ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Corona får vinhandlerne til at sætte prisen ned på dyre vine: Børsen har testet en håndfuld

Også vinbranchen lider under coronakrisen. Det får flere vinhandlere til at sætte prisen ned på de dyre vine. Vi har testet en håndfuld af dem på Søllerød Kro

Jan Restorff (t.v.) og Ole Troelsø under blindsmagningen på Søllerød Kro, som handlede om dyre vine, der er sat ekstra ned grundet corona krisen.
Jan Restorff (t.v.) og Ole Troelsø under blindsmagningen på Søllerød Kro, som handlede om dyre vine, der er sat ekstra ned grundet corona krisen.

“Empty spaces, what are we living for? Abandoned places, I guess we know the score,” lød det fra Freddie Mercury i den kendte Queen-sang “The show must go on” fra 1991.

Sangen dukker op i mine tanker denne fredag kl. 12, hvor man som regel indfinder sig på Søllerød Kro for at nyde livet.

Bevares, jeg nyder skam også livet denne fredag. Tilværelsen er blot ikke så ulidelig let, som den plejer at være her, når det gastronomiske show spiller på den gamle kro.

Mange forskellige druer

Køkkenet ligger dunkelt hen, komfuret er koldt, og her dufter ikke det mindste af mad. Bordene er ikke som sædvanligt smukt dækket med skinnende sølvtøj og pletfri glas. Sidstnævnte gør ikke så meget, jeg har nemlig selv medbragt en Spiegelau-glaskuffert med de mest gængse typer. Vi skal nemlig smage flere forskellige slags vine i dag, da fokus ikke er vintyper, men vinpriser, så der er såvel pinot noir som cabernet sauvignon, chardonnay og touriga nacional i flaskerne, som jeg håndterer iført blå gummihandsker.

For eftersom vinene kommer fra mange forskellige vinhandlere, udgør de jo en mangefacetteret potentiel smittekilde, vurderer jeg, som opererer efter forsigtighedsprincippet. Således hilser Jan Restorff og jeg på hinanden med høflige buk, iagttagende sikkerhedsafstanden på to meter, ligesom vi vælger restaurantens længste bord til smagningen.

Den handler om vine, der normalt koster mindst 500 kr., og som er sat markant ned, i anledning af at restauranterne fra den ene dag til den anden holdt op med at købe de dyre vine, som normalt sælges i det segment.


Slåbrok går ikke

At jeg sidder her og smager alene med Jan Restorff skyldes, at det ville være i modstrid med regeringens retningslinjer at samle det sædvanlige hold til blindsmagning i Børsens vinpanel. Men når man nu engang står med et hold vine af særlig god kvalitet, fortjener de en lidt bredere bedømmelse end af undertegnede alene.

Så frem for at sidde derhjemme i slåbrok og tøfler, strøg jeg en skjorte, som jeg plejer at gøre, når jeg skal på Søllerød Kro, og drog afsted for at møde den navnkundige vinmester Restorff, som kiggede forbløffet på mine blå hænder. Han bemærker, at han er vant til at se mig med blå tænder, men ikke med blå hænder. Og ja, efter en rødvinssmagning er blåfarvede tænder noget, man må leve med, især hvis der som nævnt er tale om vine af en lidt mere voldsom karakter end balletdanserne fra Bourgogne. Jeg føler mig lidt som sådan en balletdanser, som står der på scenen frosset i første position, afventende at Jan Restorff tømmer sit glas over i spyttespanden for at få skænket det næste.

Tavs smagning

Det slår mig, at netop den situation er Jan Restorffs hverdag; den at man står og venter på, at gæsten skal få talt færdig for siden at vende opmærksomheden mod tjeneren, der umærkeligt er svævet hen ved bordsiden. Så jeg venter tålmodigt, skænker, når han har tømt glasset, og går så tilbage til min ende af bordet, smager samme vin, tager notater og så fremdeles.

Som den sande gentleman, han er, siger Jan Restorff ikke et ord, han udstøder ikke et suk, ikke et grynt eller noget, men smager stille og roligt og langsomt på vinene, mens han gør sine notater.

Først efter at vi er igennem alle flaskerne, bliver der sat lyd til. Jeg spørger Jan Restorff, hvilke af vinene han syntes bedst om, og helt som ventet har han først og fremmest kastet sin kærlighed på Bourgogne og pinot noir, nemlig 2017 Vosne Romanee Les Quartiers de Nuits.

Kølig stil

“Den dufter af frisk pinot noir i en klassisk kølig stil med masser af røde bær og en frisk syre. Smagen er umiskendeligt Bourgogne med smukke unge noter og røde bær, der nærmest vælter ud af glasset. Rigtig god vin,” siger han om favoritten.

På hans tredjeplads kommer 2008 Chambolle Musigny Louis Remy.

“Den har sådan en udpræget hospitalsagtig næse, den er delikat og hemmelighedsfuld. Smagen er tæt, og den afslører, at vinen ikke er helt ung, men jeg mener, at den skal ligge lidt endnu, den er vist inde i en bølgedal. Men jeg tror på, at den kommer op igen,” siger Jan Restorff.

Han er også begejstret for 2017 Echezeaux En Orveaux Clerget.

“Næsen har masser af friske røde bær og modne brombær. Smagen minder mig om Cote de Nuits i Bourgogne med kølig frugt og en fin stramhed,” sagde han om franskmanden, ligesom han også har pæne ord til amerikaneren. For selvom han er et stort bourgognedyr, labber han også gerne pinot i sig fra andre verdensdele, forudsat at det er god pinot. Det er 2017 Raen Sonoma Coast Royal pinot noir.

“Den har en smukt udviklet næse, det er klart pinot noir, men i den lidt brændte stil med forholdsvis høj alkohol. Jeg er meget begejstret for frugtpræget og synes, smagen er i flot balance, som klæder den fadprægede smag,” siger Jan Restorff om 2017 Raen Sonoma Coast Royal.

Anmeldelse
Vinderen


2017 Vosne Romanee Les Quartiers de Nuits

Flot næse med stor dybde. Mineralsk smag med frisk syre og delikat bitterhed.

525 kr. v. tre fl., theisvine.dk

Anmeldelse
Lagringspotentiale


2008 Chambolle Musigny Louis Remy

Medicinske snert i næsen, tæt og koncentreret med lagringspotentiale.

499 kr., greenwoodfinewine.dk

Anmeldelse
Kølig stil


2017 Echezaux Enorveaux Clerget

Duft af modne brombær, flot lang smag i kølig stil.

975 kr., wine.dk

Anmeldelse
Saftig pinot


2017 Raen Sonoma Coast Royal

Delikate strejf af vingummi i næsen. Flot rank smag med fin frugt.

399 kr. v. seks fl., laudrup.dk


Andre læser dette lige nu