"Suveræn vinder" blandt de tre direktør-biler

Mens trioen af testbiler hviler sig, stjæler Volvo S90 opmærksomhed hos de lokale på Assens Havn. En Audi A6-ejer er stoppet op og trykker nysgerrigt snuden mod sideruden for at beundre det lyse læderinteriør, men har den hotteste svensker på bilmarkedet hvad, der skal til, for at slå V6-varianter af den nye Mercedes-Benz E-klasse eller den nye Jaguar XF?

Med et D5 bagpå har Volvo S90 en toliters, firecylindret dieselmotor med 235 hk, ottetrins automatgear og firehjulstræk. Med et forbrug angivet til over 20 km/l er den i energiklasse A, men det er også testens svageste bil. Med højeste udstyrsniveau Inscription og en masse sikkerhedsudstyr er prisen 820.000 kr. Beskatningsgrundlaget for erhvervsleasing er 640.005 kr.

"Efter at have kørt de tre biler både på lande- og motorvej, og efter at have dissekeret kabiner og prislister, er der ingen tvivl om hvem, der leverer dagens bedste indslag"

Bagved holder den sportsligt udseende Jaguar XF 30d, der med masser af aluminium i karrossen er klassens letvægter. Den stiller med en kraftig V6-biturbo dieselmotor med 300 hk og massivt drejningsmoment på 700 Nm. Med det relativt beskedne udstyrsniveau, Prestige, koster den 915.900 kr., mens beskatningsgrundlaget er 746.776 kr. for en udstyrstung XF Business Edition.

Diskret som en embedsmand har vi endelig Mercedes-Benz E 350 d med en treliters V6-diesel, 258 hk og nitrins automatgear. Foruden Mercedes’ nyeste teknologi er den næsten ligeså sparsommelig som Volvo S90. E 350 d koster fra 804.100 kr. og har dagens laveste beskatningsgrundlag på 625.000 kr.

Den moderne Volvo er afstressende

Afstressende er det ord, der bedst beskriver et ophold i Volvo S90. Med den adaptive fartpilot sat på 80 km/t på landevejen sænker roen sig i kabinen.

Man slapper af som i en af de gode stole i et fredeligt hjørne af SAS’ Business Lounge i Kastrup – bortset fra at møblementet derude ikke kan hamle op med de ergonomiske pragteksemplarer i Volvo’en.

Testens rareste kabine med lyst Moritz-læder føles umiskendeligt skandinavisk med sine brede træpaneler, der smyger sig over instrumentpanelet. Betaler du ekstra, kan den rullende lounge gengive akustikken i Göteborgs Koncerthus med hjælp fra hi-fi-specialisten Bowers & Wilkins.

Samtidig sidder man med fornemmelsen af en bil, der drager omsorg for passagerne. Med Pilot Assist-systemet kan den køre selv med op til 130 km/t. Tredje generation af sikkerhedsudstyret, City Safety, gør den i stand til at bremse for fodgængere, store dyr og biler, og så modsætter den sig, at du kører i grøften, selv på en dårlig grusvej uden vejstriber.

Men begynder man at trykke Volvo S90 på maven, tegner der sig et billede af en bil, der er under pres.

D5-motoren er stærk for sin størrelse og dejlig fri for turbotøven, men føles og lyder anstrengt i dette selskab af sekscylindrede muskelbundter. Motoren er lynhurtigt ude af starthullerne takket været et nyt system med en trykluftbeholder, der spoler turboladerens skovlhjul hurtigere op, end udstødningsgas kan gøre det i en traditionel turbolader.

Det fungerer upåklageligt, men i hårde mellemaccelerationer udstøder motoren en spæd firecylindret lyd, mens konkurrenterne lige i bakspejlet jager den som et stykke vildt. Kræfterne er begrænsede i dette selskab, og den ottetrins automatgearkasse savner raffinement. Køres bilen hårdt, og slippes speederen, skifter den op til næste gear med et udannet skvulp. Den slags tolereres ikke i en tysker...

Drejer vejen skarpt, krænger Volvo’en en del. Styretøjet er ret letgående og uden meget føling med underlaget, så det er ikke en bil, der lægger op til dynamisk kørsel. Vejgrebet er stort, og køreegenskaberne sikre, men den slags løjer er under bilens niveau.

Den har det bedst med at cruise i rask tempo på motorvejen. Det gør den fremragende, men undervognen kunne godt være bedre til at absorbere de små ujævnheder, der forplanter sig til karrossen, i stedet for at lade bilen flyde afsted som på et flyvende tæppe.

En anden ting, der kunne være bedre, er det føromtalte Pilot Assist- system. Det kræver tydeligt markerede vejstriber for at fungere ordentligt. Når det virker, stivner styretøjet, som var det støbt i cement, mens bilen styrer selv med stive bevægelser. Det fungerer i køkørsel ved lavere hastigheder, men ved motorvejshastighed er det så irriterende, at man slår det fra.

Dens brede kølergrill a la veteranbilen Volvo P1800 og forlygterne med LED-lamper formet som Thors Hammer giver S90 skandinavisk attitude og feel-good-faktor, som gør én glad, hver gang man ser bilen i øjnene. Men målt på komfort, køreegenskaber og højteknologi er der alternativer.

Testens aggressive designindslag

XF er et mere aggressivt væsen end den fromme svensker. Træd på speederen, og det massive drejningsmoment på 700 Nm fra V6-motoren får kattedyret til at springe fremad med overlegen styrke og og en dyb rumlen fra motorrummet – uanset om du kører langsomt eller blinker ud for at tage et stint i det yderste spor på Autobahn.

Hvor Volvo’en med sit diskrete firehjulstræk drømmer om at lave antydningen af hjulspin, er du aldrig i tvivl om, hvilken aksel Jaguaren trækker på: Den bagerste – som en sportsvogn. De to baghjul vrider sig gerne lidt, når den kraftige motor får besked på at sparke alle 300 hk ud af folden fra stilstand.

XF bevæger sig med strammere og mere præcise bevægelser på små snoede veje, der tackles med et lynhurtigt og præcist styrestøj. På motorvejen evner den at falde til ro og ligge klippestabilt, når det går stærkt ligeud. Begge dele er store fede plusser i bogen for folk med et entusiastisk forhold til at køre bil.

Det er ren køreglæde at sidde lavt bag læderrattet og stirre ud over potensbulen i kølerhjelmen, mens man mærker kræfterne fra V6-motoren, der distribueres af en glimrende ottetrins automatgearkasse (uden Volvo’ens unoder).

Men med den moderne, lækre Volvo frisk i hukommelsen, udstilles Jaguarens mangler. Skønt denne generation XF kom sidste år, så føles den lettere rustik. Kabinen ser bedaget med ud med sine analoge instrumenter, dystre layout og gammeldags grafik på diverse displays. Vist får du læder og metalpynt hist og her, men finish og materialer er ikke ligeså ædelt som i Volvo’en.

Gearvælgeren rejser sig majestætisk fra den brede midterkonsol, mens luftdyserne automatisk åbnes, når bilen vækkes til live. Men når du har vænnet dig til dét partytrick, føles XF ikke mere eksotisk end en veludstyret Ford Mondeo. Samtidig føles den også markant mindre end dagens to konkurrenter.

Intimt cockpit i Jaguar

Førerpladsen er indrettet, så midterkonsollen smyger sig om chaufføren og giver en sportslig cockpitfornemmelse, hvilket er et plus, hvis man er til sportslige biler, Men er du ude efter en limousine, så føles den forkrampet. Særligt på bagsædet, hvor den faldende og coupé-agtige taglinje gør, at håret rammer loftet, hvis man sætter en 180 cm passager derom. Benpladsen bagtil er derimod god – til gengæld er bagagerummets gab smalt.

Endelig er Jaguar’en også bagud på avanceret komfort og sikkerhedsudstyr. Testbilens headup-display viser en simpel monokrom grafik på forruden, og der er ingen mulighed for at bestille bilen med autopilot. Den bremser ikke som Volvo’en for elge, eller hvis du overser en modkørende trafikant i et venstresving. I kombination med en motor, der til tider lyder ret grov, så efterlades du med følelsen af en charmerende, omend gammeldags bil reserveret til Jaguar-entusiaster.

Fra Hammond-orgel til Steinway-flygel

At skifte fra Jaguar XF 30d til Mercedes-Benz E 350 d er, som en kollega udtrykker det, som at rejse sig fra et funky Hammond-orgel for at sætte sig bag et Steinway-flygel. Begge lyder fantastisk, men Mercedes’en er bare i en anden liga.

Kabinen ligner et mellemting mellem den vævre Mercedes-Benz C-klasse og ministerbilen S-klasse, og materialerne er næsten lige så lækre som i Volvo S90. Med teknologipakken fra ekstraudstyrslisten får du Comand Online-navigation og to 12,3” TFT-skærme, der breder sig over halvdelen af kabinen og giver E-klassen et futuristisk interiør.

Som på en smartphone swiper du gennem kørecomputerens menuer på to trykfølsomme felter på rattet. Det er indlysende nemt at bruge. Hvor den animerede speedometernål i S90 kører primitivt i hak, arbejder den smidigt (og hurtigt) i E 350 d, når du træder speederen ned. V6-motoren har mere baslyd end S90-maskinen takket være de ekstra cylindre, og larmer mindre end kraftværket i XF.

E 350 d føles mere som en limousine, især når det går ligeud. Hvor man i S90 kan ænse de små ujævnheder i asfalten, flyder E-klassen afsted, som kørte du på vat. Men det gør den ikke til en uduelig flyder, når vejen svinger.

E -klassen er nemlig forsynet med styretøj, der næsten kan måle sig med præcisionen fra Jaguar’en, mens undervognen har en evne til at lægge vægten de helt rette steder med tilpas krængning, når chassiset kommer under pres i sving.

E-klassen ligger mellem C- og S-klasse, og for første gang i dens historie kører den som en mellemting af de to. Den er adræt som en mindre bil på landevej og komfortabel som en limousine på motorvejen, hvor den også demonstrerer, hvordan en avanceret fartpilot skal fungere for reelt at være en hjælp.

Hjælper føreren med glidende kørsel

Med en førerassistentpakke til 20.451 kr. hjælper autopiloten med glidende, semiautomatisk kørsel. I modsætning til Volvos system, der føles som en indgriben, er det her en behagelig hjælp. Elektronikken sørger for med bløde bevægelser at holde E-klassen mellem vejstriberne.

Og så kan den et behageligt trick: Blink ud, når en bil dukker op i horisonten på motorvejen, og testbilen hitter selv ud af at lave et velovervejet vognbaneskift. Endelig er der den nitrins automatgearkasse, der virker som den bedst opdragne i denne flok med hurtige, bløde og forudsigelige gearskift.

På sikkerhedsområdet kappes E-klasse med Volvo S90 om at være dydsmønster: Bliver du påkørt fra siden, skubbes forsædepassagererne automatisk ind mod midten for at få dem væk fra kollisionen. Ved en frontal kollision udsendes der en lyd i kabinen, der forbereder dine ører på et brag.

Man er ikke i tvivl om, at E-klasse er Mercedes’ vigtigste model – bortset fra, når man vurderer den på det udvendige design. Hvor ingen er i tvivl om, at S90 er Volvos flagskib, gør Mercedes’ identiske sedan-design det svært selv for bilkendere at tolke, om de står foran en C-, E- eller S-klasse.

Design er dog en smagssag, og tilkøber du en AMG Line Eksteriør-pakke med 19” alufælge og skørte-kit (55.000 kr.), bliver den straks mere interessant at se på.

Konklusion: En suveræn vinder

Efter at have kørt de tre biler både på lande- og motorvej, og efter at have dissekeret kabiner og prislister, er der ingen tvivl om hvem, der leverer dagens bedste indslag. Volvo S90 er smuk, sympatisk og veludstyret. Jaguar XF er den sjoveste og mest sprudlende testdeltager, men også den dyreste – og teknologisk er den reelt sat af. Det kompenserer ikke for det frække design.

Mercedes-Benz E-klasse har de mest attraktive priser og mulighed for at opgradere til klassens mest avancerede sikkerheds- og komfortudstyr.

Den leverer den bedste overordnede pakke ved at kombinere limousinekomfort med særdeles veloplagte køreegenskaber, når vejen slår et sving. Det gør den til en suveræn vinder i denne test.