ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan køber du den helt rigtige bil

Hvis du har fire børn på gule plader, to grand danois og en bryggerhest, nytter det ikke at lade sig inspirere af de fristende tilbud i 100.000-kroners klassen. Der er ikke meget plads i en VW Up.

Kører du kun småture, skal du glemme alt om dieselbiler. Det kan føre til dyre reparationer. Og har du altid drømt om en elegant Mercedes coupé, skal du absolut ikke købe en fornuftig Hyundai stationcar.
"Er du ligeglad med image, kommer rumænske Dacial med en MPV med plads til syv voksne, tre års garanti og en pris på 150.000 kr."

Køb af ny bil er en stor investering og udbuddet så stort, at det kan virke uoverskueligt. Men hæng på, så giver dig overblikket.

Det første spørgsmål er: Hvad skal bilen bruges til?

216 arbejdsdage om året for en fuldtidsstilling, 50 km pendlerkørsel om dagen, indkøb, familiebesøg og et par længere ture løber sjældent op i mere end 15.000 km om året.

10713_picture_6785_3.jpg
Renault Scénic (længst til højre) er den mest solgte MPV herhjemme. Den udfordres fra højre af de nyere Opel Meriva, Ford B-Max og Fiat 500L

Grib en lommeregner og find dit kilometerbehov – tallet skal vi bruge til at fastslå, om du skal have en benzin-, diesel- eller hybridbil.

Benzinbiler har altid været allroundere, der udfylder alle typer kørselsbehov. På trods af den voldsomme udvikling i motorteknologi bruger de stadig mere brændstof end dieselbiler, men udviklingen går så stærkt, at selv højtydende benzinmotorer er på vej mod 20 km/l.

Den seneste VW Golf GTI, der netop er præsenteret på biludstillingen i Genève, har et officielt snitforbrug på over 16 km/l på trods af en ydelse på 220 hk, og BMW 320i, der for 10 år siden havde et snitforbrug på 11,2 km/l, kører i dag 16,4 km/l ifølge EU-normen.

Den omstridte målemetode tager udgangspunkt i et kørselsmønster med kold- og varm start af motoren, og belastninger ved ligeud-kørsel i bytrafik, på lande- og motorveje.

Kørslen simuleres på et rullefelt, der ikke tager hensyn til faktorer som dækkenes rullemodstand, vindmodstand og opbremsninger, og for en bil som BMW 320i med turbobenzinmotor foregår den største del af testen ved så lave omdrejninger, at turboladeren slet ikke arbejder.

EU-normen er derfor misvisende, for turbomotorernes brændstofforbrug stiger drastisk ved høje omdrejninger.

Med undtagelse af dyre dieselbiler som Audi A5 og BMW 5-serie, der rent faktisk kan opnå normens tal ved almindelig, defensiv kørsel, kan du begynde med at lægge 20 pct. til det officielle forbrugstal.

En mikrobil som Kia Picanto 1,0 med en lille ilter 3-cylindret benziner er angivet til 23,8 km/l, men mange købere er de senere år blevet skuffet over nærmere at køre 17 km/l.

Sådan er det, og det skal man tage højde for i brændstofbudgettet. Benzinbiler er til gengæld velegnede til småture, og billigere i årlige afgifter end dieselbiler.

Læs om dårligt nyt for dieselbilister på næste side.

##PAGE##

Dårligt nyt for dieselbilister

Tommelfingerreglen for at vælge en dieselbil er traditionelt et kørselsbehov på over 20.000-25.000 km om året, og har du dét, er der dårlige nyheder. Som en del af skattereformen har regeringen, Venstre og Konservative vedtaget en voldsom afgiftsstigning på dieselbiler, der belaster dieselbilisternes bilbudget så diskret som muligt.

Frem for at hæve brændstofafgiften på dieselolie, hvilket ville skabe mere grænsehandel, hæver man den såkaldte udligningsafgift. Den er en del af det miskmask af lappeløsninger, som den danske lovgivning for bilafgifter har udviklet sig til gennem de seneste årtier.

10714_picture_1168_3.jpg
VW Up (t.v.) og Fiat Panda kører mere voksent end man skulle tro, men pladsen er selvsagt begrænset

Tanken bag afgiften er, at der skal være en vis ligestilling mellem benzin- og dieselbiler. Da diesel traditionelt er billigere og dieselbiler kører længere på literen, skal ejerne betale mere i afgift end ejere af benzinbiler. Når afgiften af benzin sættes op, sættes udligningsafgiften op, og når afgiften af diesel sættes op, sættes udligningsafgiften ned.

For almindelige personbiler er udligningsafgiften beregnet som afgiftsbesparelsen ved at anvende diesel som brændstof frem for benzin ved en årskørsel på 16.000 km.

Det betyder, at kører man 16.000 km om året, vil man alt i alt betale det samme beløb i afgift uafhængigt af om man kører i en diesel- eller benzindrevet bil. For en dieselbil som VW Passat 2,0 TDI fra 2006 med et angivet snitforbrug på 16,8 km/l er den årlige ejerafgift i dag 4.610 kr., hvoraf 1.980 kr. er udligningsafgift.
"Bilbranchen forsøger at gøre de nye mini-SUV'ere hotte i 2013 – tiden vil vise, om de danske bilkøbere er villige til at betale ekstra for at sidde højere"

Med skattereformen fra 2013 stiger udligningsafgiften til 3.010 kr., hvorfor den samlede årlige afgift vil være 5.640 kr. Ejeren af den syv år gamle diesel-Passat står altså over for en stigning i de årlige afgifter på 22,3 procent.

Ifølge FDM svarer det for en gennemsnitsbil med en årlig kørsel på 22.000 km til, at man lægger én krone til prisen pr. liter diesel. Skattereformen tager ikke hensyn til, at dieselbiler er dyrere i indkøb på grund af mere avanceret teknik, og at de høje registreringsafgifter i Danmark tredobler denne merpris.

Dieselmotorer udnytter brændstoffet bedre end benzinmotorer, men kun når de er driftsvarme. En dieselbil skal ud på en længere tur mindst en gang om ugen for at motoren virker optimalt, og derfor duer den ikke til småture.

Med længere tur menes mindst 30 minutters kørsel med hastighed over 70 km/t, så motoren bliver gennemvarm. Det har desuden den funktion, at partikelfilteret, der opsamler skadelige partikler, bliver varmt nok til at forbrænde de opsamlede partikler.

Hvis dieselbilen ikke får lov at strække benene, vil de fleste modeller advare med en lysende lampe i instrumentpanelet som tegn på, at man skal køre en længere tur.

I grove tilfælde kan motorens følsomme dele sode til, og da reparationer af turboladere og brændstofindsprøjtning i dieselmotorer ofte overstiger 20.000 kr. (og i grelle tilfælde det femdobbelte), skal advarslen tages alvorligt.

De meget dyre reparationer opstår typisk for den anden eller tredje ejer af bilen, og skifter du ofte bil, er du dækket ind af fabriksgarantien, så længe du følger anvisningerne i bilens instruktionsbog.

Andre ulemper ved diesel er, at motoren er længere tid om at blive varm, hvorfor vi kan anbefale en elektrisk motorvarmer eller et oliefyr.

Begge har en timer, så man kommer ud til en varm bil på kolde vintermorgener og dermed sparer motoren for en koldstart. Dyrere dieselbiler har motorvarmer, og ellers kan den eftermonteres.

Fordelene ved diesel er til gengæld betydelige. Der er længere mellem optankningerne, og motoren leverer sine kræfter ved lavere omdrejninger, hvilket sparer mange gearskift og giver en mere afslappet kørsel.

Moderne dieselmotorer er så godt støjdæmpede, at man kun kan høre den karakteristiske rå dieselbanken i tomgang og ved koldstart.

Læs om de helt rigtige bybiler på næste side
##PAGE##

Hybrid og el er mest til byen

Hybrid- og elbiler egner sig bedst til blandet kørsel. Hybridbiler er betegnelsen for biler med mere end én energikilde, som oftest benzin- og elmotor. Toyota har længst erfaring med at konstruere drivlinjer med forbrændings- og elmotorer, og har markedets mindste hybrid i form af Toyota Yaris Hybrid.

Den skal køres defensivt og med meget blød speederfod for at komme op i nærheden af det angivne snitforbrug på 28,6 km/l, og prisen underbydes med cirka 10.000 kr. af samme model med dieselmotor og 25,6 km/l (hybriden har dog mere udstyr).
"Benzinbiler har altid været allroundere, der udfylder alle typer kørselsbehov"

Yaris Hybrid kan køre op mod 28 km/l i praksis, men du skal kun vælge hybridbil af ideologiske årsager – over 100 km/t hjælper elmotoren slet ikke til, og bilen er ikke konstrueret til pendlerkørsel på motorvej.

Volvo har netop introduceret verdens første serieproducerede bil med diesel- og elmotor, og et batteri, der kan lades op. Den kan køre de første 50 km alene på el, men på grund af de høje danske afgifter er Volvo V60 Plugin Hybrid meget dyr i forhold til samme bil med dieselmotor.

Elbiler er velegnede til by- og nærtrafik, men duer ikke på motorvej, fordi rækkevidden er stærkt begrænset ved hastigheder over 80 km/t. Undtagelsen er den nye luksusbil Tesla S, der kan holde en marchhastighed på 130 km/t, og har en rækkevidde på op over 300 km i almindelig kørsel.

Er du i markedet for en stor bil i luksusklassen, er den en prøvetur værd (priser fra 563.000 kr.). En elbil som den netop introducerede Renault Zoe kan være et fint valg som bil nummer to.

Mikrobiler er, ja, mikroskopiske

Ni ud af 10 solgte nye biler er i dag mikrobiler som VW Up, der er fremragende udnyttet, men hvis 3,5 meter i længden og godt 1,6 meter i bredden sætter sine begrænsninger. Som bil nummer to er det en fin løsning, men skal der være mere end to personer, går den ikke.

Her er en Fiat Panda eller den større Suzuki Splash, der begge har fem døre og fås til 100.000 kr., en bedre løsning. I modsætning til VW Up kan begge fås med anhængertræk, men generelt anbefaler vi som minimum en bil fra miniklassen.

Det er biler som Peugeot 208, Kia Rio og Renault Clio, og de køreglade Ford Fiesta og Suzuki Swift, der til nød kan rumme fire voksne med en smule bagage. Minibilerne giver en mere voksen og komfortabel komfort, og er også presset af priskrigen blandt mikrobilerne.

Golf-klassen har sit navn efter VW Golf, der sætter normen i klassen. Her er der også barsk konkurrence på prisen, og uanset mærke skal man holde godt øje med kampagnemodeller med ekstra udstyr, og altid forhøre sig hos forhandleren om aktuelle tilbud og om, hvorvidt den aktuelle model findes eller er på vej som kampagnemodel.

Bilerne i Golf-klassen er vokset, så de rummer plads til fem personer med bagage. For nogle mærkers vedkommende er merprisen for en stationcar beskeden, og da især denne biltype efterspørges på brugtmarkedet, kan den meget vel tjene sig selv ind.

Jobbilklassen med Ford Mondeo & co. er næsten forsvundet ud af salgsstatistikkerne for private købere, og i dag sælges bilerne stort set kun til erhvervsbrug. Bemærk, at en brugt Mondeo og lignende er meget efterspurgt på brugtmarkedet, hvorfor biltypen har et markant mindre værditab end for fem år siden.

10715_picture_2884_3.jpg
Audi A6 3,0 TDI Biturbo quattro S-tronic kan køre op til 15,6 km/l i snit. Den stiger fra 5.280 til 6.520 kr. i årlige afgifter fra 2012 til 2013

Det samme gør sig gældende for MPV'er, altså familiebiler med god plads og smarte bagsædearrangementer. Dem sælges der meget få af til private, der til gengæld efterspørger dem på brugtmarkedet.

Renault Scénic er den mest solgte bil i klassen; den er billig, fås med syv sæder og er konstant på tilbud.

Der findes også discount-MPV'er som VW Caddy Startline med skrabet udstyr og fem sæder til 160.000 kr., Citroën Berlingo fra 175.000 kr. og den 7-sæders Chevrolet Orlando fra 230.000 kr.

Er du helt ligeglad med image og lækkerheds-faktor, kommer rumænske Dacia til april med en MPV med plads til syv voksne med bagage, tre års garanti og en pris på 150.000 kr. Det er en chokpris, der vil ruske markedet.
"For en gennemsnitlig dieselbil svarer stigningen i den årlige ejerafgift til, at man lægger én krone til prisen pr. liter diesel"

Har du brug for at trække et tungt påhængskøretøj, er der ingen vej uden om en SUV. Traditionelt har det krævet en stor og dyr firehjulstrækker som VW Touareg, men der findes billigere biler som Subaru Forester, der må trække over 2.000 kg.

Bunden faldt helt ud af brugtmarkedet for dyre SUV'er for nogle år siden, men nu er der så få brugte til salg, at de igen efterspørges.

Bilbranchen forsøger at gøre de nye mini-SUV'er som Opel Mokka og Ford EcoSport hotte i 2013 – tiden vil vise, om de danske bilkøbere er villige til at betale ekstra for at sidde højere og i et lidt mere offroad-agtigt design end i en almindelig minibil.

Husk at have hjertet med, når du køber

Luksusbiler og sportsvogne står for en forsvindende lille andel af markedet, men skal vi pege på en interessant nyhed, er det elbilen Tesla S. Den har plads til op til syv personer og Pleasures prøvekørsel fornylig afslørede, at det er den første elbil, vi virkelig gerne vil have.

For biler i den øvre prisklasse gælder, at de enten købes af velhavere, hvor prisen ikke er væsentlig, eller som firmabil.

Afgifterne er så høje, at dyre biler ofte sælges via flexleasing, hvor man betaler registreringsafgift på månedlig basis i stedet for at betale det hele på én gang.


Køber du ny bil til mere end ca. 700.000 kr., anbefaler vi at kontakte en fagmand i leasingbrancen for at klarlægge mulighederne for flexleasing.

Uanset bilbudget og bilklasse er det vigtigste at finde en bil, du bliver glad for. Tag en god lang prøvetur, sov på det, og vend tilbage et par dage efter. Og husk at have hjertet med.




Andre læser dette lige nu