Nærmer du dig overgangsalderen, kan du roligt begynde at glæde dig.
Overgangsalderen og optakten dertil, den såkaldte perimenopause, får stor opmærksomhed for tiden. I alt fra online platforme som danske Menokind til New York Times-podcasten “Women have been misled about menopause” bliver der rettet lys på den del af livet, der hidtil er blevet forbigået i mere eller mindre tavshed – muligvis også hjulpet på vej af hudplejebranchen, der har fået øjnene op for, at mennesker midt i livet ofte har solid købekraft, og typer som skuespiller Naomi Watts, hvis nye skønheds- og sundhedsmærke Stripes udelukkende har fokus på såkaldt “menopause health”.
Det meget specifikke fokus er ikke bare pjat. For når man rammer overgangsalderen, sker der en ændring i hormonniveauerne, som påvirker huden, forklarer gynækolog Christine Felding og giver tre bemærkelsesværdige eksempler:
“Konkret vil lavere niveauer af østrogen alt andet lige give tyndere hud, ligesom mindre progesteron, som bl.a. bidrager til at stimulere vores kollagendannelse, kan stjæle fylde, og endelig kan et fald i mængden af testosteron give mere tør hud.”
I forhold tiltør hud hjælper det også praktisk at have styr på rækkefølgen: Fugt først– så forsegl med fedt. Det er muligtat komme langt med to helt enkle step, f.eks. om morgenen: Først en opvredet vaskeklud, så et fugtserum, børste tænder og på med forseglende creme.
Netop kollagen, som er det protein, der udgør hudens byggemateriale, er udfordret, i en grad så den amerikanske hudlægeorganisation The American Academy of Dermatology Association har sat tal på det gennemsnitlige dyk, der sker i forbindelse med overgangsalderen:
“Huden mister 30 pct. af sit kollagen de første fem år efter endt menstruation. Derefter 2 pct. om året.”
En ændring, professor og hudlæge Peter Bjerring kan nikke genkendende til:
“Huden bliver påvirket af den pludselige ændring i hormonstatus, specielt østrogen, som medfører, at dens produktion af fedtstoffer som såkaldte triglycerider, ceramider og kolesterol ændrer sig i sammensætning og reduceres i mængde,” siger han og forklarer, at konsekvensen er en mere tør overhud og en nedsat fedtstofbarriere.
“Det sidste betyder, at der fordamper mere vand fra hudoverfladen, end der tilføres nedefra, således at den allerøverste del af huden kan udtørre og slå bittesmå revner, som igen øger fordampningsoverfladen – og det bliver nemt en ond cirkel.”
Er du mand, så glæd dig over at være hundrede procent solidarisk, for det samme sker for begge biologiske køn. Den eneste forskel er, at hormonforandringerne sker langsommere over flere årtier.
Heldigvis er der råd for både tørke og kollagenflugt. Det handler først og fremmest om at værne om det niveau af kollagen, der allerede er. Det gør man lettest, bedst og billigst ved at beskytte huden mod for meget uv-bestråling. Dernæst er det muligt at gøde sit kollagen med bestemte hudplejeingredienser. Det er især peptider (små proteindele), A-vitamin og frugtsyrer, der har uvildig dokumentation på at kunne booste mængden af kollagen. Det er ifølge hudlægen også en oplagt idé at gå efter cremer, der netop indeholder den førnævnte blanding af fedtstoffer, som huden ikke længere producerer selv.
“Det bliver med andre ord fast arbejde at passe huden,” siger Peter Bjerring.
Men hvad der også er interessant i forhold til østrogenfattig hud, er den antioxidant, der hedder resveratrol, og som findes i skindet på røde druer. Flere studier, bl.a. et forholdsvis nyt fra Journal of Dermatology Therapy, viser, at resveratrol støtter kollagenproduktionen og er hjælpsom i forhold til det, de i USA meget direkte kalder kreppet, lidt løs menopausehud. Resveratrol er samtidig en beroligende ingrediens, som kan mindske rødme, og så er den relativt nem at finde i hudpleje i modsætning til antioxidanten equol, som har samme egenskaber.
Inden du griber ud efter rødvinsflasken, som sjovt nok ikke har samme effekt, så lun dig ved tanken om hudlægens recept, der hverken kræver eksperimenterende magi eller hemmelige opskrifter. Bare en lavpraktisk, men fast hudplejeindsats.
Tre produkter, der kan hjælpe din hud:
RØDVINSHACKET
Meget tyder på, at antioxidanten resveratrol, som også findes i nogle rødvine, kan støtte kollagenproduktionen og være hjælpsom i forhold til det, de i USA seminedladende kalder kreppet menopausehud. Samtidig er stoffet beroligende og beskyttende. Her blandet med en anden populær antioxidant, nemlig ferulasyre. Bruges som serum under creme.
KOLLAGENHACKET
A-vitamin er blandt de hudplejeingredienser, der har den tungestvejende dokumentation for at bidrage positivt til mængden af hudens kollagen. Gå langsomt frem, hvis du er nybegynder, og nyd så ellers, at vitaminet kan skabe balance. Her blandet hudfornuftigt med fugtforseglende ingredienser som bl.a. glycerin og squalane.
TØRSTSLUKKERHACKET
Når det gælder om at holde bedre og længere på hudens fugt, så gå efter den forsegling, der ligger i fedtstofferne ceramider og kolesterol, som begge er genkendelige for huden og i stand til om ikke at lappe så i hvert fald styrke den hudbarriere, der skal holde på det gode. Her er en håndfuld forskellige ceramider blandet med netop kolesterol og glødgivende C-vitamin.
