ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sjælden leasingform kan gøre drømmebilen opnåelig

Med splitleasing kan man dele biludgifter med sin virksomhed og slippe for firmabilskat. Nu skal en ny online-beregner gøre leasingformen nemmere at gennemskue og bruge

Med firehjulstræk og helårsdæk på 21" fælge er den store Bentley velegnet til helårsbrug. Den tager sig godt ud på kajen i Skagen. Fotos: S
Med firehjulstræk og helårsdæk på 21" fælge er den store Bentley velegnet til helårsbrug. Den tager sig godt ud på kajen i Skagen. Fotos: S

Hvordan får man fingre i en Bentley? Det er let nok: Find læderet frem! Nu er det ikke alle, der kan stampe halvanden million kroner op for en lettere brugt bil, og det er heller ikke nødvendigt. Kun de, der insisterer på at eje, køber kontant i denne prisklasse.

Ved en kontant handel betales bil, moms og registreringsafgift på én gang. Det kræver stor likviditet og binder købers penge. Ved leasing er kapitalbindingen langt mindre, da afgiften betales månedsvis.

Bentley 5.JPG
Den mere end fem meter lange sedan har en autoritær, men aldrig vulgær udstråling.

Ulempen er, at man selv skal finde en køber til bilen efter periodens udløb. Det er dog nemmere for en brugt leasingbil end en privat bil, da leasingbilen er uden moms og registreringsafgift og derfor kan sælges på det internationale marked frem for kun det danske marked, hvor afgiften udgør en kunstig værdi, som kun findes i Danmark.

Det gør det især nemmere at afsætte dyrere biler som for eksempel Bentley, som der kun vil være få købere til i Danmark.

Så bliver det leasing

Drømmen er en nyere Bentley, og den skal altså leases. Der findes utallige leasingformer, så hvordan afgør man, hvilken der er bedst?

“Basalt set er flexleasing egnet for dem, der ønsker en speciel bil med meget udstyr som en Bentley. Oftest en der er over 36 måneder, så den både har lav beskatning og lav leasingafgift (0,5 pct. af registreringsafgiften hver måned,red.). Her skifter målgruppen i gennemsnit bil hvert eller hvert andet år,” siger Morten Grønhøj, stifter af portalen findleasing.nu, som siden 2015 har opbygget en forretning i at sammenligne leasingtilbud.

En dyrere leasingbil vil typisk blive tilknyttet en virksomhed, og køres der privat i bilen, har vi balladen: Så skal der betales afgift for privat brug af bilen (firmabilskat). Den kan i dette tilfælde blive styg, fordi det er en dyr bil, men der findes en måde at få bilen som firmabil uden at betale firmabilskat: Splitleasing.

Her deler man udgifterne mellem sig selv og virksomheden efter andelen af private og erhvervsmæssige kilometer. Ulempen er, at loven kræver en nidkær registrering af hver eneste køretur for at fastslå, om det er privat eller erhverv. Det skulle tidligere tastes ind i en bog eller i bilen, men klares i dag typisk ved hjælp af en app.

Beregneren giver en lynhurtig pejling af den private andel af drømmebilen for at vurdere, om den er inden for rammerne

Morten Grønhøj, stifter af findleasing.nu

Hvis man er selvstændig eller ejerleder i et A/S eller ApS, og kører man hovedsageligt erhvervsmæssigt, kan splitleasing være en god idé.

Bedst til dyrere biler

Morten Grønhøj forklarer, at der er flere elementer der afgør, hvornår splitleasing giver en besparelse i forhold til firmabil. Splitleasing egner sig typisk bedst til biler, hvor beskatningsværdien er omkring eller over 500.000 kr., men hvad der for den enkelte bedst kan betale sig, skal ses ud fra en overordnet vurdering.

“Som tommelfingerregel mindskes fordelene ved splitleasing, hvis erhvervsmæssig kørsel udgør mindre end 60 pct.,” siger Morten Grønhøj.

Splitleasing markedsføres oftest med hhv. 20/80 pct. privat/erhverv, men det rammer kun få kunders virkelighed. Når reglerne tilmed kræver udførlig dokumentation via kørebog, svinger fordelingen derfor måned for måned.

Bentley 7.JPG
Der findes næppe to Bentley'er, der er ens. Her har vi beige læder og indlæg af ask.

For at skabe en mere transparent proces har Findleasing udviklet en digital beregner, hvor man søger på den ønskede bil, vælger splitleasing som finansiering og med en trinløs skyder kan ændre fordelingen af kørsel privat/erhverv.

Målet er at vise kunden, hvordan forskellige scenarier påvirker priserne og på den måde få et mere gennemskueligt beslutningsgrundlag. Det skal også blive nemmere at vurdere, om det reelt kan betale sig at vælge splitleasing i stedet for firmabil. Det kan man se ved at iagttage, hvor kurverne for firmabilbeskatning og leasingydelse plus privat førstegangsydelse krydser hinanden.

Bentley 8.JPG
Bagsædet har tre sæder, men fås med to separate stole med køl/varme og rullegardiner.

Realistisk bilbudget

Drømmebilen på billederne er en Bentley Flying Spur fra 2016, der er til salg hos Bentley Copenhagen, men splitleasing betaler sig også for mindre dekadente biler.

Hvordan bruger man beregneren til at få et overblik over sit bilbudget?

“Beregneren kan vise alle priselementer i realtime, afhængig af om man vil køre 20 eller 30 pct. eller en anden andel erhverv, ved at flytte skyderne i toppen af leasingberegneren. Hertil kan man regulere udbetalingen, hvilket påvirker den månedlige ydelse. På den måde kan man lynhurtigt få en pejling af den private andel af drømmebilen og på den måde vurdere om det er inden for rammerne,” siger Morten Grønhøj.

Bentley 9.JPG
Den 2425 kg tunge Flying Spur V8 er angivet til et forbrug på 9,1 km/l, men kørte 8,3 km/l i snit i vores test

Hvad koster en Bentley?

Hvad koster den fine Bentley så? Det kommer an på leasingform og fordeling af kørsel privat/erhverv. Testbilen kan fås på en leasingkontrakt på 12 måneder med en udbetaling på 148.000 kr. ekskl. moms, der dækker et værditab på 20 pct. i perioden. Den månedlige ydelse vil være 9272 kr. ekskl. moms. For den private brug af bilen vil der skulle betales moms, mens virksomheden kan trække sin andel fra.

Bentley 2.JPG
Bilen er en Bentley Flying Spur fra 2016 med den "lille" motor, en 4,0 V8 biturbo med 507 hk og en herlig olm lydside. Firehjulstræk og luftundervogn er standard. Fotos: S. Bachmann

Er det dyrt? Ikke i forhold til bilens nypris på over 3,5 mio. kr. og den værdi, der ligger i at have rådighed over en bil i denne klasse. Den nye beregner findes påfindleasing.nu.


Andre læser dette lige nu