Det 4-stjernede italienske Hotel Terme Millepini er kommet på verdenskortet med åbningen af en termisk pool med rekorddybe dimensioner, der vil frembringe gys hos almindelige mennesker, men nok få det til at gippe hos vandhunde og fridykkere.
Her vil udøvere af den stadigt mere populære fridykker-sport træne dyk under kontrollerede forhold helt ned til bunden af poolen 40 meter under overfladen.
Der er blevet gravet dybt og fjernet op mod 5000 kubikmeter jord for at gøre plads til den 40 meter dybe pool.
I dansk kontekst ville det svare til, at kun den lille kuppel øverst på Rundetårn ville stikke op over poolens vandspejl, og det gør poolen til verdens dybeste.
Og så er den endda opvarmet af varme kilder til 32 grader, så man helt kan undgå at bruge våddragt, hvis man vil føle sig som en helt fri fisk i vandet.
18 meter er grænsen for det mest almindelige dykkercertifikat PADI. Et dyk dybere ned 30 meter betegnes som "dybt" i erfarne dykkerkredse og i disse dybder kan dykker-narkose sætte ind. 40 meter er grænsen for rekreativ dykning og hvor erhvervsdykkere tager over.
Professionelle scuba-dykkere og søværnets frømænd kan her træne manøvrer de senere skal udføre på dybt, åbent hav og derfor sigter hotellet på at lokke vandhunde til fra hele verden.
Ved åbningen i juni måned var det verdensmesteren i fridykning, Umberto Pelizzari, der som en gimmick officielt målte dybden uden anden ilt end det han medbragte i egne lunger og den event har fået øjnene op for Hotel Terme Millepini i fridykkerfolkets globale "community".
Som i et akvarium kan nysgerrige hotelgæster se med på undervands-aktiviteterne uden at få vådt hår.
Poolen har fået navnet Y-40 (opkaldt efter Y-aksens vertikale linje) og er designet af Emanuele Boaretto.
Poolen har et overflademål på 21 gange 18 meter, er fyldt med grotter og forhindringer til at træne forskellige manøvrer og slutter først 40 meter nede for enden af et 7 meter bredt cirkulært "hul", der er boret og sprængt ned i undergrunden.
En enkelt tur i poolen koster 35 euro. Men der skal nok bestilles tid hurtigt. Tag med Youtube ned i dybet: