Hårdt, men godt. Det kræver seks dage med mudder, myg, smerte og ufattelige udsigter at nå til toppen af det hele. Den Forsvundne By i Colombia er med sin skønhed og fascinerende historie alle trængslerne værd.
Hele min krop ryster. Jeg står på en klippeafsats nær den sidste lejr, inden turen er slut i morgen. Dækket af bid fra myg står jeg skræmt af de 10 meter ned til overfladen af den naturlige pool med vand under mig. Jeg ved, at jeg ikke har noget andet valg end at springe. Endnu engang må jeg overgive mig til disse bjerges ufattelige kræfter.
Udmattet og overvældet af skønheden, som udfolder sig gennem dalen, der strækker sig så langt øjet rækker gennem to bjerge
Jeg betragter de mange myg, der igen tager for sig af mit blod, holder vejret og springer.
Det er dag fem, og jeg er på vej tilbage fra trekket til Den Forsvundne By (Ciudad Perdida) i Colombias Sierra Nevada-bjerge. Byen er et enormt bygningsværk bestående af terrasser og plateauer spredt i en radius af 4 kilometer. Højt oppe i bjergene og skjult under et tæppe af grønt blev bygningsværket, der er opført af den nu uddøde Tairona-kultur, først opdaget i starten af 1970’erne.
Hvis du ikke vælger den lette (og hamrende dyre) løsning og tager turen i helikopter, som især mange russiske turister har for vane, er prisen for at nå dertil og tilbage et både krævende og forløsende seks dages trek gennem bjerge og regnskov.
Udsigten fra et af de høje plateauer, hvor de vigtigste personer i samfundet boede.
Krævende på grund af mudderet på de stejle bjergstier, de mange myg, som tilsyneladende er ligeglade med de kradse kemikalier i myggesprayen og den dårlige søvn i hængekøjer i tætte rækker under bliktag, som natten igennem angribes af regnskyl. Forløsende på grund af de naturlige hvilepladser, der enten byder på storslået udsigt eller svalende klart vand i floden, som belejligt bliver krydset et par gange. Og ikke mindst udsigten fra høvdingens bolig i Den Forsvundne By.
På den sjette dag går vi det sidste og letteste stræk tilbage til de ventende firehjulstrækkere, der skal fragte os tilbage til turistbyen Tayganga, hvor bagagen venter. Jeg sætter mig ned på det sidste udsigtsplateau.
Anden dag efter morgenmad og før de hårde stigninger, der venter de næste timer.
Udmattet og overvældet af skønheden, som udfolder sig gennem dalen, der strækker sig så langt øjet rækker gennem to bjerge. Sammen med to andre fra gruppen betragter jeg i stilhed to høge, der danser med hinanden højt på himlen ud og ind gennem skyerne.
Dag tre. På det sidste stykke op til Den Forsvundne By forklarer guiden Diego, at byen, hvis liv døde ud, da spanierne kom i det 16. århundrede, er dateret til omkring år 700, og at Ciudad Perdida blev opdaget i 1972 af skattejægere på jagt efter guld, ædelstene og keramik fra gravstederne.
Masser af mudder
Januar er den tørreste måned i året og derfor det ideelle tidspunkt for turen, havde jeg fået at vide. Hvad jeg ikke vidste, var, at det stadig regner hver dag bare ikke så meget som normalt. Så mængden af mudder overrasker og sætter mine kræfter på en seriøs prøve. Især gennem dag to mister jeg igen og igen fodfæstet og glider ukontrolleret rundt i mudderet.
Min opfattelse af mig selv som fit og stærk får en ridse, da jeg hører mig selv pive og klage ligesom de turister, jeg har set en smule ned på under tidligere trekking-ture. I det hårdeste øjeblik bliver jeg endda overhalet af en anden i gruppen.
Da vi på dag tre bestiger en af de drøjeste bakker, underholder Diego med historier om forbandelsen, der synes at hvile over områdets skattejægere
En australsk kæmpe, som tilmed slog sit knæ på den første dag og måtte syes af guiden, kommer blæsende forbi mig med ordene:
»I love this, mate. I could stay here for weeks.« (Jeg elsker det her, kammerat. Jeg kunne blive ved i ugevis, red.)
Jeg stirrer forbandet på hans ryg og kæmper videre. Mudderet bliver konstant dybere, i takt med at trætheden fylder stadig mere og mere.
Og lige der, hvor jeg mest har lyst til at vende om, mærker jeg min overgivelse til naturen. Jeg husker tilbage på tiden som dreng, hvor jeg elskede at lege i mudderet, og finder en lignende glæde i at få lov til at være beskidt. Resten af dagen vælter jeg mig glad rundt i det røde stads.
Indianerne i Sierra Nevada-bjergene er klædt i hvidt. Selv børnene ser altid ud til lige at have skiftet tøj.
Da vi på dag tre bestiger en af de drøjeste bakker, underholder Diego med historier om forbandelsen, der synes at hvile over områdets skattejægere. Sikkert for at slippe for mine spørgsmål om, hvor længe det fortsætter opad.
Efter tre intense dage på de mudrede konvolutter klatrer vi endelig op ad trapperne til hovedterrassen i Den Forsvundne By, der er omgivet af panoramaudsigter
Adan, der ejer den lejr, hvor vi hængte hængekøjerne den første nat, er ifølge Diego tidligere skattejæger.
»Han brugte pengene fra de skatte, han fandt, på sprut, og til sidst var det slut med heldet.«
»Regeringen slog ned på skattejægerne, og i dag sidder han i sin lejr og ryger smøger og drikker rom. Andre var mere fornuftige og fragtede skattene væk fra området, hvor prisen var højere. Nogle gemte endda fundene og er i dag meget rige,« siger han.
Panoramaudsigter
Efter tre intense dage på de mudrede konvolutter klatrer vi endelig op ad trapperne til hovedterrassen i Den Forsvundne By, der er omgivet af panoramaudsigter til alle sider og under sig har det store net af grønne plateauer fordelt ud over bjergsiderne.
Diego nikker mod en imponerende stentrone foran os.
»Vil I høre lidt om den?«
Jeg nikker, og Diego fortæller, at det er her, mamaen, høvdingen, sad, når han havde samlet lederne fra de omkringliggende landsbyer. Han boede alene her på den øverste terrasse, mens kone og børn boede på en mindre tæt ved.
Diego peger hen på naboterrassen, der er forbundet til høvdingens domicil med en sti af sten.
»Han elskede kun med hende én gang om året,« siger den 20-årige guide og rynker lidt på næsen ved tanken om et »en gang om året«-sexliv.
»Gennem året forberedte de sig selv mentalt. Når tiden kom, havde de samleje på et nøje udvalgt sted i floden, hvis strøm de lod styre rytmen i akten.«
Forskellige prøver
Han fortæller videre, at høvdingens kone på den måde blev gravid hvert år, indtil hun ikke kunne føde flere børn. Så ville mamaen vælge sig en ny kone.
Han kunne have op til 30 børn, og en af dem valgte han til at efterfølge sig.
Det trofaste æsel slæber madvarer og tæpper under hele turen op til Den Forsvundne By. Uden at brokke sig!
»Mamaen udsatte de potentielle efterfølgere for forskellige prøver. Den sidste var, at drengene skulle tilbringe dagevis i en mørk bjerggrotte uden mad og drikke indtil de fik visioner. Ud fra dem traf høvdingen sit endelige valg.«
Jeg kigger rundt på den tomme by, der er oplyst af den røde sol på vej ned, og undrer mig over, hvor folket er blevet af.
Masser af små samfund
»De fleste blev dræbt af spanierne. Andre sluttede sig til andre stammer i området,« fortæller Diego og peger ud over bjerget med reference til alle de små samfund af indfødte, der omringer Den Forsvundne By.
Herunder de klynger af hytter, vi har set på vej op med jordgulve og barfodede børn, der ikke taler spansk, men alligevel forstår ordet »dulce«, der betyder sødt, når Diego tilbyder dem en pakke chokoladekiks. .
Hele min krop ryster. Jeg står på en klippeafsats nær den sidste lejr, inden turen er slut i morgen. Dækket af bid fra myg står jeg skræmt af de 10 meter ned til overfladen af den naturlige pool med vand under mig. Jeg ved, at jeg ikke har noget andet valg end at springe. Endnu engang må jeg overgive mig til disse bjerges ufattelige kræfter.
Udmattet og overvældet af skønheden, som udfolder sig gennem dalen, der strækker sig så langt øjet rækker gennem to bjerge
Jeg betragter de mange myg, der igen tager for sig af mit blod, holder vejret og springer.
Det er dag fem, og jeg er på vej tilbage fra trekket til Den Forsvundne By (Ciudad Perdida) i Colombias Sierra Nevada-bjerge. Byen er et enormt bygningsværk bestående af terrasser og plateauer spredt i en radius af 4 kilometer. Højt oppe i bjergene og skjult under et tæppe af grønt blev bygningsværket, der er opført af den nu uddøde Tairona-kultur, først opdaget i starten af 1970’erne.
Hvis du ikke vælger den lette (og hamrende dyre) løsning og tager turen i helikopter, som især mange russiske turister har for vane, er prisen for at nå dertil og tilbage et både krævende og forløsende seks dages trek gennem bjerge og regnskov.
Udsigten fra et af de høje plateauer, hvor de vigtigste personer i samfundet boede.
Krævende på grund af mudderet på de stejle bjergstier, de mange myg, som tilsyneladende er ligeglade med de kradse kemikalier i myggesprayen og den dårlige søvn i hængekøjer i tætte rækker under bliktag, som natten igennem angribes af regnskyl. Forløsende på grund af de naturlige hvilepladser, der enten byder på storslået udsigt eller svalende klart vand i floden, som belejligt bliver krydset et par gange. Og ikke mindst udsigten fra høvdingens bolig i Den Forsvundne By.
På den sjette dag går vi det sidste og letteste stræk tilbage til de ventende firehjulstrækkere, der skal fragte os tilbage til turistbyen Tayganga, hvor bagagen venter. Jeg sætter mig ned på det sidste udsigtsplateau.
Anden dag efter morgenmad og før de hårde stigninger, der venter de næste timer.
Udmattet og overvældet af skønheden, som udfolder sig gennem dalen, der strækker sig så langt øjet rækker gennem to bjerge. Sammen med to andre fra gruppen betragter jeg i stilhed to høge, der danser med hinanden højt på himlen ud og ind gennem skyerne.
Dag tre. På det sidste stykke op til Den Forsvundne By forklarer guiden Diego, at byen, hvis liv døde ud, da spanierne kom i det 16. århundrede, er dateret til omkring år 700, og at Ciudad Perdida blev opdaget i 1972 af skattejægere på jagt efter guld, ædelstene og keramik fra gravstederne.
Masser af mudder
Januar er den tørreste måned i året og derfor det ideelle tidspunkt for turen, havde jeg fået at vide. Hvad jeg ikke vidste, var, at det stadig regner hver dag bare ikke så meget som normalt. Så mængden af mudder overrasker og sætter mine kræfter på en seriøs prøve. Især gennem dag to mister jeg igen og igen fodfæstet og glider ukontrolleret rundt i mudderet.
Min opfattelse af mig selv som fit og stærk får en ridse, da jeg hører mig selv pive og klage ligesom de turister, jeg har set en smule ned på under tidligere trekking-ture. I det hårdeste øjeblik bliver jeg endda overhalet af en anden i gruppen.
Da vi på dag tre bestiger en af de drøjeste bakker, underholder Diego med historier om forbandelsen, der synes at hvile over områdets skattejægere
En australsk kæmpe, som tilmed slog sit knæ på den første dag og måtte syes af guiden, kommer blæsende forbi mig med ordene:
»I love this, mate. I could stay here for weeks.« (Jeg elsker det her, kammerat. Jeg kunne blive ved i ugevis, red.)
Jeg stirrer forbandet på hans ryg og kæmper videre. Mudderet bliver konstant dybere, i takt med at trætheden fylder stadig mere og mere.
Og lige der, hvor jeg mest har lyst til at vende om, mærker jeg min overgivelse til naturen. Jeg husker tilbage på tiden som dreng, hvor jeg elskede at lege i mudderet, og finder en lignende glæde i at få lov til at være beskidt. Resten af dagen vælter jeg mig glad rundt i det røde stads.
Indianerne i Sierra Nevada-bjergene er klædt i hvidt. Selv børnene ser altid ud til lige at have skiftet tøj.
Da vi på dag tre bestiger en af de drøjeste bakker, underholder Diego med historier om forbandelsen, der synes at hvile over områdets skattejægere. Sikkert for at slippe for mine spørgsmål om, hvor længe det fortsætter opad.
Efter tre intense dage på de mudrede konvolutter klatrer vi endelig op ad trapperne til hovedterrassen i Den Forsvundne By, der er omgivet af panoramaudsigter
Adan, der ejer den lejr, hvor vi hængte hængekøjerne den første nat, er ifølge Diego tidligere skattejæger.
»Han brugte pengene fra de skatte, han fandt, på sprut, og til sidst var det slut med heldet.«
»Regeringen slog ned på skattejægerne, og i dag sidder han i sin lejr og ryger smøger og drikker rom. Andre var mere fornuftige og fragtede skattene væk fra området, hvor prisen var højere. Nogle gemte endda fundene og er i dag meget rige,« siger han.
Panoramaudsigter
Efter tre intense dage på de mudrede konvolutter klatrer vi endelig op ad trapperne til hovedterrassen i Den Forsvundne By, der er omgivet af panoramaudsigter til alle sider og under sig har det store net af grønne plateauer fordelt ud over bjergsiderne.
Diego nikker mod en imponerende stentrone foran os.
»Vil I høre lidt om den?«
Jeg nikker, og Diego fortæller, at det er her, mamaen, høvdingen, sad, når han havde samlet lederne fra de omkringliggende landsbyer. Han boede alene her på den øverste terrasse, mens kone og børn boede på en mindre tæt ved.
Diego peger hen på naboterrassen, der er forbundet til høvdingens domicil med en sti af sten.
»Han elskede kun med hende én gang om året,« siger den 20-årige guide og rynker lidt på næsen ved tanken om et »en gang om året«-sexliv.
»Gennem året forberedte de sig selv mentalt. Når tiden kom, havde de samleje på et nøje udvalgt sted i floden, hvis strøm de lod styre rytmen i akten.«
Forskellige prøver
Han fortæller videre, at høvdingens kone på den måde blev gravid hvert år, indtil hun ikke kunne føde flere børn. Så ville mamaen vælge sig en ny kone.
Han kunne have op til 30 børn, og en af dem valgte han til at efterfølge sig.
Det trofaste æsel slæber madvarer og tæpper under hele turen op til Den Forsvundne By. Uden at brokke sig!
»Mamaen udsatte de potentielle efterfølgere for forskellige prøver. Den sidste var, at drengene skulle tilbringe dagevis i en mørk bjerggrotte uden mad og drikke indtil de fik visioner. Ud fra dem traf høvdingen sit endelige valg.«
Jeg kigger rundt på den tomme by, der er oplyst af den røde sol på vej ned, og undrer mig over, hvor folket er blevet af.
Masser af små samfund
»De fleste blev dræbt af spanierne. Andre sluttede sig til andre stammer i området,« fortæller Diego og peger ud over bjerget med reference til alle de små samfund af indfødte, der omringer Den Forsvundne By.
Herunder de klynger af hytter, vi har set på vej op med jordgulve og barfodede børn, der ikke taler spansk, men alligevel forstår ordet »dulce«, der betyder sødt, når Diego tilbyder dem en pakke chokoladekiks. .
