De er hovedpersonerne bag natklubben Simons – kendt som kronprins Frederiks tidligere foretrukne sted at gå i byen – Restaurant Congo og den nyåbnede natklub Sunday i samarbejde med Casper Christensen. Og nu har jeg lavet en aftale med de to natklubfyre 33-årige Simon Frank og 31-årige Simon Lennet, som sjældent stiller op til interview.
Jeg er nysgerrig efter, hvordan de har så stor succes i et marked, hvor de fleste forretninger kun lever i kort tid. Men mine forventninger kan ikke fravriste sig mine fordomme, mens jeg spejder efter dem ude foran Sunday i Indre København: Jeg skal sikkert kigge efter to hurtige fyre i blanke jakkesæt.
"Vi stopper, når vi ikke selv gider festen. Nogle fester ikke længere, når de bliver 20, mens andre har lyst til at feste, til de er 60"
Min tankestrøm slår folder, da en fodgænger rækker hånden i vejret for enden af gaden med et bredt og ligefremt smil.
"Man skal være en flink fyr," fortæller Simon Frank, da vi er kommet ind på deres klub Sunday, og jeg konfronterer dem med min fordomme om klubejere. "Man skal lade være med at gøre det åbenlyse som natklubejer og køre rundt i dyre biler med billige damer. Hvis man er sig selv og heldigvis er en flink fyr, hvorfor så tage en anden rolle? Det er ydmyghed hele vejen igennem, som vi gerne vil spille på. Ikke tage røven på folk med en facade eller et dårligt produkt", tilføjer Simon Lennet og sender min førnævnte forestilling i karantæne.
På papiret er Simon og Simon natklubejere, men i praksis har de intet at gøre med den daglige drift og andre praktiske hovedpiner – det tager partnerne Jakob Bojesen og Morten Christensen sig af. De betegner tværtimod sig selv som promotere, netværksmennesker, som er på fornavn med et sted imellem 2000 og 3000 mennesker, og hvis virkelige metier er at blande den mest farverige slikpose af mennesker til festen og tilsætte det ekstra drys af tilpas dosis skørhed og fantasi.
Guldkonfetti for tusindvis af kroner blev fyret af på en aften uden at tænke på oprydningen bagefter.
Og de er dygtige til det. Forventningerne til 2013 er en omsætning 65-75 millioner kr. i deres selskab, som indbefatter natklubberne Simons, Sukkerbageren, Sunday og Restaurant Congo.
Drevet af festkærlighed
De cykler dog begge på arbejde og gemmer intet guld i deres godtepose. Til gengæld er den fyldt med skøre indfald, som da Simon og Simon blev viet en fredag formiddag i januar i 2012 på Københavns Rådhus for at fejre deres fødselsdag på en særlig måde. Om aftenen gentog de ægteskabsløftet i Nikolaj Kirke, hvor gommen, Simon Lennet, ankom til kirken på en hvid hest, og bruden, Simon Frank, var iført brudekjole. Ægteskabet holdt kun én uge for det heteroseksuelle par. Så skulle de videre til en anden til fest.
Ambitionen, der vejer højere end noget andet, er at holde de bedste fester i deres verden.
Simon og Simon blev gift for at prøve at holde bryllupsfest. Men ægteskabet holdt kun en uge for det heteroseksuelle makkerpar. Så var det tid til en ny fest.
"Jeg tror, vores succes kommer af, at vi ikke er grådige. Mange festarrangører trækker pengene ud, så snart det går rigtig godt, men vi har aldrig lavet store udbytter. Når vi har haft overskud, har vi brugt det på at leje en elefant til Simons eller nogle dværge, der kan sparke sig selv i hovedet," forklarer Simon Lennet.
"Drivkraften er ikke at blive rig og kendt. Det er derimod i sin essens kærligheden til den gode fest, og når klokken bliver 02.00 en fredag eller lørdag nat, og alle er glade, fulde, krammer, fester og det hele er kaos. En oplevelse, som Simon og Simon altid selv tager del i.
"Der er mange promotere, som skal arbejde om aftenen, men så mister man den ægte fornemmelse af festen fra gæsternes synsvinkel. Man kan ikke mærke, hvordan festen er. Vi fester selv med. Vi bliver selv hældt ud af klubben (smidt ud, red.) engang imellem, hvis vi går for meget til den", fortæller Simon Lennet med en drenget charme, der sikkert kan konverteres til en tilgivelse mandag morgen.
Mandag morgen skal Simon og Simon i gang med at planlægge næste fest. Uanset om festen før gik godt eller dårligt.
Det er visheden om, at de skal kigge gæsterne i øjnene kl. 23.00 i en halvædruelig stund, der holder dem skarpe.
"For at det ikke skal være pinligt at være til sin egen fest, er du nødt til at give folk noget. Hvis vi ikke selv var til festen, kunne vi lige så godt skrue prisen op på sjusserne, og hvorfor skulle vi så booke en elefant ind til 2.000 euro. Forskellen på os og nogle af de andre restauratører er, at vi er sammen med gæsterne, som er vores venner. Så det handler om at bygge en klub med borde, vi selv vil sidde ved, et dansegulv vi selv vil danse på og en terrasse vi selv vil ryge på. Det er ikke dybere end det."
Klientellet er bredt - præcis som de to venner ønsker det.
Alligevel fornemmer man, at Simon og Simon er meget bevidst om, hvordan de på bedst mulig vis plejer omdømmet i deres netværk, som helt sikkert gør forskellen på succes og fiasko i natklubbranchen.
"Vi er blevet spurgt om mange åndssvage tv-ting og diskuterede da også, hvad vi skulle sige, da Bubber ringede. Men hvilket lys vil det sætte os i? Højest sandsynligt ikke noget positivt for vores målgruppe, som bare vil synes, vi er dumme. Vi har intet mål om at være kendiskendt. Vi har altid sagt nej til tv," siger Simon Frank.
Når Simon og Simon ikke er en del af festen fredag og lørdag, går hverdagen med planlægning og promovering af kommende fester. De arbejder gerne to måneder forud med at finde DJ's, medarrangører, som kan være virksomheder og magasiner, og planlægge førfester. "Vi laver mange førarrangementer, hvor vi inviterer 100-200 til middag på D'Angleterre eller i Det Kongelige Teater. Det er for at please vores gæster og give dem nogle andre oplevelser end kun at være fulde. Og så kan vi bagefter gå over på klubben."
Manualen til den gode fest er besnærende simpel, og alligevel fuld af fejlkilder.
"Det handler 100 pct. om menneskene. Når du har de rigtige mennesker, så skal du bare have et tag over hovedet og et toilet," fortæller Simon Lennet.
"Det er ikke, fordi vi kun ønsker én type mennesker. Vi vil både have hipstertyper, Kødbyen-mennesker og jakkesæt. Vi er også forskellige typer"
"Det er sammensætningen af mennesker," uddyber Simon Frank.
Mennesker betyder alt, men deres nye klub Sunday er ikke for alle mennesker. Her kommer gæsterne ikke ind fra gaden. Først skal de anmode om at komme på en gæsteliste og kort beskrive, hvem de er. Dernæst skal de ikke kun forbi de obligatoriske dørmænd, men også en såkaldt picker – en moderne form for smagsdommer – som har det i sin magt at afvise de, der efter en hurtig screening ikke passer ind stilmæssigt.
Festerne er ofte forskellige, men aldrig kedelige på Simon og Simons klubber.
I udgangspunktet lyder det ikke som en institution med demokratisk overskud, og det betyder da også, at op til flere hundrede mennesker bliver afvist på en typisk nat. Simon og Simon ser anderledes på det.
"Det er ikke, fordi vi kun ønsker én type mennesker. Vi vil både have hipstertyper, Kødbyen-mennesker og jakkesæt. Vi er også forskellige typer. Den ene dag har vi joggingbukser på, den anden dag har vi jakkesæt på. Det er faktisk ligegyldigt, hvad tøj du har på – bare du har tænkt over det. Men hvis du bare skal ind og drikke shots med dine 10 soldaterkammerater, eller kommer fra en polterabend kl. 23.00 stang-bacardi og bare vil slås, så er det ikke stedet," forklarer Simon Lennet.
Slåskamp på homobar
Det er et puslespil af tilfældigheder, der har forårsaget det årelange partnerskab. De mødtes en nat i 2003, da Simon Lennet stjal en flaske spiritus fra Simon Franks bord på bøssebaren Nevermind ved Ørstedsparken. "Så røg vi i slåskamp. Men det var også en tøsefight. Da vi blev smidt ud derfra, talte vi sammen. Lennet gav en undskyldning, og så gik det derfra," fortæller Simon Frank og hiver en ny cigaret ud af Prince-pakken.
Forinden var Simon Frank professionel håndboldspiller i FCK, men en skade satte en stopper for sportslivet i 2002.
"Jeg blev spurgt på natklubben, jeg tit gik på, om jeg ville prøve at trække gæster til. Jeg var klar og kom med en masse gæster, deriblandt mange sportsfolk. De kom weekend efter weekend, så det endte med at Flemming Østergaard tog fat i mig en dag og sagde, at nu måtte det stoppe. Fem uger i træk havde Ole Tobiasen, Hjalte Nørregard og de der FCK-spillere været i Se og Hør. Det var for meget for Don Ø."
I dag, små 10 år efter Simon og Simon begyndte at holde fester sammen, kommer man næppe uden om det obligatoriske mormorspørgsmål: Hvor længe kan I blive ved med alt det festeri?
"Vi stopper, når vi ikke selv gider festen. Nogle fester ikke længere, når de bliver 20, mens andre har lyst til at feste, til de er 60," fortæller Simon Lennet.
Man fornemmer dog ingen tømmermændstraumer efter et liv med talrige Bloody Marys. Og sker det en dag, at festlysten bliver til en tynd omgang saftevand, har de heldigvis også andre ideer.
Deres næste opgave er et velgørenhedsprojekt for børn og unge i voldsramte familier i samarbejde med blandt andre forlægger Malene Malling og Johan Wedell-Wedellsborg, som står bag juicekæden Joe & The Juice, og måske kaster Simon og Simon sig én dag over sportens verden.
