Det er ikke hver dag, at et nyt krydstogtskib i milliardklassen stikker til søs for første gang. Børsen var med, da et at det forgangne års mest interessante nyheder, Celebrity Edge, tog forskud på jomfrurejsen med en blæsende generalprøve på kanten af Det Caribiske Hav
Som udgangspunkt er det svært at forestille sig en måde, hvorpå man kan opgradere en solbeskinnet eftermiddag i strandstolen på Miami Beach i slutningen af november. Men det er ikke desto mindre, hvad hensigten med turen er.
For om 24 timer stævner det spritnye krydstogtskib Celebrity Edge ud fra Fort Lauderdale på en præ-jomfrurejse. Med ombord er et miks af særligt inviterede af rederiets samarbejdspartnere, højt profilerede kunder og journalister, der alle er fløjet ind til lejligheden og altså får en eksklusiv snigpremiere på livet ombord under en to dage kort sejlads.
Denne indendørs lounge/orangeri er noget af det mest særegne, nærmest mystiske, jeg har set på et krydstogtskib
Skibet er ladet med det nyeste i smarte løsninger og teknologiske påfund på de syv verdenshave. Faktisk bliver vi præsenteret for nogle af de seneste skrig, allerede inden vi boarder skibet.
Pooldækket er stort og føles ikke overrendt under vores cruise med Celebrity Edge
Celebrity Edge og resten af rederiets skibe hører nemlig hjemme i krydstogtterminalen T25 i Port Everglades, der netop er genåbnet efter en omfangsrig renovering, der har kostet i omegnen af 800 mio. kr. For de penge har Celebrity Cruises fået en terminal i nyt, moderne design med alt, hvad dertil hører af loungeområder, kunst og tagterrasse for de ventende gæster – selvom en ny og hurtigere check-in-proces gør, hvad den kan, for at passagererne kommer til at bruge så lidt tid som muligt i nye, fine rammer.
Magi i luften
Bag terminalen knejser toppen af det, Celebrity Cruises kalder et revolutionerende skib, og øverst oppe på dæk 14 det, der måske – måske ikke – i særdeleshed giver påstanden og skibets navn gang på vand. Edge betyder som bekendt kant på engelsk, og uden for skibets konstruktion, helt ude på kanten af skroget, hænger en orange platform og svæver i luften. Den orange megabalkon har fået navnet Magic Carpet og kan hæves eller sænkes alt efter formålet – lidt som et flyvende tæppe.
Om dagen fungerer den som anløbsplads for skibets tenderbåde, der fragter passagerer til ekskursioner på kysten, og om aftenen, når det svævende appendiks hænger i luften højt over bølgerne, indtager baren med skibets bedste udsigt det flyvende tæppe. Egentligt burde det slet ikke kunne lade sig gøre at have et så tungt vedhæng hængende på skibets side, men en nytænkende og banebrydende konstruktion af skibets skrog gør, at Celebrity Edge er i stand til at kompensere for den enorme uligevægt og altså ikke tippe til siden på grund af vægten.
Den særlige konstruktion har helt sikkert også været medvirkende til den enorme prislap på Celebrity Edge. Skibet kostede ifølge Cruise Industri News i omegnen af 6 mia. kr. og er bygget af franske Cantiers de l’Atlantique i Saint Nazaire ved udmundingen af Loire-floden vest for Nantes.
Med bobler mod Bahamas
Indenfor på skibet er der liv og glade dage. Cruisedirektøren og et par håndfulde af skibets personale tager imod med brede smil og fyldte bakker med velskænkede champagnefløjter. Midt imellem det andet glas bobler og et fad med kanapéer slår det mig pludseligt, at jeg ikke aner, hvor skibet er på vej hen – kun at vi er tilbage i Miami om to døgn.
Den grønne tagterrasse er et lille stykke velfriseret park midt på de syv verdenshave.
“Vi skal et smut til Bahamas,” afslører tjeneren og tager imod mit halvtomme glas.
Herfra går turen mod kahytten og et hurtigt bad, inden skibets faciliteter for alvor skal udforskes. Og med blot halvanden dag til vores rådighed er der ingen tid at spilde.
Vi er til lejligheden blevet indlogeret i den mest almindelige kahyttype på Celebrity Edge – et såkaldt Infinite Veranda Stateroom. Kahytten er med sine 19 kvm ikke verdens største, men rigeligt stor for to personer på et kortere cruise.
Celebrity Cruises hører til i den øvre del af middelklassen, når det gælder komfort og luksus ombord, og man mærker forskellen fra de dyrere og mere eksklusive rederier i kahytten, hvor man bl.a. savner forhold som badekar og garderobeafdeling. Men selvom man altså ikke kommer til at få sig et karbad, og at pladsen i garderobeskabet er trang, fungerer den lille kahyt glimrende. Der er blevet plads til både dobbeltseng, skrivebord og sofa med udtræk til et evt. medbragt barn. Og designet er lyst og indbydende.
Kahyttypen Infinite Veranda Stateroom med sin særlige balkon, som er en del af værelset.
Som navnet antyder, er kahytten udstyret med en ny type balkon, som ifølge Celebrity er den første af sin slags på et krydstogtskib. To glaspaneler udgør endevæggen i kahytten, hvoraf de ene kan køres ned, så den lille “udestue” bliver til en balkon. Aflukningen fra balkonen og resten af kahytten udgøres af glasfoldedøre, der kan køres helt ind til væggen, så balkonen bliver en integreret del af kahytten. Det gør, at begge føles større, men samtidig savner man lidt den luftige følelse, en traditionel balkon giver.
Paradisets have
Som Celebrity Edge lægger fra kaj, og snuden bliver vendt mod Bahamas, er det tid til at udforske resten af skibet. Som man bevæger sig rundt på de mange dæk, mærker man tydeligt, at her er tale om et funklende nyt skib med masser af moderne udtryk og løsninger.
Det store poolområde har masser af plads, poolen er rummelig og flankeret af flere jacuzzier og en stor sommerfugl, der ligesom resten af dækket bliver lyst op i neonfarver, når mørket sænker sig. Ikke decideret smagfuldt, men heller ikke voldsomt eller billigt at se på.
I det store, højloftede atrium Eden vokser planter fra gulv til loft.
På øverste dæk gemmer sig en grøn, nærmest parklignende tagterrasse, og i det store atrium Eden vokser planter fra gulv til loft, mens kvinder i meterlange kjoler svinger sig i gynger fra loftet.
Denne indendørs lounge/orangeri er noget af det mest særegne, nærmest mystiske, jeg har set på et krydstogtskib, og bidrager måske mere end det ellers så iøjnefaldende Magic Carpet til følelsen af Edge som et revolutionerende skib.
Bænket og klar
Som tidligere nævnt er vi her på en generalprøve med masser af vigtige gæster – også en god del, som er vigtigere end os. Og det viser sig desværre, at en stor del af skibets tilbud ikke bare lige kan prøves.
Det erfarer vi, da det bliver tid til aftensmad, hvor det viser sig, at vi begge aftener ombord er bænket ved det samme bord i den ene af skibets fire hovedrestauranter, Cosmopolitan. En skam, når nu Celebrity Edge kan prale af intet mindre end 11 forskellige restauranter, der serverer alt fra græsk mad til sushi. Et plus ved at være inviteret på denne tur er, at alkohol er inkluderet så drinkskortet og hyppigt bliver udforsket i de 11 barer og loungeområder.
En af udfordringerne ved at sejle omkring Miami i november er, at man samtidig sejler i slutningen af orkansæsonen. Og da vi den følgende dag ankommer til Bahamas, har vinden så godt fat i skibet, at det er umuligt at ligge for anker ud for den caribiske østat. Derfor bliver det kun til en kort forbisejling, inden det igen går retur mod Miami. Men så er det jo heldigt, at solen skinner, og at der er læ oppe på pooldækket.