Den første Kalmar 7-97 får plads i Tom Kristensens private samling, som rummer flere modeller med reference til hans Le Mans-karriere.

Kalmar 7-97 er det kryptiske navn på en bil, som ligner en Porsche 911 R fra 1967. Det var dengang, det ikoniske 911-design blev grundlagt, men bortset fra stelnummeret er der kun få essentielle pladedele tilbage fra den originale donorbil fra 1989. Alt andet er ikke bare renoveret, det er forbedret, raffineret og optimeret, så Porschen fremstår og optræder som en moderne udgave af bilen fra da den var ny.

“Restomod” kalder man det, når en gammel bil om- og opbygges med andre og nye dele.

5R4A3372.jpg
Kalmar 7-97 har bevaret det klassiske Porsche 911-design fra starten af 1960'erne, men teknikken er moderne og karrosseriet i kulfiber for at sænke vægten.

“Men dette er ikke en “restomod”. Det er en “backdating”, for målet har ikke været at få den gamle Porsche til at køre som en ny. Målet har været, at gøre den bedre, end da den var ny,” siger manden bag bilen, Jan Kalmar.

"Han har været Porsche-mand hele sit liv i alt fra autoriserede forretninger til kørekurser og racerteams og har handlet med tusindvis af biler og bistået med renovering af utallige Porscher. Nu træder Kalmar Automotive et skridt videre med et koncept, der forædler klassiske Porsche 911'ere til ekstrem standard. Navnet 7-97 afslører identiteten på den ene af de to første kunder.

5R4A3816.jpg
Jan Kalmar (t.h.) har stået for udviklingen af Kalmar 7-97, men Tom Kristensen har været med i konceptudviklingen fra starten. Lars-Erik ”Hjulspin” (i midten) har bestilt bil nummer to, som er færdig inden jul. Fotos: Søren Juul

Tom K er første kunde

Le Mans-konge Tom Kristensen vandt sin første ud af ni Le Mans-sejre i en Porsche med startnummer 7 i 1997. Så da han ledte efter den rigtige Porsche til sin bilsamling, der omfatter unikke biler og racere fra Audi og Bentley (med hvem han også har vundet Le Mans), fik han kontakt til Jan Kalmar. Sammen skabte de Kalmar 7-97.

Tom K er født i 1967 og ville gerne have en bil, der repræsenterer sit fødeår. Hans første sejr i Le Mans skete i en Porsche med start nr. 7 i 1997, så der opstod navnet 7-97. Hans drøm var en klassiker optimeret til 2020-hverdagsbrug med respekt for udgangspunktet.

5R4A2950.jpg
Kabinen er tilsyneladende original, men her er enkelte moderne indslag som et skjult usb-stik. Der er gråtonet tern på sæder og dørsider.

5R4A2940.jpg
Efter Tom K's ønske har han sin signatur i bunden af omdrejningstælleren, hvor det røde felt udgøres af et dannebrogsflag. Læs mere på kalmarautomotive.com.

Jan Kalmar mente, at det kunne fikses på et år – godt og vel. Tre år senere og efter utallige møder, rejser, telefonsamtaler med leverandører fra det meste af Europa og mere end 4.000 arbejdstimer i selve bilen kunne Tom K så køre den første tur i sin Kalmar 7-97.

Kunden bestemmer detaljer

Resultatet er en Porsche 911, hvor inter er som det var. Det er en udlevet drøm af en ekstrem køremaskine tilsat utallige detaljer udtænkt af Tom K. Fordi dette er hans bil.

Det er den første Kalmar 7-97, men Jan Kalmar vil gerne bygge og sælge flere. Nummer to er på vej. Den bliver ikke præcis som Toms, ikke fordi Kalmar Automotive ikke kan eller vil, men fordi en ny kunde vil få sin reviderede og optimerede Porsche 911 præcis, som han eller hun ønsker den.

5R4A2954.jpg
Dørsiderne er helt rene i klassisk stil, uden kontakter til elsideruder. Åbningen af dørerene foregår via stroppen som Porsches letvægts versioner leveres med.

Det tager ikke tre år næste gang, forsikrer Jan Kalmar, faktisk er den næste klar før jul.

Udgangspunktet er en Porsche 964 eller en 993, som er kodenavnene for de udgaver af Porsche 911, der blev produceret fra 1989 til 1998. Kunden skal selv stille med en donorbil, som bliver strippet ned til det rene karosseri, hvorefter genopbygningen starter med en opretning af selve karosseriet, også selv om bilen er hel og uden skader.

5R4A2920.jpg
Den oprindelige 911 kunne ikke fås med elruder, så derfor sidder elrudekontakterne ikke i døren, men diskret på frontpanelet til venstre for rattet.

Ombygger bil fra 1989-98

Da bilen blev bygget, var fabrikkens tolerancer langt større end i dag, så for at sikre, at de mange nye dele passer på karosseriet, starter genopbygningen med laseropmåling fulgt af en opretning, som sikrer, at bilen er lige og symmetrisk. Det er nødvendigt, dels for at sikre den ønskede finish, men ikke mindst for at de utallige kulfiberdele, der udgør det nye karosseri, passer.

Når bilen er færdig, er stort set alle synlige karosseridele udført i kulfiber, men ingen steder er der kulfiber at se, for, som Jan siger ” i 1967 fandtes kulfiber ikke ”. Derefter begynder den minutiøse opbygning efter kundens ønsker.

5R4A2908.jpg
Der ligger mange møder, telefonsamtaler og overvejelser bag valget af indtræk og stil i kabinen, der her er endt i klassisk 1960'er tern.

Jan Kalmar har et helt livs af erfaring med Porsches sekscylindrede boxermotor. I Kalmar 7-97 er den hentet fra donorbilen, men som med resten af bilen bliver motoren skilt ad og genopbygget med nye komponenter til de specifikationer, kunden ønsker. Det gælder også dens ydelse og karakteristik i forhold til effekt og moment.

Man kan ikke se kulfiber nogle steder på bilen, for det fandtes ikke i 1967

Jan Kalmar, Kalmar Automotive

Mens karosseriet bygges i Estland med egne designede, tysk producerede kulfiberdele, bygges motoren i Frankrig. Undervognen er udviklet i tæt samarbejde med et amerikansk firma, og stort set alle dele er unikke til Kalmar 7-97. Afstemningen af undervognen er et område Jan Kalmar har stor erfaring med, også gennem sit virke hos Porsche og inden for motorsport, men i udviklingen af undervognen har Tom K sat sit pedalaftryk. Han ønskede ikke en baneracer, men an kapabel, stram gadebil.

Bag rattet får man den meta-agtige fornemmelse af, at køre en gammel bil med moderne manerer. Lydbilledet er klassisk Porsche. Kendere vil juble over den specielle raspende lyd fra boxermotoren, men køreegenskaberne er moderne.

5R4A2867.jpg
Kølergitret i bagklappen gør det også ud for justerbar hækspoiler. Det er unikt for Kalmar 7-97 og er fræset ud i ét stykke aluminium.

Bil nummer to er solgt

Den oprindelige 911 kunne være vanskelig at tøjle. Toms 7-97 er knusende rolig som en yoga-time i bagvognen. Man kan træde hårdt på speederen uden frygt for udskridninger tråds regnvåde jyske landeveje. Styretøjet er meddelsomt og direkte, men med en retningsstabilitet, som er enestående selv for en moderne Porsche 911. Moderne ABS-bremser sikrer tilsvarende, udramatiske nedbremsninger uanset hastighed.

Det føles som en ny bil i gamle klæder, men med en moderne førerstilling.

7-97 er den først færdige bil, men den næste er på vej, også her til en kunde, der er kendt for at kræve sit af sine biler: Lars Erik “Hjulspin” Nielsen har kørt race hele sit liv og har sin egen mening om, hvordan hans “backdated” 911 skal se ud og køre.

5R4A3467.jpg
Donorbilen bevarer sit originale stelnummer og skal derfor ikke afgiftsberettiges efter ombygningen, da der er betalt afgift af den én gang.

Skal være mere behagelig

I forhold til Tom Kristensens bil skal Hjulspins have flere komfortdetaljer. Blandt andet får den servostyring og soltag, og en lidt blødere afstemt undervogn og affjedring.

Til gengæld får den lidt ekstra lyd – og det er ikke fra radioen. For sådan vil Lars-Erik Hjulspin gerne have sin Porsche bygget afKalmar Automotive.


Andre læser dette lige nu