Roman af Thomas Korsgaard. 264 sider. Lindhardt og Ringhof.
Når Thomas Korsgaards nye roman er bedst, har hovedpersonen det ad H til. Når Tue, som han hedder, den unge mand, som læsere har kunnet følge gennem de to forrige bøger, “Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og “En dag vil vi grine af det” (2018), er allermest desperat efter at finde en seng at sove i, er forfatteren skarpest i sin personkarakteristik.
Da vi mødte Tue første gang, var han var en omsorgssvigtet teenager, der boede med sin familie på en gældsplaget gård i Nørre Ørum lidt udenfor Skive, hvor Korsgaard i øvrigt selv er vokset op. Hvor meget autofiktion, der er i bøgerne, har forfatteren haft lidt strittende udmeldinger om i medierne. I slutningen af bog to satte Tue sig ind i et tog til København, 17 år gammel, væk fra landboliv og armod.
Og her i bog tre, der ligesom de forrige bærer en talemåde-titel, “Man skulle nok have været der”, er han ved at flytte fra et lejet værelse for tredje gang på de få måneder, han har været i hovedstaden. Og det er her fra gadeplan med en palme i hånden og et pas i baglommen, at historien om Tues hjemløshed sætter i gang. Man fornemmer det splittede allerede på de første sider; at Tue har svært ved at tilpasse sig, men også omvendt, at de mennesker, han møder og opsøger, har svært ved at favne ham.
Tue hutler sig igennem som avissælger for Politiken, hvor han også engang imellem overnatter under et hundetæppe. Han spørger tilfældige, pølsedamen og kvinden, der er ved at bide på et abonnement, om de kender nogen, der har et værelse til leje.
Han ender med at få tilbudt en sofa hos kollegaens mor, en højtuddannet kulturtype, der tager imod den socialt eksotiske fugl med indledende åbne arme.
Og det er herfra – lidt vel langt inde i romanforløbet – at Korsgaards annoncerede sidste fortælling om den homoseksuelle Tue hæver sig fra det trivielle til et tragikomisk og nærmest uhyggeligt persondrama i en lejlighed med mange værelser på Østerbro.
Jo mere ensom og længselsfuld Tue bliver efter at høre til, desto mere grænseløs bliver han, og ydermere besværligt bliver det for os alment empatiske læsere, samt de velmenende personer han krydser på sin vej at holde af ham. Det er nemmere at være omgængelig, når man har privilegierne i orden.
Thomas Korsgaards adelsmærke er at skrive let om det svære i tilværelsen; her i det glimrende sløjfebindende sidste bind handler det især om hjemløshed på eksistentielt, socialklasse- og ret så konkret niveau.
Hans prosa er ikke tung af symbolik og dybderefleksion. Af og til kan man savne begge dele, men det er nu engang i detaljen og den sørgmuntre replikføring, at hans særlige talent ligger.
