Det virker som om, vi er faret vild. Godt nok er vi ikke særlig langt fra den imponerende bygning, der huser Madrids topmoderne Bajaras Lufthavn, men alligevel er vi i en helt anden verden.
Omkring bussen, der fragter os rundt på det store lufthavnsområde, er der nu kun marker, små træhuse og udsigt til sneklædte bjerge langt ude i horisonten. Hvordan i alverden kan dette være et højteknologisk centrum for flybranchen? Men så sker der noget.
"Der er ingen tilfældigheder involveret, når det handler om fly. Det drejer sig kun om én ting: Sikkerhed"
For enden af vejen gemmer sig en stor jernport, hvor et par vagter lader os slippe igennem og ind på den anden side.
Det første, vi ser, er en stor, åben plads, hvor en række ældre jetfly holder parkeret side om side. Nogle af dem uden maling, nogle mangler motorer, mens andre blot ligner de sørgelige rester af det, der engang var et fuldt ud funktionsdygtigt transportmiddel. Flyene er ikke parkeret her helt uden grund.
Det spanske flyselskab Iberia råder over 17 fly af typen Airbus A340, der alle er på vej en tur i hangaren nær Madrid for at blive udstyret med nye flysæder.
De fleste af dem er på vej videre i deres lange liv i luften, men trænger måske til et par nye reservedele, et grundigt eftersyn eller nye motorer, og så er dette stedet, hvor alting kan lade sig gøre.
I flybranchen er den enorme bygning, der er opført for enden af den åbne plads, nok det nærmeste, man kommer troldmandens værksted.
Den gigantiske konstruktion rummer nemlig en af Europas største hangarer og tilhører flyselskabet Iberias særlige vedligeholdelsesafdeling med mere end 4000 ansatte samt en kundeliste, der rummer nogle af klodens største flyselskaber.
En model af den enorme flyhangar, hvis tagkonstruktion holdes oppe af en stor, gylden bue ikke meget ulig den, McDonalds bruger som sit logo.
Det er således ikke kun Iberias egne fly, der kommer en tur ind i den store hangar, der holdes oppe af en stor, gul bue, der er spændt ud over tagkonstruktionen som et gigantisk McDonald's-logo.
Også fly fra SAS, Easyjet, DHL samt British Airways bliver set efter i sømmene samt udsat for regelmæssig vedligehold her i hangaren.
Netop nu holder fem store fly parkeret side om side inde i mega-hangaren, hvor mennesker bliver reduceret til små Lego-figurer, der kravler rundt indeni og udenpå de store metalskrog.
Flykabinen ligner ikke helt sig selv, når den som her er ribbet for alt inventar.
”Enkelte af de fly, der holder her i dag, er inde til det store D Check, som vi udfører cirka hvert femte år. Det er et af de mest omfattende eftersyn i flyets levetid og betyder bl.a., at vi skiller flyet totalt ad. Der er simpelthen ikke den del af flyet, vi ikke får kigget nærmere på,” fortæller Iberias talsmand, Santiago De Juan, da han viser rundt i hangaren.
Vi nærmer os et af Iberias store Airbus A340-fly med plads til cirka 350 passagerer om bord, men noget er ikke helt, som det plejer at være. Flyet står med alle fire motorer vidt åbne, ligesom samtlige lastrum er totalt ribbet for inventar.
Det samme viser sig at være tilfældet, da vi træder ind i selve kabinen. Her er absolut intet. Fra loftet hænger kun ledninger, rør og isoleringsmateriale ned, mens alle sæder, gulvtæpper og andet interiør er revet ud.
Al inventar – selv piloternes sæder – bliver pillet ud af flyet under et såkaldt D Check, der finder sted cirka hvert 5. år.
Her er kun det nøgne skrog, og det går op for en, hvor megen teknik og mekanik, der egentlig gemmer sig inde bag væggene, i gulvet og i loftet på et fly.
Et par flymekanikere klædt i blå kedeldragter ligger fladt på gulvet og forsøger at hive i et par lister. Ved siden af dem står et par kasser, der ligner løse skruer og søm. Hvordan i alverden holder de styr på, hvilke dele, der hører til hvor? Og kan man forestille sig den situation, at man efter at flyet er samlet, står med et par løse skruer i hånden: ”Hov, der er vidst noget, vi har glemt?”
Det er nogle af Europas mest erfarne ingeniører og flymekanikere, der til daglig holder til i hangaren nær Madrids Bajaras Lufthavn. Enkelte af dem har mere end 20 års erfaring.
”Nej, det sker simpelthen ikke. En totalgennemgang af et fly som dette gennemføres efter en fuldstændig nøje plan, hvor alle ved, hvad de gør. Der er ingen tilfældigheder involveret, når det handler om fly. Det drejer sig kun om én ting: Sikkerhed,” konstaterer Santiago De Juan, der selv deler fascinationen af fly.
”Det er jo som et gigantisk samle-selv-sæt,” siger han.
Det tager cirka en uge at fjerne al indmad på et Airbus A340-fly, mens selve eftersynet tager to uger. Dernæst skal flyet samles igen, og alt afhængig af, hvorvidt der f.eks. skal sættes nye sæder eller andet udstyr ind i kabinen, kan dette sagtens tage yderligere et par uger.
Hver enkelt motor bliver skilt ad og gennemgået fra ende til anden.
Det er en omfattende operation, som med alt andet, når det handler om luftfart, koster mange penge. Derfor er det også et større logistisk arbejde, der løber af stablen, hver eneste gang et fly er ude af drift.
Efter cirka en måneds tid i flyhangaren kommer Iberias fly ud med kabiner, der f.eks. er udstyret med nye sæder som her i denne Airbus A340.
-PR-foto
Men nødvendigheden stiller ingen spørgsmålstegn ved. Og hvem fryder sig ikke over at træde ind i et fuldstændig rengjort fly, der er udstyret med nye sæder, nye tv-skærme og et toilet, der rent faktisk fungerer? Næste gang det sker, kan du måske sende en venlig tanke til folkene her i hangaren.