Hendes virksomhed gik konkurs, hun blev skilt og alvorligt syg – men på et stenhuggerkursus fandt hun vejen ud af krisen

I mange år var Susanne Rützou navnet, der stod i nakken på et stykke tøj i mange garderober. Nu er det i stedet navnet bag keramik. For ja. Den tidligere modedesigner, Susanne Rützou, der i 25 år var en af de mest populære på den danske modescene, er blevet keramiker. På soloudstillingen “Hybrids” viser hun for første gang resultaterne af den keramik, som hun har arbejdet intensivt på de seneste fire år i sit kælderværksted.

“Jeg har i fire år tumlet med keramik, givet mig tid til det og har ikke skullet præstere noget over for andre, så det er en hudløs oplevelse pludselig at skulle det,” fortæller 56-årige Susanne Rützou.

Hendes keramik går i to retninger. Her er brugsgenstande som de afrundede kopper med brun glasur, som vi sidder med i hænderne i dag i hendes hjem på Østerbro. Og der er store skulpturelle objekter med et blødt, organisk formsprog. I så tyndt ler, at man næsten ikke forstår, at de kan holde balancen, som de står på gulvet ved den pudefyldte sofa foran de sprossede vinduer med udsigt til den sensommergrønne have.

“Jeg tør næsten ikke sige det, men det er jo det mere … kunstneriske, jeg gerne har villet kaste mig ud i. Nu sagde jeg det alligevel. Jeg har i hele min karriere været skolet til at lave det, der kan sælge. Der er jo et vist helle i, at det netop ikke skal være kunst. Men nu er det det kunstneriske, jeg har villet udvikle og stå ved, at jeg laver. Det giver mig næsten ærefrygt,” siger Susanne Rützou.

“Også da fire år jo er lang tid at sidde med noget uden at vise det til verden. Jeg er ved at have opfyldt min familie og omkredskreds’ behov for julegaver,” siger hun og tilføjer med et selvironisk grin:

“Men i “keramikår” er fire år ingenting, har jeg fundet ud af. Det vil kun afføde nogle hånlige fnys og “herregud da”-kommentarer i den verden.”

Keramikverdenen har nemlig et ganske andet langsommeligt tempo end den modeverden, som Susanne Rützou har brugt omtrent 30 år af sit liv på. Hun var fra midten af 1990’erne og frem til 2013 en af dem, der definerede, hvad danske kvinder havde på. Først som chefdesigner hos Bruuns Bazaar og fra 2000 med mærke i eget navn, sideløbende med at hun lavede en ung pelslinje, Christensen by Rützou, til pelshuset Birger Christensen.

Susanne Rützous tilbagelænede, bohemeprægede design med et personligt udtryk i form af prints og skødesløse snit, der rettede sig mod et ungt, modebevidst publikum, skabte en ny retning i dansk mode sammen med tidens andre nye mærker som Munthe plus Simonsen og lidt senere Day Birger Mikkelsen og By Malene Birger.

Hun lod det ene tage det andet uden at tænke meget over det.

“Da jeg som 27-årig blev ansat hos Bruuns Bazaar var det Theis og Bjørn (Bruun,red.), der så sig om i deres bekendtskabskreds for at se, om der var “én, der lige kunne lave noget fedt.” Det blev så mig. Sådan ville det næppe have været i dag, for det var ikke ligefrem, fordi jeg havde en lang uddannelse, for jeg havde bare gået to år på Margretheskolen. Men jeg lavede otte kollektioner om året, og det gik jo ret godt,” fortæller hun.

“Det var en tid, hvor tingene piblede frem i modebranchen. Vi havde ikke den store, forkromede plan. Så fik vi idé til, at der skulle laves et show, og det skulle være lige inden modemessen i København, for kollektionen skulle død og pine nå ud på messen, da vi ikke havde råd til en showkollektion. Så begyndte andre designere at holde show, og pludselig var der en modeuge i København. Så tænkte vi, om vi ikke skulle vise vores tøj i Paris. Dengang blev dansk tøj hovedsageligt forhandlet i Skandinavien, men vi kontaktede bl.a. stormagasinet Barneys og hørte, om de ikke ville sælge vores og jo, det ville de da godt. Det hele skete organisk. Mens jeg arbejdede virkelig hårdt.”

At starte sit eget mærke var næste, naturlige skridt. Rützou blev hurtigt en succes. Omsætningen var fra midten af 2000’erne og de næste år på knap 50 mio. kr. Men da Rützou gik konkurs i 2013 efter fem år med lavkonjunktur og økonomiske problemer, hvor mærket i 2009 mistede 25 pct. af sin omsætning på én sæson, gjorde Susanne Rützou – for første gang i sin karriere – ikke det mest oplagte: Hun lancerede ikke et nyt mærke. Hun blev ikke chefdesigner for et andet. Hun slog sig ikke ned som modekonsulent.

“Indtil konkursen havde jeg gået den lige vej, men den her gang følte jeg, at jeg for første gang stod over for et T-kryds. Jeg måtte bruge den mulighed for at tænke mig om. For jeg var udmattet.”

Siden Susanne Rützou var 27 år, havde det været sådan, at når hun havde lavet en kollektion, var der måske en fredfyldt weekend, og så var det forfra. At designe kom naturligt til hende.

“Men jeg var nok fejlcastet til de andre ting, det kræver at være kreativ direktør, såsom administration og kommunikation. Det kan jeg huske, at jeg tit sad og tænkte til møder, allerede hos Bruuns Bazaar. Jeg har noget ekstrovert, som kan snyde folk, men jeg er i virkeligheden meget introvert. Det er svært at være omdrejningspunkt i et firma med 25-30 ansatte, hvor man hele tiden skal stå til rådighed, samtidig med, at man skal levere varen kreativt, når man har det sådan,” siger hun.

“Jeg kunne næsten blive misundelig på mine assistenter, fordi de kunne koncentrere sig om én ting. Jeg delte min tid op i del-deadlines, så jeg hele tiden kun skulle forholde mig til det, jeg skulle her og nu og ikke så fremad, det kunne jeg slet ikke bære at tænke til ende.”

I dag ville man kalde det stress. Dengang var det bare, sådan det var. En tidsånd, hvor det var lidt cool at være den, der kunne det hele.
Det var dog ikke, fordi der i firmaet ikke var erkendelse af, at Susanne Rützou skulle have tid til at designe. Eller at hun ikke forsøgte at organisere sig ud af det. Men i praksis var der bare hele tiden noget, hun lige skulle svare på. Og tiden udviklede sig mod, at det blev endnu vigtigere at skabe et “brand” med det, der fulgte med af at repræsentere det og stille op i medierne.

“

Det er mig magtpåliggende, at det skal være mig, der laver det, og at det ikke må udvikle sig til noget, der implicerer en masse mennesker

For at tiltuske sig et fredfyldt rum til at fordybe sig i designprocessen, tog Susanne Rützou nætterne i brug hjemme, mens resten af familien sov.

“I mange år sov jeg kun tre-fire timer om natten. Jeg fik lige med nød og næppe presset to børn ind i kabalen, og det er jeg så lykkelig for, men det var med hiv og klem og uden barsel. Jeg medregnede ikke det at købe ind og lave mad i min kalender, for så ville jeg godt kunne se, at det slet ikke hang sammen. Og mens jeg godt kunne klare at få så lidt søvn i 30’erne, var det noget andet, da jeg blev sidst i 40’erne” fortæller hun.

“Nu lyder jeg som en brokkemaskine, og det skal jeg slet ikke. Jeg var også meget privilegeret, og jeg havde det virkelig også sjovt,” siger hun.

“Men guderne skal vide, at selv om jeg ville ønske, at jeg kunne have solgt Rützou og have det afsæt til at komme videre, i stedet for at aflevere nøgler til kurator, var jeg også lettet, da det lukkede.”

Dagen efter Rützou lukkede, lukkede Susanne Rützou også døren til modebranchen.

“Der er ikke noget galt med modeverdenen. Det, der var galt, var at jeg var dybt forankret i den branche, men fik trang til noget andet og i virkeligheden er en anden. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke skal se min egen introverthed som et minus, men som et faktum. At jeg må indrette mit liv, så jeg tager hensyn til den.”

I tiden efter havde Susanne Rützou én plan: at være langsom. En plan om endelig at kunne bage kage til sine børn og hente dem uden at være kort for hovedet. Om at tage sit livs længste sommerferie, vandre i stor natur, gå caminoen med sin søn, gå til yoga, meditere og finde ud af, hvem hun var, når hun ikke længere var Susanne Rützou, designeren.

Men så nemt, hyggeligt og fyldt med dybe åndedrag blev det ikke. I stedet ramlede stort set alt. Susanne Rützou var lige inden konkursen blevet skilt fra sin mand gennem 18 år. Hun havde fået konstateret gigt, der måske var medvirkende til, at hun tit fik migræne. Lige efter konkursen viste det sig, at hun længe havde haft en stor svulst i skjoldbruskkirtlen, som hun først opdagede nu. At det hele kom simultant, så hun som et gigantisk vink med en vognstang fra livet om, at nu var det tid til at leve på en anden måde.

“Behandlingen af svulsten betød, at jeg følte mig som en 80-årig. Retrospektivt har jeg konstateret, at jeg må have en vis styrke. Der var adskillige grunde til at gå ned med flaget.”

Der var faktisk endnu en grund. Da hun havde lukket døren til modebranchen, blev der stille. Også mere stille, end hun havde forventet. Hvor hun den ene dag blev inviteret til andre designeres show, gik til middage og arrangementer, blev hun den næste dag ikke inviteret.

“Det var ret underligt, så stille der blev efterfølgende. Flere år efter kom jeg til at grine af, at min mailadresse jo var lukket, og jeg havde ikke kommunikeret en ny ud, hvilket er typisk mig, og det kunne måske have spillet en rolle i forhold til graden af stilhed.”

Det forklarer dog ikke, at en stor del af den bekendtskabskreds, hun havde bygget op, også forsvandt. Folk, hun troede, var venner, hørte hun ikke fra. Andre, hun ikke havde regnet med, blev.

“Men når jeg troede, at det var venskaber, var det måske mig, der var en overfladisk skiderik. Det var jo også gensidigt på den måde, at jeg selv kunne have rakt ud, så det var ikke noget, jeg havde ondt i maven over. Jeg har jo gode venner andre steder fra. Men det sad da i mig som en erkendelse, jeg også skulle have bearbejdet oveni alt det andet.”

Susanne Rützou følte sig mest af alt slukket.

“Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte: hvad hvis jeg er helt udbrændt? Hvad hvis lysten til noget ikke indfinder sig igen?”

Det var ikke noget med at ligge i fosterstilling, for hun havde sine børn, hun skulle skabe tryghed for, og hun mærkede, at der var en dans omkring hende, fordi de tog hensyn til hende, mens de selv skulle vænne sig til en ny tid med to opdelte hjem. Hun koncentrerede sig om praktiske opgaver som at finde et nyt hjem. Og i en årrække levede hun af et solgt sommerhus, royalties og indretningsopgaver.

“Det er blevet et mantra for mig at bruge det, der skete, konstruktivt. Ellers var alt det, der var sket for mig, jo spildt. Jeg vidste, at jeg måtte bruge den pause til at tage mig tid til virkelig at finde ind til noget, der var i sync med, hvem jeg er.”

Som Susanne Rützou sidder i sort, blødt tøj, brudt af guldsmykker, mens hun tit lyser op i et stort grin, der ikke rigtig kan stoppe, ligner hun en, det er lykkedes for. I dag er svulsten væk, gigten og migrænen holder hun borte med næsten-daglige yogatimer, som forklarer, hvordan hun kan sidde i skrædderstilling i sofaen under hele interviewet.

Men der skulle gå to år, før hun holdt op med at være porøs og fik det første glimt af noget, hun havde lyst til igen. Ændringen kom uventet.

“En af mine bekendte ringede og spurgte, om jeg ville med på stenhuggerkursus på Fyn, og jeg tænkte, at det kunne være vildt sjovt.”

De fire dage på Fyn kunne Susanne Rützou ikke komme hurtigt nok op om morgenen for at komme hen i værkstedet og få vabler på hænderne. Men hun havde sådan lyst til at skubbe til stenene og forme dem i hånden, så hun fandt ud af, at hun skulle forme i noget blødere, og det blev hendes vej til leret.

“Jeg er altid blevet drillet med min hang til stentøj, som jeg altid har dyrket, også når det ikke er moderne som nu. Men jeg havde aldrig nogensinde skænket det en tanke, at det var noget, jeg selv skulle.”

Det skulle hun. Da hun kom hjem, meldte hun sig til en kaskade af keramikkurser. I dag har hun indrettet værksted i den lyse kælder, hvor her står hvide spande med glasur, en ovn og keramik overalt i hjørnerne.

“Måske har det altid været det liv, der lå til mig. Jeg kan godt tænke, at hvis jeg havde været så heldig at finde det her i 20’erne, havde det været sjovt at nå hertil, hvor jeg virkelig havde kunnet læne mig ind i det. Jeg synes, at ting bliver mest spændende, når man virkelig er nede i det. Og ler er en værdig modstander, skal jeg hilse at sige. Jo mere, jeg går ned i det, des mere har jeg opdaget, hvor grænseløst svært det er.”

Der er meget kemi. Alene i glasuren, der kan tage en hel anden farve, end man troede, hvis ovnen er ti grader varmere eller koldere, eller kan reagere vidt forskelligt alt efter hvilket ler, man bruger.

“Havde jeg f.eks. brugt den glasur, der i dag er brun på den her kop, jeg sidder med i hånden, på noget andet ler, var den blevet lavendelblå. Især de store objekter, jeg laver, kan falde sammen eller revne – det er utallige versioner af ulykker. Det kan være frustrerende at have brugt fem dage på at forme et objekt, der er flere uger om at tørre, som så knækker, når det har været i ovnen. Det glæder jeg mig til at kunne styre noget mere,” siger hun.

“På den anden side er der også en gave i, at noget er nyt. At skulle lære forfra. Jeg hører også til dem, der har valgt ikke at dreje, men at forme i hånden. Jeg prøver at gøre det uperfekte til en ærlig del af mit formsprog, som jeg hurtigt har fundet.”

Susanne Rützou har dog ikke turde vente sig meget af udstillingen, at blive “opdaget”. Men den betyder, at hun har en større samling, hun kan vise frem til potentielle kunder.

“Det er jo et stort showroom, udstillingen er i, så det har ligesom suget objekter til sig, og jeg har skullet blive ved med at lave flere. De seneste fire måneder har jeg ikke været i seng før kl. 2, men arbejdet i værkstedet. Det er selvfølgelig noget andet, når jeg ikke skal møde ind til 30 ansatte på et kontor – jeg kan have min langsomme morgen med avislæsning, yoga og en stille tid i haven indtil kl. 12. Men det er stadig en ubalance i livet, der ikke skal være her hele tiden, og jeg er ikke stolt af, at den tidligere workaholic kom frem i mig igen og er faktisk lidt overrasket over det,” siger hun.

“Men det har jo været et mønster i mit liv, at noget tager mig, og så går jeg med det – og sætter alt andet til side for det. Det skal jeg passe på ikke sker igen.”

Som sidste uge, hvor hendes 23-årige søn skulle flytte hjem fra Berlin, hvor han har studeret i et år, og aftalen var, at hun skulle komme ned og hjælpe ham med at pakke hans lejlighed ned og være sammen med ham de sidste dage i byen. Hun var lige ved at ringe og sige, at hun ikke kunne nå det, fordi hun skulle sidde i kælderen og lave mere keramik til udstillingen.

“Men jeg tog mig selv i det. Heldigvis. Når udstillingen var der, ville jeg jo ikke kunne huske, om der var to krukker mere, men jeg ville kunne huske de tre dage med min søn.”

Hun kan også mærke, at hendes krop med det samme reagerer, når noget skal gå hurtigt.

“Skal jeg nå et fly nu, bliver jeg med det samme nærmest utilpas, hvis jeg ikke er i god tid. Det har jeg fået med mig,” siger hun.

Uanset om keramikken bliver lige så stor succes, som moden var, skal Susanne Rützou ikke have 30 ansatte og et brand, hun skal stå i spidsen for.

“Det er mig magtpåliggende, at det skal være mig, der laver det, og at det ikke må udvikle sig til noget, der implicerer en masse mennesker. Det kan måske udvikle sig til, at nogle af brugsgenstandene vil blive håndlavet i Portugal og ikke af mig selv i kælderen, men det er dét.”

Bliver det ikke en succes, som moden blev, går det også.

“Så må jeg sælge min lejlighed og flytte på landet og lave det dér. Den der følelse af, at jeg bare har lyst til at lave det næste, det næste og det næste – den følelse havde jeg glemt. Der er ikke rigtig noget, der slår den glæde, når man først har fundet den igen.”