Der er helt stille på Villa La Madonna. Morgendisen ligger i tunge dyner over bjergene i horisonten, og kun en lille, grøn trekantet top titter op igennem det lave hvide skydække. Vinmarkerne fordeler sig i symmetriske bølger på bakkerne så langt øjet kan se, og mellem dem løber områdets eneste asfalterede vej, der kløver landskabet i to, for dernæst at tage en enkelt afstikker op mod hotellet. Det hele ses kan gennem tynde, broderede gardiner i bedstemor-stil på et hotelværelse indrettet med vintagemøbler og buttede lænestole, og med udgang til en balkon i ærkeitaliensk stil med spinkelt jernrækværk og to dekorativt vejrbidte klapstole.
Det er denne dugfriske stilhed, som søstrene Annica og Marie Eklund længes efter, når de er hjemme i Sverige, hvor de til dagligt bor og sammen driver familievirksomheden Bolon, der nu med fjerde generation ved roret producerer gulvbeklædninger og desuden står for designet af en serie møbler under navnet House of Bolon. På søstrenes lille luksushotel med blot 17 værelser er der ingen travle turister eller busser med oplevelseshungrende rejsende, som skal krydse seværdigheder af på deres bucket list. I stedet er der gæster, som søger netop roen og den stillestående norditalienske idyl, som søstrene har gjort deres for at beskytte ved at opkøbe markerne omkring hotellet, så det også i fremtiden kan ligge så uforstyrret og fredfyldt som muligt.