Allerhelst vil Tom Kristensen åbne året og gøre det større.
I maj måned var den tidligere racerkører først i Spa, Belgien, så i Hockenheim, Tyskland, så i Barcelona, Spanien, så i Rold Skov, Himmerland, så i London, England, så i Paris, Frankrig. Dertil kom møder i de mellemliggende byer.
Mestendels bliver han betalt for at være Tom Kristensen – den troværdige, perfektionistiske og jordbundne vinder – som ambassadør for Audi, som Rolex’ mand, men han er også serieinvestor og omrejsende med motorsportens fineste klasse, F1, skiftevist som løbsdommer og tv-kommentator for 3+.
“Det er spændende ting, det er jo fede ting,” siger han drevent, men med sin egen ru og rolige nordjyske stemme, som svar på, hvorfor han gør alt det.
“Men jeg føler 100 pct., at jeg magter det...”.
“Jeg vil sige, at dér, hvor den halter lidt, det er lige præcis omkring børnene, familien og Hanne, jeg er ikke så meget hjemme,” medgiver han.
Hvis det passer, at livet siksakker fra bølgetoppe til dale og tilbage igen, så har der været høj sø omkring Tom Kristensen. Han er den eneste racerkører i verden, der har vundet det prestigefyldte franske 24-timerløb Le Mans ni gange, han har vundet 12-timerløbet i Sebring, Florida, 12 gange, og så kom han i 2013 med i det britiske magasin Motorsport’s Hall of Fame side om side med historiens største racerkørere, legender som brasilianske Ayrton Senna og italienske Enzo Ferrari, inden han i efteråret 2014 indstillede karrieren.
At vi har at gøre med en wunderbar racerkører bliver synligt, når man smyger sit køretøj ind imellem den stengarnerede indgang til Tom Kristensen-land – velsagtens 12.000 bakkede kvadratmeter, der, som var det i The Hills i Hollywood, ligger på en nordjysk højderyg og våger ud over Mariagerfjord, Hobro-by og vikingeborgen Fyrkat.
På grunden ligger to nybyggede, modernistiske huse i sten og glas, hvis græssede tage er kædet sammen i midten af en åben indkørsel, der dækker over en Audi RS6+, en Audi Q7 og et spirende lille træ, der skyder op igennem et skræddersyet hul i taget.
Det ene hus er hjem for Tom Kristensen og hans familie, det andet er hovedkvarterer i Tom Kristensens paraplyselskab, Tom K Racing. I den cvr-registrerede indgang byder “Slaven” velkommen. Da Tom Kristensen som barn boede oven på sin families tankstation, var “Slaven” tankpasser, dengang under navnet “Plageånden”. Hans borgerlige navn er Jan Würgler, han er Tom Kristensens højre hånd og tætte ven, ham, der går på Momondo og bestiller flybilletter, men også ham, der bliver spurgt til råds om kontrakter og vogter om Tom Kristensen-brandet ved hvert et vagttårn.
“Han er fantastisk, ligegyldigt om du kalder ham slave, altmuligmand eller manager – du kan kalde ham, hvad du vil. Jeg fyrer ham en gang imellem, og så ringer jeg til ham igen næste morgen. Det er den måde, vi kører det på, direkte, og det er fedt,” fortæller Tom Kristensen lidt senere.
Mon ikke der fra tid til anden er en underviser på Handelshøjskolen, der prædiker, at det er en dårlig idé at blande forretninger med familie og venner, men Tom Kristensen er ikke på medhør til den slags. Han investerer i de mennesker og projekter, han tror på – som senest i herremodeportalen Spreeglee, fordi Tom Kristensen tror på iværksætteren bag, modemanden Victor Nielsen, der i øvrigt er hans gode vens søn.
Den tredje og sidste mand på kontoret, som han også har investeret i, er en anden gammel ven fra Hobro, “Hjernen”, finansmanden Morten Tinggaard. Ham, som alle papirer går igennem, og ham, som har medstiftet investeringsfonden Apex, der har 5 mia. kr. ude at yngle.
Hvis Jan er “Slaven”, og Morten er “Hjernen”, så er Tom K. “Stjernen”, sagt i et sådan uhøjtideligt, sarkastisk tonefald. Endevæggen i frokoststuen er tapetseret med de jublende menneskemasser foran Tom Kristensen og hans holdkammerater ved Le Mans-præmieoverraskelsen i 2004. Mens vi alle, “Slaven”, “Hjernen”,
“Stjernen”, skribenten og fotografen, spiser smørrebrød, funderer Tom Kristensen over, hvad der er så anderledes fra det stjerneliv, han lever i dag, til det stjerneliv, han levede som aktiv racerkører.
“Selvom jeg har næsten lige så travlt i dag, så er det bare på en helt anden måde. Når jeg kigger op og ud ad vinduet, lægger jeg mærke til ting, som jeg aldrig ville gøre før. Planter i haven eller træerne ude i horisonten.
Før ville jeg slet ikke opdage dem.”
Det er i det mentale, at skiftet er sket – presset, der følger med at skulle leve op til det ansvar, som et kæmpe fabrikshold har tildelt ham, er væk, og i stedet er Tom Kristensen blevet sig selv og sine omgivelser nærmere, og samtidig er bølgetoppene blevet lavere og dalene højere.
“Jeg er jo stadig en stor del af motorsporten, men på en anden mental remskive, hvis man skal sige det på jysk. Man bølger lidt mere roligt igennem uden de store udsving i peak og low, og når man gør det, har man også mulighed for at se lidt bredere.”
Som Den Lille Havfrue
Vi er kommet hertil for at se bredt, og se frem og tilbage.
For godt to uger siden udkom Tom Kristensen i samarbejde med journalist Dan Phillipsen med selvbiografien
“Videre”, hvor Tom Kristensen deler livsfortællingen om den unge gokartkører fra en tankstation i Hobro. Titlen, “Videre”, var hans fars livsmantra, som i den grad har præget Tom Kristensen, og som vel er svar på, hvorfor det først er nu, efter 49 år, at han for alvor er begyndt at kigge tilbage og tænke dybere over tilværelsen.
Efter 20 år som udlandsdanskere i bl.a. Japan og senest Monaco valgte Tom Kristensen og familien at flytte hjem i 2011 for at komme tættere på hans forældre, der begge blev ramt af sygdom. Så aftalen er, at Tom Kristensen skal vise os rundt på de stykker himmerland, som han altså af alle steder i verden har valgt at cementere som sit hjem – det samme sted, som han selv er vokset op, og hvorfra han netop har sendt sin ældste dreng, Oliver på 20, af sted, og hvor han nu ser sin pige Carla, 17, og Oswald, 10, vokse op.
“Skal vi ikke køre til Fyrkat, det er Hobros varetegn,” foreslår Tom Kristensen, da vi har sat os ind i den mest centralt placerede af de parkerede Audi’er på ejendommen.
Den her Audi er mørkegrå, performancemodellen RS6+, hvis “antal hestekræfter, du selv må Google dig til.” Tom Kristensen er i en grå polo, mørkeblå jeans og et par mælkehvide Adidas-sneakers. Siden han pænt sad i DR’s “Aftenshowet” og fortalte om sit karrierestop i 2014, har han fået flere furer i panden, grålige nuancer i håret og skægstubbe. Han selv siger, at han er blevet blødere og rundere.
Fremme på landevejen får vi øje på en vandrer – en ældre mand i bar overkrop og cowboyshorts.
“Det er Thorkild, han går en lang tur hver dag, jeg møder ham alle mulige steder,” siger Tom Kristensen og vinker smilende til ham.
Kender alle hinanden her?
“Ja, jeg kan genkende langt de fleste. Og er man i tvivl, så spørger man bare en anden, så ved man det. Det er der noget dejlig roligt omkring... Det er Flemming fra Fyrkat Blomster,” siger han, som vi sænker farten ved en hvid varevogn, der er ved at lave en u-vending.
“Flemming, hey! Du er kørt for langt, du bor lige derhenne, jo,” driller han ud ad det nedrullede vindue og gasser op igen videre ud ad Fyrkatvej og ind i en skovfordybning.
“Det er så svinget, hvor man skal sige nøøøj,” siger han, og da vi kommer ud af den lille skov, kan vi skimte cirkelborgen foran os. Hobros stolthed – fraregnet det nyoprykkede superligahold og Tom Kristensen – Fyrkat er én af syv trælleborge i Danmark, som vikingerne byggede som forsvarsværn, borgen her blev angiveligt til omkring år 980 og ligger strategisk ved bunden af Mariagerfjord og tæt på Onsild Å og Hærvejen.
“Det er lidt ligesom med den Den Lille Havfrue, hvor fanden er den henne, tænker man. Og det her er så bygget til efter,” siger Tom Kristensen og peger på et rødt og sort stråtækt hus, Fyrkat Møllegård.
“Jeg er blevet slået til ridder af Fyrkat-lauget derinde, de tog bind for øjnene på mig og bortførte mig.”
Hvor er skolen?
Næste stop er Nordre Skole, Tom Kristensens skole. På vejen derover vinker han til en kvinde i bh, der er i gang i haven.
“Det var faktisk vores rengøringshjælp, jeg lige hilste på,” griner han.
I skolen var Tom Kristensen den bløde mellemvare. En dreng med masser af kammerater, og lidt en ballademager. Engang trådte han på en fyldt skummetmælkskakaokarton, så fru Henningsens beigefarvede nederdel blev plettet til af chokolademælk, og han resten af dagen var låst inde på inspektørens kontor.
Skolen ligger på Solvej, men nu hvor vi kan se frem til den lille solvej, ligger der kun et ensomt gråt skur. Og for enden, en fem meter høj bunke af jord på et større stykke optrevlet land.
“Den er simpelthen væk, det må I undskylde, det gør lidt ondt at se, for her lå Nordre Skole,” siger han og grubler lidt.
“En lækker rød murstenskole.”
Skolen er ikke mere, så vi kører igen ud i Hobros bakkede landskab og ind i eftermiddagstrafikken. Der er noget ved det her terræn, som Tom Kristensen elsker. Som en gammel erhvervsskade sammenligner han alle steder med racerbaner, og ligesom sin smag for racerbaner så foretrækker han hældninger, som dem istiden har skabt her med grov hånd.
Vi kører mod dér, hvor det hele startede, tankstationen på Aalborgvej 2, selvom Tom Kristensen allerede forsøgte at tale den ned i frokoststuen. Der er ét problem, nemlig et afgrundsdyb mellem den generisk rød/hvide Circle K-tankstation, der ligger på grunden i dag, og den, som er i Tom Kristensens hoved – den spartanske 1960’er-Shell-tank, hvor tankpassere fylder benzin på biler, hvor der er forårsgræs, og hvor der er R-olie i luften, den sødmefulde olie, man bruger til totaktsmotorer – noterne af Tom Kristensens barndom.
Så faktisk undgår Tom Kristensen helst at bruge tankstationen, hvor han blev givet til verden på førstesalen 7.7. 1967 under en hjemmefødsel. Tom Kristensen husker at komme til en familie med en kærlig og varm mor og en arbejdsom far af den gamle skole, der både drev tankstation og værksted og kørte racerbil, og han husker familiens schæferhund King og lillebror Jakob, som blev født i 1971 i en af de værste vintre længe.
Faren, Carl Erik, eller bare “Calle”, kørte standardvogne. Han startede i en Volvo Amazon, kom senere i en Ford Escort og var den første dansker til at gennemføre Paris-Dakar Rally, dog uden nogensinde at blive professionel. Hans fars slidsomme kamp har præget Tom Kristensen og givet ham grundindstillingen, at med professionalisme følger et privilegium, og med det privilegium følger en forpligtelse til at gøre sig så umage, som man overhovedet kan – udnytte sit potentiale. Det gennemsyrer ham i en sådan grad, at han selv under en oldboys-fodboldkamp med Slyngelholdet kan tage sig selv i at tænke sådan.
“Jeg hader at se én, der sløser, eller ikke udnytter sit potentiale eller simpelthen er luddoven. Og så kan jeg ikke lade vær med at blive lidt irriteret. Der ligner jeg min far.”
Carl Erik var stædig og fandenivoldsk. En mand med temperament, der kunne acceptere fejl én gang, men ikke to. Undskyldninger gad han ikke høre på. Det skete en gang imellem, at han stak Tom Kristensen en flad, hvis han havde lavet ballade. Men allermest blev farens gunst en af de største drivkræfter for Tom Kristensen i hans racerkarriere, der begyndte, da han som niårig fik sin første gokart, en Chrismo med en motorsavsmotor.
“Vrmmm, så kom jeg lige rundt i en gokart, mens bilerne kom ind her, det var ikke helt ufarligt,” fortæller Tom Kristensen, mens vi kører ind på den kastrerede Shell-tankstation og gør hold for et øjeblik.
“Da jeg var 12 år, kom jeg engang rundt her i en beige Morris Marina, som jeg havde lånt uden at spørge, og lige her opdagede jeg, at tankpasservagten var skiftet. Det var “Slaven”, der var derinde nu, og jeg vidste, at han ville sladre. Der var en kæmpe stålsøjle dér, tre gange så tyk som en lygtepæl,” fortæller han og peger et par meter foran os, hvor der i dag er et skilt på græsset.
“… og så kom jeg rundt i svinget og kronede den højrestyrede bil op i søjlen.”
Bilen, som hans far havde lånt af en engelsk ven, var totalsmadret. Og da faren opdagede det den efterfølgende morgen, havde Tom Kristensen låst sig inde på sit værelse og truede nu med at hoppe ud af vinduet fra første sal, hvis de kom ind.
“Det var egentlig meget smart, for han var nødt til at tænke, springer han ud nu,” siger han, om end faren aldrig rigtig nåede at se det komiske ved ulykken.
“Det var ikke helt kalkuleret, men jeg har lært, at når man sidder i en racerbil, skal det helst være kalkuleret. Du skal være dristig hele tiden, ellers vinder du ikke, du skal bare ikke have de tre bogstaver foran, dristig og dumdristig, den ændrer sig hele tiden, den ændrer sig i vinden, som du ikke kan se. Hvis der er mere sidevind i omgangen efter, så skal du tage svinget en lille smule anderledes, og det kan du kun føle – og du føler kun, hvis du mentalt er lige præcis, hvor du er fysisk.”
Frygten for at dø
Carl Erik Kristensen døde 8. marts 2013, 70 år gammel efter et længere sygdomsforløb med kræft. I december året forinden lavede Tom Kristensen en aftale med ham under kemobehandlingen på Aalborg Sygehus, nemlig, at han ville vinde Le Mans i 2013 – og det gjorde han, for niende gang, og han udbyggede dermed sin verdensrekord.
Sejren skulle have været dedikeret til hans far, men under løbet forulykkede den 34-årige racerkører Allan Simonsen med små 200 km/t efter ti minutters kørsel og omkom efterfølgende af kvæstelserne. Døden klistrede sig igen til triumfen på samme måde, som den ad flere omgange før er kommet ind på livet af Tom Kristensen. Som i 2007, da han var ude af bevidsthed i 15 minutter under en ulykke på Hockenheim-ringen, som da hans mor, Kirsten, døde i 2011, og som de for mange gange, hvor kørerkollegaer mistede livet for den sport, de alle sammen elskede.
Men frygten er ikke forenelig med at være racerkører, fortæller Tom Kristensen. Rammer den dig, er du færdig, så som en overlevelsesmekanisme har det for ham altid handlet om at komme “videre”. Tilbage i vognen, ud på banen. Først nu, efter han ikke længere er aktiv racerkører, føler han, at han ikke helt kan holde dødsfrygten på afstand.
“Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke længere er bange for at dø,” siger han og forklarer det med, at han ikke længere udfordrer døden i sit arbejde. Og måske også, at han som den ældste i familien føler et større ansvar.
Der er trafikkø hjem mod Tom Kristensens Vej, som Mariagerfjord Kommune har døbt den lille vej, der munder ud i eksracerkørerens grund. Selvom Tom Kristensen er den ældste, så er det Hanne, der er chefen i hjemmet. Hende og Tom blev kærester som 18-årige, senere blev Hanne uddannet pædagog, og hen over årene har hun trukket machomanden Tom Kristensen i en anden retning.
Så hun er den største grund til, at Tom Kristensen ser, at hans børn har fået en blødere landing i livet end ham selv. Det store spørgsmål er måske i virkeligheden, hvordan han har kunnet holde fast på hende igennem et langt liv med arbejde over det hele.
“Jeg tror, at det er lykkedes, fordi hun kun har fået mig i portioner, det har nok været for det bedre. Alt holder længere, hvis man kun tager det i portioner. Og så har det bare været rigtigt hele vejen,” forklarer han selv.
Har du været den far, som du selv har drømt, om du ville være?
“Da vi bliver enige om, at vi gerne vil have børn, kender vi nogenlunde de ting, vi kan byde på. Det rigtig gode er, at Hanne har været villig til at være med børnene. Man kan sagtens sige, at hvis drømmen var en mere almindelig far, så skulle det have været på en anden måde, men omvendt har vi levet i nu’et og været med til at præge børnene med den livsfilosofi. Vi føler de har fået en masse gode ting med ved alle vores mange rejser,” svarer han og tænker sig om igen i et par sekunder.
“Jeg har forsøgt at give dem så meget som muligt under de betingelser, som jeg har levet under. Selvfølgelig har jeg ikke brugt nok tid med dem, hvis man tager det ud fra en familielivsbetragtning. Men ud fra de forudsætninger vi har, så er svaret kort…, at det er sådan, det nu engang har været.”
Men det er da hændt, at børnenes far er kommet til at køre til den forkerte børne-
have eller har kørt til det forkerte stadion for at se sin søn spille fodbold, og det er sket mange gange, at han er driftet væk under samtaler over middagsbordet.
“Og det første jeg tænker på, når jeg bliver konfronteret, er, hvordan jeg kan redde den, og så lige efter jeg har gjort det, tænker jeg, at sådan er det, og de bærer over med mig og tager det med et smil. Men det gør de bare ikke mere,” siger han.
“Det er en af de ting, der er sket, efter jeg har trukket mig tilbage. Der er ikke nogen undskyldning længere. Så nu må jeg altså stramme mig lidt an,” siger han og smiler lidt for sig selv, mens vi kører ind på Ølvej.
I aften vil Tom Kristensen lave mad. Det er ikke noget, han gør tit, men nu skal det være. Han har set en opskrift i et inflight-magazine på et Air France-fly til en spaghetti carbonara – vel at mærke uden hovedingrediensen, fløde, men med parmesan som det bærende element, og med italiensk pancetta frem for dansk bacon.
Det er godt at se, at de i et Air France-fly har taget en italiensk ret til sig – og tilmed gjort den bedre, tænker han.
Det er trods alt modigt gjort.
I maj måned var den tidligere racerkører først i Spa, Belgien, så i Hockenheim, Tyskland, så i Barcelona, Spanien, så i Rold Skov, Himmerland, så i London, England, så i Paris, Frankrig. Dertil kom møder i de mellemliggende byer.
Mestendels bliver han betalt for at være Tom Kristensen – den troværdige, perfektionistiske og jordbundne vinder – som ambassadør for Audi, som Rolex’ mand, men han er også serieinvestor og omrejsende med motorsportens fineste klasse, F1, skiftevist som løbsdommer og tv-kommentator for 3+.
“Det er spændende ting, det er jo fede ting,” siger han drevent, men med sin egen ru og rolige nordjyske stemme, som svar på, hvorfor han gør alt det.
“Men jeg føler 100 pct., at jeg magter det...”.
“Jeg vil sige, at dér, hvor den halter lidt, det er lige præcis omkring børnene, familien og Hanne, jeg er ikke så meget hjemme,” medgiver han.
Hvis det passer, at livet siksakker fra bølgetoppe til dale og tilbage igen, så har der været høj sø omkring Tom Kristensen. Han er den eneste racerkører i verden, der har vundet det prestigefyldte franske 24-timerløb Le Mans ni gange, han har vundet 12-timerløbet i Sebring, Florida, 12 gange, og så kom han i 2013 med i det britiske magasin Motorsport’s Hall of Fame side om side med historiens største racerkørere, legender som brasilianske Ayrton Senna og italienske Enzo Ferrari, inden han i efteråret 2014 indstillede karrieren.
At vi har at gøre med en wunderbar racerkører bliver synligt, når man smyger sit køretøj ind imellem den stengarnerede indgang til Tom Kristensen-land – velsagtens 12.000 bakkede kvadratmeter, der, som var det i The Hills i Hollywood, ligger på en nordjysk højderyg og våger ud over Mariagerfjord, Hobro-by og vikingeborgen Fyrkat.
På grunden ligger to nybyggede, modernistiske huse i sten og glas, hvis græssede tage er kædet sammen i midten af en åben indkørsel, der dækker over en Audi RS6+, en Audi Q7 og et spirende lille træ, der skyder op igennem et skræddersyet hul i taget.
Det ene hus er hjem for Tom Kristensen og hans familie, det andet er hovedkvarterer i Tom Kristensens paraplyselskab, Tom K Racing. I den cvr-registrerede indgang byder “Slaven” velkommen. Da Tom Kristensen som barn boede oven på sin families tankstation, var “Slaven” tankpasser, dengang under navnet “Plageånden”. Hans borgerlige navn er Jan Würgler, han er Tom Kristensens højre hånd og tætte ven, ham, der går på Momondo og bestiller flybilletter, men også ham, der bliver spurgt til råds om kontrakter og vogter om Tom Kristensen-brandet ved hvert et vagttårn.
“Han er fantastisk, ligegyldigt om du kalder ham slave, altmuligmand eller manager – du kan kalde ham, hvad du vil. Jeg fyrer ham en gang imellem, og så ringer jeg til ham igen næste morgen. Det er den måde, vi kører det på, direkte, og det er fedt,” fortæller Tom Kristensen lidt senere.
Mon ikke der fra tid til anden er en underviser på Handelshøjskolen, der prædiker, at det er en dårlig idé at blande forretninger med familie og venner, men Tom Kristensen er ikke på medhør til den slags. Han investerer i de mennesker og projekter, han tror på – som senest i herremodeportalen Spreeglee, fordi Tom Kristensen tror på iværksætteren bag, modemanden Victor Nielsen, der i øvrigt er hans gode vens søn.
Den tredje og sidste mand på kontoret, som han også har investeret i, er en anden gammel ven fra Hobro, “Hjernen”, finansmanden Morten Tinggaard. Ham, som alle papirer går igennem, og ham, som har medstiftet investeringsfonden Apex, der har 5 mia. kr. ude at yngle.
Hvis Jan er “Slaven”, og Morten er “Hjernen”, så er Tom K. “Stjernen”, sagt i et sådan uhøjtideligt, sarkastisk tonefald. Endevæggen i frokoststuen er tapetseret med de jublende menneskemasser foran Tom Kristensen og hans holdkammerater ved Le Mans-præmieoverraskelsen i 2004. Mens vi alle, “Slaven”, “Hjernen”,
“Stjernen”, skribenten og fotografen, spiser smørrebrød, funderer Tom Kristensen over, hvad der er så anderledes fra det stjerneliv, han lever i dag, til det stjerneliv, han levede som aktiv racerkører.
“Selvom jeg har næsten lige så travlt i dag, så er det bare på en helt anden måde. Når jeg kigger op og ud ad vinduet, lægger jeg mærke til ting, som jeg aldrig ville gøre før. Planter i haven eller træerne ude i horisonten.
Før ville jeg slet ikke opdage dem.”
Det er i det mentale, at skiftet er sket – presset, der følger med at skulle leve op til det ansvar, som et kæmpe fabrikshold har tildelt ham, er væk, og i stedet er Tom Kristensen blevet sig selv og sine omgivelser nærmere, og samtidig er bølgetoppene blevet lavere og dalene højere.
“Jeg er jo stadig en stor del af motorsporten, men på en anden mental remskive, hvis man skal sige det på jysk. Man bølger lidt mere roligt igennem uden de store udsving i peak og low, og når man gør det, har man også mulighed for at se lidt bredere.”
Som Den Lille Havfrue
Vi er kommet hertil for at se bredt, og se frem og tilbage.
For godt to uger siden udkom Tom Kristensen i samarbejde med journalist Dan Phillipsen med selvbiografien
“Videre”, hvor Tom Kristensen deler livsfortællingen om den unge gokartkører fra en tankstation i Hobro. Titlen, “Videre”, var hans fars livsmantra, som i den grad har præget Tom Kristensen, og som vel er svar på, hvorfor det først er nu, efter 49 år, at han for alvor er begyndt at kigge tilbage og tænke dybere over tilværelsen.
Efter 20 år som udlandsdanskere i bl.a. Japan og senest Monaco valgte Tom Kristensen og familien at flytte hjem i 2011 for at komme tættere på hans forældre, der begge blev ramt af sygdom. Så aftalen er, at Tom Kristensen skal vise os rundt på de stykker himmerland, som han altså af alle steder i verden har valgt at cementere som sit hjem – det samme sted, som han selv er vokset op, og hvorfra han netop har sendt sin ældste dreng, Oliver på 20, af sted, og hvor han nu ser sin pige Carla, 17, og Oswald, 10, vokse op.
“Skal vi ikke køre til Fyrkat, det er Hobros varetegn,” foreslår Tom Kristensen, da vi har sat os ind i den mest centralt placerede af de parkerede Audi’er på ejendommen.
Den her Audi er mørkegrå, performancemodellen RS6+, hvis “antal hestekræfter, du selv må Google dig til.” Tom Kristensen er i en grå polo, mørkeblå jeans og et par mælkehvide Adidas-sneakers. Siden han pænt sad i DR’s “Aftenshowet” og fortalte om sit karrierestop i 2014, har han fået flere furer i panden, grålige nuancer i håret og skægstubbe. Han selv siger, at han er blevet blødere og rundere.
Fremme på landevejen får vi øje på en vandrer – en ældre mand i bar overkrop og cowboyshorts.
“Det er Thorkild, han går en lang tur hver dag, jeg møder ham alle mulige steder,” siger Tom Kristensen og vinker smilende til ham.
Kender alle hinanden her?
“Ja, jeg kan genkende langt de fleste. Og er man i tvivl, så spørger man bare en anden, så ved man det. Det er der noget dejlig roligt omkring... Det er Flemming fra Fyrkat Blomster,” siger han, som vi sænker farten ved en hvid varevogn, der er ved at lave en u-vending.
“Flemming, hey! Du er kørt for langt, du bor lige derhenne, jo,” driller han ud ad det nedrullede vindue og gasser op igen videre ud ad Fyrkatvej og ind i en skovfordybning.
“Det er så svinget, hvor man skal sige nøøøj,” siger han, og da vi kommer ud af den lille skov, kan vi skimte cirkelborgen foran os. Hobros stolthed – fraregnet det nyoprykkede superligahold og Tom Kristensen – Fyrkat er én af syv trælleborge i Danmark, som vikingerne byggede som forsvarsværn, borgen her blev angiveligt til omkring år 980 og ligger strategisk ved bunden af Mariagerfjord og tæt på Onsild Å og Hærvejen.
“Det er lidt ligesom med den Den Lille Havfrue, hvor fanden er den henne, tænker man. Og det her er så bygget til efter,” siger Tom Kristensen og peger på et rødt og sort stråtækt hus, Fyrkat Møllegård.
“Jeg er blevet slået til ridder af Fyrkat-lauget derinde, de tog bind for øjnene på mig og bortførte mig.”
Hvor er skolen?
Næste stop er Nordre Skole, Tom Kristensens skole. På vejen derover vinker han til en kvinde i bh, der er i gang i haven.
“Det var faktisk vores rengøringshjælp, jeg lige hilste på,” griner han.
I skolen var Tom Kristensen den bløde mellemvare. En dreng med masser af kammerater, og lidt en ballademager. Engang trådte han på en fyldt skummetmælkskakaokarton, så fru Henningsens beigefarvede nederdel blev plettet til af chokolademælk, og han resten af dagen var låst inde på inspektørens kontor.
Skolen ligger på Solvej, men nu hvor vi kan se frem til den lille solvej, ligger der kun et ensomt gråt skur. Og for enden, en fem meter høj bunke af jord på et større stykke optrevlet land.
“Den er simpelthen væk, det må I undskylde, det gør lidt ondt at se, for her lå Nordre Skole,” siger han og grubler lidt.
“En lækker rød murstenskole.”
Skolen er ikke mere, så vi kører igen ud i Hobros bakkede landskab og ind i eftermiddagstrafikken. Der er noget ved det her terræn, som Tom Kristensen elsker. Som en gammel erhvervsskade sammenligner han alle steder med racerbaner, og ligesom sin smag for racerbaner så foretrækker han hældninger, som dem istiden har skabt her med grov hånd.
Vi kører mod dér, hvor det hele startede, tankstationen på Aalborgvej 2, selvom Tom Kristensen allerede forsøgte at tale den ned i frokoststuen. Der er ét problem, nemlig et afgrundsdyb mellem den generisk rød/hvide Circle K-tankstation, der ligger på grunden i dag, og den, som er i Tom Kristensens hoved – den spartanske 1960’er-Shell-tank, hvor tankpassere fylder benzin på biler, hvor der er forårsgræs, og hvor der er R-olie i luften, den sødmefulde olie, man bruger til totaktsmotorer – noterne af Tom Kristensens barndom.
Så faktisk undgår Tom Kristensen helst at bruge tankstationen, hvor han blev givet til verden på førstesalen 7.7. 1967 under en hjemmefødsel. Tom Kristensen husker at komme til en familie med en kærlig og varm mor og en arbejdsom far af den gamle skole, der både drev tankstation og værksted og kørte racerbil, og han husker familiens schæferhund King og lillebror Jakob, som blev født i 1971 i en af de værste vintre længe.
Faren, Carl Erik, eller bare “Calle”, kørte standardvogne. Han startede i en Volvo Amazon, kom senere i en Ford Escort og var den første dansker til at gennemføre Paris-Dakar Rally, dog uden nogensinde at blive professionel. Hans fars slidsomme kamp har præget Tom Kristensen og givet ham grundindstillingen, at med professionalisme følger et privilegium, og med det privilegium følger en forpligtelse til at gøre sig så umage, som man overhovedet kan – udnytte sit potentiale. Det gennemsyrer ham i en sådan grad, at han selv under en oldboys-fodboldkamp med Slyngelholdet kan tage sig selv i at tænke sådan.
“Jeg hader at se én, der sløser, eller ikke udnytter sit potentiale eller simpelthen er luddoven. Og så kan jeg ikke lade vær med at blive lidt irriteret. Der ligner jeg min far.”
Carl Erik var stædig og fandenivoldsk. En mand med temperament, der kunne acceptere fejl én gang, men ikke to. Undskyldninger gad han ikke høre på. Det skete en gang imellem, at han stak Tom Kristensen en flad, hvis han havde lavet ballade. Men allermest blev farens gunst en af de største drivkræfter for Tom Kristensen i hans racerkarriere, der begyndte, da han som niårig fik sin første gokart, en Chrismo med en motorsavsmotor.
“Vrmmm, så kom jeg lige rundt i en gokart, mens bilerne kom ind her, det var ikke helt ufarligt,” fortæller Tom Kristensen, mens vi kører ind på den kastrerede Shell-tankstation og gør hold for et øjeblik.
“Da jeg var 12 år, kom jeg engang rundt her i en beige Morris Marina, som jeg havde lånt uden at spørge, og lige her opdagede jeg, at tankpasservagten var skiftet. Det var “Slaven”, der var derinde nu, og jeg vidste, at han ville sladre. Der var en kæmpe stålsøjle dér, tre gange så tyk som en lygtepæl,” fortæller han og peger et par meter foran os, hvor der i dag er et skilt på græsset.
“… og så kom jeg rundt i svinget og kronede den højrestyrede bil op i søjlen.”
Bilen, som hans far havde lånt af en engelsk ven, var totalsmadret. Og da faren opdagede det den efterfølgende morgen, havde Tom Kristensen låst sig inde på sit værelse og truede nu med at hoppe ud af vinduet fra første sal, hvis de kom ind.
“Det var egentlig meget smart, for han var nødt til at tænke, springer han ud nu,” siger han, om end faren aldrig rigtig nåede at se det komiske ved ulykken.
“Det var ikke helt kalkuleret, men jeg har lært, at når man sidder i en racerbil, skal det helst være kalkuleret. Du skal være dristig hele tiden, ellers vinder du ikke, du skal bare ikke have de tre bogstaver foran, dristig og dumdristig, den ændrer sig hele tiden, den ændrer sig i vinden, som du ikke kan se. Hvis der er mere sidevind i omgangen efter, så skal du tage svinget en lille smule anderledes, og det kan du kun føle – og du føler kun, hvis du mentalt er lige præcis, hvor du er fysisk.”
Frygten for at dø
Carl Erik Kristensen døde 8. marts 2013, 70 år gammel efter et længere sygdomsforløb med kræft. I december året forinden lavede Tom Kristensen en aftale med ham under kemobehandlingen på Aalborg Sygehus, nemlig, at han ville vinde Le Mans i 2013 – og det gjorde han, for niende gang, og han udbyggede dermed sin verdensrekord.
Sejren skulle have været dedikeret til hans far, men under løbet forulykkede den 34-årige racerkører Allan Simonsen med små 200 km/t efter ti minutters kørsel og omkom efterfølgende af kvæstelserne. Døden klistrede sig igen til triumfen på samme måde, som den ad flere omgange før er kommet ind på livet af Tom Kristensen. Som i 2007, da han var ude af bevidsthed i 15 minutter under en ulykke på Hockenheim-ringen, som da hans mor, Kirsten, døde i 2011, og som de for mange gange, hvor kørerkollegaer mistede livet for den sport, de alle sammen elskede.
Men frygten er ikke forenelig med at være racerkører, fortæller Tom Kristensen. Rammer den dig, er du færdig, så som en overlevelsesmekanisme har det for ham altid handlet om at komme “videre”. Tilbage i vognen, ud på banen. Først nu, efter han ikke længere er aktiv racerkører, føler han, at han ikke helt kan holde dødsfrygten på afstand.
“Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke længere er bange for at dø,” siger han og forklarer det med, at han ikke længere udfordrer døden i sit arbejde. Og måske også, at han som den ældste i familien føler et større ansvar.
Der er trafikkø hjem mod Tom Kristensens Vej, som Mariagerfjord Kommune har døbt den lille vej, der munder ud i eksracerkørerens grund. Selvom Tom Kristensen er den ældste, så er det Hanne, der er chefen i hjemmet. Hende og Tom blev kærester som 18-årige, senere blev Hanne uddannet pædagog, og hen over årene har hun trukket machomanden Tom Kristensen i en anden retning.
Så hun er den største grund til, at Tom Kristensen ser, at hans børn har fået en blødere landing i livet end ham selv. Det store spørgsmål er måske i virkeligheden, hvordan han har kunnet holde fast på hende igennem et langt liv med arbejde over det hele.
“Jeg tror, at det er lykkedes, fordi hun kun har fået mig i portioner, det har nok været for det bedre. Alt holder længere, hvis man kun tager det i portioner. Og så har det bare været rigtigt hele vejen,” forklarer han selv.
Har du været den far, som du selv har drømt, om du ville være?
“Da vi bliver enige om, at vi gerne vil have børn, kender vi nogenlunde de ting, vi kan byde på. Det rigtig gode er, at Hanne har været villig til at være med børnene. Man kan sagtens sige, at hvis drømmen var en mere almindelig far, så skulle det have været på en anden måde, men omvendt har vi levet i nu’et og været med til at præge børnene med den livsfilosofi. Vi føler de har fået en masse gode ting med ved alle vores mange rejser,” svarer han og tænker sig om igen i et par sekunder.
“Jeg har forsøgt at give dem så meget som muligt under de betingelser, som jeg har levet under. Selvfølgelig har jeg ikke brugt nok tid med dem, hvis man tager det ud fra en familielivsbetragtning. Men ud fra de forudsætninger vi har, så er svaret kort…, at det er sådan, det nu engang har været.”
Men det er da hændt, at børnenes far er kommet til at køre til den forkerte børne-
have eller har kørt til det forkerte stadion for at se sin søn spille fodbold, og det er sket mange gange, at han er driftet væk under samtaler over middagsbordet.
“Og det første jeg tænker på, når jeg bliver konfronteret, er, hvordan jeg kan redde den, og så lige efter jeg har gjort det, tænker jeg, at sådan er det, og de bærer over med mig og tager det med et smil. Men det gør de bare ikke mere,” siger han.
“Det er en af de ting, der er sket, efter jeg har trukket mig tilbage. Der er ikke nogen undskyldning længere. Så nu må jeg altså stramme mig lidt an,” siger han og smiler lidt for sig selv, mens vi kører ind på Ølvej.
I aften vil Tom Kristensen lave mad. Det er ikke noget, han gør tit, men nu skal det være. Han har set en opskrift i et inflight-magazine på et Air France-fly til en spaghetti carbonara – vel at mærke uden hovedingrediensen, fløde, men med parmesan som det bærende element, og med italiensk pancetta frem for dansk bacon.
Det er godt at se, at de i et Air France-fly har taget en italiensk ret til sig – og tilmed gjort den bedre, tænker han.
Det er trods alt modigt gjort.
