Den rumænske hovedstad Bukarest er et sælsomt og dybt fascinerende miks af pompøst prestigebyggeri, franskinspirerede pragtbygninger og trøstesløs betonslum.
Sammenlignet med andre østeuropæiske metropoler som Prag og Budapest er den rumænske hovedstad Bukarest i turistmæssig henseende endnu næsten uopdyrket land. Og det er synd.
For nok har byen måske ikke helt så mange monumentale pragtbygninger som Prag og Budapest, men til gengæld er Bukarest endnu så uforandret, at man i langt højere grad får et indtryk af, hvordan livet var i Østeuropa før Jerntæppets fald.
Betonghettoerne er mange etager høje, og derfor er Bukarest heller ikke større end København i udstrækning, selv om der bor over to mio. mennesker
Bukarest er først og fremmest en meget kontrastfuld by. Før i tiden blev den kaldt »lille Paris« på grund af de mange boulevarder og nyklassicistiske bygninger, som primært franske arkitekter kreerede med Paris som forbillede.
Sidenhen satte kommunistiske byplanlæggere deres tunge og ofte triste præg på byen, hvor gamle kirker og beboelsesejendomme måtte vige pladsen for pompøst prestigebyggeri.
Den negative arkitektoniske pol er forstædernes endeløse rækker af triste betonsiloer, som huser størstedelen af hovedstadens indbyggere.
Betonghettoerne er mange etager høje, og derfor er Bukarest heller ikke større end København i udstrækning, selv om der bor over to mio. mennesker.
Hvor betonghettoerne repræsenterer det værste i det socialistiske planbyggeri, er der anderledes stil over periodens største prestigebyggeri - den 10 km lange og 120 meter brede »Boulevard til Socialismens Sejr«, som diktatoren Nicolae Ceausescu fik opført. Efter revolutionen i 1989 blev den omdøbt til Bulevardul Unirii.
Her sidder unge par og kissemisser på bænkene, husmødre tager sig et lille hvil, mens ældre mænd spiller skak eller ordner verdenssituationen
Boulevarden munder ud i det enorme »Folkets Palads«, og specielt det sidste stykke ind mod paladset, hvor der er springvand i midterrabatten, er meget flot.
At ankomme til Bukarest ad denne prægtige boulevard er ganske enkelt imponerende.
Unirii-pladsen
Smukkest er boulevarden ved Unirii-pladsen, hvor der omkring de største springvand er opført et grønt lille åndehul med bænke, blomster og græsplæner.
Her sidder unge par og kissemisser på bænkene, husmødre tager sig et lille hvil, mens ældre mænd spiller skak eller ordner verdenssituationen.
Den vestlige del af Unirii-pladsen er med sine mange reklameskilte og neonlys det sted i Bukarest, der minder mest om en vestlig storby.
En rundvisning i »Folkets Palads« er et absolut must under et besøg i den rumænske hovedstad. Trods navnet var det ment som et monument over diktatoren Ceausescus storhed, og stort er det i hvert fald.
»Folkets Palads« er således verdens næststørste bygning - kun overgået af det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.
Det sandfarvede palads har over 1000 værelser, hvoraf det største er på størrelse med en fodboldbane, og hovedparten af værelserne er overdådigt udstyret med marmor, flotte lysekroner og håndsyede silkegardiner.
Bortset fra enkelte møder nåede Ceausescu paradoksalt nok ikke selv at benytte paladset, idet kun godt 40 procent var færdigbygget ved hans død i 1989, og mere end 16 år senere mangler man endnu at færdigindrette de sidste rum. Paladset huser i dag det rumænske parlament.
Diktatorens sidste tale
Meningerne om paladset er stærkt delte. Nogle mener, at det ligner en enorm marengs-lagkage, mens andre finder det flot og imponerende - ikke mindst om aftenen, hvor det oplyses af talrige projektører.
Bukarest rummer flere seværdigheder, som knytter sig til revolutionen i 1989. Et af dem er kommunistpartiets tidligere hovedkvarter, fra hvis balkon Ceausescu holdt sin sidste tale. Her oplevede han det helt uhørte at blive buuhet ud, og få dage efter var han død.
Pladsen, hvor bygningen ligger, hedder i dag Revolutionspladsen.
Ikke langt derfra finder man Universitetspladsen, hvor flere kors er blevet opført til ære for de studerende, der døde under revolutionen.
Et andet kors er blevet opført til ære for de studerende, der døde under minearbejdernes brutale angreb på studenterne i 1990.
Ceausescu var en arg modstander af kirken, hvis magt han så som en alvorlig fare for sit styre. Han beordrede derfor talrige kirker i Bukarest revet ned, men den vigtigste af dem alle Patriark-kirken overlevede.
Af frygt for befolkningens vrede måtte ingen menige rumænere vide, i hvilken luksus deres ledere boede
Kirken er lille, men spændende at besøge, og den ligger lige ved siden af den gamle parlamentsbygning.
Frilandsmuseum
Netop denne beliggenhed var en evig torn i øjet på diktatoren, som dog frygtede folkets vrede, såfremt han lod landets helligste bygning rive ned.
Folk med interesse i tidligere tiders liv på landet, må ikke snyde sig selv for et besøg i det store frilandsmuseum i byens nordlige ende, hvor man finder bygninger fra alle egne af Rumænien.
Muséet ligger lige op til Herastrau-parken, der er byens største grønne område. Her kan man ro på den store sø, sole sig på græsplænerne eller gå sig en tur, og om sommeren er parken meget populær blandt de lokale.
Ikke langt derfra ligger en stor triumfbue, der faktisk minder en del om den tilsvarende i Paris. Triumfbuen blev opført til minde om den rumænske hærs indsats under 1. Verdenskrig.
I samme område finder man også det kvarter, hvor Ceausescu og hans øverste partikammerater boede.
Boligområdet er meget luksuriøst i forhold til de kummerlige forhold, som resten af befolkningen boede under. Ceausescus eget hus lå i en stor have med egen sø, og det benyttes i dag af FN.
Af frygt for befolkningens vrede måtte ingen menige rumænere vide, i hvilken luksus deres ledere boede.
Derfor afspærrede sikkerhedspolitiet de øverste etager på de nærmeste boligblokke, så ingen kunne se ned på pragtvillaerne.
Sammenlignet med andre østeuropæiske metropoler som Prag og Budapest er den rumænske hovedstad Bukarest i turistmæssig henseende endnu næsten uopdyrket land. Og det er synd.
For nok har byen måske ikke helt så mange monumentale pragtbygninger som Prag og Budapest, men til gengæld er Bukarest endnu så uforandret, at man i langt højere grad får et indtryk af, hvordan livet var i Østeuropa før Jerntæppets fald.
Betonghettoerne er mange etager høje, og derfor er Bukarest heller ikke større end København i udstrækning, selv om der bor over to mio. mennesker
Bukarest er først og fremmest en meget kontrastfuld by. Før i tiden blev den kaldt »lille Paris« på grund af de mange boulevarder og nyklassicistiske bygninger, som primært franske arkitekter kreerede med Paris som forbillede.
Sidenhen satte kommunistiske byplanlæggere deres tunge og ofte triste præg på byen, hvor gamle kirker og beboelsesejendomme måtte vige pladsen for pompøst prestigebyggeri.
Den negative arkitektoniske pol er forstædernes endeløse rækker af triste betonsiloer, som huser størstedelen af hovedstadens indbyggere.
Betonghettoerne er mange etager høje, og derfor er Bukarest heller ikke større end København i udstrækning, selv om der bor over to mio. mennesker.
Hvor betonghettoerne repræsenterer det værste i det socialistiske planbyggeri, er der anderledes stil over periodens største prestigebyggeri - den 10 km lange og 120 meter brede »Boulevard til Socialismens Sejr«, som diktatoren Nicolae Ceausescu fik opført. Efter revolutionen i 1989 blev den omdøbt til Bulevardul Unirii.
Her sidder unge par og kissemisser på bænkene, husmødre tager sig et lille hvil, mens ældre mænd spiller skak eller ordner verdenssituationen
Boulevarden munder ud i det enorme »Folkets Palads«, og specielt det sidste stykke ind mod paladset, hvor der er springvand i midterrabatten, er meget flot.
At ankomme til Bukarest ad denne prægtige boulevard er ganske enkelt imponerende.
Unirii-pladsen
Smukkest er boulevarden ved Unirii-pladsen, hvor der omkring de største springvand er opført et grønt lille åndehul med bænke, blomster og græsplæner.
Her sidder unge par og kissemisser på bænkene, husmødre tager sig et lille hvil, mens ældre mænd spiller skak eller ordner verdenssituationen.
Den vestlige del af Unirii-pladsen er med sine mange reklameskilte og neonlys det sted i Bukarest, der minder mest om en vestlig storby.
En rundvisning i »Folkets Palads« er et absolut must under et besøg i den rumænske hovedstad. Trods navnet var det ment som et monument over diktatoren Ceausescus storhed, og stort er det i hvert fald.
»Folkets Palads« er således verdens næststørste bygning - kun overgået af det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.
Det sandfarvede palads har over 1000 værelser, hvoraf det største er på størrelse med en fodboldbane, og hovedparten af værelserne er overdådigt udstyret med marmor, flotte lysekroner og håndsyede silkegardiner.
Bortset fra enkelte møder nåede Ceausescu paradoksalt nok ikke selv at benytte paladset, idet kun godt 40 procent var færdigbygget ved hans død i 1989, og mere end 16 år senere mangler man endnu at færdigindrette de sidste rum. Paladset huser i dag det rumænske parlament.
Diktatorens sidste tale
Meningerne om paladset er stærkt delte. Nogle mener, at det ligner en enorm marengs-lagkage, mens andre finder det flot og imponerende - ikke mindst om aftenen, hvor det oplyses af talrige projektører.
Bukarest rummer flere seværdigheder, som knytter sig til revolutionen i 1989. Et af dem er kommunistpartiets tidligere hovedkvarter, fra hvis balkon Ceausescu holdt sin sidste tale. Her oplevede han det helt uhørte at blive buuhet ud, og få dage efter var han død.
Pladsen, hvor bygningen ligger, hedder i dag Revolutionspladsen.
Ikke langt derfra finder man Universitetspladsen, hvor flere kors er blevet opført til ære for de studerende, der døde under revolutionen.
Et andet kors er blevet opført til ære for de studerende, der døde under minearbejdernes brutale angreb på studenterne i 1990.
Ceausescu var en arg modstander af kirken, hvis magt han så som en alvorlig fare for sit styre. Han beordrede derfor talrige kirker i Bukarest revet ned, men den vigtigste af dem alle Patriark-kirken overlevede.
Af frygt for befolkningens vrede måtte ingen menige rumænere vide, i hvilken luksus deres ledere boede
Kirken er lille, men spændende at besøge, og den ligger lige ved siden af den gamle parlamentsbygning.
Frilandsmuseum
Netop denne beliggenhed var en evig torn i øjet på diktatoren, som dog frygtede folkets vrede, såfremt han lod landets helligste bygning rive ned.
Folk med interesse i tidligere tiders liv på landet, må ikke snyde sig selv for et besøg i det store frilandsmuseum i byens nordlige ende, hvor man finder bygninger fra alle egne af Rumænien.
Muséet ligger lige op til Herastrau-parken, der er byens største grønne område. Her kan man ro på den store sø, sole sig på græsplænerne eller gå sig en tur, og om sommeren er parken meget populær blandt de lokale.
Ikke langt derfra ligger en stor triumfbue, der faktisk minder en del om den tilsvarende i Paris. Triumfbuen blev opført til minde om den rumænske hærs indsats under 1. Verdenskrig.
I samme område finder man også det kvarter, hvor Ceausescu og hans øverste partikammerater boede.
Boligområdet er meget luksuriøst i forhold til de kummerlige forhold, som resten af befolkningen boede under. Ceausescus eget hus lå i en stor have med egen sø, og det benyttes i dag af FN.
Af frygt for befolkningens vrede måtte ingen menige rumænere vide, i hvilken luksus deres ledere boede.
Derfor afspærrede sikkerhedspolitiet de øverste etager på de nærmeste boligblokke, så ingen kunne se ned på pragtvillaerne.
