Kom med på en vanvittig, sjælrensende rutsjebanetur, du ikke vidste du havde brug for

Fem af dansk films mest markante mænd står og skifter fra jakkesæt og nystrøgne skjorter tilbage til casual mandag i november og sætter sig rundt om det store, hvidlakerede bord, én efter én, i studiet i en gamle fabriksbygning i Københavns Nordvest-kvarter, hvor de netop er blevet færdige med fotografens skydning.

Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas viser ivrigt hinanden de seneste billeder af deres respektive hundehvalpe på mobilen og griner vist selv lidt af det. Nicolas Bro sætter sig på den ene side med en kop te, Lars Brygmann på den anden. I midten af det hele sidder den næsten to meter høje instruktør Anders Thomas Jensen og udstråler en naturlig autoritet, en storebroragtig tyngde i flokken, selvom han er den næstyngste (Nikolaj Lie Kaas er ét år yngre).

Der er en indforstået, frisk og direkte, men kærlig tone, som virker som en forlængelse af filmen “Retfærdighedens ryttere”, vi er samlet for at tale om. En stemning af samhørighed, som også bygger videre på de tidligere film, “Blinkende lygter”, “Adams æbler”, “De grønne slagtere” og “Mænd og høns”, denne gruppe har lavet sammen. Lars Brygmann er med for første gang og er faldet godt til i det særlige fællesskab, lader det til.

Der er film, ikke mange, der lever videre uden for lærredet, som om de var virkelige, hvor langt ude filmens personer, deres adfærd og ytringer end forekommer. Filminstruktør Anders Thomas Jensens nye film har dette transcenderende potentiale, med sit galleri af rimelig dysfunktionelle og uforglemmelige karakterer, der ender med at holde et spejl op foran os og gøre os klogere på os selv, livet og døden og meningen med det hele, mens vi risikerer at græde lidt undervejs. Og så er det samtidig sjovt, for at sige det moderat.

“Retfærdighedens ryttere” er den sjælrensende rutsjebanetur, du ikke vidste, du havde brug for, fra den dybeste alvor til/med uhyrlig humor, en smuk bastard af en film, der blander voldsomme ingredienser som død, tab, seksuelt misbrug, trafficking, sorg, psykiske diagnoser og ensomhed med skydeglad action til en forunderlig, poetisk krysantemumbombe. Det lyder skørt, og det er det også.

Er I selv klar over, at I går til grænsen i denne film?

(I munden på hinanden): “Over grænsen.”

Er der noget, man ikke kan lave grin med?

Alle: “Nej!”

Nikolaj Lie Kaas: “Thomas (Anders Thomas Jensen, red,) har en tendens til altid at gå derud, hvor man tænker: Hvorfor nu dét, Thomas? Det er noget fantastisk i, at han holder fast ved det og gør det. For eksempel i scenen på marken, som i mine øjne er fuldstændig unødvendig, men det fortæller bare så meget en vild historie, der er blevet undertrykt. ”

Anders Thomas Jensen: “Man sluger nok sit grin i den scene som tilskuer. Der er måske afstumpede mennesker, der vil grine videre, men overvejende tror jeg, mennesker vil sige, at det er forfærdelig, og det er forfærdeligt, men mange af de ting, der er rigtig sjove, er jo rigtig forfærdelige, sådan er det jo. Jeg tror i virkeligheden, det er det, humor er opfundet for.”

Har humoren fået sværere kår?

Mads Mikkelsen: “Jeg kan mærke et ledende spørgsmål!”

Anders Thomas Jensen: “Nej, på mange måder har humoren fået meget lettere kår.”

Mads Mikkelsen: “Der er mange mennesker, man kan gøre grin med nu. Hvis man tør.”

Anders Thomas Jensen: “Ja!”

Du siger de ting, man ikke tør sige. Er der mere brug for sådan en ventil nu?

Anders Thomas Jensen: “Der er masser af grov, grov humor derude. Hvis man vil finde det, er det der. Der er stand-up shows, der slår alt.”

Mads Mikkelsen: “Men filmen er jo ikke en kommentar som et stand-up. Tværtimod har den nogle karakterer, som er helt vanvittige, men som bliver forsvaret hele vejen igennem filmen.”

Anders Thomas Jensen: “Det er en vigtig pointe. Hvor udspringer humoren? Vi beskriver nogle mennesker, der har været gennem nogle voldsomme situationer, og vi gør det på en måde, så man kan smile ad det, nogle kan grine, andre kan græde. Vi udstiller ikke nogen.”

Nikolaj Lie Kaas: “Da vi lavede “Mænd og høns” (Anders Thomas Jensens film fra 2015, red.) var der ramaskrig i flere medier før filmen, og grupper, der skrev til os omkring den karakter, der har hareskår, eller det hedder det ikke, det hedder læbe/ganespalte. Der var shitstorm, før filmen kom ud. Da folk så havde set filmen, klappede alle i, for det var en karakter, der blev forsvaret. Hvorfor tager man alle de her ting frem? Det gør man for at vise noget, forklare noget, giver karaktererne en form for handicap, som de må kæmpe med eller leve med, og forhåbentlig kommer der noget godt ud af det.”

Anders Thomas Jensen: “For lige at vende tilbage til, om der er noget, man ikke kan gøre grin med, er det jo et absurd spørgsmål, for hvis det ikke er tilfældet, vil det sige, at der er nogle emner, som man kun kan lave dramaer om. Efter “De grønne slagtere” (Anders Thomas Jensens film fra 2005, red.) talte jeg med en handicappet, der var så glad for at se karakteren Ejgil, der var så vanvittig ond og led. Han sagde til mig: Det er første gang, jeg har set det, for normalt bliver vi altid fremstillet som sådan nogle søde nogen, og dét er i virkeligheden enormt stigmatiserende. Lige så snart du gør grin med noget, spreder du også noget normalitet ud over det, og du kan bruge det til alle mulige andre ting. Du kan også kritisere ting med humor. Du kan sætte ting på spidsen, og det kan være enormt godt. Så jeg mener, man kan gøre grin med alt. Selvfølgelig er der sådan nogle ting som Utøya (Anders Breiviks massakre i Norge i 2011, red.) og den slags, hvor der er en tidsfaktor. Nogle ting skal lige have noget tid. World Trade Center havde nok ikke virket i stand-up shows lige efter 11. september.”

Mads Mikkelsen: “Men jeg synes ikke ’at gøre grin med’ er det samme som at sige ’er der humor i det?’. At gøre grin med er som regel noget, hvor du udstiller nogen.”

Nikolaj Lie Kaas: “Jeg mener også, at filmen totalt forsvarer de typer, vi er i den”.

Mads Mikkelsen: “Er der humor i det? betyder i sidste ende: er der noget genkendeligt i det? Der er noget genkendeligt i de der drenge med hareskår.”

Så det afgørende er, at der en empati i det?

Anders Thomas Jensen: “Ja. Ja.”

Mads Mikkelsen: “Der er også gode vittigheder, hvor der ikke er nogen empati.”

Lars Brygmann: “Jeg læste for nylig, at der var mange bedemænd, der var rasende over, at de havde bestilt så mange kister, som de ikke kunne bruge. De var blevet lovet, at der ville være flere døde, og nu brændte de inde med alle de kister. De ville have kompensation.”

Alle: “HAHAHAHA”

Lars Brygmann: “Det er jo på baggrund af døde mennesker, men det er en sjov situation.”

Mads Mikkelsen: “Der er blevet løjet for dem.”

Lars Brygmann: “De var blevet lovet, at der var flere døde.”

Mads Mikkelsen: “Forestil jer, at de sagsøger vores hospitalsvæsen for at være for dygtige. Det ville de have gjort i USA.”

Flere af karaktererne i “Retfærdighedens ryttere” har det, man kan kalde diagnoser og store psykiske og sociale udfordringer. Er der for lidt plads til outsiderne i vores samfund?

Nikolaj Lie Kaas: “For det første er der jo ingen mennesker, der ikke sidder med en eller anden form for handicap. Hvis det vel at mærke er en god film, bliver det almenmenneskeligt. Det er også derfor, man kan forstå en eller anden, der flyver rundt ude i rummet i en film, selvom man aldrig selv har prøvet det. At man kan relatere til det og tænke: Jeg ved præcis, hvordan det må være. Lige meget hvor mange skavanker vi har, er det en form for dialog med andre mennesker. Det er derfor, vi laver film.”

Anders Thomas Jensen: “Jeg har mennesker tæt på mig, som er en blanding af de her figurer. Som er stået af, hvor samfundet ikke har plads til dem, og de ikke selv evner at komme ind i kampen. Jeg ved ikke, om der ikke er plads til dem, men man skal bare anerkende, at de er der. Vi hører måske ikke om dem, for der er nogle, der råber højere. Jeg synes, det er interessant at tage dem med ind og gøre dem elskværdige.”

Nikolaj Lie Kaas: “Hvis man har bare lidt empati i kroppen, er det interessant at se knugede mennesker og lære dem at kende. Jeg kan huske, da jeg var yngre, når jeg blev forelsket, var det altid i en pige, hvor der var en mur af ting, man skulle igennem for at komme ind til det menneske. Men det var et projekt, jeg syntes var super interessant. Så lærer man efterhånden med årene, at der er simpelthen for uoverskueligt.”

Anders Thomas Jensen: “Rørte du nogensinde ved dem, uden at de ville have det? Er det sket?”

Alle: “HAHAHAHA.”

Kan man lave sjov med dét?

Anders Thomas Jensen: “Ja! Det kan man i dén grad!”

Mads Mikkelsen: “Selvfølgelig kan man det.”

Anders Thomas Jensen: “Det er sjovt, når man får det spørgsmål om et emne: “Kan man gøre grin med det?”, så ved både journalisten og jeg og alle i hele verden, at det allerede er noget, 99 pct. af Danmarks befolkning laver sjov med. Men når det er i det offentlige rum, når det er lødigt, er det et spørgsmål om: “kan man?” Hvilket er vanvittigt. Hele Danmark laver sjov med det her.”

Man laver ikke sjov med Muhammed-tegningerne…

Mads Mikkelsen: “Nej, det er ikke, fordi folk ikke har lyst. Det er da fordi, de ikke tør. Men den her snak er meget nuanceret. Jeg siger det af en god grund, som jeg gerne vil understrege. Alle de ting, vi taler om: Er der plads til de skæve typer med diagnoser, kan man lave grin med det og det, osv. Hør her: Der er en masse valide grunde til, at det sker. Der en masse interessant i det. Men det er en enormt nuanceret snak, så det der med lige at komme med en hurtig bemærkning som skuespiller eller sanger, det bliver bare en del af den tsunami, hvor alle løber samme vej. Det er ikke en særligt interessant debat. Den dybe debat er interessant.”

Anders Thomas Jensen: “Det hele udspringer af, at de mennesker, der plejer at sidde og hamre hovedet ind i en væg, har fået adgang til Facebook.”

Mads Mikkelsen: “Der er rigtig mange krigere derinde.”

“

Jeg tror på, som filmen også lægger op til, at vi alle sammen erunderlagt en række tilfælde, og vi tosser rundt hernede uden at vide, hvaddet egentlig er, vi skal, og prøver at få det bedst mulige ud af det

Instruktør Anders Thomas Jensen

Nikolaj Lie Kaas: “Der er nogle ting, vi ikke snakker om i det offentlige rum, og selvfølgelig får jeg Tourettes, hvor jeg tænker: Det kan jeg ikke sige, det kan jeg ikke sige, men vittighederne står i kø.”

Anders Thomas Jensen: “Men, Nicolas, du har krænket mange. Er det derfor, du er så tavs?”

Alle: “HAHAHAHA.”

Nicolas Bro: “Øøøøh, den skal jeg lige have igen, undskyld.”

(Alle griner stadig)

Lars Brygmann: “Nå! Der ramte han plet!”

Anders Thomas Jensen: “Nej, det var bare for at få Nicolas lidt med i samtalen…”

Nicolas Bro: “Jeg så et fantastisk klip med Morten Østergaard. Hold kæft, hvor han vævede, jamen det er… ja…øh… det er… øh…”

Et andet tema i filmen er, om der er noget at tro på, om der en mening med det hele, en sammenhæng. Hvad er jeres eget forhold til det?

Nikolaj Lie Kaas: “Jeg vil gerne høre dit svar, Anders Thomas, for du siger altid, du ikke tror på det.”

Anders Thomas Jensen: “Det kommer an på dagsformen, men hvis jeg skal give et svar, tror jeg ikke på noget. Det giver ingen mening. Jeg tror på, at vi alle sammen er underlagt en række tilfælde, og vi tosser rundt hernede uden at vide, hvad det egentlig er, vi skal, og prøver at få det bedst mulige ud af det og finde nødvendigheden med livet. Det er det, jeg tror på. Men du kan også møde mig… hvad er det, du plejer at sige, Mads? “Når et fly er ved at styrte ned…”

Mads Mikkelsen: “… er der ingen ateister.”

Nicolas Bro: “Ting hænger helt sikkert sammen, men jeg er en science guy. Jeg tror på, at videnskabens mirakler er langt større end nogen religion.”

Mads Mikkelsen: “Men det er en interessant formulering, du har dér: ”Jeg tror på, at videnskaben…” Det er der en pointe i. Som vidende menneske kan du ikke bare give dig hen til troen. Men som troende menneske kan du godt vide noget. Men du kan også tro. Og det er interessant, for du brugte begge ord i samme sætning.”

Nicolas Bro: “Jeg synes, videnskaben er så forunderlig, at den overtager alle de tillægsord. Den er mirakuløs.”

Mads Mikkelsen: “Fuldstændig! Men man kan godt få brug for det… Hvis vi antager, at jeg ikke var troende, så kan jeg godt se fordelene ved at tro i nogle situationer, og hvis man var i den situation, som min karakter i filmen er i, ville det være en stor hjælp, hvis man kunne tro. Hvis man ikke kan, så er der en anden mission, og det er at finde ud af: Hvorfor skete det? Så bliver det rationelt, vi skal finde årsagen.”

Lars Brygmann: “Når man taler om tro, taler man hurtigt om skrevne bøger og tro på Jesus og Muhammed. Så er det svært, for det bliver meget konkret, og så forvinder for mig personligt idéen om tro, om en større sammenhæng.”

Anders Thomas Jensen: “Kodeordet er sammenhæng. Vores hjerner er skabt til det. Det vælter ud med endorfiner, når vi kan se sammenhænge, derfor elsker vi skak og spil, hvor ting hænger sammen, og når du kan se sammenhænge, begynder du at tro. Problemet er, når du ser, at sammenhænge beror på en række tilfældigheder, så står du tilbage som menneske og er tom, så er der ikke noget. Hvis alt er tilfældigheder, er det meningsløst at gå i nogen som helst retning.”

Nikolaj Lie Kaas: “Og det er jo Helvede...”

Anders Thomas Jensen: “Det er også dét, filmen siger: Ja, sådan er det, men så må du bygge det op fra nul, så må du bruge den tid, det tager at skabe relationer. Så må du finde en anden måde at få brændt de der 70 år af, inden svulsten kommer.”

Nikolaj Lie Kaas: “Der er en tro på et sammenhold i filmen, som er en kerne. Det er også det, folk taler om, når de taler om “Blinkende lygter”, en ubetinget kærlighed til hinanden på trods af forskelligheder. Et fællesskab, hvor man nærmest kan tillade sig alt inden for den ramme, hvilket er fantastisk.”

Mads Mikkelsen: “Der er nogle ret handicappede mennesker i den her sammenbragte flok, som bliver til en noget stærkere flok, og nogle tror, andre tror ikke.”

Lars Brygmann: “Min karakter ved, at når han går uden for fællesskabet, bliver han opslugt af et stort, sort hul. Der er ikke noget derude, så det gælder om at holde fast, no matter what. Slå ihjel? Det gør vi gerne, bare det betyder, at vi kan være sammen.”

Nikolaj Lie Kaas: “Mennesker med problemer og mennesker med underskud har det med at finde sammen. De finder en gruppe, som de kan finde noget identitet i. Hvorfor findes der rockere? Du får en magt i et sammenhold. Det kan være i svæveflyveklubben. Men der er også noget accept i forhold til de her karakterer, som er ret fantastisk. Filmen er et smukt billede på at finde sin egen vej. Lige meget, hvor syg den er. Det tager tid, og det tager den tid, det skal tage at finde dig selv.”

Mads: “I filmen er der pludselig nogen, der ikke passede sammen, men som passer sammen, fordi der kommer noget andet ind. Familien bliver meget bedre af at clashe. Der bliver lige pludselig plads til alle, hvis man flytter lidt rundt på stolene.”

Nikolaj: “Man starter med mennesker, der ikke har brug for noget, og så kan man se, at man kunne ikke være kommet igennem det her uden de andre. Man troede det ikke fra starten.”

Mads, du har sagt om Anders Thomas’ film, at han har så meget poesi i sig, og så pakker han det ind i vanvid…

Mads Mikkelsen: “Ja! Og så får han et carte blanche til at fortælle det, som filmen gør. Hvis det er så store ting, som det er i historien, kan det godt virke at pakke dem ind. Så kan man tillade sig at sige noget ret smukt.”

Er vi mænd gode til at holde det store og smukke lidt ud fra os og pakke det ind i noget andet?

Mads Mikkelsen: “Anders Thomas er god til det!”

Nikolaj Lie Kaas: “Nu skal jeg ikke fortælle for meget om Anders Thomas, det skal hans selv gøre, men han kommer fra Frederiksværk, hvor der ikke var en specielt poetisk tone i Anders Thomas’ omgangskreds, så jeg tror, du må have kigget på dét og undret dig over det og søgt noget andet her i livet. Og så mødte du nogle andre typer med lidt mere østrogen i kroppen, som er blevet din venskabskreds, og så tænkte du: Gud, det kan man også tillade sig at være, og derigennem har du fundet ud af, der er nogle historier her, man kan fortælle på den måde.”

Mads Mikkelsen: “Udover det er der bare nogle situationer, som er så vanvittige i filmen, at det her hold i hvert fald var ved at kaste op af grin. Og så kan man spørge: Hvorfor griner du af det? Fordi det er genkendeligt! Det er sat på spidsen, men det er genkendeligt!”

Nikolaj Lie Kaas: “Det er sjovt, at de skuespillere, som Anders Thomas vælger, alle sammen er nogle, som ikke har noget problem med at udstille sig selv på en eller anden måde. Det er mennesker, der har forstået at være ærlige omkring det.”

Mads Mikkelsen: “Man skal ikke have voldsomt meget forfængelighed, hvis man vil være med i hans film.”

Anders Thomas Jensen: “Nu skal jeg ikke sidde og rose Lars, det skal vi ikke ud i, men jeg var virkelig imponeret af, at du, som var med for første gang, bare kunne gå ind og fornemme og så ramme det.”

Lars Brygmann: “Når vi spiller de her ting, er det jo os selv. For jeg er også Lennart (Lars Brygmanns rolle i filmen, red.). Jeg har virkelig Lennart i mig, det skal bare lige findes frem, og så skal det eddermame bare forstørres. Det med hele tiden at ville undgå ballade, at tale henover, sætte musik på, når der er dårlig stemning og lade som om… altså, jeg er jo selv vanvittigt konfliktsky som menneske. Så jeg skulle finde de ting og blæse dem op og så håbe på, jeg rammer rigtigt.”

Mads Mikkelsen: “Man tager altid noget af sig selv med i rollen. Det handler om at kyle en masse ting af dig selv væk, og så finde det, du genkender, og så skal det forstørres. Så bliver det en karakter.”

Nikolaj Lie Kaas: “Jeg kan huske, da vi lavede “De grønne slagtere”, hvor det var virkelig svært at holde masken. Mads står og giver den vildeste version af et menneske, som han selv ville hade, og jeg ved, at han forsvarer den karakter fuldstændigt, som hvis det var i virkeligheden. Men jeg ved også, at Mads gemmer sig inde bag det der gøgl. Dét er morsomt.”

Mads Mikkelsen: “Det, som Lars siger om at genkende sig selv, det ubehagelige ved de her roller, er: Jeg kan desværre også godt genkende mig selv i nogle ting, som jeg helst ikke vil genkende mig i.”

“

Det er sjovt, at de skuespillere, som Anders Thomas vælger, alle sammener nogle, som ikke har noget problem med at udstille sig selv på en eller anden måde. Det er mennesker, der har forstået at være ærlige omkring det

Skuespiller Nikolaj Lie Kaas

Nicolas Bro: “Emmenthaler (Nicolas Bros karakter med en del psyko-sociale problemer, red.) er overhovedet ikke langt fra mig. Jeg har bare haft kærlige mennesker omkring mig. Jeg tænker også tit på min søn. Altså, hvis vi ikke stod der og var så kærlige, hold kæft hvor ville han bare... Når man kommer fra noget introvert, er det bare skide vanskeligt. Hvis man har noget introvert i sig, har man enormt meget brug for at have nogle kærlige mennesker omkring sig. På den måde er jeg overhovedet ikke langt fra Emmenthaler. Filmen knækker bare andre steder for mig. Filmen knækker mere, når jeg er alene. Eller i perioder af mit liv. Jeg har været fuldstændig lige så vanvittig som Emmenthaler. Så kom det ud.”

Mads Mikkelsen: “Han har jo også en trang til revanche, en form for hævn, ikke, som opstår, når folk ikke får den plads, de burde have. Og alle de drømme om revanche, han har haft, bliver han nu konfronteret med. Kan du gøre det eller ej?”

Nikolaj Lie Kaas: “Det er derfor, folk bliver rockere: Du ved ikke, hvem du er, du har ingen anelse om, hvad du består af, du har intet selvværd, ingen vilje, du har ikke noget som helst. Nå, der fik jeg sgu da lige generaliseret alle rockere. Og så kommer du ind i et sammenhold, hvor der er en klar linje i forhold til, hvem vi er, og hvad vi definerer os selv som, og det er vidunderligt. Så finder du måske ud af senere, at det ikke lige var den vej, du skulle gå, men det er jo et fantastisk sammenhold.”

Lars Brygmann: “Og du får gratis respekt fra omverdenen.”

Nikolaj Lie Kaas: “Ja! Og så får du det, der hedder selvtillid. Med alderen må jeg erkende, at det er pisse ligegyldigt, hvad du får selvtillid af. Bare du får selvtillid. Om den er kunstig, om den er boostet på en eller anden latterlig måde.”

Anders Thomas Jensen: “Du skal ikke have ubegrundet selvtillid. Selvværd er godt. Selvtillid kan være en hæmsko, hvis du har for meget af den.”

Nicolas Bro: “Jeg tror også, selvværd er bedre.”

Nikolaj Lie Kaas: “Selvværd, ja. Det er også det, jeg mener. Om det så er boostet på en absurd måde af helt overdrevet meget kærlighed fra dine forældre, eller hvad det nu måtte være. Altså der er ingen grund til, at du er noget værd, men det er du bare, fordi det har du fået fortalt så mange gange. Så det er ligegyldigt, for du har en styrke i dig selv. Og hvis du ikke har den i dig selv, finder du den i samværet med andre mennesker.”

Mads Mikkelsen: “Jeg tror faktisk, det er selvtillid, du snakker om, altså den som er pustet kunstigt op. Hvor det egentlig var meget bedre at have helt almindeligt selvværd, så havde du slet ikke brug for det der.”

Nikolaj Lie Kaas: “Jeg var til at pille fra hinanden, indtil jeg fandt ud af, at der var noget, jeg kunne finde ud af i forhold til job, altså skuespil. Det var det eneste, hvor jeg kunne begynde at sige OK, mit dna har en lille smule berettigelse her på kloden. Det var derigennem, det åbnede sig, og så var der nogle andre ting, der kom bagefter.”

Anders Thomas Jensen: “Det er jo den gamle fra Gummi-Tarzan: Du skal bare finde ud af, hvad du ikke er god til, og så skal du lade være med at gøre det.”

Alle: “HAHAHAHA!”

Mads Mikkelsen: “Det bliver en megalang liste.”

Anders Thomas Jensen: “Nej, det er selvfølgelig omvendt. Du skal bare finde ud af, hvad du er god til og gøre det. Og det er altså meget, meget rigtigt.”

Et af den nye films – meget stærke - omdrejningspunkter er forholdet mellem en fraværende far og en teenagedatter, som er meget langt fra hinanden...

Anders Thomas Jensen: “Det er meget personligt for mig. Jeg har ligesom alle fædre haft en 40 års krise. Jeg har haft travlt med alt muligt andet og ledt efter en masse ting i mit liv de forkerte steder. Og pludselig gik det op for mig, at det, jeg ledte efter, var lige ved siden af mig; Jeg har fire børn. Det er den historie, der er sat på spidsen. Jeg tror, det er genkendeligt for mange, at man lærer hele tiden, mens man lever, hvordan man optimerer ikke at blive skør. Man jagter og tror, man skal vinde over alle og erobre hele verden, være den bedste til forskellige ting og tjene en masse penge, alle de ting, mænd kender, den første del af sit liv. Og så går det op for en, at man ikke rigtigt var der, mens det, der gjaldt noget, skete. Kender I det at kigge på et billede af jeres barn for ti år siden og så få den dér… ?”

Anders Thomas Jensen sukker dybt.

Mads Mikkelsen: “Jeg har været der.”

Anders Thomas Jensen: “Ja, ja, men selvom du har været der, at blive sådan helt… hvor det går op for dig, at den tid er ovre.”

Alle: “Jo.”

Nicolas Bro: “Man har haft alle intentioner om, at det skal være rigtigt, og så er man jo et andet sted.”

Nikolaj Lie Kaas: “En af mine gode venner, som var stoppet med at drikke, sagde til mig: “This is not rehearsal.” Altså man sidder hele tiden og tænker, at vi bare lige skal frem til det bliver fedt. Alt det, som Lennon sagde (“Life is what happens to you while you’re busy making other plans.”) Alt det der midtimellem, det er jo dét, der er, når man sidder og kigger på billeder fra årene, der er gået.”

Mads Mikkelsen: “Der er ingen tvivl om, at hvis vi hele tiden ærgrer os over det, vi ikke gjorde dengang, eller satser på, at det bliver bedre i morgen, så glemmer vi, at trædestenene er dem, der er vigtige. Det er selvfølgelig helt banalt, men man kan godt sige det højt for sig selv en gang imellem. Man skal heller ikke bare sidde derhjemme og kigge og sige: Gud, hvor er det godt her. Det er sjovt nok, at der sker noget andet. Men man skal værdsætte det, der er.”

Lars Brygmann: “Og så være glad for at man opdager det som dig, Anders Thomas, og at man ikke opdager det som 85-årig, når man ligger på hospice, men at man trods alt opdager det, mens man stadig har tiden for sig.”

Anders Thomas Jensen: “Ja, det er jeg også lykkelig over.”

Lars Brygmann: “Du kan også bare blive ved at med få nye børn.”

Anders Thomas Jensen: “Ja, ja, vi får bare børn, til jeg kan finde ud af at gøre det ordentligt.”