Hvis du er på jagt efter en let, feel good serie til at fylde sommerferiens pauser ud med, er det helt ærligt bedst, at du går langt uden om Netflix-serien “Black Mirror”, der er aktuel med sin sjette sæson. Der er meget langt mellem de muntre, opløftende scener, men til gengæld er der masser af sort humor, dommedagsprofetier og heftig samfundskritik – ikke mindst af den stigende påvirkning og skadelige indflydelse teknologi og verdensomspændende tech-virksomheder har på vores liv. Man bliver ikke i decideret godt humør, men man kommer til at tænke. Og selvom seriens pointer bærer tydeligt præg af at høre til i fiktionens verden og med garanti er sat mere end almindeligt meget på spidsen, kan man ikke lade være med at forestille sig, at det en dag kunne blive virkelighed.
