ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Supermodel fik fem år i skatte-helvede

"Hvem skal passe mine børn, mens min mand og jeg er i fængsel?"

Det eksistentielle spørgsmål, på samme tid surrealistisk og meget konkret, fløj gennem hovedet på 38-årige Camilla Vest, da hun sidst i november 2011 helt uforberedt stod over for en fængselsdom på et år og ni måneder.
"Efter en søvnløs nat i New York fik hun en sms fra sin advokat med ordet FRIFINDELSE!!!"

Fotomodellens på det tidspunkt toårige dreng August og syvårige pige Anna kunne se frem til næsten to år uden far og mor, og Camilla Vest spekulerede på, om hendes storesøster kunne tage børnene til sig, hvis det kom så vidt.

9557_picture_5647_3.jpg
Familien betyder alt for Camilla Vest, her sammen med sin mand, Peder, og børnene Anna, otte år, og August, tre år.

Forud var gået en fire år lang skattesag, som med dommen fik en midlertidig afslutning i byretten i Helsingør, da Camilla Vest og hendes på det tidspunkt Mærsk-ansatte mand Peder Nielsen blev idømt ikke bare fængselsstraf, men også en bøde på 6,6 mio. kr. for bevidst at have undgået at betale skat af hendes modelindtægter i årene 2001 til 2004.

Camilla Vest hævdede, at hun boede i New York i de fire kalenderår, mens Peder Nielsen arbejdede og boede i Danmark. Skat og byretten mente, at hun var skattepligtig herhjemme.

Frifindelse

Parret ankede byretsdommen til landsretten, og 11 måneder efter, helt præcist 5. november 2012, blev Camilla Vest og Peder Nielsen frifundet.

De har ikke længere nogen fængselsdom hængende over hovedet, og også bøde og tilbagebetaling af skat på i alt 13,2 mio. kr. er faldet bort. Fem års mareridt og kamp mod myndighederne var endelig overstået.


"Jeg har det, som om der er kørt et tog igennem mig. Jeg er lettet og lykkelig lige nu, men jeg har stadig brug for at fordøje alt det, der er sket de sidste fem år," siger Camilla Vest, da jeg møder hende på Café Diamanten midt i København.

Fem år i helvede

Hun er hjemme fra New York på lang juleferie, og her, to måneder efter frifindelsen, har den nu 40-årige Camilla Vest fået sagen så meget på afstand, at hun kan tale om den.

Faktisk har hun så stort et behov for at sætte ord på sine fem år i helvede, en for hende næsten kafkask proces, at jeg næsten ikke kan få et spørgsmål indført. I hvert fald i den første time af interviewet.

"Det sidste år indtil frifindelsen var et kæmpe pres. Jeg var fuldstændig i chok efter afgørelsen i byretten og har i perioder ikke kunnet se, hvordan vi kunne komme igennem det. Men det gør man jo, og heldigvis har vi haft hinanden. Når jeg var nede, var Peder oppe og omvendt."

9559_picture_6696_3.jpg
Camilla Vest har arbejdet som model, siden hun som 14-årig vandt modelkonkurrencen Elite Model Look.

"Det har været et år med mange søvnløse nætter. Jeg gider ikke være offer og vil ikke have medlidenhed, men jeg føler mig krænket. Systemet har været inde at pille ved min identitet og mine værdier, for jeg har jo hele tiden følt, at jeg ikke havde gjort noget forkert, og jeg er i modelbranchen kendt for at være en pige med rent mel i posen," fortæller Camilla Vest, der stadig har svært ved at tage ordet dom i sin mund.

"Jeg siger afgørelsen. Ordet dom giver mig en klump i halsen," siger hun og holder sine hænder op til sin hals.
"I modelbranchen er jeg kendt for at være en pige med rent mel i posen"

"I det lange forløb har vores redning været, at vi fysisk kunne tage et fly væk fra Danmark og være i New York. Sagen fylder mindre i Tribeca, vores lokalområde på Manhattan. Her har vi kunnet fokusere på arbejde og vores børn. Der skal jo stadig laves lektier og smøres madpakker, selv om vi er midt i en skattesag."

"Det lyder skizofrent, men jeg har haft en evne til at lægge sagen i en kasse og fokusere på det, vi er gode til. Jeg har i 20 år levet af mit udseeende og været god til at skjule mine følelser, når det er nødvendigt. Jeg er jo professionel," forklarer Camilla Vest.


Gennem årene har hun udviklet et image som nordisk, smilende og naturlig – med personlighed. Det er et miks, som ikke mindst mange amerikanske firmaer er vilde med og det betyder, at Camilla Vest stadig har masser af opgaver som fotomodel i særligt kataloger og reklamefilm.

Indbringende karriere

Lige nu er Camilla Vest tøjfirmaet L.L. Beans signatur-pige og optræder i kataloger for stormagasinet Neimann Marcus og tøjfirmaet J. Crew. I 2012 hun også været med i reklamefilm for hår-og hudplejemærkerne Garnier og Revlon.

"Bortset fra Helena (Christensen, red.) så er jeg nok en af de danske piger, der har tjent mest på min modelkarriere. Jeg har haft et godt miks af reklamefilm, editorials og at være frontfigur i kampagner, selv om jeg aldrig var en del af 90'ernes supermodelgruppe, som jo kun talte fem-seks piger," fortæller Camilla Vest om sin egen karriere, som ser ud til at fortsætte, selv om hun er fyldt 40 år.

"Da jeg fyldte 30, blev jeg også spurgt, hvornår jeg stoppede, men jeg har stadig en ordentlig indkomst, ellers kunne vi ikke bo i New York."


Camilla Vest er dog begyndt at tænke på tiden efter modelkarrieren.

"Jeg tygger stadig på, hvad jeg skal lave bagefter. Lige nu tænker jeg at blive i New York og blive agent for spændende danske modemærker. Jeg har mange gode kontakter, og der er jo mange interessante brands i Danmark," siger hun.

Under interviewet er Camilla Vest klædt i en blanding af internationale modemærker som Helmut Lang og Stella McCartney og danske smykker fra Line & Jo.

Skuffet over Skat

Tre datoer fra skattesagens fem år lange forløb vil altid være indprentet i Camilla Vests dna. 28. december 2010, hvor sagen blev offentligt kendt, byrettens domsafsigelse 25. november 2011 og landsrettens frifindelse 5. november 2012. Og hun har ikke meget tilovers for Skats rolle i hele sagen.

"Systemet var skideligeglad med, hvilke konsekvenser det fik for vores familie, vi skulle bare udstilles"

"Jeg glemmer aldrig 28. december 2010. Lige pludselig var vi i alle nyheder, og det var både saftigt og skræmmende at føle, at vi allerede var dømt. Jeg tror, vi blev offer for en skræmmekampagne, og at Skat bevidst fortalte pressen om vores sag."


"Systemet var skideligeglad med, hvilke konsekvenser det fik for vores familie, vi skulle bare udstilles, så andre mulige skattesnydere ville blive afskrækket. Og der var helt sikkert også nogle hos Skat, der kunne bruge vores sag til at fremme deres egne karrierer. De udtalte sig til medierne, selv om de ikke måtte," lyder kritikken fra Camilla Vest.

Hun undrer sig over, at hun aldrig har modtaget en beklagelse fra Skat.
"Jeg er blevet endnu bedre til at sætte pris på nuet. En tegning fra min datter gør mig mere lykkelig nu end tidligere"

"Jeg mangler en officiel afslutning. Skat skal ikke undskylde sagen, men de kunne måske komme med en beklagelse og anerkende alt det, som vores familie har gået igennem."

Mens Camilla Vest mangler en afslutning på forløbet med Skat, kan hun stadig føle sig lykkelig, når hun tænker på frifindelsen. Efter en søvnløs nat i New York fik hun – lokal tid kl. 05:30, dansk tid kl. 11:30, en sms fra sin advokat med ordet FRIFINDELSE!!!


Hun havde været i Danmark til de sidste retsmøder, men valgte at blive sammen med familien i New York på selve dagen for kendelsen.

"Det var den mest syrede oplevelse at stå og vente ved køkkenbordet og så modtage den sms. Jeg satte mig bare ned og stirrede på telefonen. Jeg var lykkelig og lettet, men kunne slet ikke fejre det. Min mor og jeg gik senere på dagen en tur i Soho, og lige pludselig kunne jeg ikke tage larmen."

"Jeg stoler ikke længere på Skat og anklagemyndighederne"

"Jeg, som næsten er opvokset på Manhattan, måtte bare hjem i en fart. Det var der, jeg nok opdagede, at jeg var stresset. Alt det jeg havde lagt låg på, kom lige pludselig op til overfladen."


Hvad har du lært af de sidste fem års mareridt?

"Jeg har opdaget en styrke i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg har lært at holde fast i den, jeg er og blive ved med at tro på mig selv. Og så er jeg blevet endnu bedre til at sætte pris på nuet. En tegning fra min datter gør mig mere lykkelig nu end tidligere."

"Men jeg er også blevet mere skeptisk over for myndighederne. Jeg stoler ikke længere på Skat og anklagemyndighederne. Der kommer ingen kære mor og redder dig, hvis du ikke har gode rådgivere."




Andre læser dette lige nu