Velsmagende mad og stor hyggefaktor på restaurant Sankt Gertruds Kloster, der kan være såvel billig som urimelig dyr.
Det er en af landets største restauranter med ikke færre end 475 pladser. Og hvilke pladser. Man sidder behageligt i magelige, men dog ranke træstole i Sankt Gertruds Klosters særegne, semikirkelige univers.
Navnet til trods, er bygningen ikke et gammel kloster, men i 1300-tallet var stedet kendt som Skt. Gertruds Kapel.
Da der i 1975 blev indrettet en restaurant i kældrene – som dengang var et vinlager – fandt man på at anvende navnet kloster og dekorere med religiøse effekter, stearinlys og så videre.
Resultatet var vellykket, og folk stimlede sammen i det, som dengang var en af byens meget anerkendte restauranter. En status, der blev bibeholdt op gennem 1980’erne og til dels i 1990’erne.
Men i 2001 gik glansen af Sankt Gertrud, ganske som den gjorde i 1807, da talemåden opstod, dengang englænderne bombede København og lagde kvarteret i ruiner. Det var Berlingske Tidendes madanmelder, Søren Frank, som lod bomben springe under Sankt Gertrud, der rent omdømmemæssigt blev lagt i ruiner, da anmelderen kaldte kælderen »en turistfælde uden sidestykke«.
Meget ændret
Siden har stedet skiftet ejer to gange, og meget er ændret siden dengang. Den charmerende indretning er dog bibeholdt, og selv om nogle mennesker vil kalde røde chesterfieldmøbler usmagelige, så rokker det ikke ved den kendsgerning, at stedet har atmosfære.
»Smag verden og mærk historiens vingesus«
Jeg står ikke tilbage for at kalde det en af landets mest hyggelige restauranter – uden at tage stilling til smagsspørgsmål, hvad indretningen angår.
Apropos smag, så lyder restaurantens slogan »Smag verden og mærk historiens vingesus«. Og et slogan er det, uden megen rod i virkeligheden, for her er på ingen måde tale om et verdenskøkken. Men der er ikke noget galt med Sankt Gertruds køkken. Det skulle da lige være ventetiden, men er man der for at hygge sig en aftens tid, så skader det jo ikke.
Det kan blive dyrt
Når denne artikels overskrift fokuserer på prisen, så er det, fordi man kan komme af med urimeligt mange penge, hvis ikke man tager sig i agt.
Måltidet indledes i en salon, dette var et særkende for Sankt Gertrud for 20 år siden, hvor de færreste restauranter var indberettet med sådan en behagelighed. Man tager plads i de grundigt patinerede sofaer og kan her nyde et par glas. Men vælg ikke husets champagne, den er ingen udpræget nydelse.
Menukortet studeres, og man afgiver bestilling til tjenerne, som er opmærksomme, venlige og rappe i replikken. De kan deres kram og forstår at tilrettelægge forløbet, sådan at man først bydes ned til bordet, når maden er klar.
Idéen er, at den bestilte vin således står og venter. Vi havde bestilt en Chardonnay fra Østrig, i årgang 1998.
Med tjenerens ord; En god australsk chardonnay fra Müller. Men det var en årgang 2001 som ventede, for 1998’eren var udsolgt, hvilket ikke burde være nogen overraskelse for tjeneren. Selv om det netop var den lidt ældre vin, vi gik efter, lod vi det blive ved 01’eren, som smagte tåleligt.
Straks vi havde bænket os, blev der budt brød. Tre slags, der alle var af god kvalitet, med tilsvarende frisk smør.
Forrettens halve hummer var stor, velkogt og køleskabskold, med en ren og behagelig smag. Garnituren var en sprød kurv af filodej, med et par yderst seje brødcroutoner samt en forfriskende salat. Terrine af røget kalvemørbrad med kalvespidsbryst var en mager, tæt, trekantformet sag, der ligesom hummeren smagte friskt, men noget anonym.
Et forhold, som tre små prikker af balsamico, eller tre tilsvarende peberrodsklatter ikke kunne gøre meget ved. En forfriskende garniture var en portion marinerede urter i fine strimler.
Langt til hovedret
Da vi havde spist disse retter, gik der 50 minutter, før hovedretterne ankom. To store anretninger på dejligt varme tallerkener, begge hentet i det franske køkkens afdeling for store klassikere. Ingen ringere end selveste Madame Walevska og Signor Rossini.
Walevskasøtungen (328 kr.), lavet helt efter bogen.
Madame var omgivet af en rand af ovnbrunet kartoffelmos, indenfor hvilken der lå et par dampede søtungefileter på en bund af smørsauteret spinat, alt sammen dækket af en udmærket sauce Mornay, gratineret under grillen.
Tournedosen (308 kr.) der er opkaldt efter den italienske komponist, var smukt stegt, og det valgte kokken at vise ved at skære bøffen helt igennem, hvilket var en vel løjerlig fremgangsmåde.
Det flot røde kød var såvel saftigt som mørt, den stegte foie gras en lille smule tør i konsistensen, kartoflerne var vellykkede, og madeirasaucen var der for lidt af, for den var vældig god. »Lad dem forføre af kokkens fantasier«, lød den let skræmmende opfordring på dessertkortet.
Jeg vovede pelsen, men følte mig ikke det mindste forført af desserttallerkenen, som trods sine 128 kr. var et noget tamt bekendtskab, der manglede den friskhed, som kendetegnede flere af de øvrige retter. En sorbet på en lidt træt kagebund, en anonym pannecotta med kaffe og en karamelfudge.
Klassiske oste
Fem europæiske oste var en rundtur blandt klassikere, veltempereret og til den vel modne side. Vi bad om espresso, men fik oplyst at der kun fandtes »personalekaffe i stempelkande«, et udtryk for den tilnærmelsesvist værtshusagtige jargon de venlige tjenere, i sort vest og hvid skjorte, betjener sig af.
Hundredvis af mennesker kan føle sig godt tilpas
De gjorde deres job godt, og jeg ville være tryg ved dem under afholdelse af et jordnært middagsselskab for selv ganske mange mennesker.
Det er i den genre, Sankt Gertrud har noget særligt at byde på. Nemlig et atmosfærefyldt miljø, hvor selskaber på hundredvis af mennesker kan føle sig godt tilpas.
Vort måltid kostede 2083 kr., men det kunne have været billigere. Mod forudbestilling fås en såkaldt Candlelight dinner med tre retter og fire glas vin til 618 kr. Men hvis man er interesseret i mad, må man hellere gå over på Kultorvet, hvor man får en treretters menu for 500 kr., på den michelinstjernede restaurant MR.
Set i den sammenhæng, er Sankt Gertruds Kloster en urimeligt dyr restaurant.
Det er en af landets største restauranter med ikke færre end 475 pladser. Og hvilke pladser. Man sidder behageligt i magelige, men dog ranke træstole i Sankt Gertruds Klosters særegne, semikirkelige univers.
Navnet til trods, er bygningen ikke et gammel kloster, men i 1300-tallet var stedet kendt som Skt. Gertruds Kapel.
Da der i 1975 blev indrettet en restaurant i kældrene – som dengang var et vinlager – fandt man på at anvende navnet kloster og dekorere med religiøse effekter, stearinlys og så videre.
Resultatet var vellykket, og folk stimlede sammen i det, som dengang var en af byens meget anerkendte restauranter. En status, der blev bibeholdt op gennem 1980’erne og til dels i 1990’erne.
Men i 2001 gik glansen af Sankt Gertrud, ganske som den gjorde i 1807, da talemåden opstod, dengang englænderne bombede København og lagde kvarteret i ruiner. Det var Berlingske Tidendes madanmelder, Søren Frank, som lod bomben springe under Sankt Gertrud, der rent omdømmemæssigt blev lagt i ruiner, da anmelderen kaldte kælderen »en turistfælde uden sidestykke«.
Meget ændret
Siden har stedet skiftet ejer to gange, og meget er ændret siden dengang. Den charmerende indretning er dog bibeholdt, og selv om nogle mennesker vil kalde røde chesterfieldmøbler usmagelige, så rokker det ikke ved den kendsgerning, at stedet har atmosfære.
»Smag verden og mærk historiens vingesus«
Jeg står ikke tilbage for at kalde det en af landets mest hyggelige restauranter – uden at tage stilling til smagsspørgsmål, hvad indretningen angår.
Apropos smag, så lyder restaurantens slogan »Smag verden og mærk historiens vingesus«. Og et slogan er det, uden megen rod i virkeligheden, for her er på ingen måde tale om et verdenskøkken. Men der er ikke noget galt med Sankt Gertruds køkken. Det skulle da lige være ventetiden, men er man der for at hygge sig en aftens tid, så skader det jo ikke.
Det kan blive dyrt
Når denne artikels overskrift fokuserer på prisen, så er det, fordi man kan komme af med urimeligt mange penge, hvis ikke man tager sig i agt.
Måltidet indledes i en salon, dette var et særkende for Sankt Gertrud for 20 år siden, hvor de færreste restauranter var indberettet med sådan en behagelighed. Man tager plads i de grundigt patinerede sofaer og kan her nyde et par glas. Men vælg ikke husets champagne, den er ingen udpræget nydelse.
Menukortet studeres, og man afgiver bestilling til tjenerne, som er opmærksomme, venlige og rappe i replikken. De kan deres kram og forstår at tilrettelægge forløbet, sådan at man først bydes ned til bordet, når maden er klar.
Idéen er, at den bestilte vin således står og venter. Vi havde bestilt en Chardonnay fra Østrig, i årgang 1998.
Med tjenerens ord; En god australsk chardonnay fra Müller. Men det var en årgang 2001 som ventede, for 1998’eren var udsolgt, hvilket ikke burde være nogen overraskelse for tjeneren. Selv om det netop var den lidt ældre vin, vi gik efter, lod vi det blive ved 01’eren, som smagte tåleligt.
Straks vi havde bænket os, blev der budt brød. Tre slags, der alle var af god kvalitet, med tilsvarende frisk smør.
Forrettens halve hummer var stor, velkogt og køleskabskold, med en ren og behagelig smag. Garnituren var en sprød kurv af filodej, med et par yderst seje brødcroutoner samt en forfriskende salat. Terrine af røget kalvemørbrad med kalvespidsbryst var en mager, tæt, trekantformet sag, der ligesom hummeren smagte friskt, men noget anonym.
Et forhold, som tre små prikker af balsamico, eller tre tilsvarende peberrodsklatter ikke kunne gøre meget ved. En forfriskende garniture var en portion marinerede urter i fine strimler.
Langt til hovedret
Da vi havde spist disse retter, gik der 50 minutter, før hovedretterne ankom. To store anretninger på dejligt varme tallerkener, begge hentet i det franske køkkens afdeling for store klassikere. Ingen ringere end selveste Madame Walevska og Signor Rossini.
Walevskasøtungen (328 kr.), lavet helt efter bogen.
Madame var omgivet af en rand af ovnbrunet kartoffelmos, indenfor hvilken der lå et par dampede søtungefileter på en bund af smørsauteret spinat, alt sammen dækket af en udmærket sauce Mornay, gratineret under grillen.
Tournedosen (308 kr.) der er opkaldt efter den italienske komponist, var smukt stegt, og det valgte kokken at vise ved at skære bøffen helt igennem, hvilket var en vel løjerlig fremgangsmåde.
Det flot røde kød var såvel saftigt som mørt, den stegte foie gras en lille smule tør i konsistensen, kartoflerne var vellykkede, og madeirasaucen var der for lidt af, for den var vældig god. »Lad dem forføre af kokkens fantasier«, lød den let skræmmende opfordring på dessertkortet.
Jeg vovede pelsen, men følte mig ikke det mindste forført af desserttallerkenen, som trods sine 128 kr. var et noget tamt bekendtskab, der manglede den friskhed, som kendetegnede flere af de øvrige retter. En sorbet på en lidt træt kagebund, en anonym pannecotta med kaffe og en karamelfudge.
Klassiske oste
Fem europæiske oste var en rundtur blandt klassikere, veltempereret og til den vel modne side. Vi bad om espresso, men fik oplyst at der kun fandtes »personalekaffe i stempelkande«, et udtryk for den tilnærmelsesvist værtshusagtige jargon de venlige tjenere, i sort vest og hvid skjorte, betjener sig af.
Hundredvis af mennesker kan føle sig godt tilpas
De gjorde deres job godt, og jeg ville være tryg ved dem under afholdelse af et jordnært middagsselskab for selv ganske mange mennesker.
Det er i den genre, Sankt Gertrud har noget særligt at byde på. Nemlig et atmosfærefyldt miljø, hvor selskaber på hundredvis af mennesker kan føle sig godt tilpas.
Vort måltid kostede 2083 kr., men det kunne have været billigere. Mod forudbestilling fås en såkaldt Candlelight dinner med tre retter og fire glas vin til 618 kr. Men hvis man er interesseret i mad, må man hellere gå over på Kultorvet, hvor man får en treretters menu for 500 kr., på den michelinstjernede restaurant MR.
Set i den sammenhæng, er Sankt Gertruds Kloster en urimeligt dyr restaurant.
