Jeg har altid været glad for at køre sydpå og holde ferie. I den forbindelse er turen ofte gået via Rødby-Puttgarden, men de sidste par år er jeg drejet af lige før Rødby. I stedet for at køre til Paris eller den franske riviera ferierer jeg ved Lollands solkyst. De fleste måltider tilbereder jeg selv med f.eks. pighvar fra Langø Havn, tørmodnet oksekød fra lokale opdrættere eller fra ungt limousinekød på Bakkemosegård.
Skal der gris på gaflen, kommer den ofte fra Durocsvin, frilandsoprættet hos Thorlin, men oftere spiser jeg økologiske kyllinger fra Dalbakkegård. I år har jeg spist utrolige mængder jordbær fra Dannemare, de er med god ret berømte lokalt, mindre kendt er grøntsagerne fra grønthandleren Marias Mark i Søllested, som er i særklasse.