"Skal vi lytte til kommentatorerne, er vi jo skyld i, at både Esben Lunde Larsen og Henrik Sass er stoppet i dansk politik. Så det kan være, at vi simpelthen er i stand til at mobbe folk til at stoppe med at være politikere"

Hvad laver de egentlig taget nu om dage, det satiriske makkerpar Frederik Cilius og Rasmus Bruun med det nu afdøde radioprogram “Den Korte Radioavis”?

Sker der noget!?

Ja ja ja ja.

“Vi er travlere end nogensinde, vil jeg have lov til at sige,” og det siger Frederik Cilius.

For efter at have suttet på den offentlige pat først hos DR og senest på det nu lukkede Radio24syv er satirikerne blevet deres egen arbejdsgiver. Sceneskiftet er til at få øje på.

På en mennesketom etage på Hauser Plads i København, hvor bygherren end ikke har formastet sig til at installere ledningsskjulere, sidder makkerparret lidt nede ad gangen til venstre, Frederik Cilius, 33, i hvid skjorte, seler, blåt slips, tweedjakke med en rugbrødsostemad i hånden og et mundtøj, der sjældent står stille. Hans makker, den skæggede, mere spinkelt byggede Rasmus Bruun, 37, i en mørkeblå Ralph Lauren-skjorte og med en mere tænksom mine.

Det er ikke mange måneder siden, at de som dansk satires provokatørpar nummer ét på Radio24syv med radioprogrammet “Den Korte Radioavis” var her, der og alle vegne. For siden 2015, hvor programmet første gang blev sendt, har makkerparret og den øvrige redaktion ikke bare lavet et radioprogram, men et fænomen, et vanvittigt parallelunivers med bund i virkeligheden, centreret om den iltre og bramfri seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (også kaldet “Kisser”).

Så var de blevet politianmeldt af debattøren Amalie Have for stalking. Så var der aprilsnaren til Dansk Folkeparti-politikeren Pia Adelsteen om, at der var kørt en lastbil igennem hendes og manden, Kim Christensens, værtshus A Porta i Mariager. Så var selv en af ytringsfrihedens sikreste garanter Martin Krasnik nået til den konklusion, at “Den Korte Radioavis” var gået over stregen ved at sige, at Henrik Sass Larsen havde et chemsex-homoseksuelt forhold til en navngiven ung socialdemokratisk folketingskandidat.

Hele postyret sluttede med et martyrisk brag foran en bogstaveligt talt grædende forsamling fans på Nørre Farimagsgade 31. oktober 2019, der hørte Kirsten Birgit, spillet af Frederik Cilius, slutte den allersidste nyhedsoplæsning med ordene:

“Det var en fornøjelse, en ære og et privilegium. Og så kan I i øvrigt rende mig i røven.”

Hvad nu? Det var spørgsmålet.

Mange har peget på det helt oplagte: Giv Kisser et politisk satirisk late night-show på DR.

“Det var det, som alle forventede, vi ville gøre. Og det siger ret meget om, hvorfor man ikke skal gøre det,” mener Frederik Cilius.

Hvis andre forventer noget, må man gøre noget andet. At imødegå forventningerne er slet ikke noget for makkerparret.

“Men vi har snakket om at lave en revy på et tidspunkt,” foreslår Rasmus Bruun. “Vi vil godt citeres for dette: “Vi vil gerne forny revyen, fordi der er jo ikke nogen, der laver revy længere.”

“HA!” brøler Frederik Cilius, og Rasmus Bruun forklarer:

“Jeg har lige læst en artikel med Ulf Pilgaard, og det er sjovt, hver eneste gang han bliver interviewet, siger han, at der jo ikke rigtig længere findes politisk satire i Danmark. Og det kunne han godt tænke sig at beskæftige sig med.”

“Det er jo SINDSSYGT at sige, at den politiske satire ikke findes,” råber Frederik Cilius fra sin rygeplads i vindueskammen.

Første skridt på vej mod en revy er taget, fordi Frederik Cilius og Rasmus Bruun har skiftet æteren ud med scenen. 5. marts er der premiere på forestillingen “Sommeren på Birgitø”, et kammerspil, hvor den efter radioprogrammets lukning arbejdsløse redaktør Rasmus Bruun rejser til Birgitø i Aarhus Bugt for at skrive den patroniserede eksilerede seniorkorrespondents memoir. Forestillingen spiller først i Bremen Teatret i København, så Musikhuset i Aarhus og Magasinet Odense i Odense, og uden at forklejne makkerparret er det velsagtens en forestilling, der taler til deres mest trofaste lytterskare og næppe når hele vejen ud over scenen til Danmark.

“… hvilket er forfærdeligt,” indskyder Rasmus Bruun i et ukodeligt monotont toneleje.

Folkelige er makkerparret ikke.

“Det handler meget om, at vi er bare ikke særlig gode til at være sympatiske,” siger Frederik Cilius og slår en ungdommelig latter op holdt op mod hans dannede stemmeføring.

“Hvis man skal nå meget bredt ud, skal man have en likeable personlighed. Og det er der ingen af os, der rigtig har.”

Bruun: “Jo, jeg tror, når man møder os face-to-face, bliver folk meget overraskede over, at vi egentlig er meget medgørlige og søde, men der er nogle ting, vi siger, som fremstår lettere usympatiske.”

Cilius: “Vi kan f.eks. ikke finde ud af at være i “Go’ Aften Danmark” uden at ødelægge den gode stemning. Første gang var det med Jes Dorph og alkoholisme. “Det er jo en sygdom,” siger Jes. Og så siger jeg: “Eeej, det er det jo ikke, Jes, det er dig selv, der løfter flasken.” Så var den gode stemning ødelagt. Det var ikke, fordi vi blev uvenner, men det gav sådan et irrrhhh”, siger han og krummer sig sammen, “som ikke skal være i “Go’ Aften Danmark”.”

Bruun: “Jeg synes, det kunne være enormt sjovt at lave en folkelig succes. Vores Olsen-banden. Men vi tilpasser os ikke efter, at det skal være folkeligt.”

Cilius: “Vi har prøvet med catchphrases, og det kan vi heller ikke finde ud af. Kirsten siger f.eks. “det var dog imponerende,” men det øjeblik, det bliver en catchphrase, ødelægger vi det for os selv, ved at Kirsten begynder at sige noget andet. Vi kan ikke finde ud af at blive i det og udnytte det.

Det virker, som om I har en modvilje, når ting bliver genkendelige og opbyggelige?

Cilius: “Vi ødelægger det altid, når vi skal gøre reklame for os selv. Det vender inden i os, når man skal møllen rundt og fortælle om sit show.”

Bruun: “Der er noget i den klistrede selvgodhed, som irriterer os enormt meget. Et andet eksempel: At en journalist skal sidde i et nyhedsprogram, hvis der har været et terrorangreb og sige: “Det er et forfærdelig terrorangreb, og det er en fuldstændig umenneskelig handling,” Bare sig, at der har været et terrorangreb. Vi ved godt, det er umenneskeligt og forfærdeligt, der er ingen grund til alt det.

Hvad frygter I? Banalitet og bullshit?

Cilius: “Vi har siddet i fem år og gjort nar ud af den slags, så det ville være underligt, hvis vi gik ud og spillede på den store violin. Jeg tror bare, at vi simpelthen ville synes, det var for pinligt at sidde og sutte os selv op inde i fjernsynet.”

Spørgsmålet er, om Frederik Cilius og Rasmus Bruun kan det, der står på reporterens spiseseddel: En fortælling om deres første møde, deres vej til at blive, hvem de er i dag, og hvad de har lært af fem år med politisk satire.

“Mit første indtryk af Rasmus var, at han var ret irriterende,” begynder Frederik Cilius, der er uddannet klarinettist fra Det Jyske Musikkonservatorium, men da muligheden bød sig for ikke at være freelancer i musikerbranchen, blev han en del af DR’s Talenthold i 2011.

“Dig og Christian Trangbæk lavede et program på P3, som hed “De fine fyre”. De skulle bruge én, der skulle gå ned på Steno-apoteket fredag aften, fordi I ville se, hvor lang tid det ville tage at stå i kø. Jeg meldte mig frivilligt, og jeg foreslog, at jeg skulle købe antidiarrepiller. Du kiggede nærmest ikke op fra din computer, men sagde bare: “Njæh, det er for plat.” Fint nok, jeg finder på noget andet, sagde jeg og tog ned på Steno. Det tog 17 minutter, hvor jeg var igennem på headset. Jeg endte med at købe nogle interdentale tandbørster.”

Bruun: “Det er meget mindre plat. Jeg kan huske, at jeg mødte dig til en fest på DR, og mit første indtryk af dig var, at du var lidt højrøvet. Du virkede ikke særlig begejstret for at være på DR.”

Cilius: “Det er ikke noget under, at folk synes, vi er usympatiske. Hvad gjorde jeg til den fest?”

Bruun: “Du stod bare med sådan et smirk på. Vi talte om at arbejde på DR. Og du var bare sådan,” siger han og puster et udmattet “aaarh” ud.

“Men jeg kan huske, da du lavede “Kolonien”. Da jeg så det, tænkte jeg, at de andre også var rigtig sjove, men jeg kunne fornemme, at Frederik havde et comedy-gen. Jeg tænkte, det er den nye Dirch Passer.”

Så trods Bruuns dårlige indtryk af Cilius til festen kunne han godt se, at det ville være værd at arbejde sammen med ham. Grunden var lagt for makkerparrets første fælles tv-program sammen med journalist Christian Trangbæk, børneprogrammet “Go’ Lorte Weekend”.

Teknisk set begyndte historien om “Den Korte Radioavis” i programcheferne Mads Brügger og Mikael Berthelsens hoveder, fordi de havde en satire-forpligtelse. På daværende tidspunkt havde Frederik Cilius og Rasmus Bruun lavet programmerne “Damernes Magazine” og “Antidemokratisk Festival” på Radio24syv, og en dag i 2014 blev de kaldt til møde på programchefernes kontor. Til første møde lød beskeden fra programcheferne:

“Vi kunne godt tænke os, at I laver noget sammen hver dag mellem 12 og 13, og vi havde forestillet os, at det skulle være politisk satire.”

Svaret fra Cilius og Bruun: “Eeej, vi ved ikke rigtig, vi vil gerne lave et detektivbureau.”

Andet møde, programcheferne: “Tiden skriger på politisk satire, så det kunne være fedt, hvis I ville lave politisk satire.”

Svaret fra Cilius og Bruun: “Eeej …”

Tredje møde, programcheferne: “Det SKAL være politisk satire.”

I Mads Brüggers hoved opstod idéen om at putte Frederik Cilius i kvindetøj, uden at makkerparret egentlig helt ved hvorfor. Men efter de havde lavet en dummy, både med Frederik Cilius som kvinde og mand, var der ingen tvivl.

I de følgende uger blev karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms grundform skabt. En FIKTIV person, der trækker på inspiration fra journalistiske personaer som Ulla Terkelsen, Karen Thisted, Mette Fugl og Lone Kühlmann.

Cilius: “Vi har lavet Kirsten Birgit, uden at vi har kendt nogle af de her kvinder personligt, men som en parodi på en forestilling, vi har haft om, hvordan de er. Det har vist sig at være uhyggeligt tæt på virkeligheden. Vi er blevet interviewet af Ulla Therkelsen til P1, det ville Kirsten Birgit og Ulla Therkelsen have grebet fuldstændig ens an.”

Bruun: “Det første Ulla Therkelsen sagde, var: “Er det dig, der spiller obo?””

Cilius: “Ja, og så måtte jeg jo sige: “Nej, jeg spiller klarinet.””

Bruun: “Det vidste hun jo udmærket godt.”

Cilius: “Og hun kendte slet ikke Radio24syv, fordi hun bor jo i Paris. I programmet lavede vi en ting med, at Kirsten Birgit altid gik med nogle aviser under armen, det var en parodi på Ulla Therkelsen, fordi hun altid går med Le Monde under armen, og det fortalte vi så til Ulla Therkelsen, hvortil hun bare sagde: “Ja, og Frankfurter Allgemeine Zeitung!”

Cilius: “Da vi var på vej til Aarhus sidste gang, var Karen Thisted med på Mols Linien. Der blev kaldt ned til bilerne, og Karen Thisted gik forrest, og vi stillede os og kiggede, hvad gør Karen nu? Altså det gyngede ikke, det var ikke ikke slemt overhovedet, men hun skulle ned ad de trapper, ooooog hun tog sig god tid og sagde højt: “Det er det værste på hele turen, når man skal ned ad trappen.” Hun vidste godt, at der stod 55 mennesker bag hende.”

Bruun: “Ja, negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.”

Trods Kirsten Birgits ofte lidt utilstedelige og grænseoverskridende opførsel er det forunderlige ved karakteren, at man ofte ikke kan lade være med at lytte til hende. Ligeså vel som mange mennesker ikke kan lade være med at elske hende, bare se på hendes 25.000 mennesker store fangruppe på Facebook.

Bruun: “Jeg tror, at det, der er unikt ved Kirsten Birgit-karakteren, som ingen andre komiske karakterer mig bekendt nogensinde har haft, er, at hun er klogere end lytteren. Man kan simpelthen lære noget af at lytte til Kristen Birgit. Og hun siger sin mening, uanset hvad fanden andre tænker. Det er også noget, man ikke gør sig så meget i længere.”

Cilius: “Det er en ventil for mange mennesker. Jeg tror, der er mange, der føler, at den offentlige debat er behæftet med så mange illusioner og falske præmisser, at det er dejligt, når der er nogen, der siger det, som det er. Det er ligesom den scene i “Band of Brothers”, hvor der er en soldat, der skal give en besked til én i den anden ende af byen, og der bliver skudt hele tiden. Han løber bare lige igennem, og af en eller anden grund bliver han ikke ramt. Alle står og tænker, hvordan fanden kan det lade sig gøre?”

Cilius: “Men der er nogle mennesker, der ikke kan blive flove, og hvis de så slår en kæmpeskid midt i Det Kongelige Teater, er det ikke flovt. Man bliver ikke utilpas over det som beskuer. Og sådan har Kirsten Birgit det retorisk og politisk set med korrekthed, hun er fucking ligeglad.”

Med Kirsten Birgit-karakteren har “Den Korte Radioavis” for alvor sat gang i debatten om, hvor grænserne for satire bør være. Ifølge makkerparret illustrerede den modvilje over for programmet, som i særdeleshed voksede frem, i takt med at det blev større i det seneste år, en udvikling i samfundet, hvor man må sige mindre og mindre. En slags kolonialisering af den offentlige debat, drevet af den politiske korrekthed.

“Der er mange, der tror, at vi har skruet op med tiden og er blevet grovere for at gå over en grænse. Men det har vi ikke gjort,” siger Rasmus Bruun.

Ud af de talrige gange, “Den Korte Radioavis” har pisset folk af, er det kun én gang i programmets historie, at der er kommet en undskyldning til en af de personer, der blev berørt af satiren. Det var Dansk Folkeparti-politikeren Pia Adelsteen, som Kirsten Birgit lavede en aprilsnar med, som hun hoppede på i en sådan grad, at hun i et par sekunder troede, at en af hendes medarbejdere var død på grund en lastbil, der havde kørt ind i hendes værtshus.

Cilius: “Ja, det var mig der gjorde det (undskyldte, red.).”

Bruun: “Jeg synes ikke, det var over stregen.”

Cilius: “Jeg havde det dårligt med det.”

Bruun: “Det lyder værre, når man fortæller om det. Det drejer sig om ca. 2,5 sekund, hvor du siger: “Det er politimester Bendtsen …””

Cilius: “HA! Det underlige er, at vi en gang forinden havde været i byen med Kim Christensen og Pia Adelsteen og drukket os skidefulde med dem.”

Bruun: “Ja, de kan fandeme drikke igennem.”

Cilius: “De var skidesøde, vi snakkede med dem til langt ud på natten, og de havde nogle super idéer til, hvad man skulle gøre ved indvandringen, særligt som aftenen skred frem. Men det var også derfor, at det var så underligt: “Det er Politimester Bendtsen,” altså hold nu op, hun kender programmet, hun kan høre, det er Kirsten Birgit. “Der er kørt en lastbil igennem A Porta.” Der kører aldrig nogen lastbiler igennem Mariager, så jeg tænker, at den fanger hun selvfølgelig. Men det gjorde hun ikke. Og så fik hun et chok. Det fik jeg dårlig samvittighed over.”

Lige efter programmet ringede Frederik Cilius til Pia Adelsteen og kom med en uforbeholden undskyldning. Hun godtog den ifølge Cilius. Han bestilte en buket blomster til A Porta.

“Og så tænkte jeg, at den pot var ude. Men to dage senere politianmeldte de mig for at udgive mig for at være en politimand. Det synes jeg, var lidt underligt, når vi nu havde talt sammen, at den sag skulle bruges politisk. Så tænkte jeg, hun skal ikke også have en undskyldning, så den trak jeg tilbage. Det er ligesom, når man bliver stoppet af politiet. Man skal enten have moralprædikenen eller bøden. Man vil ikke have begge dele. Hvis jeg skal betale 1500 kr., vil jeg ikke have at vide, hvor vigtigt det er at have sele på, så er det bøden, der er straffen.”

Hvor går grænsen for satire?

Cilius: “Svaret er …”

Bruun: “Lige der, hvor hjertet slår.”

Hvad betyder det?

Bruun: “Det er individuelt for person til person, om man er skredet over en grænse. Min grænse går ikke samme sted som Frederiks. Og Ulf Pilgaards går ikke samme sted som Jytte Abildstrøms.”

Hvor går jeres grænse?

Bruun: “Jamen det ved vi ikke, før vi er trådt over den. Det har vi ikke gjort nu. Der er nogle ting, vi ikke har lavet, fordi vi synes, det ikke er sjovt.”

Cilius: “Altså vi undlod f.eks. at behandle Joy Mogensens døde barn. Det tjente ikke noget formål at gøre det.”

Hvad var formålet med satiren på Henrik Sass Larsen og den unge folketingskandidats angivelige seksuelle forhold?

Cilius: “Det var ikke en satire på Henrik Sass, det var en satire på folk, der tolkede på, hvor Henrik Sass var, og hvad der var sket med ham, for det var det, alle i journaliststanden talte om. Der var ingen grænser for, hvad de havde hørt, han lavede. Jeg har hørt, at han er heroinmisbruger, og at han har uopdaget als. Det var sindssygt, hvad folk forestillede sig. Det var lige før, han kunne have været togrøver i 1800-tallet.”

Bruun: “Der var læger, der fjerndiagnosticerede ham.”

Cilius: “Der var hemmelige psykologgrupper på Facebook, hvor vi fik et screendump, der viste, at de var i gang med at diskutere, om han havde fået en psykose.”

Cilius: “Det samme med ubådsmordet. Hvad er det sjove i at sidde og snakke om, hvor bestialsk mordet er, mens man sidder og spiser ribben fra Bones? Det er jo ikke sjovt, fordi der er nogen, der er blevet slået ihjel, det er sjovt, fordi folk ikke kan lade være med at tale om det. Information skrev: “Nu vil vi ikke længere omtale mordet mere.” Og man ved, at journalisterne står inde ved watercoolerne og snakker løs. Man må bare erkende, at der i den fjerde statsmagt er en oldegyptisk mængde af hemmelig viden, som journalister mener, de kan betros med, men hvis det kommer ud til den almindelige idiotiske befolkning, løber verden amok. Det synes vi, er klamt. Det endnu mere overraskende var at høre folk tage det så alvorligt. At høre Christopher Arzrouni sige, at alt, hvad Kirsten Birgit siger, er rigtigt, er uhyggeligt.”

Hvad er det vigtigste, I har lært om at bedrive politisk satire?

Cilius: “At det ikke nytter noget. Skal vi være helt ærlige, er politikerne ligeglade. Det nytter noget for folk, der lytter, og det kan være derfor, man har politisk satire som den femte statsmagt, men den er jo ikke vigtig i den forstand, at den ændrer noget for magteliten.”

“

Skal vi være helt ærlige, er politikerne ligeglade. Det nytter noget for folk, der lytter, og det kan være derfor, man har politisk satire som den femte statsmagt, men den er jo ikke vigtig i den forstand, at den ændrer noget for magteliten

Frederik Cilius

Cilius: “Socialdemokratiet er fuldstændig bedøvende ligeglade. De er kolde i røven.”

Bruun: “Men skal vi lytte til kommentatorerne, er vi jo skyld i, at både Esben Lunde Larsen og Henrik Sass er stoppet i dansk politik. Så det kan være, at vi simpelthen er i stand til at mobbe folk til at stoppe med at være politikere.”

Cilius: “Det tvivler jeg på. Hvis vi havde mobbet Henrik Sass ud, tror du så ikke, han havde stoppet inden folketingsvalget? Tror du lige, han havde ladet sig genvælge for så at gå til brancheforeningen for kapitalfonde? Men altså, det er igen noget, vi leger. Vi leger at være socialdemokrater. Helle Thorning leger også at være skattejæger i FN, det kan være en sjov leg, men hvis den har indvirkning på, hvor jeg må have min formue stående, siger jeg nej tak."

Er der blevet endnu mere brug for den politiske satire i løbet af de år, I har været i gang?

Cilius: “Folk har i hvert fald brug for at grine af dem. Men der er ikke nogen på Christiansborg, der ikke gør noget af frygt for at blive til grin. Folk har ingen skam i livet i dag.”

Bruun: “Satiren er også blevet en del af den daglige nyhedsstrøm. Hvad skal vi blive forarget over i dag? Hvad skal vi grine af i dag? Som satirikere er vi jo spændt for den samme vogn.”

Hvilken?

Bruun: “Dagens grin.”

Cilius: “I dag er der heller ikke noget, der hedder fakta mere. Vi lever i det postfaktuelle samfund. Hvis der er én, som siger noget, siger en anden det modsatte, og så er det ligeså rigtigt som det første.”

Nogen vil hævde, at I har bidraget til blandingen af fakta og fiktion og er med til at gøre det endnu sværere at skelne.

Cilius: “Det er jo ikke os, der har opfundet det postfaktuelle samfund. Vi har lavet et stykke satire, som er lige så postfaktuelt, som virkeligheden er. David Lynch sagde efter “Twin Peaks”, som folk synes, var for outreret: “Hvorfor insisterer folk på, at kunsten skal give mening, når virkeligheden ikke gør?” Vi bliver nødt til at lave satire på den måde, virkeligheden er.”

I må gå til revygenren.

Cilius: “Det kommer. Vores mål er, at Mette Frederiksen heller ikke skal kunne lide revy længere. Så hun én gang for alle må erkende, at hun ikke har masser af humor.”

De griner begge højlydt. Og med de ord slutter snakken. Én time og 45 minutters ordveksling føles med Kirsten Birgitske vendinger “gone in a heartbeat”, men har efterladt reporteren med en begyndende tvivl: Har de egentlig svaret på spørgsmålene? Eller var det mestendels bare udenomstale?

Frederik Cilius skal lige tisse af, inden de tager en cykeltaxi til Bremen Teatret for at fortsætte prøverne på deres stykke, “Sommeren på Birgitø”.

“Endnu en uduelighed ved os er, at vi stort set ikke har fået talt om det show. Det kan du lige notere,” siger Cilius med et halvt opgivende, halvt drilsk smil og forsvinder ind på toilettet.

Socialdemokratiet og Helle Thorning-Schmidt er blevet forelagt kritikken. Ingen af de to parter ønsker at kommentere den.