1974: Barndommen i keramisk kvindekollektiv i Espergærde
Min mor var keramiker, og da hun og tre andre keramikere ville skabe et arbejdsfællesskab og kollektiv, blev mænd og børn tvunget til at følge med. Det var lige så hippieagtigt, som det lyder. Hver familie havde deres egen lejlighed, men der var fælleskøkken og kæmpe gryder på bordet, og på døren ind til det helligste, lerrummet, var malet “Gud skabte manden, og siden har manden skabt sig”, og “En kvinde uden en mand er som en fisk uden cykel”. Alle i Espergærde kendte os, vi var den lokale kunstner-gøgler-familie; provinsen. I kollektivet havde vi mange dyr, og vi spændte æsler for hestevognen og red ned på tanken for at købe cola, og de voksne afholdt jule- og sommermarkeder med deres keramik. Min mor arbejdede altid hjemme, så jeg opfattede hende nærmest som hjemmegående, selv om hun arbejdede som en hest. Da jeg var syv-otte år, gik kollektivet i opløsning, så min mor overtog gården og solgte den i syv andele, så vi blev den lille landsby i byen.
