Sidste åndedrag i Paradis - Katastrofen kommer snigende

Verdens største koralrev blegner, siger rygtestrømmen, men fra 17,4 meters dybde stråler korallerne legesygt ind bag mine småduggede dykkerbriller. Der er en haj i vandet. Den er lige kommet rundt om en af de store farvefulde koralformationer, og nu slænger dens hale sig arrogant fra højre mod venstre.

Med en lodret hånd for panden, der skal foregive at være en finne, signalerer dive-masteren Liam hajens tilstedeværelse.

Min hjertebanken slår i kvikke ryk til lyden af min vagtsomme vejrtrækning gennem masken. Det er hajens indvirkning på mennesket, men efter et par sekunder er jeg i ligevægt igen. Der er en særlig majestætisk ro over sådan en haj, som svømmer langsommere, mere stilfuldt og selvstændigt end de andre flyvske og forvirrede fisk. Dén ro smitter.

"Folk siger, vi har verdens bedste job, og de har nok ret. Og grunden er, at vi kan tage folk som jer ud og se revet, og jeres smil får os til at smile"

Der er tale om en relativt lille haj, skal det retfærdigvis siges, den lange hvidtippede revhaj, der er en fast beboer på egnen og højest kan blive to meter. Men alle levende organismer virker både større og tættere på under vandet og gennem dykkermasken, så selv en slank revhaj giver et sus inde under den papirtynde våddragt, man får på.

Den slanke dragt har kun det formål at redde dykkeren fra de rigtige rovdyr hernede – de ekstremt giftige havhvepse, stingers. Også de dyr er et varmt samtaleemne midt i al den galgenhumor, der ofte sniger sig ind i snakken om det australske dyreliv.

For hvad venter dernede på sandbunden og under korallerne? Hvilket liv ligger for svømmefødderne af os? Det er den spænding, der fortrænger det indre landdyr og sender folk i gang med alle de tunge lyde, stærke farver og mærkværdige former, der findes under havoverfladen.

Dybe dommedagsprofetier

Vi skal på Agincourt Reef, ét af de yderste af de 2900 rev, som til sammen udgør verdens største og mest berømte koralrev, Great Barrier Reef. Engang troede jeg, at Great Barrier Reef kun var ét rev ét sted ud for den australske østkyst, men den forestilling er blevet tåbeliggjort sammen med andre stærkt formindskede forestillinger om Australien.

Revsystemet er med sine 350.000 kvadratkilometer på størrelse med Tyskland og påkalder sig opmærksomhed fra rummet – angiveligt som den eneste levende organisme på jordkloden.

"Et helt enormt smykke, der klynger sig til Australiens bryst," som den australske komiker Barry Humphries – nok bedre kendt som Dame Edna – har kaldt det levende revsystem, der blev skabt for ca. 6-8.000 år siden efter sidste istid. Vandstanden steg og oversvømmede området, og koraller begyndte at vokse op af undergrunden, som mestendels er kalkstenformationer, der er skabt gennem millioner af år.

Men lige så lang revets historie er, lige så tæt klæber dommedagsprofetier sig til korallerne. Men først skal vi ombord på katamaranen "SilverSonic."

Vi er vel i nærheden af 80 gæster på det lange skib, der er fyldt op til sidste dykkermaske. Klokken runder netop 08.30, da vi stævner ud fra den lille, fine turistby Port Douglas med sol, skyer og tykke regndråber over marinaen og en fuldstøbt regnbue over bagenden af båden.

Det er som et sejlende mini-FN, alle nationaliteter er repræsenteret. Fra en muskuløs engelsk gut, der har sagt jobbet op som fitnessinstruktør og nu søger nye eventyr, over indiske, franske og kinesiske familier til et gennemtatoveret amerikanerpar fra Pittsburgh.

Dykkere, der ikke kan svømme

"Vi møder alle slags mennesker her, det er dét, jeg elsker," fortæller dykmester Liam hen over et smågyngende træbord, da vi er til søs. Alligevel kan man dog hurtigt adskille folk i to grupper: dem, der kan svømme, og dem, der ikke kan, men som til gengæld har set talrige programmer på Discovery Channel.

"Det sker hver evig eneste dag, at vi må redde folk op fra vandet. Du ser f.eks. kinesere og indere ude på vandet overgive sig til det faktum, at de måske skal dø. Så redder vi dem ind," siger 32-årige Liam, som tømmer enhver bekymring ud af deres vandfyldte lunger.

"Én time efter spørger de, om de ikke må komme ud igen. Og jeg har det sådan, at hvis man virkelig vil se revet så meget, at man kaster sig ud på dybt vand uden overhovedet at kunne svømme, så skal man sgu også have lov til at se det," siger han grinende.

Liam Platt er ikke højere end 170 cm. Han har mørkt hår og rustik, solbrun sejlerhud efter de mange timer i saltvandet. Det er tydeligt, at han fuldstændig har styr på, hvad der sker her på båden, og også udenfor. Revet har været hans arbejdsplads i de sidste ti år, hvor han flyttede fra sit hjemland, New Zealand.

"Jeg er kiwi," som alle newzealændere kalder sig selv med henvisning til de kiwi-fugle, der er landets nationalsymbol, og som frugterne senere blev opkaldt efter. Han dykkede første gang på Great Barrier Reef som ung på en ferie, og da han blev tilbudt et job som undervandsfotograf, sprang han til.

"Ti år senere er jeg her stadig. Lever stadig drømmen. Det er altid spændende, at man ikke ved, hvad man vil se på revet. Og jeg møder nye folk hver dag fra hele verden. Det er sjovt," forklarer han.

I dag skal Liam ned og dykke med de gæster på båden, der ikke tager til takke med at se revet fra snorkelvandkanten, men gerne vil ned i det blå dyb. Vi er kun fire af den slags ombord med dykkercertifikat. Langt hovedparten af gæsterne snorkler, mens en godt 20 stykker har valgt at købe et prøvedyk, så de kan få en fuldbyrdet dykkeroplevelse, selvom de ikke er certificeret.

Lidt over en time sejler vi for at komme ud på Agincourt Reef, som ligger på den ydre del af revet. Jo længere man kommer ud, jo klarere er vandet, og i dag kan vi følge med i alt, hvad der rører sig 20-25 meter under os. Revet her er et såkaldt ribbon reef, et bånd af rev, der løber parallelt med kontinentalpladen, og med en dybde på mellem 5-20 meter er det perfekt til snorkling og dykning for begyndere og let øvede.

Hvidskrigende koraller

Første dyk. Vandtemperatur: 27 grader. En smule nervøsitet. Klassisk følelse ved første dyk i lang tid. Jeg har min dykkermakker ved min side. Han hedder Michael, er fra Tyskland, og han har rejst i Queensland i tre uger med sin kone og to drenge.

"Jeg giver dig én chance for at vise, at du kan være rolig og ikke går i panik"

To personer yderligere er med, men de siger ikke meget og stiller ingen spørgsmål før dykket. Desværre. For da vi kun lige er hoppet i det krystalklare blågrønne vand, har vi balladen.

Den ene har ikke pustet sin BCD (vest) op. Han flyder ikke, og han kæmper panisk for, at der ikke skal ske dét, der alligevel sker: Han og hans iltflaske dunker mod skibets side.


"Jeg giver dig én chance for at vise, at du kan være rolig og ikke går i panik," siger Liam resolut, mens han holder i hans vest for at berolige ham.

"Yes, yes, I’m okay," får manden fremstammet imellem rappe vejrtrækninger. Man slipper åbenbart aldrig for sådan en person i en gruppe, og er det ikke én af de andre, er det nok en selv.

Nedstigning. Det er godt. Vi kommer ned, og følelsen af, at det tunge, klaustrofobiske udstyr bliver let og livsgivende, er fantastisk. Iltmasken, der oven vande er helt malplaceret, er livlinjen under vandet.

Vi ser en blåplettet pilrokke dovne sandbunden til, vi ser langsnudede trompetfisk stene i vandet på deres egen svajende måde, og vi ser koraller i blå, grønne, røde, gule og mange flere farver. Én enkelt koral stråler i en hvid nuance, det ser ufattelig smukt ud. Men der er desværre en alarmerende forklaring på skønheden.

Rev i fare for at blive revet i stykker

Hvor længe kan korallerne eksistere? Hvor længe vil de farverige fisk have nok at spise, og hvor længe har vi stadig et dyrebart rev at dykke på? Det er tre spørgsmål, der melder sig naturligt, når man dykker på The Great Barrier Reef , og manden, der kan svare på dem, er professor og australier, selvom han hedder noget så dansk som Ove Hoegh-Guldberg.

Netop hjemkommet fra en ekskursion til de sydlige dele af Great Barrier Reef for med højhastighedsfoto at dokumentere udviklingen i korallerne langs havbunden fanger jeg over Skype den 56-årige professor, der er opkaldt efter sin danske tiptipoldefar.


Ifølge Ove Hoegh-Guldberg er der ingen tid at spilde, hvis der også om 20 år skal være et Great Barrier Reef – og ikke bare et ubetydeligt lille revsystem.

"Vi står foran en katastrofe," fortæller Hoegh-Guldberg, der er leder af Global Change Institute, University of Queensland.

"Og den katastrofe kræver, at vi øjeblikkeligt nedsætter vores udledning af fossile brændstoffer - helt ned til ingenting inden for de næste 20-30 år, ellers vil vi ikke længere have et Great Barrier Reef. Det vil være et stærkt formindsket sted, som ikke vil være værd at besøge. Det kan virke chokerende, når man siger det sådan, men det er, hvad videnskaben siger. Det er ikke en holdning, jeg har," siger han.

Forklaringen er todelt, men begge ben fører tilbage til menneskehedens aftryk.

"De to massive trusler mod koralrevene er de globale klimaforandringer og faldende vandkvalitet," opsummerer han.

Havtemperaturerne vokser med foruroligende hastighed. Og det er en trussel mod korallerne, som er nøglen til det vidt forgrenende økosystem. Når havet bliver bare en 1-2 grader varmere end normalt, er det som en kniv for struben for korallerne. De ændrer farve og bliver alarmerende hvidblege.

Afblegningen sker, fordi korallerne under den højere temperatur udstøder de mikroalger, som normalt leverer den energi, en koral bruger til at vokse og reproducere sig. De ligblege koraller dør heldigvis ikke med det samme. Falder temperaturen til normalen, liver de op igen, men gør den ikke, kan det have fatale konsekvenser."

De varmere have er altså én af truslerne. Den anden trussel går på miljøet.

"Vandkvaliteten er faldet langs kysten. Koraller kan godt lide at leve i uforurenet vand, men efter de europæiske landmænd kom til Australien, er en masse jord og næringsstoffer blevet skyllet ud i Great Barrier Reef, og det har dræbt mange koraller og vil blive ved med at gøre det, hvis vi ikke fixer det," siger Ove Hoegh-Guldberg.

Great Barrier Reef er foruden det naturvidenskabelige mirakelsammensurium af 1600 fiskearter, 130 arter hajer og rokker og flere end 30 hval- og delfinarter også smør på brødet for australierne. Omkring to mio. mennesker besøger Great Barrier Reef hvert år og tilfører den australske økonomi i omegnen af 6 mia. dollar om året.

Turistbranchen går med andre ord på pinde. For hvad nu hvis de katastrofe-scenarier, som videnskabsfolkene opstiller, skræmmer turisterne væk? Denne bekymring har slået revner i forholdet mellem videnskabsverdenen og turistbranchen. Ifølge Hoegh-Guldberg er det et spørgsmål om, hvordan man fortæller historien.

"Det, vi skal sige, er, at revet stadig er et fantastisk sted at besøge. Men det vil det ikke være om 20 års tid, hvis vi ikke imødegår de to trusler."

Verdens bedste job med tryk på

Det er det samme indtryk, jeg har, efter at jeg om eftermiddagen har taget våddragten af for sidste gang på skibet SuperSonic - det er stadig et fantastisk sted at besøge. Med saltvand på læben og lunger fulde af oplevelser vender vi tilbage mod Port Douglas.

Jeg bruger transporttiden til at blive lidt klogere på dykkeren Liam og hans motiver for at være her. Ti år har det varet ved. Kæresten kan klart fornemme, når han ikke har været nede og dykke i en uge – så må han ud igen og blive trykudlignet.

For Liam er koralrevet mere end et skinnende smykke om halsen. Det er kød og blod for ham. Hans yndlingsspot hedder Izzys Wall, som hans datter, Izzy, er blevet opkaldt efter. En 35 meter lodret væg, hvor der ifølge Liam næsten er garanti for at se hajer og skildpadder.

"Folk siger, vi har verdens bedste job, og de har nok ret. Og grunden er, at vi kan tage folk som jer ud og se revet, og jeres smil får os til at smile," siger Liam, inden han svinger sig op og giver sig i færd med at rense kinesernes, indernes, englændernes, nordmændenes, svenskernes og danskernes dykkermasker, inden et nyt hold gæster går ombord i morgen.

Børsen var inviteret af Singapore Airlines og Tourism Queensland.