Sanger Søren er død. Vi kan alle lære noget af ham. Men tør vi?

“Du kan jo bare stikke mig en hund, så stopper jeg,” var det sidste, jeg hørte Sanger Søren råbe. Det var en varm dag på Strøget forrige sommer, og tilbuddet blev forelagt en mand i et åbentstående vindue på tredje-fjerde sal over for Illums Bolighus. Manden i vinduet havde netop bedt gadesangeren om at skrue ned for sin originale udlægning af “Kvinde min”. Det kunne sikkert blive for meget af det gode. 

Jeg havde en højrøstet onkel, der altid var fuld og altid fortalte kulørte og småsjofle eventyr fra sin tid på De Syv Have, når han altså ikke satte sig til klaveret og serverede de samme tre selvkomponerede værker. Han var heller ikke var for fin til at platte familien for penge til deres egne julegaver, og man kunne kun holde ud at være sammen med ham lige præcis så lang tid, en familiefødselsdag nu varer. Men hvor blev det dog tomt og tamt, da han døde. Han skulle bare være der, den original.