Smadremanden: "Jeg fik et cirkustelt i hovedet - Både bogstaveligt og symbolsk”

Vi husker den alle sammen. Den første forelskelse og alt, hvad den indebærer: Sommerfuglene i maven. Euforien. Den altoverskyggende frygt for at blive afvist. Og dog. Ikke alle historier om den første forelskelse behøver være en kliché.

En lykkelig og naiv mexicaner krydret med en personlig konkurs er hovedingredienserne i fortællingen om, hvordan Søren Østergaard forelskede sig i et cirkustelt.

“Efter hver forestilling nyder jeg et glas rødvin, retter blikket mod neonskiltet NEMO og tænker for mig selv: Jeg gjorde det sgu. Det her. Lige nu, i dette øjeblik, udlever jeg min drøm,” siger skuespiller, cirkusdirektør og “Smadremand” Søren Østergaard.

"Midt under showet indtræffer katastrofen. Lyset går ud, og jeg husker, alt bliver sort for mine øjne. Stormen har flået teltets pløkker op af jorden. Jeg husker kun en masse tumult, og jeg får cirkusteltet i hovedet"

Cirkus er i byen for at sprede smil i smilets by. Nej, ikke cirkus, men zirkus. På Tangkrogen i Aarhus tårner et kulsort telt på 589 kvadratmeter og 33 ton op imod en skyfri himmel, og i fireetagers højde skriger et blodrødt skilt til himmelen, at landets eneste cirkus for voksne er i byen.

Cirkussæsonen blev i april skudt i gang for tolvte gang i Zirkus Nemos 16 år lange liv. Nu er cirkussets 196 massive teltpløkker slået fast i Aarhus, hvor de skal ligge de næste tre uger, inden turen går til Svendborg.

Iført lilla selebukser står tangojongløren Menno med en gammeldags barberkniv og fjerner nattens skægstubbe. Teltmester Holger Malmström beordrer på et gebrokkent engelsk, at teltet skal spules. Og på verandaen i den fineste vogn på pladsen sidder chefen og holder et årvågent øje med sine ansatte, som er en broget skare på ni nationaliteter.

I skyggen fra halvtaget på verandaen står cirkusdirektør Søren Østergaard lettere krumrygget for ikke at støde hovedet imod loftet. Ved hans side står trofaste Hector, en 13 år gammel cavalier King Charles spaniel, og holder vagt.

“Du skal ikke være bange. Hector gør ikke en flue fortræd. Han er bare døv,” forsikrer Søren Østergaard og rækker en guldbesat højre hånd imod mig for at byde velkommen i hans beboelsesvogn. En vogn, der danner ramme om hans nomadeliv fra april til september.

Hvordan ender en uddannet skuespiller med både en Robert- og Bodilstatuette med en drøm om at blive cirkus­direktør?

“Hvordan det endte sådan, ved jeg ikke. Men drømmen startede i Esbjerg, da jeg var ni år gammel. Jeg var i cirkus med min familie. Indenfor i cirkusteltet sidder jeg og klapper og griner begejstret af jonglørerne, klovnene og alle de andre, men udenfor flår og river vestenvinden i teltdugen. Og midt under showet indtræffer katastrofen. Lyset går ud, og jeg husker, alt bliver sort for mine øjne. Stormen har flået teltets pløkker op af jorden. Jeg husker kun en masse tumult, og jeg får cirkusteltet i hovedet. Både bogstaveligt og symbolsk.”

"Komikken har altid været mit talent. Og stedet, jeg skulle udfolde det, var i cirkusmanegen. Der var desværre ikke nogen linje for elever, der ønskede at blive cirkusdirektører. Så ærlig talt lærte jeg ikke særlig meget"

Det lyder mere som et mareridt end en drøm?

“Det kan du selvfølgelig mene, men det er mit første minde fra et cirkus. Ingen kom til skade, gudskelov. Det var også først nogle år senere, at jeg løb ind i den sande katastrofe, lykketræf, åbenbaring, eller hvad du vil kalde det. Jeg gik på Teaterskolen på det tidspunkt, og jeg så noget fantastisk. Det eneste, jeg husker fra showet, er ét nummer, men det står stadig dugfrisk i min hukommelse. På et tov midt i arenaensidder en storsmilende mexicaner og gynger. Jeg har aldrig set en så lykkelig mand i hele mit liv. Det var tydeligt, at han elskede det tov, og det var hans eneste kunst. Han gyngede frem og tilbage og lavede ikke andet end at smile for sig selv. Publikum sad med armene over kors og var tydeligvis utilfredse, mens jeg slog mig selv på lårene af henrykkelse. Det var genialt, men jeg var den eneste, som kunne se det. I årene efter blev jeg inkarneret cirkusentusiast.”

Hvad er der genialt over en mand, der gynger?

“Det er svært at beskrive. Han hverken jonglerede med ildkugler eller lavede halsbrækkende kunster. Han sad bare der på sit tov og smilede. Det geniale består i hans naivitet. Han var som et lille barn, der stolt viser sine forældre indholdet i sin ble. Bedriften i sig selv er jo banal i alt sin enkelhed, men barnet er stolt over sin formåen. Det samme gør sig gældende for mine figurer, for de har ingen særlige evner. De kan ikke løfte en hest eller save en kvinde over med en motorsav. De insisterer naivt på, at deres banale optrædener er ekstraordinære.”

Så da du gik på Teaterskolen, var drømmen at danse med kringler som Bager Jørgen og slå flødeboller med kokos til ukendelighed som Smadremanden?

“Jeg havde ingen ambitiøse drømme om de store Shakespeare-roller. Mit eneste mål på teaterskolen var at have det sjovt, og det lykkedes jeg med. Komikken har altid været mit talent. Og stedet, jeg skulle udfolde det, var i cirkusmanegen. Der var desværre ikke nogen linje for elever, der ønskede at blive cirkusdirektører. Så ærlig talt lærte jeg ikke særlig meget på skolen, men havde det til gengæld vanvittig morsomt.”

Som han sidder der, tilbagelænet og magelig, i sin havestol med sandaler, let opknappet skjorte og solbriller, ligner han til forveksling turisterne, som tøffer rundt nede ved havnen, hvor Zirkus Nemo ligger til.

Der er ikke meget cirkusdirektør over ham. Intet farvestrålende tøj. Ingen make-up eller finurligt moustache. Og ingen høj hat. Han er med andre ord direktør for Zirkus Nemo, som oversat fra latin betyder Cirkus Ingenting.

Intelligent humor

Søren Østergaard og hans cirkus er på ingen måde stereotyper, men ægte originaler. Og det er ikke for alle, hvis du spørger manden selv.

“Inden hver forestilling går jeg og sælger programmer blandt publikum, et gammelt cirkustrick for at mærke aftenens stemning. Hver aften sidder der en sur og uforskammet person, som kategorisk nægter at klappe eller trække på smilebåndet. Det, de ikke ved, er, at det er dem, som motiverer mig. Jeg elsker at sprede glæde og høste de efterfølgende velfortjente klapsalver, men hvis ikke der sidder et muggent ægtepar et sted med armene over kors, så ved jeg, at jeg ikke gør det godt nok. Konventionel humor, der sigter mod at underholde alle, er for let. Jeg prøver at stile lidt højere, men det kræver lidt intelligens, så på den måde får jeg skilt fårene fra bukkene.”

Var det ikke konventionel humor, du optrådte med i revyerne?

“Jo, noget af det var i hvert fald. Det er også derfor, jeg sidder her i min vogn ved vandet i Aarhus og ikke tæller pengesedler fra Tivolirevyen i København. Jeg har stået på en revyscene og været ved at brydesammen af latter, men hvis jeg skal fortælle dig sandheden, har jeg også stået på en revyscene flere gange og tænkt “det her er ikke sjovt”. Det var et arbejde, og det var godt betalt. I dag lever jeg af at lave det, jeg elsker, og det er meget mere værd, selv om jeg da stadig drømmer om at sidde og tælle pengesedler.”

Du må lige forklare forskellen. Hvordan adskiller din humor sig fra revyerne?

“Jeg laver ikke pointehumor. Hele pointen med min humor er, at der ikke er nogen pointe. Når humor er bedst i mine øjne, så skaber den en fælles identifikation. Publikum skal kunne identificere sig med mine karikerede figurer. Vi har alle sammen en lille Smadremand inden i os, ellers er vi i det mindste stødt på ham i køen hos den lokale købmand.”


I 1993 købte du dit første cirkustelt sammen med din ven Flemming Jensen, men efter bare to år stoppede I. Hvorfor?

“Der er ikke mange andre måder at sige det på, end at vi gik på røven. Cirkusverdenen er fyldt med søde og sympatiske mennesker, men der er lige så mange usympatiske, desværre. Da vi turnerede med “Det store hundeshow”, som vi kaldte vores cirkus, blev vi kontaktet af en tysk cirkusarrangør, der var meget begejstret over os. Han talte med store ord, og D-markene stod malet i øjnene på mig. Vi drog skråsikre afsted. Klar til at indtage Tyskland. Vores tyske ven lovede mere, end han kunne holde, og vi endte med at optræde for mange tomme stole. Vi gik konkurs, og jeg endte med at skylde mere end 1 mio. kr.”

Og det var så sjovt, at du tænkte, det ville du prøve en gang til?

“Ja, efter nogle år tilbage på revyscenen med fed hyre og en kæmpe VW-reklame havde jeg betalt min gæld af. Jeg er ikke typen, som gør sig de store overvejelser. Hvis noget lyder sjovt, så gør jeg det. Og da jeg fik muligheden for at købe et nyt cirkustelt, slog jeg til.”

Hvordan reagerede din cirkuspartner Flemming Jensen?

“Han løb skrigende væk. Han kommer og besøger mig hvert år her på pladsen, og hver gang han forlader pladsen, kan jeg se, at han tænker: “Godt det ikke er mig.” Cirkuslivet er ikke for alle, åbenbart.”

Du fylder 60 år næste gang. Synes du ikke, det er hårdt at leve som en nomade hele sommeren og bo i en skurvogn?

“Skurvogn?! Det må du ikke skrive. Det er en beboelsesvogn.”

Gaskomfur og blød sofa

Og ganske rigtigt må jeg sluge ordene igen efter “the grand tour”. Gaskomfur, sofa med bløde, farvestrålende pyntepuder, et rummeligt køleskab og et soveværelse med en hæderlig dobbeltseng udkonkurrerer de fleste kolonihavehuse.

Det eneste, som afslører, at vi befinder os på en cirkusplads, er et glas med vand og hestegebis i ved håndvasken.

“Tager du dine ord i dig igen?” spørger han og slår stolt ud med armene som for at omfavne sin elskede beboelsesvogn.

Meget imponerende, men savner du slet ingenting, når du er på de danske landeveje fra april til september?

“Det kan jeg love dig for. Der er ikke meget privatliv, fordi min dør altid står åben, så når vi nærmer os sæsonafslutningen, glæder vi os allesammen til at skilles igen.”

Har du opnået det, du gerne vil med dit cirkus, eller har du flere planer?

“Vi må se i øjnene, at publikum stadig køber billetter for at se mig. Men jeg håber på, at min tjans kan reduceres til at byde velkommen og så ellers trække mig tilbage til min vogn og høre begejstringen og klapsalverne inde fra cirkusteltet.”