Den engelske matematiker Alan Turing byggede under Anden Verdenskrig en uhyre sofistiskeret regnemaskine. En computer før der fandtes computere. Maskinen hed "Christopher", og den havde et eneste formål, nemlig at bryde Tysklands kommunikationskoder, så de allierede kunne få unik indsigt i fjendens planer og bevægelser. Historien om Alan Turing og hans fantastiske "dekoder" fortælles i "The Imitation Game", som med hele otte nomineringer samtidig er en af årets tungeste oscarkandidater – heriblandt som "Bedste film", "bedste hovedrolle" og "bedste birolle". Nomineringerne er velfortjente, for filmen er ganske enkelt forrygende, skønt den ved første øjekast måske ikke syner af meget."The Imitation Game" er fortalt i en traditionel stil, billederne er tonet i udvaskede brune farver, replikkerne er mejslet ud i granit, som var det et teaterstykke, og fortælleren fører os med hård hånd a la Dickens rundt i tre perioder af Turings liv: Opvæksten på kostskolen, som kodebryder på Bletchey Park under krigen - til 1952, året før Turings tragiske selvmord. Der er noget klassisk, velkendt og måske også gammeldags i filmens stil og fortælleform. Men det gør intet, for den historie, den så lydefrit formidler, er så fængslende, at man sidder som naglet til stolen. Dét og så et forrygende spil af Benedict Cumberbatch og Keira Knightley gør filmen til en af sæsonens vigtigste film. Benedict Cumberbatch formidler Turings nørdede personlighed med samme stiltræk, som i sin mesterlige portrættering af Sherlock Holmes i BBC-serien "Sherlock" om end med større sårbarhed.
