ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Få smørrebrødsrestauranter kan måle sig med Møntergade, der høster seks stjerner: Særligt disse stykker betager

Møntergade imponerer med stort udvalg af fremragende kvalitet og betjening i samme klasse

Foto: Jonas Pryner Andersen
Foto: Jonas Pryner Andersen
Anmeldelse


Møntergade 19
1116 København K
33330610
montergade.dk


Jeg har spist på alle landets førende smørrebrødsrestauranter og mener, at kun et par stykker kan måle sig med Møntergade. Således var forventningerne høje, da jeg i tirsdags indfandt mig på adressen i de lokaler, som førhen rummede Bo og Lisbeth Jacobsens sted, Restaurationen.

Bordene udenfor var besat, for solen skinnede, så det ærgrede mig kortvarigt, da jeg havde håbet på at kunne sidde derude, eftersom akustikken kan være hård inde i restauranten. Men til min glædelige overraskelse har man gjort noget ved lydproblemerne, sådan at restaurantens alvorligste skønhedsplet nu er borte.

restaurant_montergade_Y9A4602.jpg
Komforten er høj på Restaurant Møntergade. Foto: Jonas Pryner Andersen.

For alt andet fungerer på bedst mulige måde lige fra den komfortable indretning over de meget dygtige tjenere, som sørger for, at alting klapper, lige fra den marinerede sild til den friturestegte camembert med syltede solbær.

Akustikken forbedret

Tjeneren spørger pr. refleks, om jakken skal i garderoben, bagdelen rammer et komfortabelt sæde og albuerne placeres på nydelige hvide duge eller på smukt marmor, hvis man som jeg tager plads oppe i baren. Baren er et praktisk arrangement for dem, der blot vil forbi og have et par hurtige stykker, og pladserne plejer at blive omsat flere gange i løbet af sådan en frokost, mens de almindelige borde typisk skifter klientel to gange.

tatar.jpg
Oksetatar.

På en god smørrebrødsrestaurant skal der være meget at vælge mellem, det er et aspekt, visse restauratører glemmer. Men Møntergade har et tilpas stort udvalg og er især stærke på sildeområdet, hvilket mærkes i første servering. Det er en kryddersild med undertitlen Dark and stormy, inspirationskilden er den rombaserede cocktail, men det er ikke rom-accenten, som betager mig mest, men derimod sildens helt exceptionelt gode kvalitet.

restaurant_montergade_Y9A4704.jpg
Her er tale om gode, friske fisk, som køkkenet selv salter, udvander og marinerer. Foto: Jonas Pryner Andersen

Frokosten kulminerer med et stykke kaldet Spicy tatar af groft hakket okse med chili, karse, løg og små kapers

Her er tale om gode, friske fisk, som køkkenet selv salter, udvander og marinerer, hvilket er forklaringen på filetens meget faste konsistens, samt at den vitterlig smager af sild og salt. Men det er diskrete smagsnuancer, som balanceres med en fin syre og meget svag sødme fra lagen. Syren findes ydermere i den pikante mayonnaise, de små kaviarlignende perler med citronsaft og de store faste stilk-kapers, der er anbragt på det enkelt, men smukt anrettede stykke, hvor små blomster pynter og giver kulør. Basen for stykket er et meget vellykket hjemmebagt, saftigt rugbrød, som er kompakt, fordi det netop er domineret af rug og ikke hvede, som jo har sneget sig ind i mangt et såkaldt rugbrød i disse år. Der er tilføjet så tilpas meget maltmel, at smagen får en delikat kant, og i denne servering er brødet smurt med et tyndt lag krydderfedt.

amdi.jpg
Rasmus Amdi med dagens tavleretter.

Fremragende laks

Den efterfølgende røgede laks kommer fra Samsø Røgeri, der ligesom Møntergade befinder sig i toppen af kvalitetshierarkiet. Den faste, mildt saltede og ditto røgparfumerede laks er en lækkerbisken, som krones med lun røræg, purløg og små kornblomster.

Møntergade viser med stor sikkerhed, det ikke giver mening at affærdige friturestegt fiskefilet som noget juks. Selvfølgelig kunne køkkenet smørstege fileterne, hvis de ville, men det giver bare ikke den udprægede sprødhed, som en friteret filet gør.

restaurant_montergade_Y9A4810.jpg
Værtshusklassikeren: Friturestegt camembert. Foto: Jonas Pryner Andersen

Det siger sig selv, at olien skal være frisk og paneringen tynd samt sprød, hvilket den altid er her, ligesom man kan regne med at rødspættefileten altid er tyk og frisk. Læg dertil, at den lille mayonnaise-højderyg er smagt til med masser af citronsaft, som medvirker til at blæse liv i det fede stykke, som prydes af en række helt fremragende rejer. De er tykke, faste, saftige og friskt smagende. Frokosten kulminerer med et stykke kaldet Spicy tatar af groft hakket okse med chili, karse, løg og små kapers anrettet i den moderne rodede stil på et stykke ristet rugbrød. Det er et af køkkenets få stykker, der vil bekomme de – formentlig få – fedtforskrækkede gæster vel, men magerheden til trods er der masser af smag.

20210902-143547-4_ma.jpg
Kun få smørrebrødsrestauranter kan måle sig med Møntergade, mener Ole Troelsø. Foto: Jonas Pryner Andersen

Vi går jo den kolde årstid i møde, så man skal passe på ikke at spise alt for magert, derfor slutter jeg måltidet med værtshusklassikeren friturestegt camembert. Den er paneret og friteret med indføling ligesom førnævnte fisk, og de syltede solbær gør det ud for den søde afslutning på et måltid, der er afviklet under megen tilfredshed og på lige under 60 minutter, hvilket er et godt frokosttempo.


Andre læser dette lige nu